Myldretid

Menu

Billeder ➜ Optagelsesdato ➜

Billeder taget 18. juli

Her vises alle billeder af busser taget 18. juli i forskellige år:

Arriva 1874 som linje 126 på Taastrup Hovedgade, Taastrup

Arriva 1874 som linje 126 på Taastrup Hovedgade, Taastrup

I 2011 blev der besluttet en mængde besparelser og omlægninger i busdriften i Køge Bugt-området og på Vestegnen. Ét af ofrene i den forbindelse blev linje 126 mellem Taastrup og Solrød Strand ad Køgevej-Taastrupvej, der helt nedlagdes ved køreplansskiftet 11. december 2011. Linjen havde på det tidspunkt eksisteret i 99½ år, hvilket også fortæller os, at den var blandt de ældste motorbusruter i landet. Tilbage i 1904 - året efter den første danske motorbusrute blev oprettet - foretoges der prøvekørsler med automobil mellem Taastrup, Greve, Karlslunde og Køge ad landevejen mellem Taastrup og Køge. Den var på det tidspunkt hovedforbindelsen mellem Køge og København, idet vejen langs Køge Bugt i en lang årrække henlå i så ringe stand, at den ikke var farbar for køretøjer. Prøvekørslen i 1904 førte ikke direkte til etablering af en motorbusforbindelse, men i sommeren 1912 kom en sådan rute i gang, drevet af aktieselskabet Taastrup-Køge Automobilselskab. Som i en del andre tilfælde trådte ruten i stedet for en postvogn, og før rutebilernes fremmarch var muligheden for at rejse med postvogne som passager et almindeligt udbredt "kollektivt" transporttilbud. Ruten udgik fra Taastrup Nykro lige ved Taastrup station, som oprindeligt var åbnet på stedet netop på grund af skæringen med landevejen til Køge. Mod Køge gik ruten gennem Kildebrønde, Greve og Karlslunde, og dengang var det de gamle landsbyer med disse navne, der mentes, når f.eks. "Greve" blev omtalt - ikke de i vore dage langt mere bebyggede områder langs kysten. Mellem 1912 og 1933 skete der flere gange ændringer i rutens ejerskab og køreplan, ligesom ruteføringen ikke har været den samme i hele perioden. DSB gik i 1932 ind i rutebildrift og overtog bl.a. en del ruter, der konkurrerede eller spillede sammen med jernbanenettet, og i september 1933 blev også Taastrup-Køge-ruten overtaget af DSB. Ved tildelingen af linjenumre i Københavns Amt i maj 1951, fik ruten nummeret 126, som den altså beholdt resten af sin tid. DSB overtog i 1934 også den hidtil privat drevne rute mellem Valby og Greve Strand, der fra 1951 betegnedes linje 121, og da landevejen langs Greve, Karlslunde, Solrød og Jersie Strand snart efter var blevet genanlagt med betonplader, var det fra 1935 muligt at forlænge denne rute til Køge. Det gjorde også, at hovedforbindelsen med kollektiv trafik mellem København og Køge nu blev linje 121 i stedet for enten rutebilen fra Taastrup eller den daværende omvej som ren togrejse via Roskilde. Linjerne 121 og 126 mødtes ved Cordozasvinget på Jersie Strand, dvs. krydset mellem Taastrupvej, den nye betonvej og resten af landevejen til Køge. I en længere årrække var der i nogle tilfælde busskifte her, hvis man rejste mellem Køge og Taastrup, ligesom DSB havde et busgarageanlæg på stedet. Linje 121 og byerne langs Køge Bugt voksede hastigt i de følgende årtier, og den meget omfattende bustrafik blev derfor erstattet af en nyanlagt S-bane. Den åbnede i fire etaper: Fra København til Vallensbæk i 1972, videre til Hundige i 1976, til Solrød Strand i 1979 og endelig resten af vejen til Køge i 1983. Ved åbningen af etapen til Solrød Strand blev linje 126 omlagt til at have sydlig endestation her. Forinden var DSBs rutebilkørsel i Hovedstadsområdet overgået til HT i 1974. I HT-tiden udvidedes driften i øvrigt en del, og i 1990'erne havde linje 126 således 20-minuttersdrift i myldretiderne. Fra 1989 forlængedes ruten i nordenden fra Taastrup st. via Ikea og industrikvarteret nord for Taastrup til Høje Taastrup st. Senere satte sparetiderne dog ind, og fra december 2003 bortfaldt al kørslen på linje 126 aftener, søn- og helligdage, og frekvensen i den tilbageværende driftstid blev også reduceret. Det gjorde naturligvis ikke noget godt for passagertallet. Da linjen fik dødsstødet otte år senere, blev den kun erstattet af anden betjening nord for Karlslunde landsby. Herfra og til Taastrup st. kørte en ny linje 120, som fra Karlslunde landsby kørte til Karlslunde st. og erstattede linje 121 derfra til Køge. Kørslen mellem Taastrup st., Ikea og Høje Taastrup st. blev overtaget af linje 127. En dag i linje 126's sidste sommer ses her Arriva 1874 (opr. Combus 5108), Volvo B10BLE-60/Aabenraa årg. 1998, på Taastrup Hovedgade. Det er vejen, der længere mod syd hedder Køgevej og endnu længere nede Taastrupvej.

