Myldretid

Menu

Billeder ➜ Fotografer ➜

Alle billeder optaget af Thomas de Laine

Thomas de Laine har taget 4.449 billeder på Myldretid:

City-Trafik 2052 på Friheden st.

City-Trafik 2052 på Friheden st.

City-Trafiks bus 2052 er en DAB 12-1200B fra 1992, der blev leveret, da City-Trafik fra 29. marts 1992 overtog kørslen på linie 9 tilbage i HTs 3. udbud. Her på sine gamle dage er bussen igen ude at rulle på linie 200S, inden de nye Scania-busser leveres. En hel stribe af disse busser trafikerer i øjeblikket linie 200S. Linien overgår 21. juni til sommerkøreplan, så vil man have billeder af serie 12'erne på linie 200S, bør man ikke vente for længe. Bus 2052 som linie 200S på Friheden st.

Foto: Thomas de Laine, 2. juni 2004.

City-Trafik-lånevogn 4050 på Husum Torv

City-Trafik-lånevogn 4050 på Husum Torv

En enkelt lånevogn er det også blevet til, og denne vogn er tilmed af samme type, som de 10 Scania-busser, der mangler at blive leveret. Det er nemlig en 13,7 m lang Scania OmniLink-laventrébus. Bussen, der bærer nummer 4050, har allerede været lånevogn hos Arriva et par gange tidligere - først på linie 150S og senere på linie 4A. Her ses den i trafik på linie 200S på Husum Torv.

Foto: Thomas de Laine, 2. juni 2004.

City-Trafik 2744 i Husum

City-Trafik 2744 i Husum

Linie 200S blev oprettet i april 1991 og følger stadig i dag sin oprindelige rute. Dog kørte linien i en kort periode også mellem Lyngby og Klampenborg stationer. 1991-94 blev linien kørt af Busdivisionen i Gladsaxe, 1994-98 af Unibus i Avedøre og 1998-2001 af Combus i Valby. Fra 2001 og til 22. maj 2004 stod Connex for kørslen på den tidligere Combus-kontrakt. Siden 23. maj har City-Trafik betjent linien. De tre Volvo B12BLE/Aabenraa i 13,7 m-version til linie 200S var i trafik allerede fra overtagelsesdagen. Busserne har numrene 2742-2744, og her er det nr. 2744 på linie 200S på Islevhusvej ved Husum st.

Foto: Thomas de Laine, 2. juni 2004.

City-Trafik 2086 ved Buddinge st.

City-Trafik 2086 ved Buddinge st.

City-Trafiks bus 2086 er en Volvo B10M-60 med DAB-karrosseri. Indvendigt er bussen i "Kryger-design", hvilket vil sige, at den har et specielt arkitekttegnet interiør, som alle nye busser leveret til HT i årene 1985-89 fik. Bus 2086 er da også oprindeligt leveret til HT, nemlig som nr. 1849 i 1988, og var i øvrigt den første vogn i serien. Bussen overgik i 1990 til Busdivisionen, i 1995 til Bus Danmark og i 1999 til Arriva i forbindelse med hhv. divisioneringen, aktieselskabsdannelsen og salget af busselskabsdelen af det gamle HT. I forbindelse med City-Trafiks overtagelse af linie 250S mellem Buddinge, Rådhuspladsen og Lufthavnen i 2000 købte City-Trafik bussen af Arriva, og den blev først udrangeret i maj 2003. City-Trafik har dog ikke skilt sig af med bussen, der altså for tiden er sat i drift igen på linie 200S.

Foto: Thomas de Laine, 2. juni 2004.

City-Trafik 2520 på Friheden st.

City-Trafik 2520 på Friheden st.

Til linie 132 og 133 har City-Trafik modtaget 5 stk. Volvo B12BLE/Aabenraa 12 m-busser, nr. 2516-2520. Bus 2520 som linie 132 på Friheden st.

Foto: Thomas de Laine, 2. juni 2004.

City-Trafik-personalebil på Friheden st.

City-Trafik-personalebil på Friheden st.

Nogle af HURs entreprenører maler i dag deres personalebiler i forholdsvis iøjnefaldende farver. Connex har således i en periode kørt med HT-gule biler - på et tidspunkt med teksten "Når jeg bli'r stor, vil jeg være HT-bus!". Wulff Bus i Roskilde anvender personalebiler i firmaets grønne farve, og nu følger City-Trafik så efter med biler i blandet grønt og gult design, her eksemplificeret ved denne Toyota med reg.nr. SZ 88 505, der holdt parkeret på Friheden station, da fotografen kom forbi.

Foto: Thomas de Laine, 2. juni 2004.

City-Trafik 2060 på Lyngby st.

City-Trafik 2060 på Lyngby st.

