Myldretid

Menu

Denne side har et kendt layoutproblem, som venter på at blive løst. Myldretid beklager fejlen.

NyhederNyhedsarkiv2002

14 dage med busser mellem Veksø og Frederikssund

Af Thomas de Laine

I dagene 3.-17. august måtte passagererne på S-togslinie H til Frederikssund endnu engang over i busser. Vejen til 10-minuttersdrift og dobbeltspor er nemlig brolagt med periodevise lukninger af strækningen. S-togene har været erstattet af busser i længere perioder flere gange tidligere siden 1999. I 2000 var der sammenlagt tale om mere end tre måneder.

Denne gang var det imidlertid sidste gang. Dobbeltsporet er nu færdiggjort, og fra midten af september kan linie H+ fortsætte fra Veksø til Frederikssund. Desuden kan rejsetiderne nedsættes, da togene ikke længere skal vente på hinanden ved krydsningsstationerne.

Dobbeltsporet har reelt været i brug fra og med 18. august, men den officielle indvielse finder først sted 14. september, altså dagen inden køreplansskiftet. Gl. Toftegård station tages i brug samme dag.

Cirka 6 pct. af passagererne har forladt banen under etableringen af dobbeltsporet. Dem håber DSB S-tog nu at kunne vinde tilbage med den forbedrede service.

Busserne kørte på fem buslinier kaldet H1-H5, der traditionen tro havde forskellige standsningsmønstre. Der sås busser fra mange forskellige busselskaber, bl.a. City-Trafik, De Blaa Omnibusser, De Hvide Busser/Ullerød Turist, Dyssells Busser, Kruse og Schmidts Turisttrafik. Detaljer om ruter og busser vil kunne ses i artiklen Dage med H-busser om kort tid.

Kilder: Berlingske Tidende 31.07.02; Jernbanen nr. 3/jun. 02