Billeder ➜
Vikingbus 4555 som natbus på Østre Banevej, Køge

Optaget 27. juni 2026 af Thomas de Laine (© Copyright) og offentliggjort på Myldretid 1. juli 2026. Se billedteknik
Kamera: Canon EOS R7 Brændvidde: 85 mm Lukkertid: 1/200 s. Blænde: ƒ/1,2 ISO: 1600 - kan være redigeret og beskåret - Skjul
Efter 30 år og en måned kørte natbuslinje 99N mellem Køge og Stevns for sidste gang natten til 27. juni 2026 (linjen førte dog linjenummer 955 i dens første tyve måneder). Linjen blev de senere år kørt af Vikingbus i Hårlev, og den fik elbusser i 2024. Hårlev er dog foreløbigt en normalt elbusløs garage, så hver weekend har garagen lånt en af Mercedes eCitaro-elbusserne fra garagen i Køge. Den sidste nat blev kørslen således udført med bus 4555, leveret 2024, som her ses på Østre Banevej i Køge. Bortfaldet af natbuslinje 99N skyldes, at Region Sjælland vil indføre natdrift på Østbanen mellem Roskilde, Køge, Hårlev, Fakse Ladeplads og Rødvig. Da man mangler lokomotivførere til at gennemføre dén plan, er det dog i første omgang kun blevet til, at der er oprettet tre nye natbuslinjer: 970N fra Roskilde til Køge, 971N mellem Køge, Hårlev og Fakse Ladeplads og 972N mellem Køge og Rødvig. De to sidstnævnte erstatter til sammen også linje 99N. De tre nye natbuslinjer forventes tidligst at blive konverteret til nattog på Østbanen fra december 2027. Til gengæld mister så bl.a. Strøby Egede, Strøby og Valløby til den tid natbetjeningen, medmindre linje 99N helt eller delvist vender tilbage. Det er også Vikingbus, der kører 970'er-natbuslinjerne, og det sker med elbusser fra både Ishøj og Køge garager og under fortsat medvirken af garagen i Hårlev, der stadig må weekendlåne materiellet i Køge. Bus 4555 var derfor også ude at køre natbus 972N på denne linjes premierenat. Mellem Nykøbing Sjælland og Holbæk er der i øvrigt på samme vis oprettet en natbuslinje 951N, der foreløbigt skal gøre det ud for nattog på Odsherredsbanen. Den linje bliver dog kørt af GoCollectives BYD-elbusser.
Bussens data, historie og billeder
Flere billeder: Fra samme lokalområde Af linje 99N (tidligere 955) Optaget 27. juni