Myldretid

Menu

Billeder ➜ Optagelsesdato ➜

Billeder taget 13. april

Her vises alle billeder af busser taget 13. april i forskellige år:

Arriva 1268 ved Roskilde st.

Arriva 1268 ved Roskilde st.

Efter i mange år at have ligget på utilstrækkelig plads ved Gråbrødre Kirkegård og Hestetorvet lige over for Roskilde stations hovedbygning, flyttede Roskilde rutebilstation fra køreplansskiftet i september 1993 til en stor, nyanlagt busterminal en anelse sydvest for stationen. Få år senere opførtes et butikscenter langs terminalen. Der er bygget lidt om siden da, og de enkelte buslinjers placering er rokeret utallige gange, ligesom en del busser efterhånden har været "gennem systemet". Arriva 1268 (opr. Wulff Bus 3068), Volvo B12BLE-59/Aabenraa (8500LE) årg. 2004, som linje 123 mod Glostrup i busterminalen med det føromtalte butikscenter i baggrunden.

Foto: Thomas de Laine, 13. april 2019.

Lokaltog 2034-2134 krydser Køge Å

Lokaltog 2034-2134 krydser Køge Å

Østbanen mellem Køge, Hårlev, Fakse Ladeplads og Rødvig står over for en større sporrenovering efter en flerårig proces, hvor pengene til den voksende regning skulle findes, og et BRT-alternativ blev undersøgt. Banens rullende materiel blev fornyet tilbage i 2009, hvor Y-togene udskiftedes med Alstom Lint 41-togsæt. Der blev nyleveret 5 styk, men også overført 2 tog fra de nordsjællandske lokalbaner, nemlig de to ældste nordsjællændere fra 2006. De "brugte" togsæt beholdt i første omgang deres grå og gule design, men i januar 2014 blev de gule fronter folieret i rødt, så togsættene farvemæssigt kom til at ligne Lokaltogs "egne" Lint-tog, selvom der er forskel på designet. Lokaltog 2034-2134, opr. Lokalbanen 102-202, er netop afgået fra Køge og på vej over Køge Å som linje 110R mod Fakse Ladeplads over Rødvig.

Foto: Thomas de Laine, 13. april 2018.

Vikingbus 4407 som linje 102A i Algestrup

Vikingbus 4407 som linje 102A i Algestrup

Movias linje 102A blev etableret i december 2010, hvor der skete en større omlægning af buslinjerne i Køge Kommune. Linje 102A var dels en konvertering af den hidtidige bybuslinje 502 mellem Køge, Herfølge og Holmebæk til A-bus, og dels en sammenlægning med den historiske busrute ad Vordingborgvej via Dalby, Rønnede og Tappernøje til Præstø. Sidstnævnte har haft flere linjenumre i trafikselskabsårene, men i de sidste 16 år var det 256. Ruten blev i mange år kørt af DSB og derefter en periode i 1980'erne og 1990'erne af Møns Omnibusser, og busserne var desuden en stor del af rutens levetid uden passagerudveksling på fællesstrækningen med Køges bybuslinje til og fra Herfølge. Med sammenlægningen til A-buslinje 102A opnåede man, at rutebilerne kunne bidrage til kapaciteten og frekvensen på bybuslinjen. Til gengæld må de "lange" rejsende finde sig i omvejskørsel gennem Herfølge-Holmebæk og hårde bybussæder! En konsekvens er også, at Movia kører en regional buslinje som A-bus, hvilket vel må siges at være at strække konceptet lidt. Region Sjælland betaler således også en del af linje 102A, som i øvrigt er så lang, at en forlængelse i nordenden har været fravalgt for at undgå at komme for tæt på de 50 kilometers rutelængde, der udløser EUs køre- og hviletidsregler. Der var dog plads til, at linje 102A fra 11. april 2023 er blevet omlagt via Tureby station i Algestrup. Det er blevet relevant, fordi regionaltogsstrækningen mellem Køge og Næstved fra samme dato har fået direkte, elektriske tog til København to gange i timen ad den i 2019 åbnede højhastighedsbane via Køge Nord. Med korrespondancer på 5 minutter nordgående og 11 minutter sydgående giver linje 102A dermed folk i f.eks. Dalby, Rønnede, Tappernøje og Præstø mulighed for at nye godt af den nye, hurtige togforbindelse. Med omlægningen er Algestrup tilmed igen blevet koblet på Køges bybusnet efter mere end ti års fravær, omend ruten er en anden. Linje 102A har dog turen ad Sonnerupvej mellem Algestrup og Vordingborgvej til fælles med sine bybusforgængere, nemlig linje 4 (1971-77), 504 (1977-93) og 526 (1993-2010). Her kører Vikingbus 4407, Irisbus Crossway LE årg. 2011, ad Sonnerupvej ind i Algestrup på vej mod Præstø.

