Billeder ➜
Stationsnær søndag: Umove 7353 ved Valby st.
Optaget 25. marts 2023 af Thomas de Laine (© Copyright) og offentliggjort på Myldretid 26. marts 2023. Se billedteknik
Kamera: Canon EOS R7 Brændvidde: 40 mm Lukkertid: 1/125 s. Blænde: ƒ/8 ISO: 400 - kan være redigeret og beskåret - Skjul
Der blev indrettet busendestation på Lyshøjgårdsvej langs sydsiden af Valby station i 1941, hvor udgangspunktet for DSBs rutebiler mod Køge Bugt-området samt Præstø/Kalvehave/Stege blev flyttet de få hundrede meter fra Toftegårds Plads til stationen. Samtidig blev S-togene ført helt ind på stationen efter nogle år ved en midlertidig perron øst for Toftegårds Allé, og senere på året forlængedes S-banen til Vanløse (ved hvilken lejlighed DSBs rutebiler på Roskildevej, den nuværende linje 123, i øvrigt også blev forlænget fra Ålholm Plads til den nye Valby Langgade station). I tilknytning til Valby station etablerede DSB garage og faciliteter for den omfattende bustrafik sydpå, som først flere årtier senere blev erstattet af den nyanlagte S-bane til Køge. Busserne optog passagerer parallelt med togenes perroner langs nordsiden af Lyshøjgårdsvej, mens garageforholdene fandtes i vestlig forlængelse af rutebilernes afgangsstoppesteder. Bygningerne står for de flestes vedkommende endnu i 2023. Under HT indrettedes en lidt mere moderne busterminal med refuger på skrå, hvor busserne ikke holdt med front mod øst, men i sydøstlig retning og udkørsel direkte på Lyshøjgårdsvej. Denne terminal toges i brug omkring 1980, og fra 1981 begyndte der at komme flere buslinjer til Valby st., idet Hvidovre Rutebilers linjer 132 og 133 forlængedes fra Toftegårds Plads. I takt med åbningen af Køge Bugt-banens etaper i 1970'erne og 1980'erne blev der færre og færre linje 121-busser ved Valby st., men til gengæld voksede antallet af andre linjer, som i 1990'erne var blevet helt dominerende. Også gamle KS-buslinjer som 21 og 37 fik med årene endestation i terminalen. Linje 121 forsvandt helt fra december-køreplansskiftet 2003, men også de fleste andre linjer i terminalen er siden blevet historie via linjesammenlægninger og tilpasninger til metroen mv. , sådan at kun linjerne 23 og 133 samt halvdelen af turene på linje 18 i 2023 har endestation ved Valby st. I begyndelsen af 2020'erne blev den 40 år gamle busterminal fra HT-tiden fjernet og erstattet af en noget simplere, placeret længere mod vest på en del af den gamle garageopstillingsplads. I denne nye busterminal ses her Umove 7353, Yutong E12LF årg. 2021, som linje 133. Bussen i baggrunden er en BYD-elbus fra linje 18, der holder pause.
Bussens data, historie og billeder
Flere billeder: Fra samme lokalområde Af linje 133 Optaget 25. marts