Myldretid

Menu

Denne side har et kendt layoutproblem, som venter på at blive løst. Myldretid beklager fejlen.

NyhederNyhedsarkiv1999

Combus-salg udskudt fire år!

Af Thomas de Laine

Trafikminister Sonja Mikkelsen (S) har nu udpeget en ny bestyrelse for Combus, og den nye bestyrelse har fået op til fire år til at gøre Combus salgsmodent.

Den nye bestyrelse blev udpeget på en ekstraordinær generalforsamling torsdag d. 29. juli. Formand bliver koncerndirektør i FLS Industries Ole Trolle, og de øvrige medlemmer bliver direktør og civilingeniør Jens Stephensen, der tidligere har været adm. dir. for Scandlines; adm. dir. for Jotipac Group Per Skov, tidligere ordførende direktør for FDB; og direktør og civiløkonom Preben Schou, tidligere adm. dir. i Nesa A/S.

Combus' nye bestyrelses opgave er at gøre Combus mere salgsmodent på sigt, og den har fået to til fire år stillet i udsigt af ministeriet. Dette har naturligvis affødt reaktioner fra bl.a. de borgerlige partier og brancheforeningen Danske Busvognmænd.

Formand for Danske Busvognmænd, Steen Fris, har udtalt: "Det er forrykt. Den tidshorisont bekymrer os meget, og jeg frygter, at der så ikke bliver konkurrence på lige vilkår."

Det har for nylig vist sig "umuligt" at sælge Combus, eftersom de to eneste interesserede købere var Arriva og Bus 2000. Bus 2000 A/S er 55 medlemmer af Danske Busvognmænd, og deres tilbud på Combus var for lavt, mente Trafikministeriet. Arriva var den eneste realistiske køber, men da Arriva frygter, at man vil indføre en markedsbegrænsning på ca. 25 pct., er selskabet ikke længere interesseret.

At salget af Combus skulle ske "snarest muligt" blev aftalt i forbindelse med finansloven for 1999. Sonja Mikkelsen har sendt et brev til Folketingets trafikordførere, hvori det hedder, at salget er sat midlertidigt i bero, men at hun loyalt vil overholde finansloven for 1999. Trafikordførerne fra Venstre og Konservative, Svend Heiselberg h.h.v. Kaj Ikast, mener, at udskydelsen er et brud på finanslovsaftalen, og at "snarest muligt" hverken er to eller fire år.

Kilde: Børsen 22.07.99