Billeder ➜
Søndagssløjfen: KS 520 ved Rosenhaven i Valbyparken, København

Optaget af Arne Unterschlak (© Copyright) og offentliggjort på Myldretid 22. marts 2026.
Københavnske linje 3(A) havde sydlig endestation på Hammelstrupvej ved nordøstenden af Valbyparken i mere end 50 år, nemlig fra bussificeringen i april 1968 til nedlæggelsen i oktober 2019. Men i en længere årrække kunne man i sommerweekenderne køre med linje 3 helt ind i Valbyparken. Juli-august 1970 blev linje 3 for første gang, foreløbigt kun som forsøg, forlænget mellem formiddag og tidlig aften på lørdage og søndage videre ad Hammelstrupvej og Hammelstrupvejs sidevej til en vendeplads ved anlægget Rosenhaven, som var åbnet nogle år tidligere. Samlet set blev linjen derved knap en kilometer længere. Fra sæson 1972 blev den særlige sommerweekendforlængelse gjort permanent, men den periode af året, hvor der kørtes, blev justeret ad flere omgange. 1990-sæsonen blev dog den sidste, hvor der kørtes til Rosenhaven om lørdagen. De følgende år kørtes kun søndage. Den absolut sidste linje 3 afgik fra Rosenhaven søndag 18. august 1996 - på et tidspunkt, hvor Hammelstrupvej mellem helårsendestationen og selve Valbyparken skulle ombygges med en bro over den nye jernbane. En julidag i 1973 ses Københavns Sporveje vogn 520, Volvo B59-59/Aabenraa årg. 1971, på vendepladsen ved Rosenhaven. Bemærk destinationen: "Kgs. Enghave, Valbypark, Rosenhaven".
Flere billeder: Fra samme lokalområde Af linje 3 (senere 3A)