Myldretid

Menu

NyhederNyhedsarkiv

Slut med busser fra Van Hool

Af Thomas de Laine

Volvo B10M-ledbus med Van Hool Alizée-karosseri fra 1991
Gråhundbus var blandt storbrugerne af Van Hool Alizée-busser - både som HT-rutevogne, fjernbusser og turistbusser. Til Bornholmerbussen købtes flere ledbusser af Alizée-typen på Volvo B10M-chassis. Denne her var vogn 95, da Gråhundbus nyanskaffede den i 1991, men den kom senere til Centrum Turist og kørte under Billigbus.dk-fjernbuskonceptet. Foto hos Centrum Turist i Tilst i foråret 2012: Thomas de Laine.

Europa mister nu endnu en busproducent. Belgiske Van Hool kom nemlig i april under konkursbehandling. Selvom Van Hool aldrig har domineret den danske busscene, har vi dog fået omkring 450 busser med Van Hool-karosseri til landet over de seneste små 50 år, så den belgiske fabrik og dens produkter har bestemt været en del af den nyere danske bushistorie.

Grundstenen til Van Hool-fabrikken blev lagt i 1947 af landmand og tidligere diamantskærer Bernard van Hool (1902-1974). Han manglede et egnet køretøj til at fragte sine medarbejdere fra gården og ud i marken, og da han ikke kunne finde noget egnet, byggede han selv en slags bus. Den syntes hans landmandskolleger så godt om, at de gerne ville bestille køretøjer magen til. Efter at have bygget nogle stykker, fik hr. van Hool også konstrueret en egentlig bus, og desuden kom der en ordre ind på en turistvogn fra et rigtigt busselskab. Dermed var produktionen i gang, og fabrikken blev opkaldt efter sin grundlægger, men skrevet med stort 'V', altså "Van Hool". Den fortsatte i familiens eje med senere generationer ved roret indtil den seneste tids krise.

De første mange år byggedes udelukkende karosserier på buschassiser, som andre havde fremstillet, og også i Danmark har langt de fleste Van Hool-busser været bygget på tredjepartschassiser. Det store flertal har været på Volvo B10M, men også andre Volvo-chassiser samt både Scania og Ford er forekommet på de danske veje, hvor Sommer i Taastrup gennem en del år var forhandler. Vi fik de første Van Hool'er omkring 1975, og i begyndelsen af 1980'erne anskaffede især De Blaa Omnibusser i Holte og Gråhundbus i Ballerup og Hillerød flere Volvo-busser med Van Hools såkaldte Nordic-karosseri til kontraktkørslen for HT. Fra slutningen af 1970'erne kom det noget mere moderne udseende Alizée-karosseri, som også fik en del større udbredelse i Danmark med i alt cirka 150 busser landet over. Ud over Alizée har karosserimodeller med andre a-navne været bygget, f.eks. højdækkerne Astral og Altano (som navnet antyder!) og dobbeltdækkeren Astromega.

De fleste kunder købte ganske vist kun enkelte Van Hool'er af disse typer, men nogle få steder fik Van Hool lov at fylde godt op i garagerne. Gråhundbus brugte således Alizée-karosserede busser til både HT-rutekørsel, fjernbuskørsel og turistkørsel, ligesom Søndergaard anvendte Van Hool på fjernbusruten mellem Fjerritslev og København.

Van Hool Alizée fra 1984
Dette Alizée-karosseri er på en Volvo B10M fra 1984, som oprindeligt kørte på Færøerne. Bussen blev dog totalskadet som forholdsvis ny, men blev alligevel genopbygget med nyt Alizée-karosseri. Den kom derefter til Gråhundbus som vogn 91, hvor den kørte frem til 2010. Efter udrangeringen står den her på Sjælsmark Kaserne i maj 2010. Foto: Thomas de Laine.

Med årene kom Van Hool også til at producere komplette, selvbærende busser. Motoren kom typisk fra MAN. De komplette Van Hool-rutebusmodeller har altid haft typebetegnelser bestående af et 'A' for "autobus" efterfulgt af et nummer. De første udgaver var i A120-serien, som ikke har kørt i Danmark, men gennem mange år produceredes A300-modellerne, senere opdateret som "newA300", der er leveret til danske kunder i stærkt begrænset omfang. Nogle varianter af A300-serien havde motoren stående i venstre side og gav derfor mulighed for opbygninger med bagperron og dobbelte bagdøre i lighed med det, der i mange år før lavgulvsæraen var praksis i Odense og Aarhus. De eneste Van Hool-lavgulvsbusser med denne indretning, der kom til Danmark, var dog fire styk i kort og smal udgave, typen A308, som i 1995-96 blev indsat på tele- og servicebuskørslen i Køge Kommune.

Van Hool A308 fra 1995
Van Hool A308 var en midibus med motoren stående i vinduessiden, døre 2-0-2 og bagperron samt sæder i 2+1-opstilling. Fire sådanne busser blev brugt som tele- og servicebusser i Køge-området fra 1995-96 og indtil 2007. Bus Danmark 051 ved Køge st. 29. december 1997. Foto: Thomas de Laine.

Så sent som i 2022 lancerede Van Hool sin batteribusserie, der erstatter newA300. Denne type, der kaldes A12 og A13 mv. efter buslængden, er leveret til Aalborg i et antal af hele 67, og Aalborgs er sågar både nogle af de tidligst producerede af typen og en ganske pæn andel af det totale antal bygget.

Van Hool A13 fra 2022
På Aalborgs bybusser indsatte Tide Bus i 2022 hele 67 Van Hool A13-batteribusser. Det var nogle af de først producerede af typen og i øvrigt den uden sidestykke største ordre på Van Hool-busser til Danmark nogensinde. Bus 6005 som linje 1 i Østerågade i Aalborg på første driftsdag med de nye busser søndag 7. august 2022. Foto: Thomas de Laine.

På turistbussiden blev Van Hools komplette busser i stedet betegnet med et 'T' for "Tourisme", og et mindre antal af disse er også solgt her i landet. Da man af kapacitetsmæssige grunde etablerede en fabrik i Nordmakedonien, blev nogle nye og simple typer komplette turistbusser med 'E'-typebetegnelser sat i produktion her. Også et par stykker af disse har fået danske ejere.

Van Hool Altano fra 1993
Busforsyningen, som transporterer bands på turnéer o.lign., bruger forskellige ombyggede busser til formålet. I vognparken indgik fra 2008 til 2014 denne Volvo B12 med Van Hool Altano-karosseri fra 1993. "Smeden" med reg.nr. TS 95 024 var købt brugt og oprindeligt leveret til Schmidts Turisttrafik i Glostrup (vogn 6). Foto i Kvægtorvsgade i København 11. december 2009: Thomas de Laine.

I begyndelsen af 2024 stod det klart, at den gamle familievirksomhed var rendt ind i økonomiske problemer. Ny ledelse blev bragt ind, og en redningsplan lanceret, men øvelsen lykkedes ikke: Van Hool var under konkurs i april måned. Det ser dog ud til, at busproduktionen vil blive overtaget af hollandske VDL sammen med den nordmakedonske fabrik og et fokus på turistmodellerne. Tyske Schmitz Cargobull vil formentlig videreføre Van Hools anden specialitet, nemlig lastbilanhængerbyggeri, og (dele af) faciliteterne i Belgien.

Kilder: Urban Transport Magazine 14.04.24; oplysninger fra Danskebusser.dk