Myldretid

Menu

Denne side har et kendt layoutproblem, som venter på at blive løst. Myldretid beklager fejlen.

NyhederNyhedsarkiv2000

16-årig hjælper bussen på vej

Af Thomas de Laine

Der er problemer med fremkommeligheden for busserne i København. Trafikfunktionærernes Fagforening, TF, arrangerede derfor sammen med HT og JP-København en konkurrence. Den gik i al sin enkelthed ud på at komme med forslag til, hvordan man kunne forbedre fremkommeligheden. Fredag d. 9. juni blev vinderne kåret, og det kom noget bag på TFs formand Reiner Burgwald, at han skulle uddele førstepræmien til en 16-årig dreng.

Vinderen var Troels Zahren Martens, der bor på Østerbro. Hans forslag gik bl.a. ud på at lade ind- og udstigning ske af alle døre og at etablere flere busbaner, ligesom billetteringen skulle ud helt af busserne. Det er til dels rejser til europæiske storbyer og flere lande i Asien, der ligger til grund for forslaget.

Troels Martens er medlem af Sporvejshistorisk Selskab og er med andre ord (også) bidt af en gal bus. Han mener dog, som mange andre, at afskaffelsen af sporvognene i København var en fejl. Man kan læse vinderforslaget i sin helhed her på siderne. Det bærer konkurrencens titel: "Hjælp bussen på vej".

"Det må jeg nok sige. Det havde jeg ikke lige regnet med. Det er flot gået. Det er et utroligt gennemarbejdet og gennemtænkt forslag. Når man læser det, så tænker man, at det er skrevet af en person, der virkelig har erfaring på området og ved noget om sagerne," sagde Reiner Burgwald ved præmieoverrækkelsen.

Andenpræmien gik til Birthe Andersen, København, der havde foreslået, at man udviste mere respekt for hinanden. Hun havde kaldt sit forslag "Slip Emma Gad løs i trafikken". Tredjepræmien tildeltes Stella Mikkelsen fra Greve. Endelig vandt Jakob Jakobsen på 6 år et gavekort på 500 kr. til en legetøjsbutik for sit vidtgående forslag om, at man da bare skulle flytte husene tilbage, så gaderne blev bredere! Den konkurrencedeltager, der først får sit forslag gennemført, kan desuden se frem til en betalt middag.

I alt modtog komiteen, der bl.a. bestod HTs adm. dir. Johannes Sloth og chefpolitiinspektør Mogens Wilbert, 120 forslag til bedømmelse. Visse elementer gik igen. Det var bl.a. etablering af flere busbaner, busprioritering i lysskryds og ændrede forhold ved billettering og ind- og udstigning. Nogle af deltagerne vil blive inviteret til at deltage i brugergrupper.

Kilder: JP-København 10.06.00; Troels Zahren Martens (tak!)