Myldretid

Menu

Billeder

Stationsnær søndag: GoCollective 1310 ved Kalundborg st.

GoCollective 1310 ved Kalundborg st.

Optaget 14. februar 2025 af Thomas de Laine (© Copyright) og offentliggjort på Myldretid 23. februar 2025.   Se billedteknik
Kamera: Canon EOS R7   Brændvidde: 65 mm   Lukkertid: 1/1000 s.   Blænde: ƒ/8   ISO: 640 - kan være redigeret og beskåret - Skjul

Kalundborg station udgør endestationen for Nordvestbanen, som åbnede fra Roskilde via Holbæk til Kalundborg 30. december 1874 og således for ganske nylig kunne fejre sin 150-årsfødselsdag. Der er 110 km og knap halvanden time med tog til København. De mindre stationer øst for Holbæk betjenes generelt af andre tog end dem til og fra Kalundborg. I mange år udgjorde overgangen mellem tog og færge i Kalundborg en vigtig del af landsdelsforbindelserne mellem København og Aarhus, hvilket også forklarer stationens størrelse, som ikke helt matcher nutidens toggang, der for det meste begrænser sig til ét tog i timen. Nu om dage er det mest færgen til Samsø, der giver mulighed for at stå til søs efter togturen fra København, og den giver ikke anledning til, at DSB indsætter særlige bådtog. Den nuværende station i Kalundborg er fra 1960, hvor DSB havde fundet det nødvendigt at gøre stationen mere velegnet til netop samspillet med færgefarten, og bygningerne skyldes DSBs daværende overarkitekt Ole Ejnar Bonding (1910-1989). På den nye station fandtes dengang en gangbro fra perronerne direkte til færgen. En rutebilstation på sydsiden af stationen lige ud til havnen - og med stiv kuling året rundt - blev også indrettet. Den fik holdepladser til godt ti rutebiler i "kam", men cirka 1980 blev rutebilstationen ombygget til den nuværende terminal, hvor busserne holder parallelt med jernbanesporene, så der ikke skal bakkes. Det er meningen, at både stationen og dens nærmeste omgivelser i 2025-26 får en større renovering og forskønnelse, hvor hovedbygningen fra 1960 dog vil blive bevaret. Gangbroen fra perronerne til færgen mod Aarhus forsvandt omkring slutningen af 1990'erne. GoCollective 1310, Irisbus Crossway LE årg. 2013, holder klar som linje 553 mod Bjørnstrup. I baggrunden er et IC4-togsæt ankommet som regionaltog fra København.

Bussens data, historie og billeder

Flere billeder:   Fra samme lokalområde   Af linje 553   Optaget 14. februar

Tags:

GoCollective Irisbus Kalundborg 2025 Stationsnær søndag