Myldretid

Menu

Billeder

Søndagssløjfen: Aarhus Sporveje 606 i Marienlund-sløjfen, Aarhus

Aarhus Sporveje 606 i Marienlund-sløjfen, Aarhus

Optaget 29. juni 2013 af Peter Berggrén Brandsen (© Copyright) og offentliggjort på Myldretid 29. marts 2026.   Se billedteknik
Kamera: Canon EOS 1000D   Brændvidde: 70 mm   Lukkertid: 1/800 s.   Blænde: ƒ/7,1   ISO: 400 - kan være redigeret og beskåret - Skjul

Sporvejene i Aarhus fik første gang endestation ved Marienlund fra 1. januar 1930, hvor den daværende sporvognslinje 1 blev forlænget omkring 900 meter fra den tidligere endestation ved Trøjborgvej ad Tordenskjoldsgade og Marienlunds Allé til det sted, hvor Nordre Ringgade, Marienlunds Allé og Dronning Margrethes Vej mødes. Riis Skov ligger lige ved sløjfen på modsatte side af Dronning Margrethes Vej og strækker sig mod øst helt ud til stranden. Navnet på den nye endestation blev Riis Skov. Samme dag åbnede også sporvognslinje 2, som fra 1945 blev forlænget til at dublere linje 1 fra Banegården mod nord, således at også den kørte til Riis Skov. Fra efteråret 1957 blev endestationen i stedet kaldt Marienlund, og det er også sådan, den i dag betegnes. Sporvognene havde oprindeligt bare endestation ude i gaden, hvor man i øvrigt også måtte omrangere, fordi vogntogene bestod af motor- og bivogn. Først i 1938 anlagdes selve sløjfen på østsiden af Marienlunds Allé lige før sammenløbet med Dronning Margrethes Vej. Det var kun en enkeltsporet sløjfe, som sporvognene fra 1945 brugte på den måde, at ankommernde linje 1-vogntog normalt afgik som linje 2 og omvendt. Sløjfen forblev nordlig endestation for sporvognene helt til nedlæggelsen i november 1971 og har siden fungeret som busendestation. Der kom også "trambusser" fra Århus Sporveje på stedet allerede i sporvognenes tid, idet linje 8 ad ringgaderne havde endestation her, men den måtte dog holde ude på gaden og ikke i sløjfen. Da Aarhus i 2010'erne blev ramt af A-bus-feberen kom linje 8 til at hedde linje 5A, og den er med tiden flyttet ind i sløjfen, for bybusserne via centrum fortsætter nu om dage længere ud. I 2026 kan man ved Marienlund-sløjfen skifte til linje 1A, 12 og 17, rutebiler på linje 123, den lidt særlige linje 100 samt natbuslinje 46. I sommeren 2013 er der dømt sløjfeidyl med Aarhus Sporveje 606, Volvo B12M-65/Aabenraa årg. 2002, der holder klar til afgang som linje 5A ad Ringgaden vest om byen.

Flere billeder:   Fra samme lokalområde   Optaget 29. juni

Tags:

Aarhus Sporveje Aabenraa (busproducent) Volvo Aarhus 2013 Søndagssløjfen