Foto: Thomas de Laine, 13. april 2023.

Lokalbus 4404 på Fændediget, Køge

Lokalbus 4404 på Fændediget, Køge

Lokalbus 4404, Irisbus Crossway LE årg. 2011, som linje 101A på Fændediget i Køge. Siden 2021 har Lokalbus heddet Vikingbus, men busserne i Køge-området var i efteråret 2022 stadig ikke ommærket. Det sker nok, når Vikingbus' nye kontrakt træder i kraft i februar 2024. Ved den lejlighed udskiftes alle Crossway-busserne også med nye elbusser, som på A-busserne i Køge bliver af typen Mercedes-Benz eCitaro.

Foto: Thomas de Laine, 13. april 2018.

Helsingør Turisttrafik 3106 ved Hillerød st.

Helsingør Turisttrafik 3106 ved Hillerød st.

Helsingør Turisttrafik 3106, Volvo B7R/Wroclaw (Volvo 8700) årg. 2012, som ekstravogn på linje 301 ved Hillerød st. om morgenen 13. april 2021. I Movias seneste ekstrakørselsudbud blev det et krav, at ekstrabusserne har firecifrede vognnumre, hvorfor der nu forekommer busser, som ikke er Movia-gule, men som bærer Movia-internnumre.

Foto: Jesper Holst, 13. april 2021.

Umove 7401 ved elbuspræsentationen på Stændertorvet, Roskilde

Umove 7401 ved elbuspræsentationen på Stændertorvet, Roskilde

Roskilde fik æren af at blive den første by i landet, der har udskiftet dieselbusserne med elektriske busser - vel at mærke ikke som forsøg, men i almindelig drift og i form af alle busserne på de linjer, der holder sig inden for kommunegrænsen. Umove vandt kontrakten, der omfatter kørsel med 17 busser på linje 201A, 202A, 203, 204, 205, 206, 208, 209 og 212. Til formålet er anskaffet 20 Yutong E12LF-elbusser, som oplades på garageanlægget. 11 af busserne har røde hjørner til linje 201A og 202A, mens de andre er helgule. Lørdag 13. april 2019 blev elbusserne præsenteret for Roskildes borgere ved et arrangement på Stændertorvet, hvor to af busserne - 7401 med røde hjørner og 7421 i helgul - kørte gratis ture rundt om Byparken, hvor der blev fortalt lidt om elbusserne undervejs. Dagen efter overtog Umoves elbusser den ordinære drift. Bus 7401 på Stændertorvet med 7421 i baggrunden ved præsentationen på Stændertorvet.

Foto: Thomas de Laine, 13. april 2019.

Umove 7421 på Stændertorvet, Roskilde

Umove 7421 på Stændertorvet, Roskilde

Umove 7421, Yutong E12LF-elbus årg. 2019, på Stændertorvet i Roskilde i forbindelse med præsentationen af elbusserne for byens borgere.

Foto: Thomas de Laine, 13. april 2019.

