Alle billeder tagget med Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm
Der er 121 billeder med dette tag:
Københavns Sporveje-arbejdsvogne på Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm

Et lille vogntog af arbejdsvogne deltog i kavalkaden på Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm 20. juni 2015. Sporvognen er Københavns Sporvejes slibevogn S1, der oprindeligt var en toetages sporvogn. Foran den er spændt snefejevogn nr. S2, bygget af sporvejene selv i 1941. Bagest i vogntoget er tårnvogn Tv 4, bygget 1931.
Foto: Thomas de Laine, 20. juni 2015.
KS 863 i Sporvejsmuseet Skjoldenæsholms depot i Valsømagle

Københavns Sporveje nr. 863, Leyland Royal Tiger/DAB årg. 1958, i Sporvejshistorisk Selskabs depot i Valsømagle.
Foto: Thomas de Laine, 20. juni 2015.
HT 1388 i kavalkade på Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm

HT 1388, Scania BR112/DAB årg. 1982, i kavalkaden i juni 2015 på Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm.
Foto: Thomas de Laine, 20. juni 2015.
KS 701 på Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm

KS 701 fra 1949 - en af de kun 8 såkaldte "Dukkelise"-vogne. En bivogn til typen kom aldrig længere end tegnebrættet, så i drift kørtes med bivogne fra andre serier af sporvogne. Her, hvor 701 deltager i Sporvejshistorisk Selskabs 50 års jubilæumskavalkade på Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm, er det en scrapbivogn.
Foto: Thomas de Laine, 20. juni 2015.
HT 1501 på Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm

HT 1501, Leyland-DAB 6-1-TL11/5 årg. 1982, på Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm.
Foto: Thomas de Laine, 20. juni 2015.
Frederiksberg Sporveje 50 på Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm

En vogn, der viser bredden (og højden), i Sporvejsmuseet Skjoldenæsholms samling: Frederiksberg Sporvejes dobbeltdækkermotorvogn nr. 50 fra 1915. Vognen overtoges af Københavns Sporveje sammen med det frederiksbergske sporvejsselskabs vognpark i 1919, hvor Frederiksberg Kommune forpagtede sporvejsdriften i enklaven til Københavns Sporveje. KS udrangerede vognen i 1933.
Foto: Thomas de Laine, 20. juni 2015.
HHA 3060 og KS 322 på Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm

Hamburg-vognen HHA 3060, der er en belgisk-bygget PCC-vogn fra 1951 og i 1958 prøvekørtes af Københavns Sporveje, på Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm i selskab med Leyland-DAB serie II-bus nr. 322 samt, i baggrunden, Volvo B10M/DAB-bus vogn 1856.
Foto: Thomas de Laine, 20. juni 2015.
Kjøbenhavns Omnibuskompagni 17 på Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm

Hesteomnibussen Kjøbenhavns Omnibuskompagni nr. 17 i kavalkaden 20. juni 2015 på Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm.
Foto: Thomas de Laine, 20. juni 2015.
Københavns Sporveje 41 og 314 på Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm

Et par busser fra den københavnske motorbusdrifts ungdom på Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm: Til venstre Københavns Sporveje nr. 41, en Triangel fra 1933, og til højre vogn 314, som er en Reo fra det følgende år.
Foto: Thomas de Laine, 20. juni 2015.
KS 995 i kavalkade på Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm

KS 995, Leyland-DAB serie I årg. 1964, på Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm ved kavalkaden 20. juni 2015. I baggrunden ses serie II-bus nr. 322.
Foto: Thomas de Laine, 20. juni 2015.
KS 995 bagfra i Valsømagle

KS 995, Leyland-DAB serie I årg. 1964, bakker i garage i Valsømagle, hvor Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm har et depot.
Foto: Thomas de Laine, 20. juni 2015.
KS 995 i Sporvejsmuseets depot i Valsømagle

KS 995, Leyland-DAB serie I årg. 1964, i Sporvejsmuseet Skjoldenæsholms depot i Valsømagle.
Foto: Thomas de Laine, 20. juni 2015.
To gange Leyland Royal Tiger i Sporvejsmuseets depot i Valsømagle

To styk Leyland Royal Tiger med DAB-karrosseri i Sporvejsmuseet Skjoldenæsholms depot i Valsømagle. Til venstre en bus bygget 1962 til Lars Iversen, De Blaa Rutebiler, i Rødovre, og til højre en tilsvarende leveret til Københavns Sporveje (vogn 863) i 1958. Busserne var i det væsentlige ens, men det betyder bestemt ikke, at De Blaa og sporvejene samarbejdede! De Blaa Rutebiler kørte flere ruter gennem Rødovre Kommune med udgangspunkt helt inde på Frederiksberg, der jo ellers var KS-område, og vognmanden havde sågar en overgang til sporvejenes fortrydelse natbuskørsel til selveste Rådhuspladsen. I 1967 lykkedes det dog sporvejene at komme af med De Blaa Rutebilers busser - også i Rødovre, hvor sporvejene overtog betjeningen. Lars Iversen flyttede i stedet sin forretning til Taastrup, hvor han etablerede bybuskørsel på kontrakt for kommunen, og bussen på billedet flyttede med fra Rødovre til Taastrup.
Foto: Thomas de Laine, 20. juni 2015.
HT 1596 på Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm

HT 1596, Volvo B10M-60/Aabenraa årg. 1983, i den store 50 års jubilæumskavalkade på Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm i juni 2015.
Foto: Thomas de Laine, 20. juni 2015.
Arriva 1425 på Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm

