Alle billeder tagget med Bevaret materiel
Der er 308 billeder med dette tag:
Ex. DSB 213 på Danmarks Busmuseum, Skælskør

I slutningen af september 1968 overtog DSB rutebiltrafikken på Bornholm i forbindelse med nedlæggelsen af De Bornholmske Jernbaner (DBJ). DSB fik i den anledning leveret en mængde nye rutebiler, som traditionen tro var Volvo-busser. En af disse er bevaret på Danmarks Busmuseum i Skælskør, hvor den her ses. DSB nr. 213 er en kort Volvo B58 med Aabenraa-karosseri. Den havde oprindeligt dørarrangement 1-0-0, men da den senere blev overført til Sydsjælland, fik bussen indbygget midterdør. Efter udrangering i 1981 havde bussen et længere tilhørsforhold til Fyens Turist Service i Blommenslyst, og dens vognnummer hos dette firma, 23, ses stadig på bussen. I 2000 blev den overtaget af Jernbanemuseet, som imidlertid i 2015 skilte sig af med en del materiel, og da overgik bussen til Bushistorisk Selskab, hvis busser i dag findes på Danmarks Busmuseum. Museet råder også over en fint istandsat Leyland-DAB, som DBJ anskaffede før statsbanernes overtagelse.
Foto: Thomas de Laine, 7. august 2016.
Århus Sporveje 452 og 3 på Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm

To ret forskellige udgaver af Århus Sporveje mødes på Sporvejsmuseet Skjoldenæsholms forplads. Til venstre bus 452, Volvo B10MA-55/Säffle årg. 2000, som siden 2012 har tilhørt museet. Sporvejene fik leveret i alt 34 ledbusser fra Volvo i årene 1994-2000, og nr. 452 blev den sidste. Da man efter en årrække igen købte ledbusser, blev det af Solaris-typen. Til højre er det en af de motorvogne, der byggedes i midten af 1940'erne til Århus Sporveje, dengang det rent faktisk var en sporvej. Sporvejene fik ødelagt sin vognpark ved en Schalburgtage-aktion i august 1944, og ny serie vogne måtte derfor anskaffes. Den første af de nye vogne var bygget af Københavns Sporveje og i nogen grad baseret på hovedstadens såkaldte scrapvogne, som byggedes af forhåndenværende materialer for at få flere sporvogne på gaden under krigen, hvor passagertallene steg kraftigt. Efterfølgende serieproducerede Scandia typen til Århus Sporveje, og heri indgik vogn 3, der byggedes i 1945. Vognene kørte helt til omstillingen til busdrift, der i Aarhus fandt sted i 1971. Vogn 3 blev overtaget af Sporvejshistorisk Selskab allerede i 1973, og da Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm første gang slog dørene op i maj 1978, var det typisk netop Århus-vognen, der modtog gæsterne, idet man som det første havde anlagt en metersporet strækning fra museets hovedindgang og parkeringsplads til forpladsen og remisen, foran hvilken nr. 3 står. Aarhus Sporveje havde nemlig meterspor i modsætning til sporvejene i København og Odense. Museet har også nogle metersporede vogne fra udenlandske sporveje, der sammen med Århus-vognen stadig i 2023 byder museets gæster velkommen.
Foto: Thomas de Laine, 30. juli 2022.
Københavns Sporveje 772 på Københavns Rådhusplads

8. februar 1965 regnes normalt for datoen for Sporvejshistorisk Selskabs formelle stiftelse. Selskabets 50-årsjubilæum markeredes blandt andet med en stor udstilling på Københavns Rådhus i februar 2015. Ude på selve Rådhuspladsen stod Københavns Sporvejes bus 772 parkeret som blikfang. Bussen er en Leyland Royal Tiger med DAB-karosseri bygget i 1963, og den var af sporvejenes kombinerede én- og tomandsbetjente type. Når den kørte tomandsbetjent, var der indstigning bagest med betaling hos konduktøren. Kørte den enmandsbetjent, skulle man stige ind foran hos chaufføren. På fronten sad et skilt, der kunne klappes op og ned, som indikerede indstigningen - her for tomandsbetjent kørsel.
Foto: Thomas de Laine, 21. februar 2015.
KS 322 på Enghavevej, København