City-Trafik overtog 23. maj 2004 linje 200S, Friheden st.-Lyngby st., fra Connex. Selskabet har anskaffet i alt 13 nye busser til linien, men kun tre af dem er leveret. Indtil videre kører der derfor en 13,7 m Scania OmniLink som lånevogn, nr. 4050, og et antal højgulvsbusser. Her ses bus 2060, DAB 12-1200B årg. 1992, som linje 200S på Lyngby st. Bussen blev oprindeligt anskaffet, da City-Trafik i 1992 overtog linje 9 i København.

Foto: Thomas de Laine, 31. maj 2004.

City-Trafik 2501 på Allerød st.

City-Trafik 2501 på Allerød st.

Linje 335, Hillerød-Allerød-Lynge-Farum, overgik 23. maj 2004 til City-Trafik, der kører den fra Helsinge garage. Helsinge har derfor fået tilført nogle DAB 15-1200C-busser til brug på linjen. Anden pinsedag havde man dog åbenbart nyere busser nok til, at linje 335 trafikeredes af to sådanne. Her er det således bus 2501, Volvo B10BLE/Vest årg. 2002, på Allerød st. På søn- og helligdage kører linje 335 slet ikke til Farum. Kun strækningen Hillerød-Allerød-Lynge betjenes, og halvdelen af turene kører kun mellem Allerød og Lynge.

Foto: Thomas de Laine, 31. maj 2004.

De Blaa Omnibusser 1048 på Lyngby st.

De Blaa Omnibusser 1048 på Lyngby st.

De Blaa Omnibusser har nu fået sat navnetræk på sine lånevogne: Henover Arriva-logoet er klistret et stort hvidt felt med teksten "DE BLAA OMNIBUSSER A/S" i blåt. Bus 1048, Volvo B10BLE/Säffle årg. 1998, på Lyngby st. som linje 170.

Foto: Thomas de Laine, 31. maj 2004.

De Blaa Omnibusser 1044 på Holte st.

De Blaa Omnibusser 1044 på Holte st.

Linje 193 er De Blaa Omnibussers "egen" gamle linje, som altså nu er tilbagerobret - dog kun for en seksårig periode. Med 17 kontraktbusser og kun 19 nyanskaffede busser kunne man godt forestille sig, at det bliver nødvendigt for "De Blaa" at supplere vognparken på den ene eller anden måde.

Foto: Thomas de Laine, 31. maj 2004.

City-Trafik 2514 på Hillerød st.

City-Trafik 2514 på Hillerød st.

Busser med de norske Vest-karrosserier er aldrig blevet særlig udbredte i HUR-området. Den eneste rigtig autoriserede anvendelse er City-Trafiks Volvo B10BLE-busser 2501-2515, der i 2002 blev leveret til de linier, selskabet da overtog i Nordsjælland. Alle busserne har hele tiden været garageret på City-Trafiks anlæg i Helsinge. Siden 23. maj 2004 optræder busserne også på linie 335, Hillerød-Allerød-Farum, som City-Trafik har overtaget i 14. udbud og kører fra Helsinge garage. Her ses bus 2514 på Hillerød st.

Foto: Thomas de Laine, 22. maj 2004.

Arriva 2475 som servicebus i Roskilde

Arriva 2475 som servicebus i Roskilde

Vest-busser forekommer som HUR-busser også i mindre autoriserede versioner. Arriva overtog i november 2003 nogle servicebuslinier i bl.a. Høje Taastrup og Roskilde fra ES-Bus, der gik i betalingsstandsning. Da man ikke lige stod med ledige servicebusser, fandt man andet materiel frem, heriblandt 2 stk. 10 meter lange Volvo/Vest-busser, der oprindelig er leveret til Combus i VT-området som nr. 2474-2475. Busserne overgik i 2001 med Combus til Arriva og har ikke skiftet farve af at blive indsat i HUR-området. Dog er de blevet udstyrede med et lille gult HT-bomærke på front og sider, og Vestsjællands Trafikselskabs navnetræk er væk. Bus 2475 er her indsat på servicebuslinie 853 i Roskilde - efter et halvt år endnu uden korrekt destinationsskilt! Arriva kørte også i en periode omkring 2001-02 med nogle Vest-busser på linier i Nordsjælland i form af lavbagperronbusser leveret til VT-området.

Foto: Thomas de Laine, 22. maj 2004.