Umove 7421 på præsentationstur i Roskilde

Umove 7421 på præsentationstur i Roskilde

Umove 7421, Yutong E12LF-elbus årg. 2019, på Frederiksborgvej i Roskilde. Præsentationsturene lørdag 13. april 2019 gik rundt om Byparken.

Foto: Thomas de Laine, 13. april 2019.

Umove 7401 på præsentationstur i Roskilde

Umove 7401 på præsentationstur i Roskilde

Umove 7401, Yutong E12LF-elbus årg. 2019, på præsentationstur i Roskilde i rundkørslen Sankt Ibs Vej/Frederiksborgvej lørdag 13. april 2019.

Foto: Thomas de Laine, 13. april 2019.

Arriva 1268 ved Taastrup st.

Arriva 1268 ved Taastrup st.

De absolut sidste busser bygget på en dansk fabrik, var en serie Volvo B12BLE-busser til Roskilde, som Aabenraa-fabrikken samlede op til fabrikkens lukning i efteråret 2004. Hovedparten af busserne har været i drift i Roskilde frem til udløbet af Arrivas kontrakt i april 2019, og blandt de vogne, der var på gaden den sidste driftsdag, var 1268 på linje 123. To dage senere blev bussen kørt på lager i Stilling. Bus 1268, Volvo B12BLE/Aabenraa årg. 2004, som linje 123 ved Taastrup st.

Foto: Thomas de Laine, 13. april 2019.

Arriva 1254 ved Roskilde st.

Arriva 1254 ved Roskilde st.

Arriva 1254, Volvo B12BLE/Aabenraa årg. 2004, afgår fra Roskilde st. som linje 205 på sin sidste driftsdag. Som det kan anes på fronten, var bussen en overgang forsynet med røde til linje 201A og 202A, indtil 1900-vognene fra linje 3A efter årsskiftet 2015/16 overførtes til Roskilde.

Foto: Thomas de Laine, 13. april 2019.

Arriva 1978 på Vesterparken, Taastrup

Arriva 1978 på Vesterparken, Taastrup

Arriva 1978, Volvo B7RLE/Säffle årg. 2009, som linje 123 på Vesterparken i Taastrup. Denne bus kan snart forventes at dukke op i Ringsted-området.

Foto: Thomas de Laine, 13. april 2019.

Arriva 1269 på Frederiksborgvej, Roskilde

Arriva 1269 på Frederiksborgvej, Roskilde

Arriva 1269, Volvo B12BLE/Aabenraa årg. 2004, som linje 204 på Frederiksborgvej i Roskilde. Flere af busserne i denne serie var i drift på Arrivas sidste dag i Roskilde efter 15 års tro tjeneste.

Foto: Thomas de Laine, 13. april 2019.

Arriva 1968 ved Roskilde st.

Arriva 1968 ved Roskilde st.

Arriva 1968, Volvo B7RLE/Säffle årg. 2009, som linje 201A på vej ind til Roskilde st. Serien 1968-1984 leveredes til linje 3A, men blev efter tabet af denne linje overført til Roskilde i begyndelsen af 2016. Busserne overlever også Roskilde, idet de fordeles til forskellige andre garager i Movialand til afløsning for ældre vogne. 1968 skal således efter planen til garagen i Herlufmagle, der kører nogle lokale ruter.

Foto: Thomas de Laine, 13. april 2019.

Ørslev Turisttrafik 3607 ved Taastrup st.

Ørslev Turisttrafik 3607 ved Taastrup st.

En af landets ældste servicebuslinjer kørte sidste gang lørdag 13. april 2019, nemlig linje 850 i Taastrup-Høje Taastrup. Den første servicebus på dansk grund begyndte at køre i Fredericia i marts 1990, og i september samme år oprettedes flere linjer i Aalborg. HT fulgte med fra december 1990 med en linje i Høje Taastrup-Taastrup. Det var endnu et forsøg, og linjenummeret 850 blev først tildelt senere. Servicebussen i Fredericia forsvandt allerede i 1990'erne, mens Aalborgs er lavet om.