I oktober 2019 blev den historiske linje 3 mellem Nordhavn st. og Valbyparken via Indre Nørrebro og Frederiksberg nedlagt. Linjen kunne føre sin historie tilbage til sporvognenes tid, men blev omstillet til busdrift i april 1968. Fra december 2003 havde den fået føjet et 'A' til linjenummeret, men var ellers stadig bare den samme gamle linje. Men efter åbningen af metrocityringen blev 3'eren erstattet af linje 1A; på de yderste dele dog af linjerne 14 og 9A. Fredag 11. oktober - linjens næstsidste driftsdag - blev nedlæggelsen markeret med veteranbuskørsel, idet Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm kørte nogle dobbeltture på linjen med KS 322, en Leyland-DAB serie II fra 1968. Bussen befinder sig på Enghavevej lidt syd for Enghave Plads og er på vej mod Østerbro. Den er autentisk skiltet, idet buslinjerne 3, 9 og 18 i årene 1968-84 havde fælles endestation i en lille busterminal på Melchiors Plads nær krydset mellem Nordre Frihavnsgade og Strandboulevarden.
Foto: Thomas de Laine, 11. oktober 2019.
Scania BF86 med Ørum-Petersen-karosseri på Danmarks Busmuseum i Skælskør

En vigtig fabrik i dansk bushistorie var "Ørum-P." i Herning. Den var opkaldt efter Julius Ørum-Petersen, som i 1904 overtog et smedeværksted i Herning, som senere kom til at blive en væsentlig producent af buskarosserier. Faktisk har den i perioder været den største danske producent og var kendt for sin kvalitet, men senere blev den sejlet kraftigt agterud af fabrikkerne i Silkeborg og Aabenraa. Det hjalp nok heller ikke på fremtidssikringen, at man så sent som i 1976 kunne få leveret en bus som på billedet fra Ørum-P.: Et forholdsvis old-school karosseri påbygget et Scania BF86-54-frontmotorchassis! Til gengæld giver det god mening, at en sådan bus er bevaret. Bussen her er leveret i foråret 1976 til Simon Andersen, Hanstholm, men kørte senere hos Hans Clausen, Glejbjerg, Løjt Kirkeby Buslinier og Frederik Andersen i Nybøl. Den har været museumsbus siden 1999 og befinder sig i dag hos Danmarks Busmuseum i Skælskør, hvor den her er fotograferet. Den har siden 2017 igen været på nummerplader.
Foto: Thomas de Laine, 7. august 2016.
Bedford J3 fra 1959 ved Bregentved Gods

Denne lille Bedford J3 med Thisgaard-karosseri og 29 siddepladser blev i 1959 bygget til vognmand Ole Olesen i Kragelund mellem Vejle og Horsens. Selvom det er en hyggelig lille sag, må den siges at være noget bagefter samtidige Leyland-DAB- eller Volvo/Aabenraa-busser med motoren under gulvet. Bussen fulgte i midten af 1960'erne med resten af Olesens vognpark over til H.E. Mortensen, også i Kragelund. Hvor længe Mortensen beholdt den, vides ikke, men den kom i 1974 til Bråby Lilleskole syd for Haslev, og i dette område har den huseret siden. Fra 1975 tilhørte den Haslev Menighedsdaginstitutioner, men den overtoges i foråret 2011 af Flemming Hansen i Haslev, der fortsat havde den registreret på de sorte BC-nummerplader til privat buskørsel frem til udgangen af april 2019. I det tidlige efterår 2018 gik en af Foreningen Busfrontens udflugter bl.a. forbi den gode hr. Hansen, som gav en tur i bussen, der her er fotograferet ved Bregentved Gods.
Foto: Thomas de Laine, 8. september 2018.
Bedford J3 fra Flemming Hansen, Haslev, ved Bregentved Gods

En Bedford J3 fra 1959 tilhørende Flemming Hansen, Haslev, ved Bregentved Gods. Bussen blev afmeldt 30. april 2019 - otte måneder før dens 60 års fødselsdag!
Foto: Thomas de Laine, 8. september 2018.
KS 41 på Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm

