Alle billeder tagget med Triangel
Der er 12 billeder med dette tag:
SNNB M4 og VNJ M2 i Høng
I weekenden 13.-14. maj markerede Vestsjællands Veterantog under Dansk Jernbane-Klub 125-året for Slagelse-Værslev-banen. En DSB MO fra Jernbanemuseet aflagde visit i samme anledning, men Vestsjællands Veterantog kørte også med eget tog i weekenden, nemlig to Triangel-motorvogne koblet "ryg mod ryg". Her ses toget (bagfra) i Høng ved forgreningen mellem Værslev- og Tølløsebanen. Nærmest (dvs. bagest) er det M4, der blev bygget i 1929 til Stubbekøbing-Nykøbing-Nysted Banen (SNNB) og var i trafik her frem til Stubbekøbingbanens nedlæggelse i 1966. Den har været hos Vestsjællands Veterantog i Høng siden 2018. I den anden ende er det M2 fra Varde-Nørre Nebel Jernbane (VNJ, eller bare "Vestbanen"), hvortil den leveredes i 1926. Den blev taget ud af drift i 1960, og har siden 2011 været i folden hos Vestsjællands Veterantog. Triangel-motorvognene var i 1920'erne med til at udbrede brugen af motorvogne i mindre tog landet over, hvor de bidrog til at rationalisere driften væsentligt i forhold til damplokomotiverne. Vi skal dog frem til efter krigen, før motorvogne og -lokomotiver var i stand til at afløse damplokomotiverne i store og hurtige tog.
Foto: Thomas de Laine, 14. maj 2023.
KS 41 på Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm
Københavns Sporveje fik i 1933 leveret en serie på tolv Triangel-busser, KS nr. 41-52, til brug på den nyoprettede buslinje 19 mellem Kgs. Nytorv, Rådhuspladsen, Frederiksberg og Vanløse. Linjen måtte indstilles under anden verdenskrig, men genopstod i 1946 under linjenummer 29, som den bar helt frem til den endelige nedlæggelse i oktober 2011. Så længe holdt Triangel-busserne fra 1933 sig ikke i drift, men den første i serien overgik til Københavns og Frederiksberg kommuners samling af museumsmateriel, som senere blev til HT-Museets samling. Netop KS 41 var en af de få HT-museumsbusser, der lejlighedsvist var på gaden, og den har bl.a. transporteret det danske vinderhold fra EM i kvindehåndbold i 1994. KS 41 fulgte med fra HT-Museet til Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm ved HT-Museets nedlæggelse, og her ses den på vej ind på museet efter at have gjort en tur på museets veteranbusrute.
Foto: Thomas de Laine, 30. juli 2022.
Københavns Sporveje 41 og 314 på Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm
Et par busser fra den københavnske motorbusdrifts ungdom på Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm: Til venstre Københavns Sporveje nr. 41, en Triangel fra 1933, og til højre vogn 314, som er en Reo fra det følgende år.
Foto: Thomas de Laine, 20. juni 2015.
Busser ved Flintholm station ved linje 21's 80-årsjubilæum
29. august 2014 var der 80 års jubilæum for Københavns linje 21. Linjen er blandt de forholdsvis få tilbageværende linjer i København med en lang historie, og hele ruten fra Flintholm til Tuborg er i 2014 ligesom ved oprettelsen i 1934! Det skulle naturligvis fejres, hvilket foregik ved arrangementer på Flintholm station, Hellerup station og Ålholm Plads under medvirken af to gamle KS-busser fra Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm og en helt ny Iveco-bus magen til dem, der i jubilæumsåret skal indsættes på linje 21. Her er busserne samlet på Flintholm station: Forrest ses Københavns Sporveje vogn 41, en Triangel fra 1933; i midten vogn 772, en Leyland Royal Tiger/DAB fra 1963; og bagest den fabriksnye Iveco Crossway LE.
Foto: Thomas de Laine, 29. august 2014.
KS 41 på Rebildvej, Vanløse
Københavns Sporveje vogn 41, Triangel årg. 1933, på Rebildvej i Vanløse i forbindelse med linje 21's 80 års jubilæum.
Foto: Thomas de Laine, 29. august 2014.
Busser ved Hellerup station ved linje 21's 80-årsjubilæum
Busserne fra linje 21-jubilæumsarrangementet (KS 41, KS 772 og en fabriksny Iveco) ved Hellerup station. De bliver overhalet af en ordinær linje 21-bus af typen Volvo B10BLE/Vest fra 2002 - en bus der inden årets udgang også er historie.
Foto: Jeppe Steensgaard, 29. august 2014.
Københavns Sporveje 41, 329 og 772 på Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm
Tre ældre KS-busser på Sporvejsmuseet: Til venstre KS 41, som er en Triangel fra 1933. I midten KS 329, en Leyland Comet/DOMI fra 1949. Til højre KS 772, en Leyland/DAB fra 1963.
Foto: Thomas de Laine, 15. juni 2013.
KS 41 på Vanløse Torv
Vanløse Lokaludvalg, Movia, Vanløse Bydelshistoriske Arkiv og Sporvejshistorisk Selskab markerede åbningen af Vanløses første A-bus, den nye linje 9A, ved et arrangement på Vanløse Torv lige ved Vanløse station om eftermiddagen mandag 25. marts 2013. Fra Sporvejsmuseet deltog KS 41, en Triangel-bus fra 1933, der faktisk netop har kørt til Vanløse - dog ad ikke ad samme rute.
Foto: Thomas de Laine, 25. marts 2013.
KS 41 på Rådhuspladsen
Københavns Sporveje nr. 41, en Triangel fra 1933, gør holdt på Rådhuspladsen i København under veteranbuskørslen ved Kulturnatten 2007.
Foto: Thomas de Laine, 12. oktober 2007.
KS 41, KS 322 og HT 3078 på Emdrup Torv, København
50-årsjubilæet for linje 43 blev bl.a. fejret med museumsbuskørsel ad linje 43's rute mellem Emdrup Torv, Søborg Torv og Buddinge st. i tidsrummet kl. 11.30-14.00. Hertil anvendtes KS 41, Triangel fra 1933, KS 322, Leyland-DAB serie 2 fra 1968, og HT 3078, Leyland-DAB serie 2 fra 1973. Her ses busserne på Emdrup Torv fra venstre mod højre i nævnte rækkefølge. Som en del af arrangementet var busserne opstillet på Nørreport st. og Emdrup Torv, mens HT-Orkestret underholdt.
Foto: Thomas de Laine, 7. maj 2006.
KS 41 på Emdrup Torv, København
KS 41 er en Triangel fra 1933 med karrosseri bygget på sporvejenes eget værksted. Typen trafikerede bl.a. linje 28, som bussen er skiltet her, men var udrangeret, da linje 43 blev oprettet i maj 1956. Alligevel fik KS 41 lov til at deltage i veteranbuskørslen ved linje 43's jubilæum. Foto på Emdrup Torv.
Foto: Thomas de Laine, 7. maj 2006.
KS 41 ved Lyngby st.
Efter Jernbanepladsen var blevet officielt indviet var der gratis kørsel med veteranbusser. Den ene var Københavns Sporvejes omnibus nr. 41, en Triangel fra 1933 med karrosseri bygget af sporvejene selv på hovedværkstedet. Bussen var indtil 2003 bevaret af HT-Museet og overgik siden med hele museets samling til Sporvejshistorisk Selskab, der nu har bussen. KS 41 ses her ved Lyngby station inden indvielsesarrangementet begyndte.
Foto: Thomas de Laine, 22. februar 2005.