Myldretid

Menu

Billeder

Sparsommelig søndag: Arriva 1874 som linje 126 på Taastrup Hovedgade, Taastrup

Arriva 1874 som linje 126 på Taastrup Hovedgade, Taastrup

Optaget 18. juli 2011 af Thomas de Laine (© Copyright) og offentliggjort på Myldretid 16. marts 2025.   Se billedteknik
Kamera: NIKON D90   Brændvidde: 75 mm (~ 112 mm)   Lukkertid: 1/800 s.   Blænde: ƒ/11   ISO: 800 - kan være redigeret og beskåret - Skjul

I 2011 blev der besluttet en mængde besparelser og omlægninger i busdriften i Køge Bugt-området og på Vestegnen. Ét af ofrene i den forbindelse blev linje 126 mellem Taastrup og Solrød Strand ad Køgevej-Taastrupvej, der helt nedlagdes ved køreplansskiftet 11. december 2011. Linjen havde på det tidspunkt eksisteret i 99½ år, hvilket også fortæller os, at den var blandt de ældste motorbusruter i landet. Tilbage i 1904 - året efter den første danske motorbusrute blev oprettet - foretoges der prøvekørsler med automobil mellem Taastrup, Greve, Karlslunde og Køge ad landevejen mellem Taastrup og Køge. Den var på det tidspunkt hovedforbindelsen mellem Køge og København, idet vejen langs Køge Bugt i en lang årrække henlå i så ringe stand, at den ikke var farbar for køretøjer. Prøvekørslen i 1904 førte ikke direkte til etablering af en motorbusforbindelse, men i sommeren 1912 kom en sådan rute i gang, drevet af aktieselskabet Taastrup-Køge Automobilselskab. Som i en del andre tilfælde trådte ruten i stedet for en postvogn, og før rutebilernes fremmarch var muligheden for at rejse med postvogne som passager et almindeligt udbredt "kollektivt" transporttilbud. Ruten udgik fra Taastrup Nykro lige ved Taastrup station, som oprindeligt var åbnet på stedet netop på grund af skæringen med landevejen til Køge. Mod Køge gik ruten gennem Kildebrønde, Greve og Karlslunde, og dengang var det de gamle landsbyer med disse navne, der mentes, når f.eks. "Greve" blev omtalt - ikke de i vore dage langt mere bebyggede områder langs kysten. Mellem 1912 og 1933 skete der flere gange ændringer i rutens ejerskab og køreplan, ligesom ruteføringen ikke har været den samme i hele perioden. DSB gik i 1932 ind i rutebildrift og overtog bl.a. en del ruter, der konkurrerede eller spillede sammen med jernbanenettet, og i september 1933 blev også Taastrup-Køge-ruten overtaget af DSB. Ved tildelingen af linjenumre i Københavns Amt i maj 1951, fik ruten nummeret 126, som den altså beholdt resten af sin tid. DSB overtog i 1934 også den hidtil privat drevne rute mellem Valby og Greve Strand, der fra 1951 betegnedes linje 121, og da landevejen langs Greve, Karlslunde, Solrød og Jersie Strand snart efter var blevet genanlagt med betonplader, var det fra 1935 muligt at forlænge denne rute til Køge. Det gjorde også, at hovedforbindelsen med kollektiv trafik mellem København og Køge nu blev linje 121 i stedet for enten rutebilen fra Taastrup eller den daværende omvej som ren togrejse via Roskilde. Linjerne 121 og 126 mødtes ved Cordozasvinget på Jersie Strand, dvs. krydset mellem Taastrupvej, den nye betonvej og resten af landevejen til Køge. I en længere årrække var der i nogle tilfælde busskifte her, hvis man rejste mellem Køge og Taastrup, ligesom DSB havde et busgarageanlæg på stedet. Linje 121 og byerne langs Køge Bugt voksede hastigt i de følgende årtier, og den meget omfattende bustrafik blev derfor erstattet af en nyanlagt S-bane. Den åbnede i fire etaper: Fra København til Vallensbæk i 1972, videre til Hundige i 1976, til Solrød Strand i 1979 og endelig resten af vejen til Køge i 1983. Ved åbningen af etapen til Solrød Strand blev linje 126 omlagt til at have sydlig endestation her. Forinden var DSBs rutebilkørsel i Hovedstadsområdet overgået til HT i 1974. I HT-tiden udvidedes driften i øvrigt en del, og i 1990'erne havde linje 126 således 20-minuttersdrift i myldretiderne. Fra 1989 forlængedes ruten i nordenden fra Taastrup st. via Ikea og industrikvarteret nord for Taastrup til Høje Taastrup st. Senere satte sparetiderne dog ind, og fra december 2003 bortfaldt al kørslen på linje 126 aftener, søn- og helligdage, og frekvensen i den tilbageværende driftstid blev også reduceret. Det gjorde naturligvis ikke noget godt for passagertallet. Da linjen fik dødsstødet otte år senere, blev den kun erstattet af anden betjening nord for Karlslunde landsby. Herfra og til Taastrup st. kørte en ny linje 120, som fra Karlslunde landsby kørte til Karlslunde st. og erstattede linje 121 derfra til Køge. Kørslen mellem Taastrup st., Ikea og Høje Taastrup st. blev overtaget af linje 127. En dag i linje 126's sidste sommer ses her Arriva 1874 (opr. Combus 5108), Volvo B10BLE-60/Aabenraa årg. 1998, på Taastrup Hovedgade. Det er vejen, der længere mod syd hedder Køgevej og endnu længere nede Taastrupvej.

Bussens data, historie og billeder

Flere billeder:   Fra samme lokalområde   Af linje 126   Optaget 18. juli

Tags:

Arriva Aabenraa (busproducent) Volvo Høje Taastrup 2011 Sparsommelig søndag