Billeder ➜ Optagelsesdato ➜
Billeder taget 14. februar
Her vises alle billeder af busser taget 14. februar i forskellige år:
GoCollective 1310 ved Kalundborg st.

Kalundborg station udgør endestationen for Nordvestbanen, som åbnede fra Roskilde via Holbæk til Kalundborg 30. december 1874 og således for ganske nylig kunne fejre sin 150-årsfødselsdag. Der er 110 km og knap halvanden time med tog til København. De mindre stationer øst for Holbæk betjenes generelt af andre tog end dem til og fra Kalundborg. I mange år udgjorde overgangen mellem tog og færge i Kalundborg en vigtig del af landsdelsforbindelserne mellem København og Aarhus, hvilket også forklarer stationens størrelse, som ikke helt matcher nutidens toggang, der for det meste begrænser sig til ét tog i timen. Nu om dage er det mest færgen til Samsø, der giver mulighed for at stå til søs efter togturen fra København, og den giver ikke anledning til, at DSB indsætter særlige bådtog. Den nuværende station i Kalundborg er fra 1960, hvor DSB havde fundet det nødvendigt at gøre stationen mere velegnet til netop samspillet med færgefarten, og bygningerne skyldes DSBs daværende overarkitekt Ole Ejnar Bonding (1910-1989). På den nye station fandtes dengang en gangbro fra perronerne direkte til færgen. En rutebilstation på sydsiden af stationen lige ud til havnen - og med stiv kuling året rundt - blev også indrettet. Den fik holdepladser til godt ti rutebiler i "kam", men cirka 1980 blev rutebilstationen ombygget til den nuværende terminal, hvor busserne holder parallelt med jernbanesporene, så der ikke skal bakkes. Det er meningen, at både stationen og dens nærmeste omgivelser i 2025-26 får en større renovering og forskønnelse, hvor hovedbygningen fra 1960 dog vil blive bevaret. Gangbroen fra perronerne til færgen mod Aarhus forsvandt omkring slutningen af 1990'erne. GoCollective 1310, Irisbus Crossway LE årg. 2013, holder klar som linje 553 mod Bjørnstrup. I baggrunden er et IC4-togsæt ankommet som regionaltog fra København.
Foto: Thomas de Laine, 14. februar 2025.
Umove 7053 ved Jyderup st.

De første eksemplarer af BYD B12E-elbussen, som samtidig var dansk premiere på BYDs nye og mere firkantede design, kom på gaden i uge 7/2025, hvor en håndfuld indsattes på Movia-linjerne 432, 541 og 543 i det vestsjællandske (Umoves øvrige linjer i området kørte ikke i skolernes vinterferie). Der bruges i forvejen en del BYD-busser af B-serien herhjemme, nemlig 13 m-busser fra 2022 og 2024 på linje 6A, 250S og 600S, men de har det gamle design, der ligner BYDs K9-model. Der blev så sent som i december 2024 indsat 17 fabriksnye BYD K9-elbusser på Umoves kørsel fra Kalundborg garage, nr. 7021-7037, men planen har hele tiden været, at de skulle afløses af B12E-busser og overflyttes til bl.a. linje 14 i København, som Umove overtager i foråret 2025. I første omgang blev fem af de i december 2024 indsatte busser flyttet til Glostrup garage og linjerne 19, 22 og 23, ligesom en sjette har fundet et foreløbigt hjem på linje 250S. Her opsamler Umove 7053 passagerer ved Jyderup st. inden afgang som linje 541 mod Havnsø.
Foto: Thomas de Laine, 14. februar 2025.
Umove 7054 ved Kalundborg st.

Volvo byggede en årrække i begyndelsen af dette århundrede busser med store 12 liters-dieselmotorer, som f.eks. B12M-højgulvsrutebilen, som der stadig i vinteren 2025 er enkelte tilbage af i Movialand, og laventrébussen B12BLE, der f.eks. kendes fra linje 300S. Mange entusiaster kan godt lide motorlyden fra disse busser. Den nye tids B12'ere tilbyder derimod ikke samme tilfredsstillende lydbillede! Umove 7054, BYD B12E-elbus årg. 2025, ankommer til Kalundborg station som linje 543.
Foto: Thomas de Laine, 14. februar 2025.
De Blaa Omnibusser 4085 fra dørsiden ved Farum st.

De Blaa Omnibusser 4085, Volvo B7RLE-60/Säffle årg. 2010, fra dørsiden ved Farum st.
Foto: Thomas Weidekamp, 14. februar 2011.
De Blaa Omnibusser 4085 ved Farum st.

De Blaa Omnibusser 4085, Volvo B7RLE-60/Säffle årg. 2010, holder pause ved Farum st.
Foto: Thomas Weidekamp, 14. februar 2011.
De Blaa Omnibusser 4085 fra vinduessiden ved Farum st.

De Blaa Omnibusser 4085, Volvo B7RLE-60/Säffle årg. 2010, ved Farum st. set fra vinduessiden.
Foto: Thomas Weidekamp, 14. februar 2011.
Veolia 5199 i Valby garage efter en mindre motorbrand

Veolia 5199, DAB 15-1200C-gasbus årg. 1998, har været ude for en mindre motorbrand. Her ses bussen i Valby garage.
Foto: Mick Bruce, 14. februar 2007.
Bagenden af Veolia 5199 efter mindre motorbrand

Et kig ind ad bagklappen på Veolia 5199, DAB 15-1200C-gasbus årg. 1998, efter en mindre motorbrand. Valby garage.
Foto: Mick Bruce, 14. februar 2007.