Foto: Thomas de Laine, 18. juli 2011.

Egon's Turist- & Minibusser DG 90 851 som togbus i Lejre

Egon's Turist- & Minibusser DG 90 851 som togbus i Lejre

Det tog mere end 70 år at udbygge Nordvestbanen fra enkelt- til dobbeltspor hele vejen fra Roskilde til Holbæk. Mellem Roskilde og Lejre kunne det tages i brug i 1951, mens Vipperød-Holbæk fulgte i 1987. Den sidste del, strækningen mellem Lejre og Vipperød, gik man først i gang med så sent som i sommeren 2012, hvor ballet blev åbnet med togbusser Lejre-Holbæk i månederne juni, juli og august. Blandt opbuddet af togbusser var Egon's Turist- & Minibussers Volvo B12M-65/Carrus (Volvo 8700) fra 2005 med reg.nr. DG 90 851 og fortid hos Tylstrup i Nordjylland som bus 198. Bussen var kun hos Egon's i månederne med togbuskørsel denne sommer, men fik siden et efterliv i Letland. Også de ordinære Movia-busser i området var midlertidigt ændret under sporspærringen, hvor der bl.a. kørte en midlertidig linje 936.

Foto: Thomas de Laine, 18. juli 2012.

Nettbuss 8520 på Lejrevej, Lejre

Nettbuss 8520 på Lejrevej, Lejre

Under sporarbejdet på Nordvestbanen i sommeren 2012 kunne man bl.a. opleve den specielle, midlertidige linje 936 mellem Lejre og Hvalsø. Nettbuss 8520, VDL Ambassador årg. 2010, som linje 936 på Lejrevej i Lejre.

Foto: Thomas de Laine, 18. juli 2012.

Arriva 1725 på Allerød st.

Arriva 1725 på Allerød st.

I oktober 2005 måtte Arriva afgive buskørslen i Køge Bugt-området til Connex. Køge garages busser blev derfor fordelt til andre garager: Nolge blev bybusser i Hillerød, andre i Taastrup og endnu andre på linje 2A. Resten har flakket noget rundt, og efter en periode som midlertidig bus på linje 350S er bus 1725 kommet til Kokkedal, der 18. juli anvendte bussen på linje 381. Bus 1725 er en Volvo B10BLE-60/Aabenraa fra 1999 og ses her på Allerød st.

Foto: Thomas de Laine, 18. juli 2006.

DSB S-tog MM 7781 og MM 7802 på Allerød st.

DSB S-tog MM 7781 og MM 7802 på Allerød st.

I sommeren 2006 skulle sporene udskiftes på en længere strækning mellem Gentofte og Hillerød. Det betød, at S-banen måtte køre efter en særlig køreplan, hvor det var linje B og B+ mod normalt linje A og E, der kørte mellem Holte og Hillerød. Da linje B og B+ stadig betjenes med S-tog af 2. generation kunne man igen møde disse tog nord for Holte. Her er det et tog bestående af MM 7781 forrest efterfulgt af MM 7802, der er på vej ind på Allerød st.

Foto: Thomas de Laine, 18. juli 2006.

De Hvide Busser 8743 på Allerød st.

De Hvide Busser 8743 på Allerød st.

De Hvide Bussers seks Mercedes-Benz O.405N-busser, nr. 8743-8748, bliver om kort tid udskiftet med nye DAF/Jonckheere-busser. På fototidspunktet skulle busserne faktisk have været taget ud af drift, men de nye busser afventer en godkendelse, før de kan sættes i drift. Bus 8743 (årg. 1999) som linje 385 på Allerød st. Linje 385 overgår i oktober 2006 til De Blaa Omnibusser som følge af HURs 18. udbud.

Foto: Thomas de Laine, 18. juli 2006.

IC4 i Roskilde

IC4 i Roskilde

DSB har 83 IC4-tog i ordre hos italienske Ansaldobreda. Togene skal indsættes i InterCity-trafikken, hvor IC3'erne i dag kører. IC3 flyttes i stedet til regionaltrafikken, hvor de lokomotivtrukne tog erstattes. Det sidste indebærer bl.a., at ME-lokomotiverne er sat til salg. Indsættelsen af IC4 er en forudsætning for realiseringen af DSBs plan "Gode Tog til Alle" med flere og nyere tog på mange jernbanestrækninger. Imidlertid er der vanskeligheder med IC4-togene, så iværksættelsen af den mere ambitiøse køreplan har derfor måttet udsættes. Her ses synderen: IC4-toget på Roskilde station i forbindelse med prøvekørsler. Littreringen er fra venstre MG-FG-FH-MG, og FH er en vogn med lavgulvsdel. Toget her er sandsynligvis MG-sæt nr. 3. Da billedet blev taget, forventede man at kunne indsætte IC4 i januar 2006. Vi får se...

Foto: Thomas de Laine, 18. juli 2005.