Myldretid

Menu

NyhederNyhedsarkiv

Bornholmerbussen er indstillet, og Gråhundbus er afviklet

Af Thomas de Laine

Sidste bus mod Bornholm forlader Københavns Hovedbanegård
Den absolut sidste afgang fra København mod Ystad på Bornholmerbussen blev søndag 30. april 2023 kl. 18.35. Der var god belægning på turen, som blev kørt med to busser: vogn 45 og 46. En håndfuld busentusiaster var mødt frem for at forevige begivenheden. Her ses den sidste bus forlade Hovedbanegården. I modsat retning var der afgang omkring kl. 20 fra Ystad med ankomst til København klokken halv ti om aftenen. Siden har Gråhundbus ikke været på gaden. Foto: Thomas de Laine.

De definitivt sidste ture på Bornholmerbussen - fjernbusrute 866 mellem Københavns Hovedbanegård og Ystad med færgeforbindelse til Rønne - kørte søndag aften 30. april. Ruten havde siden ophøret med HT-kørsel i 1994 været hjørnestenen i Gråhundbus, drevet af "buskongen" Jørgen Andersen i Ballerup, og den var gennem 41 år en af de vigtigste måder at komme til og fra Solskinsøen på. Det var også den sidste større aktivitet tilbage i Gråhundbus, da vognmanden døde i august 2022.

Når ruten netop ophørte med udgangen af april 2023, mere end et halvt år senere, skyldtes det umiddelbart, at køretilladelserne udløb. Beskeden om indstillingen af driften kom først få dage forinden, fredag 28. april, og samme dag blev medarbejderne opsagt. Der var på daværende tidspunkt solgt billetter til afgange 1. maj og senere, men de berørte passagerer blev kontaktet på e-mail og sms. Det kom i stand, at de kunne bruge deres billetter på den hidtil konkurrerende busrute drevet af Kombardo Expressen. Da ruten blev indstillet, betragtede man det dog ikke som umuligt, at den kunne komme i gang igen.

Virksomheden Gråhundbus ved Jørgen Andersen (CVR-nr. 26207614) ophørte formelt 15. august 2022, altså på vognmandens dødsdag, hvilket først registreredes tilbagevirkende. Det var en enkeltmandsvirksomhed, og når ejeren af sådan én dør, og virksomheden dermed lukker, vil bankkonti mv. hurtigt også blive spærret. Telefonerne nåede da også kortvarigt at blive lukket, før man i al hast fik arrangeret, at forretningen kunne køre videre. Den er siden fortsat som boet efter Jørgen Andersen (CVR-nr. 10227917), der er blevet håndteret af advokat Torben Lund fra advokatfirmaet Jantzen & Lund.

Jørgen Andersen efterlod sig to voksne tvillinger, men ingen af dem ønskede at drive deres fars virksomhed videre. Men boet efter Jørgen Andersen opretholdt altså foreløbigt kørslen på Bornholmerbussen fra garageanlægget i Ballerup, ligesom de 13 aktive busser i virksomheden kørte videre. I en vis periode kunne man ikke booke billetter til Bornholmerbussen længere frem end til udgangen af december måned, men det blev også ændret trods den usikre fremtid.

Et par måneder efter Bornholmerbussens ophør må det dog konstateres, at det gamle Gråhundbus efterhånden helt er afviklet. Af de 13 busser, som fra august kørte hos boet, blev en enkelt afmeldt tilbage i november. De øvrige kørte videre til den bitre ende, men er efter nogle ugers henstand nu solgt. Dyssells Busser ved vognmand Christian Dyssell har i juni købt tre-fire af Gråhundbus' vogne. De resterende busser er også solgt, men endnu ikke ude at køre hos nye ejere. De er i øvrigt alle blevet afmeldt.

Garageanlægget på Yderholmen 18 i Ballerup er samtidig afhændet. Her er køberen en anden, men yngre, "buskonge", nemlig Lars Larsen, der har overtaget ejendommen i midten af juni.

Uden kørsel, busser, garageanlæg og medarbejdere må Gråhundbus være at betragte som historie. En enkelt af Jørgen Andersens busser har opnået at blive bevaret på Danmarks Busmuseum i Skælskør, nemlig vogn 22, en Volvo B12MA-ledbus med Jonckheere Arrow-karosseri fra 2004. Den har befundet sig dér siden 2020.

Kilder: TV2Bornholm.dk 28.04.23; Bornholms Tidende [tidende.dk] 28.04.23; opslag i CVR-registreret og OIS