Billeder
Der er 6.007 billeder på Myldretid. Find billeder ud fra tags eller linjenummer, eller prøv lykken for at se tilfældige billeder.
Keolis 430 på Anlægsvej, Nibe
Keolis 430, Ebusco 3.0 årg. 2024, som NT-rute 50 fra Aalborg mod Løgstør på Anlægsvej i Nibe. Keolis bestilte 31 busser af denne type i 2022, og i eftersommeren 2024 manglede halvdelen endnu at blive leveret.
Foto: Thomas de Laine, 31. juli 2024.
Keolis 398 på Anlægsvej, Nibe
Keolis 398, Scania Citywide LE årg. 2014, som rute 100 fra Hvalpsund til Aalborg på Anlægsvej i Nibe. Bussen fremstår i Movia-gul, da det er en midlertidig bus, som i 2022 blev overført fra Movialand til Nordjylland som en midlertidig bus, mens Keolis ventede på at få leveret nye Ebusco-elbusser. Men de nye busser har ladet vente på sig, så i sommeren 2024 var bus 398 endnu i trafik på de nordjyske landeveje.
Foto: Thomas de Laine, 31. juli 2024.
Hovedstadens Letbane 101 på første prøvekørsel ved stop "Glostrup Nord, Hersted"
Den første prøvekørsel på Hovedstadens Letbane er nået frem til stoppestedet "Glostrup Nord", som senere har fået tilføjet "Hersted" af hensyn til Albertslunds byudvikling i den gamle Hersted Industripark. Vognen er nr. 101, den første i en serie på 29, hvoraf cirka halvdelen på fototidspunktet var leveret.
Foto: John Bodholdt Nielsen, 14. august 2024.
Hovedstadens Letbane 101 på første prøvekørsel på Søndre Ringvej i Glostrup
Første testkørsel på Hovedstadens Letbane er efter små to timer næsten nået fra kontrol- og vedligeholdelsescentret til Glostrup station. Her er vogntoget, nr. 101, i midten af Søndre Ringvej og skal over i østsiden, lige nord for rampen ned til stationen. Dette er blot det ene af en række steder på Ring 3, hvor letbanen krydser vognbanerne.
Foto: John Bodholdt Nielsen, 14. august 2024.
Nobina 6043 og Hovedstadens Letbane 101 på Nordre Ringvej ved stop Rødovre Nord, Ejby
Nutid og fremtid side om side på Ring 3 ved letbanestoppestedet "Rødovre Nord", næsten lige uden for kontrol- og vedligeholdelsescentret. Til venstre Nobina 6043, Volvo B12BLE-62/Säffle årg. 2008, som linje 300S - to år efter nedlæggelsen af linje 30E stadig med grønne hjørner! Og til højre letbanevogntog 101 på første testkørsel. I et års tid vil begge dele kunne ses på Ringvejen.
Foto: John Bodholdt Nielsen, 14. august 2024.
Ex. Sydthy Rute- og Turistfart 7 ved DAB-bustræf, Kolding
I det flotte VAFT-kontraktdesign deltog en privat ejer med ex. Sydthy Rute- og Turistfart vogn 7 fra 1995 ved DAB-bustræffet i Kolding i august 2024. Bussen er en DAB-Silkeborg 12-1200L, som fra ny og helt til 2020 kørte hos Sydthy Rute- og Turistfart.
Foto: Jakob Lønbæk Hollesen, 17. august 2024.
Henry Hansen, Esbjerg, med reg.nr. VT 96 191 ved DAB-bustræf, Kolding
Henry Hansen i Esbjerg deltog i DAB-bustræffet i Kolding i eftersommeren 2024 med denne Leyland-DAB 7-1024L fra 1988. Bussen har kørt hos Aage Larsen i Ringsted, Combus, Connex, en friskole og en efterskole, før den kom til Henry Hansen i 2020.
Foto: Jakob Lønbæk Hollesen, 17. august 2024.
John Papuga, Brørup, med reg.nr. DS 66 138 ved DAB-bustræf, Kolding
John Papuga i Brørup er blevet ejer af denne flotte DAB-Silkeborg 12-1024L fra 1994. Bussen har kørt hos Vestsallings Buslinier i Skive, hvorfra den blev overtaget af De Blaa Busser i Skive, som igen senere blev overtaget af Umove i Skive. Da den til sidst blev udrangeret i 2021, var der alligevel en ny ejer til den gamle bus, nemlig Papuga! Her ses den ved DAB-bustræffet i Kolding 17. august 2024.
