Myldretid

Menu

Nyheder

Lukningen af Danskebusser.dk er aflyst

Af Thomas de Laine

Søndag 2. marts blev det varslet, at hjemmesiden Danskebusser.dk ville blive lukket 5. april 2025 efter små 18 års eksistens. Danskebusser.dk har været en database med historiske oplysninger om busser, der har kørt eller er bygget i Danmark, og rummede, da meldingen kom, oplysninger om 38.494 busser og 38.805 billeder. Der har ligget et stort og rosværdigt arbejde i at indsamle de mange oplysninger, ligesom intet mindre end 289 forskellige fotografer har stillet billeder til rådighed.

Myldretid har aldrig været involveret i Danskebusser.dk vil derfor heller ikke redegøre for bevæggrundene for den forventede lukning, i det omfang de kendes. Men det var en ærgerlig nyhed, og reaktionerne viste sig hurtigt i busrelaterede fora og grupper på sociale medier.

Danskebusser.dk annoncerer lukning
Forsiden af Danskebusser.dk søndag 2. marts 2025.

Allerede samme dag, som lukningen blev annonceret, spurgte flere personer til mulighederne for en videreførelse i andet regi. Det blev tidligt afvist, men det var kendt, at Foreningen Busfronten siden 2024 har arbejdet på at etablere en historisk busdatabase og -billedside (henvendelser herom skal rettes til Foreningen Busfronten). Der blev sørget for en sikkerhedskopi af oplysningerne på Danskebusser.dk, således at de ikke gik tabt for bestandigt med den forestående lukning, men det er jo ikke en erstatning for en fungerende offentligt tilgængelig database med tilknyttet billedsamling.

I de følgende par uger har der været arbejdet i kulissen på at finde en løsning, og torsdag 13. marts stod det klart, at hjemmesiden Danskebusser.dk alligevel fortsætter. I den forbindelse er der bl.a. sket ændringer i personkredsen bag hjemmesiden, og der er dukket en reklame op på forsiden. De første opdateringer og tilføjelser af nye billeder har nu fundet sted.

(Nyheden blev oprindeligt udgivet 2. marts 2025. Danskebusser.dk har 13. marts 2025 offentliggjort, at hjemmesiden alligevel ikke lukker. Nyheden er derfor opdateret).