En stribe Scania MaxCi'er hos Wulff Bus i Roskilde

En stribe Scania MaxCi'er hos Wulff Bus i Roskilde

Første dag med Wulff Bus som HUR-entreprenør. Wulff deler garage med Arriva på Navervej i Roskilde, dog således at Wulff-busserne holder for sig selv på pladsen ud mod motorvejen, hvor Arriva tidligere havde for vane at stille sine Mercedes-busser. Her ses 10 af de Scania MaxCi-busser, Wulff har købt fra Connex. En del af disse busser er faktisk oprindeligt leveret til Roskildes bybusser. Busserne er her dog kun midlertidigt - senere på året leveres 26 nye Volvo B12BLE/Aabenraa-busser. Scania'erne og deres afløsere skal køre på linie 216, 217, 561P, 601, 602, 603, 604, 605, 606 og 607.

Foto: Thomas de Laine, 23. maj 2004.

Volvo-busser hos Wulff Bus i Roskilde

Volvo-busser hos Wulff Bus i Roskilde

Wulff Bus har også overtaget linierne 212, 213, 215, 223E og 232. Disse linier skal primært køres med Volvo B10BLE/Aabenraa-busser af årgang 1997, som Wulff Bus ligeledes har købt fra Connex. Volvo-busserne er dog oprindeligt leveret til Combus. Her er nogle stykker af dem hjemme på garagen på Navervej i Roskilde.

Foto: Thomas de Laine, 23. maj 2004.

Wulff Bus' vogn 3028 på Roskilde st.

Wulff Bus' vogn 3028 på Roskilde st.

Scania MaxCi/Katrineholm-busserne er vendt tilbage til Roskildes bybusser! Wulff Bus' bus 3028 som linie 602 på Roskilde st.

Foto: Thomas de Laine, 23. maj 2004.

Wulff Bus' vogn 3022 i Trekroner

Wulff Bus' vogn 3022 i Trekroner

Wulffs busser kørte med flag den første driftsdag, hvilket var meget passende, da det samtidig var vognmandens fødselsdag. Bus 3022, tidligere Linjebus/Connex nr. 6191, på Nordens Parkvej i Trekroner ved Roskilde. Bussen er oprindelig leveret til Linjebus i Roskilde, hvor den dog ikke anvendtes som bybus men på bl.a. linie 213/223E, som Wulff Bus også har overtaget.

Foto: Thomas de Laine, 23. maj 2004.

Arriva 1037 kører linie 194 for De Blaa Omnibusser

Arriva 1037 kører linie 194 for De Blaa Omnibusser

De skilter ikke ligefrem med det: De Blaa Omnibussers bomærke på chaufførens uniform er det eneste, der afslører, at Arrivas bus 1037 i virkeligheden kører for De Blaa Omnibusser. Arrivas logo er ikke overdækket. Der er næppe mange passagerer, der har opdaget, at linierne 170, 190, 191, 192, 193, 194 og 195 23. maj 2004 overgik til De Blaa Omnibusser i Holte. Indtil "De Blaas" nye busser kan leveres, har man lejet et antal Volvo B10BLE/Säffle årgang 1998 fra Arriva.

Foto: Thomas de Laine, 23. maj 2004.

City-Trafik 2215 på Valby st.

City-Trafik 2215 på Valby st.

City-Trafik overtog 23. maj 2004 linjerne 129, 130, 132, 133, 135, 136, 137, 200S, 530P, 531P og 539P fra Connex og linje 335 fra Arriva - dels i forbindelse med HURs 14. udbud, dels som kompensation for nedskæringer på andre af City-Trafiks linjer. Til kørslen er nyleveret 5 stk. 12 m Volvo B12BLE/Aabenraa og 3 stk. 13,7 m Volvo B12BLE/Aabenraa. Herudover er der 10 stk. Scania OmniLink 13,7 m-busser på vej. Der er desuden indsat forskellige brugte busser, City-Trafik har til rådighed, samt lånebus 4050, en 13,7 m-Scania OmniLink. På linje 200S vil en del ture blive gennemført med DAB serie 12-højgulvsbusser, indtil de nye Scania-busser kommer. Her ses City-Trafiks bus 2215, DAB 15-1200C årgang 1996, som linje 133 på Valby st.

Foto: Thomas de Laine, 23. maj 2004.

Connex 5002 på Friheden st.

Connex 5002 på Friheden st.

På Friheden st. mødes linie 132, 137, 539P og 200S, som City-Trafik alle overtog fra Connex 23. maj 2004. Desuden trafikeres terminalen af linie 18, 121 og 97N. Connex' bus 5002, Volvo B10BLE/Aabenraa årg. 1997, som linie 132 på Friheden st.

Foto: Thomas de Laine, 22. maj 2004.

Connex 5096 ved Valby st.

Connex 5096 ved Valby st.

Linie 133 overtoges også af City-Trafik 23. maj 2004. Før da trafikerede Connex linien, her repræsenteret ved bus 5096, Volvo B10BLE/Aabenraa årg. 1997, på Lyshøjgaardsvej ved Valby st.

Foto: Thomas de Laine, 22. maj 2004.

Connex 5139 som linie 200S på Lyngby st.