Foto: Jakob Lønbæk Hollesen, 17. august 2024.
Silkebus 3 ved DAB-bustræf i Kolding
Nyeste bus ved DAB-bustræffet i Kolding i august 2024 var Silkebus vogn 3, en Scania L94IB/DAB "Facelift" fra 1999. Bussen kørte fra ny til 2011 hos De Grønne Busser i Hinnerup, og den har været hos Silkebus siden 2021. "Facelift"-modellen er i øvrigt en sjælden bus nu om dage.
Foto: Jakob Lønbæk Hollesen, 17. august 2024.
Danmarks Busmuseum med ex. DitoBus 4680 ved DAB-bustræf, Kolding
Danmarks Busmuseum i Skælskør mødte frem til DAB-træffet i Kolding i august 2024 med en Movia-kontraktgul DAB-Silkeborg 12-1200L-rutebil fra 1994. Bussen kørte næsten hele sit liv hos først Stevns Turistfart, dernæst Østtrafik (vogn 169) og til sidst DitoBus på Østsjælland som bus 4680. Den blev gul i forbindelse med den sidste ejers anvendelse.
Foto: Jakob Lønbæk Hollesen, 17. august 2024.
"Kjælingen" ved DAB-bustræf, Kolding
Denne DAB-Silkeborg 12-1024L fra 1991 med tilnavnet "Kjælingen" var en vigtig del af DAB-bustræffet i Kolding i august 2024, idet øllene blev serveret her! Bussen har kørt hovedparten af sit liv hos Gudhjem Bus, men er nu i privat eje og på forskellig vis ombygget.
Foto: Jakob Lønbæk Hollesen, 17. august 2024.
Arriva 1194 som linje 161 på Ring 3 ved Harrestrup Å
Linje 161, som i 2024 kører mellem Herlev og Rødovre stationer ad Ring 3, Slotsherrensvej, Bjerringbrovej, Islevdalvej, Jyllingevej, Tårnvej, Nørrekær og Agerkær, er en af Storkøbenhavns ældre buslinjer. HT arvede den i 1974 fra Forenede Rutebiler, men linjen har ændret sig en hel del i årenes løb. Og posen bliver snart rystet igen, for når Ring 3-letbanen i 2025 åbner, skal busnettet tilpasses. Det er planlagt til at ske 14. december 2025, og den dag bliver linje 161 nedlagt. I sommeren 2022 var Ring 3 (også) præget af anlægsarbejderne for letbanen, men 161-bussen i form af Arriva 1194, Scania OmniLink leveret til linjen i 2012, formår at sno sig igennem det hele ud for letbanens kommende depot.
Foto: Thomas de Laine, 28. juli 2022.
Transdev 8515 på Per Dubbsgatan, Göteborg, Sverige
Mercedes-Benz sælger en ekstra lang udgave af den kendte Citaro-ledbus, som man har navngivet "CapaCity". Efter samme logik kunne Sprinter-minibussen være blevet markedsført som en "SimpliCity", men denne mulighed har man indtil videre ladet gå til spilde. CapaCity-ledbusserne er til gengæld blandt andet at finde hos Transdev i Göteborg, som bruger dem på kontraktkørsel for Västtrafik på byens linje 16. På Per Dubbsgatan kører her vogn 8515 med totallængden 20,995 meter.
Foto: Thomas de Laine, 26. maj 2022.
Transdev 8522 ved Marklandsgatan, Göteborg, Sverige
Man fornemmer, at denne bus er længere end de i Danmark typiske ca. 18 meter for ledbusser. Transdev 8522, Mercedes-Benz O530GL Citaro CapaCity årg. 2020, er lige knap 21 meter lang og har da også dobbelt bagaksel under den bageste sektion. Den kan rumme 182 passagerer, hvoraf hver fjerde kan få en siddeplads. Linje 16 i Göteborg køres med disse busser, hvis blå og turkise bemaling måske kan give nogen mindelser om Storstrøms Trafikselskabs rutebilkontraktdesign fra perioden 1995-2006. Foto ved Marklandsgatan.
Foto: Thomas de Laine, 26. maj 2022.