Foto: Thomas de Laine, 13. april 2019.

Lokalbus 4448 på Fændediget, Køge

Lokalbus 4448 på Fændediget, Køge

En ny myldretidsforbindelse mellem Køge og Ejby, der kører den direkte vej uden om Ølby, blev etableret 25. marts 2018. Linjen hedder 248, hvilket Lokalbus' vogn 4448, Irisbus Crossway LE årg. 2010, ikke kunne skilte, da den 13. april stod for driften. Bus 4448 som linje 248 på Fændediget i Køge.

Foto: Thomas de Laine, 13. april 2018.

Arriva 1721 på Fændediget, Køge

Arriva 1721 på Fændediget, Køge

I løbet af 2017 blev busser på 12,8 meter almindelige på en række af Arrivas linjer på Syd- og Vestsjælland, herunder linje 260R, der kører mellem Ringsted og Køge. Busserne blev anskaffet af Arriva til regionalruterne på Fyn tilbage i 2010, men blev efter genudbud af kørslen overtallige herfra. Efterfølgende er de anvendt til busudskiftning i nogle af Arrivas ældre Movia-kontrakter. Arriva 1721 (opr. 4121), Irisbus Crossway LE årg. 2010, som linje 260R på Fændediget i Køge.

Foto: Thomas de Laine, 13. april 2018.

Nettbuss 8433 ved Ny Ellebjerg st.

Nettbuss 8433 ved Ny Ellebjerg st.

Søndag 13. april 2014 blev københavnske linje 14 forlænget fra Enghave st. via Sydhavn st., Teglholmen, Sluseholmen og Mozarts Plads til Ny Ellebjerg st. til erstatning for dele af linjerne 10 og 133 (den første korte periode kørte linje 14 og 133 dog side om side mellem Ny Ellebjerg st. og Mozarts Plads). Her ses Nettbuss 8433, VDL Citea SLE 120 årg. 2013, på premieredagen på linjens nye endestation ved Ny Ellebjerg st.

Foto: Peter Hobel, 13. april 2014.

Nettbuss 8430 ved Ny Ellebjerg st.

Nettbuss 8430 ved Ny Ellebjerg st.

Nettbuss 8430, VDL Citea SLE 120 årg. 2013, som linje 14 ved Ny Ellebjerg st.

Foto: Peter Hobel, 13. april 2014.

New Jersey Transit 1855 ved Newark-lufthavnen

New Jersey Transit 1855 ved Newark-lufthavnen

New Jersey Transit (NJT) kører bl.a. med bus 1855, der er en Flxible Metro-D fra 1994. Flxible holdt i øvrigt op med at bygge busser i 1995. NJT 1855 ses her ved den ene af terminalerne i Newark-lufthavnen, New Jersey.

Foto: Thomas de Laine, 13. april 2006.

New Jersey Transit 2687 ved Newark-lufthavnen

New Jersey Transit 2687 ved Newark-lufthavnen

New Jersey Transit vogn 2687 er en NovaBus RTS-06 fra 1995 eller 1996. Bussen adskiller sig fra de tilsvarende bybusser i New York ved bl.a. at have "rigtige" udsvingsdøre i midten. Bussen passerer her den ene af terminalerne i Newark-lufthavnen.

Foto: Thomas de Laine, 13. april 2006.

Rutebiler på New Jersey Transit-garage

Rutebiler på New Jersey Transit-garage

New Jersey Transit har også "et par" Motor Coach Industries-rutebiler. Her er cirka 60 stk. på en garageplads og vejene omkring. Billedet er taget gennem vinduet på en - rigtigt gættet - MCI-bus, dog ikke tilhørende New Jersey Transit, men Olympia Bus.

Foto: Thomas de Laine, 13. april 2006.