Myldretid

Menu

Denne side har et kendt layoutproblem, som venter på at blive løst. Myldretid beklager fejlen.

NyhederNyhedsarkiv2004

HUR afprøver rutebil på linie 34

Af Thomas de Laine

Fra og med mandag den 16. februar og et par måneder frem har en af busserne på linie 34 på Amager mistet bagdøren. HUR afprøver nemlig en bus med dobbelte fordøre og dobbelte midterdøre men uden døre bag i bussen. En sådan indretning kendes også som "dørplacering 2-2-0".

HUR skriver i en pressemeddelelse, at formålet med prøvebussen er at undersøge, om de færre døre vil betyde længere ophold ved stoppestederne. Ved at udelade bagdøren spares dels lidt penge, dels bliver der plads til flere siddepladser og sikkerheden forøges, da chaufføren kun skal overskue én dør.

Ingen nyhed
Københavnske bybusser med dørplacering 2-2-0 er dog absolut ingen nyhed. Faktisk var HT helt indtil 1979 fast overbevist om, at chaufførerne ikke var i stand til at overskue mere end én udstigningsdør, hvorfor alle bybusser havde dørplacering 2-2-0. Efter lange diskussioner gik man dog med til at få leveret to forsøgsbusser (HT nr. 972 og 973), der var udstyret med en enkelt bagdør bag bagakslen. Forsøget forløb godt, og bagdøren blev standard - også på landet!

I øvrigt opnåede man med indførelsen af bagdøren samtidig bedre udnyttelse af bussens bageste pladser. Folk er nemlig ikke så glade for at gå ned bag i en fyldt bus uden bagdør, da man derved løber risikoen for ikke at nå at komme af igen ved rette stoppested. Også indsættelsen af dobbeltdækkerne på linie 10 i 2001 afslørede det problem, at benyttelsen af øverste etage - fjernt fra dørene - ikke var stor på en linie, hvor passagererne kun kører med over en forholdsvis kort strækning i modsætning til den anden dobbeltdækkerlinie, linie 250S.

At man egentlig godt er klar over disse forhold understreges vel af, at bussen afprøves på linie 34. For dér kommer man i hvert fald ikke til at savne ekstra døre. Busser med få døre fungerer nu engang bedst som rutebiler, men HT har dog som nævnt helt op til midten af 1990'erne demonstreret at sådanne godt kan overleves i byen.

Flere prøvebusser på vej
Prøvebussen er den første af en række busdemonstrationer over de næste 2-3 år, skriver HUR. Målet er dermed at afprøve forskellige løsninger, så den bedste kan findes, når det drejer sig om eksempelvis sikkerhed, komfort, økonomi, støjniveau, ventilation, chaufførkabiner, brændstofforbrug, skilte og skydedøre.

I dette tilfælde er bussen en Mercedes-Benz O.530 Citaro. Bussen er i blå og hvide farver efterudstyret med gult HUR Trafik-logo på fronten og City-Trafik-entreprenørmarkering nederst på siden. Den kører med internnummer 4070 og reg.nr. SZ 92 221 og burde være hjemmehørende hos City-Trafik, Thorvald Borgs Gade.

En bus af samme type blev i øvrigt afprøvet på linie 123 i maj 2001. Dengang var entreprenøren Arriva Danmark i Roskilde.

Kilder: HUR-pressemeddelelse 13.02.04; Busfrontens e-mail-debatliste