Odense Omnibus 15 på Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm
Odense Omnibus 15, Volvo B513/Ørum-P. årg. 1949, er i 2024 blevet færdigrestaureret, synet og genindregistreret, og den er nu aktiv museumsbus på Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm. Det er museets medarbejdere, som over de foregående 22 år har sat bussen i stand. Lørdag 27. juli 2024 gjorde den bl.a. nogle ture på museets veteranbuslinje rundt om Valsølille Sø, i hvilken forbindelse den her afgår fra museet.
Foto: Thomas de Laine, 27. juli 2024.
Keolis 2459 under ophugning hos HJM Recycling i Glostrup
Keolis 2459 var en DAF SB4000 med VDL Jonckheere Transit-karosseri, som i efteråret 2006 blev leveret fra VDL Bus på Naverland i Glostrup til City-Trafiks garage på Naverland, også i Glostrup. Bussen blev dog bygget på VDLs fabrik i Heerenveen i Holland. Den kørte så godt som hele sit aktive liv hos City-Trafik og Keolis på Naverland garages linjer. Den sidste store opgave var som fast vogn på den nye linje 55E fra marts 2016, og i den anledning fik bussen sine grønne hjørner. Efter 16 års daglig udkørsel fra Glostrup var det dog slut i efteråret 2022, hvor bussen blev udrangeret. I februar 2023 fik den kloen - hos HJM Recycling på Naverland i Glostrup!
Foto: Kim Løvenskjold, 16. februar 2023.
GoCollective 1358 som linje 37 på Dalgas Boulevard, Frederiksberg
Ved køreplansskiftet 30. juni 2024 nedlagdes Københavns linje 37 på strækningen fra Vesterport st. til Flintholm st. på kommunegrænsen mellem Frederiksberg og København. Sidste gang, man nedlagde denne forbindelse, var i oktober 2011, hvor den historiske linje 29 bortfaldt uden erstatning, men dengang varede det ikke så længe, før Frederiksberg Kommune alligevel ønskede betjening på bl.a. Nyelandsvej, og den daværende linje 30 blev derfor forlænget over Frederiksberg til Flintholm. Denne strækning overtog linje 37 i omlægningerne ved Metrocityringens åbning. Ingen af linjerne fulgte dog helt 29'erens gamle rute. I stedet krydsedes bl.a. under metroen på Dalgas Boulevard. Et par måneder før afkortningen til Vesterport dykker GoCollective 1358, Volvo B8RLE/Wroclaw (8900LE) årg. 2017, ned under jernbanebroen på Dalgas Boulevard. Bemærk, at bussens tag stadig har dele af de røde hjørner i behold fra dens tid som A-bus på den daværende linje 8A.
Foto: Thomas de Laine, 28. april 2024.
GoCollective 1372 som linje 37 på Dalgas Boulevard, Frederiksberg
Københavns linje 37 mistede 30. juni 2024 strækningen mellem Vesterport st. og Flintholm st., men kører fortsat fra Vesterport st. over Christianshavn til Kløvermarken og Amagerværket. Der er dog også mørke skyer i horisonten - i hvert fald hvis man bruger kikkert - for den tilbageværende del af linjen. I den miljøkonsekvensrapport for en ny metrolinje til bl.a. Prags Boulevard og Refshaleøen, som i 2024 er offentliggjort, forudsætter modelberegninger for passagertallene på den nye metrolinje nemlig, at linje 37 skal afkortes, så den ikke bliver en konkurrent til metroen. Med sine to afgange i timen, når det går højest, skulle man ellers ikke mene, rutebilen til Kløvermarken kunne være en alvorlig trussel... GoCollective 1372, Volvo B8RLE/Wroclaw (8900LE) årg. 2017, runder hjørnet af Dalgas Boulevard og Finsensvej på Frederiksberg på sin vej mod Amagerværket.
Foto: Thomas de Laine, 28. april 2024.