Connex 5139 som linie 200S på Lyngby st.

City-Trafik overtog linie 200S den 23. maj 2004. Forinden trafikerede Connex-linien med et antal Volvo B10BLE/Säffle-busser af årgang 1998 som denne, nr. 5139. Bussen er leveret til Combus i 1998, men overgik med linie 200S og Combus' øvrige københavnske aktiviteter til Connex i 2001. Foto på Lyngby st.

Foto: Thomas de Laine, 22. maj 2004.

Arriva 1935 på Roskilde st.

Arriva 1935 på Roskilde st.

Den sidste dag med Arriva-drift på linie 212, 213 m.fl. var præget af, at Mercedes-busserne 1051-1080 ikke var i drift, hvorfor alskens andre busser optrådte på linierne. Bus 1935, Volvo B10BLE/Aabenraa årg. 1994, kørte f.eks. på linie 213, og ses her på Roskilde st. Linie 213 har skiftet entreprenør i hver eneste licitation, den har været igennem: I 1990 genvandt Roskilde Turisttrafik ganske vist linien, da den første gang blev udbudt, men man valgte at overdrage linien til City-Trafik uden licitation, da man besluttede ikke at fortsætte. I 1994 tabte City-Trafik linien til Linjebus, der igen i 1998 tabte den til Bus Danmark, som i 1999 blev til Arriva Danmark. 23. maj 2004 overtog Wulff Bus kørslen. Hvis der da overhovedet er nogen af lineins chauffører fra før 1990 tilbage, så værdsætter de nok virksomhedsoverdragelsesloven...

Foto: Thomas de Laine, 22. maj 2004.

Arriva 1116 i aftenstemning i Trekroner

Arriva 1116 i aftenstemning i Trekroner

Lørdag den 22. maj 2004 var sidste gang, der var aftendrift på linie 604. Fremover må fotografens fødder transportere ham længere end 150 m, hvis han skal til Roskilde om aftenen. Det er godt, han har en cykel! Arrivas bus 1116, DAB 15-1200C-gasbus årg. 1998, på Nordens Parkvej ud for Lysalleen, 150 m fra fotografens bopæl, den sidste aften, der samtidig var sidste dag, Arriva trafikerede linien.

Foto: Thomas de Laine, 22. maj 2004.

Arriva 1125 på Roskilde st.

Arriva 1125 på Roskilde st.

Siden 1998 har DAB 15-1200C-gasbusserne udført næsten alle ture på Roskildes bybuslinier 601, 602, 604, 605, 606 og 607, idet linie 603 og 608 var (delvise) dieselbuslinier - førstnævntes vognløb omfatter også kørsel på linie 216. Gasbusserne forsvandt 23. maj 2004, da Wulff Bus overtog kørslen, og Arrivas Roskilde-gasbusser bliver de første af typen, der helt udrangeres. Arriva i Roskilde havde først busserne 1110-1126, der leveredes til kontraktbegyndelsen i 1998. Senere på året fik man også nr. 1108-1109, der overførtes fra Islev. Det var åbenbart lige i overkanten af, hvad man havde brug for, for nu optrådte gasbusser efterhånden også ret jævnligt på linie 123 og 223E. I maj 1999 afgav man 1108-1111 til Ryvang garage, og siden har Roskildes gasbuspark alene bestået af vognene 1112-1126, der altså nu udrangeres. Ultimo april tilførtes lånegasbussen 4000, og den var i trafik så sent som lørdag den 22. maj på linie 123. Her ses gasbus 1125 som linie 607 på Roskilde st.

Foto: Thomas de Laine, 22. maj 2004.

Sidste afgang på linie 608

Sidste afgang på linie 608

Fredag den 21. maj 2004 kl. 17.55 kørte den sidste linie 608. Linien nedlægges i forbindelse med nedskæringerne af busdriften i HUR-området. At denne linie nedlægges må anses for helt forståeligt. Der var, meget sigende, 0 passagerer med på denne afgang. Det er aldrig rigtig lykkedes at overbevise særlig mange mennesker om fordelene ved at køre fra Veddelev til stationen i Trekroner i stedet for stationen i Roskilde. Sikkert bl.a. fordi, der er mange flere regionaltogsafgange fra Roskilde, end de to tog i timen, der standser på Trekroner station, og fordi skiftet til-fra bussen ofte ikke fungerer godt. Seneste ankomst fra København med forbindelse til den fotograferede bus er således kl. 17.26 - 29 minutters ventetid! Bus 1117, DAB 15-1200C-gasbus årg. 1998, ved Trekroner st. på liniens sidste afgang. Linie 608 var i øvrigt en dieselbuslinie, men ingen regel er som bekendt uden undtagelse...

Foto: Thomas de Laine, 21. maj 2004.