Myldretid

Menu

NyhederNyhedsarkiv2006

Tilbuddene åbnet ved NTs 11. udbud

Af Thomas de Laine

Det igangværende 11. udbud i Nordjyllands Trafikselskab (NT) omfatter mere end 100 busser eller ca. 37 pct. af kørslen for trafikselskabet. Det er både regionalruter, en af metrobuslinjerne i Aalborg og en del lokalruter, der er sendt i udbud. 23. januar udløb fristen for afgive tilbud.

På A-kontraktkørslen har Læsø Rute- og Turistfart, Todbjerg Nord, Solsidens Turistfart, Fårup Rute- og Turistbusser, Manna Taxi & Selskabsbus, Tylstrup Busser, RegioBus, Hørby Rute- & Turistbusser, Bent Thykjær, JM Rute & Turistfart, Burskovs Rutebiler, Partner Bus, Døstrup-Hobro Turistfart, City-Trafik, Arriva, Vend Bus, Jørns Busrejser, Connex og Else Rasmussen givet tilbud.

I afdelingen for B-kontrakter har Todbjerg Nord, Bent Nordestgaard, Brdr. Davidsen Rute- og Turistfart, Solsidens Turistfart, Fårup Rute- og Turistbusser, Manna Taxi & Selskabsbus, Tylstrup Busser, John Hansens Rute- og Turistbusser, RegioBus, Bent Thykjær, Skivum Taxi og busser, Døstrup-Hobro Turistfart, City-Trafik, Arriva, Jørns Busrejser, City Tours Nordjylland, Skelund Turistbusser og Hals Rute- og Turisttrafik budt.

Samlet har 26 busselskaber budt på kørslen i 11. udbud, og på A-kontraktkørslen alene har hele 19 busselskaber budt, hvilket må siges at være meget pænt. Det kan bemærkes, at det nu Nettbuss-ejede Partner Bus, der ellers har levet en stille tilværelse som HUR-entreprenør i Hornsherred, nu deltager i licitationer i Nordjylland. Partner Bus, som stadig er selskabets navn, har bl.a. budt på Hjørring og Brønderslev bybusser samt visse regionalruter. Det kommer til gengæld ikke som en overraskelse, at Arriva også i Nordjylland byder under Arriva- og ikke Wulff-navnet.

Et par navne er nye, heriblandt RegioBus. Der findes ikke et sådant firma i Danmark ifølge det Centrale Virksomheds Register, men en tysk transportvirksomhed i Hannover er dog indehaver af navnet. Det virker dog ikke sandsynligt på nærværende skribent, at et stort tysk busselskab uden i forvejen at have trafik i Danmark skulle lægge billet ind på bare 20 busser fordelt på ca. 15 udbudsenheder. Det tyske RegioBus har omtrent 240 rutebusser i Tyskland.

Tiden har ikke foreløbig tilladt en nærmere gennemgang af de mere end 340 tilbud, men Arriva, Connex og nordjyske Tylstrup Busser har alle afgivet et stort antal tilbud. En meget umiddelbar analyse tyder dog på, at Arriva har gode chancer for at få en del kørsel, mens Connex - der ellers har al sin NT-kørsel i udbud - står langt dårligere. Tylstrup kan måske komme i betragtning på nogle ruter. På metrobuslinje 2 i Aalborg, der i dag køres af Connex, har kun Arriva, Connex og City-Trafik budt, og her er Arriva billigst, men fulgt meget tæt af City-Trafik.

Kilde: Oversigt over tilbud ved NTs 11. udbud, 24.01.06