Myldretid

Menu

Denne side har et kendt layoutproblem, som venter på at blive løst. Myldretid beklager fejlen.

NyhederNyhedsarkiv2000

Ny bog: NESA bd. 2

Af Thomas de Laine

De færreste ved, at den nordsjællandske elleverandør Nesa A/S til dels er opkaldt efter et forlængst forsvundet trafikmiddel: sporvognen! Dette er ikke desto mindre tilfældet, og det kan sporvejsentusiasterne i Sporvejshistorisk Selskab, SHS, fortælle meget mere om. Faktisk så meget, at de allerede i 1977 udsendte den første bog om emnet - "NESA bd. 1".

Den første NESA-bog omhandlede selskabets virke som trafikselskab 1902-74. Nesa er - oprindeligt - en forkortelse for Nordsjællands Elektricitets- og Sporvejs Aktieselskab, for der var skam engang, hvor Nesa kørte sporvogne i Københavns nordlige omegn. Disse blev senere erstattet af trolleybusser, der til sidst måtte vige for dieselbusserne. Og i 1974 blev Nesas buslinier en del af HT.

Nu, 23 år efter udsendelsen af første bind, foreligger 2'eren. Det var jo noget af en forsinkelse, som bestemt ikke var planlagt, men det er jo nu engang faren ved at skrive "bind 1"! I en pressemeddelelse fortæller SHS, at den nye bog indeholder megen storkøbenhavnsk lokalhistorie og mange billeder af sporvogne, trolleybusser og dieselbusser. Det fremgår af forordet i 1977-bogen, at fortsættelsen - altså den nye bog - skulle indeholde "liniebeskrivelser med spor- og ledningsplaner, vognmateriellets historie, beskrivelse af remise og anlæg for strømforsyning samt takst- og billethistorie". Om dette også er blevet bogens indhold kan nærværende skribent dog ikke oplyse, eftersom han (endnu) ikke har læst den.

NESA bd. 2, Per Kühl Olsen, Sporvejshistorisk Selskab, København 2000. 252 s., ill. Vejl. pris: 350,00 kr.

NESA bd. 1, trafikselskab 1902-1974, Th. Ring Hansen, Sporvejshistorisk Selskab, København 1977. 144 s., ill.

Bøgerne kan købes i større boghandler, men Nyboder Boghandel nær Østerport st. kan varmt anbefales. Der er en specialafdeling med bøger om sporvogne, busser og jernbaner.

Kilde: Pressemeddelelse fra Sporvejshistorisk Selskab 23.06.00