Københavns Sporveje fik i 1933 leveret en serie på tolv Triangel-busser, KS nr. 41-52, til brug på den nyoprettede buslinje 19 mellem Kgs. Nytorv, Rådhuspladsen, Frederiksberg og Vanløse. Linjen måtte indstilles under anden verdenskrig, men genopstod i 1946 under linjenummer 29, som den bar helt frem til den endelige nedlæggelse i oktober 2011. Så længe holdt Triangel-busserne fra 1933 sig ikke i drift, men den første i serien overgik til Københavns og Frederiksberg kommuners samling af museumsmateriel, som senere blev til HT-Museets samling. Netop KS 41 var en af de få HT-museumsbusser, der lejlighedsvist var på gaden, og den har bl.a. transporteret det danske vinderhold fra EM i kvindehåndbold i 1994. KS 41 fulgte med fra HT-Museet til Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm ved HT-Museets nedlæggelse, og her ses den på vej ind på museet efter at have gjort en tur på museets veteranbusrute.
Foto: Thomas de Laine, 30. juli 2022.
DSB 670 og 109 ved Jernbanemuseet, Odense

Jernbanemuseets tidligere DSB-rutebiler nr. 670, Volvo B615/Aabenraa fra 1957 (tv.), og 109, Volvo B58/Aabenraa årg. 1966 (th.), uden for Jernbanemuseet i Odense.
Foto: Thomas de Laine, 7. september 2014.
DSB 109 ved Jernbanemuseet, Odense

DSB 109, Volvo B58-60/Aabenraa årg. 1966, nu i Jernbanemuseets vognpark, holder klar til at køre en tur med gæster ved Jernbanemuseet i Odense.
Foto: Thomas de Laine, 7. september 2014.
DSB 670 ved Jernbanemuseet, Odense

DSB 670, Volvo B615-05/Aabenraa årg. 1957, foran Jernbanemuseet i Odense, som siden midten af 1980'erne har været ejer af bussen.
Foto: Thomas de Laine, 7. september 2014.
Ex. Herlev-Ruterne og senere HT 3078 ved Måløv st.

I weekenden 20.-21. august 2022 blev der afholdt "Store Flyvedag" på den tidligere Flyvestation Værløse. Gæsterne til arrangementet kunne lade sig transportere til flyvestationen med museumsbusser fra Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm, som kørte til og fra Måløv station. Særdeles passende var den ene bus en tidligere Herlev-Ruterne-vogn, for Herlev-Ruterne betjente nemlig i sin tid flyvestationen. Her ses den, korrekt skiltet, efter afgang fra Måløv st. Bussen er en Leyland-DAB LIDRT 6857/2 (serie II) fra 1973, som sammen med Forenede Rutebiler/Herlev-Ruterne blev overtaget af HT 1. oktober 1974. Hos HT kørte den med vognnummer 3078.
Foto: Thomas de Laine, 21. august 2022.
HT 1501 ved Måløv st.

Tidligere HT nr. 1501, en Leyland-DAB 6-1-TL11/5 årg. 1982, blev 20.-21. august 2022 anvendt på busforbindelsen mellem Måløv station og Flyvestation Værløse i anledning af weekendens arrangement "Store Flyvedag". Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm varetog kørslen med to busser, der først og sidst på dagen kørte hvert kvarter og ellers halve time med en billetpris på 30 kr. Bus 1501 ankommer til Måløv st.
Foto: Thomas de Laine, 21. august 2022.
Århus Sporveje 001 på Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm

"Travolatoren", som DAB i Silkeborg udviklede i samarbejde med bl.a. Århus Sporveje, er bevaret på Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm. Her ses den i busudstillingshallen i maj 2018. Bussen, der hos Århus Sporveje havde vognnummer 001, blev leveret i 1987 og dannede skole for DAB-servicebussen, serie 11. Typebetegnelsen for Travolatoren var 10-1200B, altså serie 10, men det blev ved den ene bus af typen.
Foto: Thomas de Laine, 26. maj 2018.
Alubus-midibus på Danmarks Busmuseum, Skælskør

En Alubus LB 29-011-midibus fra 1981 hos Danmarks Busmuseum i Skælskør. Bussen blev nyleveret til en vognmand i Sorø.
Foto: Thomas de Laine, 7. august 2016.
Aalborg Omnibus Selskab 245 på Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm

Aalborg Omnibus Selskab 245, Volvo B10R-59/Aabenraa årg. 1983, foran Hal 3 på Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm. Bussen blev i december 2018 overtaget af Sporvejsmuseet og er efterfølgende kommet til ære og værdighed igen med korrekte AOS-bomærker, vognnumre osv.
Foto: Thomas de Laine, 27. juli 2019.
KS 995 i bushallen på Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm

Københavns Sporveje 995, Leyland-DAB serie I årg. 1964, i bushallen på Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm.
Foto: Thomas de Laine, 27. juli 2019.
KS 531 i bushallen på Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm

Københavns Sporveje 531, prototypen på Volvo B59 med chassisnummer 1, i bushallen på Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm. Bussen har været bevaret siden udrangeringen fra HT i 1984, oprindeligt hos Volvo i Göteborg. I 2011 kom den til Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm, der siden har fået den heloplakeret i den korrekte KS-gule farve, som det ikke helt var lykkedes for Volvos museum at ramme.
Foto: Thomas de Laine, 27. juli 2019.
Combus 5202 på Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm

Combus 5202, DAB 15-1200C-LPG-gasbus årg. 1998, i bushallen på Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm. Omkring 230 busser af denne type leveredes i 1997-99 til Combus, Bus Danmark og Linjebus, og LPG-gasbusserne udgjorde en overgang næsten en fjerdedel af busparken i Hovedstadsområdet. DAB-busserne var karakteristiske med den store afskærmning af gasbeholderne på taget, som også gjorde det traditionelle destinationsskilt nødvendigt, hvor andre serie 15-busser jo havde høj forrude. Bussen forlod driften cirka januar 2009.
Foto: Thomas de Laine, 27. juli 2019.
KS 314 på Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm

Københavns Sporveje 314, en REO-benzinbus med karrosseri bygget af sporvejene selv, på Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm. Bussen byggedes i 1934 til oprettelsen af linje 21 mellem Valby og Hellerup.
Foto: Thomas de Laine, 27. juli 2019.
Østsjællandske Jernbaneklubs veterantog på Havdrup station

I weekenden 5.-7. april 2019 kørte Østsjællandske Jernbaneklub (ØSJK) mellem Roskilde og Køge for sidste gang, inden denne banestrækning som den første bliver lukket land for veterantog som følge af det nye signalsystem. Om søndagen kørtes to omgange med Lollandsbanen M 32 (Frichs 1952), DSB CLE 1680 (Scandia 1958) og HTJ CLE 71 (opr. DSB CLL 496) (Scandia 1959). På dette billede er toget på vej ind til Havdrup station mellem de gamle udkørselssignaler. Den blå og gule tavle skyldes det nye signalsystem, som efter planen tages i brug på strækningen til sommer.
Foto: Thomas de Laine, 7. april 2019.
Østsjællandske Jernbaneklubs veterantog på Roskilde station

Om aftenen fredag 5. april 2019 kørte Østsjællandske Jernbaneklub (ØSJK) en dobbelttur mellem Køge og Roskilde med Lollandsbanen M 32 (Frichs 1952) og HTJ CLE 71 (Scandia 1959). Denne weekend kørte ØSJK for sidste gang på strækningen, som er pilotstrækning for det nye signalsystem. Her ses det lille tog i Roskilde inden afgang retur mod Køge.
Foto: Thomas de Laine, 5. april 2019.
HT 1501 i bushavnen ved Nørreport st., København

Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm kørte endnu engang veteranbusser i København under Kulturnatten fredag 12. oktober 2018, men lukningen af jernbanegades forlængelse over Rådhuspladsen betød, at ruten var ændret. Ringlinjens endestation var denne gang Nørreport st., hvor tre af pladserne i bushavnen var tildelt veteranbusserne. Ved afgang kørtes der til stoppested i Nørre Voldgade ved stationen for opsamling af passagerer, og derefter måtte busserne en tur rundt om Botanisk Have for at komme videre ad Nørregade! HT 1501, Leyland-DAB 6-1-TL11/5 årg. 1982, holder pause i bushavnen ved Nørreport. Til venstre agerer Partner Bus 8431, Volvo B10BLE/Aabenraa årg. 1994, pauselokale.
Foto: Thomas de Laine, 12. oktober 2018.
HT 428 på Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm

HT 428, Leyland-DAB serie II årg. 1969, i busudstillingshallen på Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm.
Foto: Thomas de Laine, 26. maj 2018.
City-Trafik 2806 på Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm

City-Trafik 2806, Volvo B7LT/East-Lancs årg. 2001, i busudstillingshallen på Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm. Bussen er kommet hertil pr. lån fra Auto-Paaske, der fortsat ejer den.
Foto: Thomas de Laine, 26. maj 2018.