TLT 2217 på Sõle, Tallinn, Estland
Da Connex i 2002 overtog bybuskørslen i Esbjerg fra Ri-Bus, indsatte man en serie nye Scania OmniLink-bybusser. Kilderne er lidt uenige om, om disse busser blev samlet i Silkeborg, hvor Scania havde afhændet den gamle DAB-fabrik tidligere samme år, eller i Katrineholm i Sverige. Men i serien indgik bus 2874, som forblev bybus i Esbjerg i syv år. I den periode skiftede Connex navn til Veolia, men hele Connex' danske busvirksomhed overtoges i 2007 af Arriva, som benyttede bussen resten af dens aktive tid i Danmark. Efter ophøret i Esbjerg i 2009 flyttede Arriva bussen til Gladsaxe, og den kørte herefter på forskellige linjer i og ved København et par år, indtil den i december 2011 hensattes. I sommeren 2013 kom den i trafik under fremmede himmelstrøg, nemlig hos bybusselskabet TLT i Tallinn i Estland, der havde en vis tradition for at køre med brugte Scania-bybusser fra Danmark. I Tallinn fik bussen nummer 2217 og TLTs grønne og hvide design. Den kørte til 2021 og opnåede således en ganske pæn alder. Maj 2018 kunne den opleves i drift på linje 26, hvor den her ses i krydset Sõle/Kopli.
Foto: Thomas de Laine, 11. maj 2018.
Tide Bus 6116 ved Væddeløbsbanen, Aalborg
Aalborg Plusbus kører fra Væddeløbsbanen i den vestlige del af byen via Nytorv og Aalborg Banegård til Aalborg Universitet og det nye universitetshospital i den sydøstlige del af byen. I området lige omkring endestationen ved Væddeløbsbanen kan de 24 meter lange dobbeltledbusser og de ambitiøse Plusbus-anlæg virke lidt overdimensionerede... Tide Bus 6116, Solaris Urbino 24 Electric årg. 2023, under endestationsophold i bussløjfen på Skydebanevej, som ligger ved Væddeløbsbanen.
Foto: Thomas de Laine, 17. oktober 2023.
Tide Bus 6111 ved Gigantium, Aalborg
Tide Bus 6111, Solaris Urbino 24 Electric årg. 2023, ved plusbusstoppestedet ved kultur- og idrætscentret Gigantium i Aalborg. Busvejen mellem Aalborg og Aalborg Universitet, som der her køres på, er blevet fornyet som del af Aalborg Plusbus-projektet.
Foto: Thomas de Laine, 17. oktober 2023.
Tide Bus 6114 på John F. Kennedys Plads, Aalborg
John F. Kennedys Plads i Aalborg er pladsen foran banegården, som samtidig ligger lige over for Aalborg Busterminal. En del af projektet med Aalborg Plusbus var indretning af et stort bybusstoppested med en markant tagoverdækning for Plusbussen på denne plads. Tide Bus 6114, Solaris Urbino 24 Electric årg. 2023, holder på John F. Kennedys Plads. Den er kommet fra det særlige bustracé i Jyllandsgade og skal nu fortsætte i blandet trafik op gennem Boulevarden og den centrale del af byen.
Foto: Thomas de Laine, 17. oktober 2023.
Tide Bus 6108 på Bertil Ohlins Vej, Aalborg
Aalborg Plusbus forlænges 11. august 2024 i sydøstenden fra AAU Busterminal til Aalborg Universitetshospital. Det er en forlængelse på tre stoppesteder og tre minutter, og i første omgang er det kun to busser i timen, der er forlænget. Men det er sådan her, det vil se ud, når busserne kommer fra hospitalet og kører mod byen og Væddeløbsbanen, den nordvestlige endestation: Tide Bus 6108, Solaris Urbino 24 Electric årg. 2024, på Bertil Ohlins Vej lige øst for AAU Busterminal i oktober 2023. Bussen er på vej fra Tide Bus' garageanlæg, som er sydlig nabo til det nye sygehusbyggeri.
Foto: Thomas de Laine, 17. oktober 2023.
Tide Bus 6119 i AAU Busterminal, Aalborg
AAU Busterminal, dvs. busterminalen ved Aalborg Universitet, var i første omgang den sydøstlige endestation for Aalborg Plusbus, indtil linjen blev forlænget til det nye universitetshospital. Tide Bus 6119, Solaris Urbino 24 Electric årg. 2023, afgår fra AAU Busterminal mod Aalborg by.
Foto: Thomas de Laine, 17. oktober 2023.
Tide Bus 6112 ved Humlebakken, Aalborg
Tide Bus 6112, Solaris Urbino 24 Electric årg. 2022, på Aalborg Plusbus, linje 2, ved Humlebakken. Plusbussen har egne kørespor i midten af gaden.
Foto: Thomas de Laine, 17. oktober 2023.