En af de seneste anskaffelser til Sporvejsmuseets samling er Arriva 1425 - en Volvo B10BLE/Aabenraa i længden 13,7 meter. Bussen blev anskaffet til linje 14 og 16 i 2001, men allerede året efter flyttedes den til den nye linje 5A, hvor den kørte de næste fem år, indtil Arriva måtte aflevere linjen til Netbus. Senere hen optrådte den på andre linjer, herunder som S-bus med blå hjørner. Bussen er, som det ses, bevaret i A-busudgave, og dette koncept er således - ligesom buslængden 13,7 meter - nu kommet på museum.
Foto: Thomas de Laine, 20. juni 2015.
100-årsjubilaren ved bustræffet på Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm i juni 2013

I 1913 blev den første motorbusrute oprettet i København. Den gik fra Kgs. Nytorv til Rådhuspladsen ad Strøget og er, med en hel del senere ændringer, identisk med den senere linje 28. Det var Frederiksberg Sporveie, der etablerede ruten, som blev kørt med franske De Dion Bouton-busser. En af disse, vogn 1, er blevet bevaret, og da 100-året for motorbusdriftens indførelse blev markeret med et bustræf på Sporvejsmuseet 15. juni 2013, var bussen selvfølgelig til stede. Man aner, at komforten på en københavnsk bybus anno 1913 ikke helt lever op til senere standarder.
Foto: Thomas de Laine, 15. juni 2013.
Københavnske bybusser på Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm

En række københavnske bybusser opstillet i kronologisk orden ved Sporvejsmuseet Skjoldenæsholms bustræf i juni 2013. Fra venstre KS 995 (Leyland-DAB serie 1 årg. 1964), KS 322 (Leyland-DAB serie 2 årg. 1968), KS 531 (Volvo B59/Aabenraa årg. 1970), HT 1596 (Volvo B10M/Aabenraa årg. 1983) og HT 1856 (Volvo B10M/DAB årg. 1988).
Foto: Thomas de Laine, 15. juni 2013.
Ældre midtmotorbusser på Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm

En række midtmotorbusser fra 1950'erne og 1960'erne ved bustræffet i juni 2013 på Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm. Fra venstre Bushistorisk Selskabs SAS-bus, en Volvo B655/Aabenraa fra 1958, Sporvejshistorisk Selskabs Århus Sporveje 165, en Volvo B655/Nordisk fra 1961, Bushistorisk Selskabs De Bornholmske Jernbaner 18, en Leyland LOPSUC 1/11 med DAB "bispehue"-karrosseri fra 1967, og Sporvejshistorisk Selskabs Odense Bytrafik 10, en Volvo B656/SMH fra 1952.
Foto: Thomas de Laine, 15. juni 2013.
Rheinische Bahngesellschaft 2412 på Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm

Københavns Sporveje prøvekørte i 1958 denne Düwag-ledvogn fra Rheinische Bahngesellschaft. Det førte til anskaffelsen af 100 Düwag-ledvogne i 1960'erne, KS nr. 801-900. Efter udrangering af prøvevognen i Tyskland kom den til Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm, hvor den kan opleves i drift på museets normalsporede strækning. Vognen havde hos Rheinische Bahngesellschaft nummeret 2412, hvilket hos KS gav anledning til navnet "Juleaften".
Foto: Thomas de Laine, 15. juni 2013.
Odense Bytrafik 10 på Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm

Den første Volvo-midtmotorbus blev bygget til Odense Bytrafik, hvor den skulle bruges til en nyordning af trafikken fra 1952, der bl.a. indebar, at sporvejen nedlagdes. Odense Bytrafik har således chassisnummer 1. Chassiset er af typen B656, der er én af flere varianter af B655-chassiset, mens karrosseriet er bygget af Smith, Mygind & Hüttemeier. Volvo B655-familien af chassiser var forgængeren for B755, B58, B10M og til sidst B12M, som var Volvos sidste midtmotorbuschassis.
Foto: Thomas de Laine, 15. juni 2013.
KS 772 på Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm

Københavns Sporveje modtog sine sidste busser bygget for tomandsbetjening i 1963. Det var de sidste vogne i 700-serien, der endte på nummer 775. Heraf blev vogn 772 bevaret. Denne bustype fremstår væsentlig mere gammeldags end de næsten samtidige første serie 1-busser, og 700-vognene (og deres enmandsbetjente søstre i 800- og 900-serien) fik for en dels vedkommende heller ikke særlig lang levetid. Ingen vogne af typen overgik således til HT i 1974 i modsætning til alle vogne af serie 1.
Foto: Thomas de Laine, 15. juni 2013.
Københavns Sporveje 995 og 322 på Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm

Ligheden mellem Leyland-DAB serie 1 og 2 er stor, men forskellene er også tydelige.
Foto: Thomas de Laine, 15. juni 2013.
Sporvogne foran Valby Gamle Remise, Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm

En KS-bogievogn, Melbourne-vognen (1950) og De Kjøbenhavnske Sporveje vogn 17 (1897) foran Valby Gamle Remise.
Foto: Thomas de Laine, 15. juni 2013.
Volvo-bybusser på Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm

Forskellige årgange Volvo-bybusser på Sporvejsmuseet. Yderst til venstre er det Volvo B59-prototypen (chassisnummer 1) fra 1970. I midten er det to Volvo B10M'er fra 1983 og 1988. Yderst til højre en Volvo B10BLE fra 1994.
Foto: Thomas de Laine, 15. juni 2013.
KS 22 med åben bivogn på Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm

KS-dobbeltdækkermotorvogn 22 fra 1900 med den åbne bivogn 389 fra 1909 på slæb. Dobbeltdækkervogne som denne har faktisk kørt på linje 3 (siden 2003 kaldet linje 3A).
Foto: Thomas de Laine, 15. juni 2013.