Myldretid

Menu

BillederTags

Alle billeder tagget med 2017

Alle billeder på Myldretid, der er optaget i 2017.

Der er 151 billeder med dette tag:

Lokalbus 4418 i Høje Taastrup

Lokalbus 4418 i Høje Taastrup

Høje Taastrup var engang planlagt til at være afgørende i en ny "håndflade" mellem Fingerplanens Køge Bugt- og Roskilde-fingre. Det primært nybyggede område med såvel boliger som arbejdspladser og det i planens ånd navngivne butikscenter "City 2" blev i 1960'erne og 1970'erne placeret i vestlig forlængelse af Taastrup stationsby, men navngivet efter den omtrent tusind år ældre landsby Høje-Taastrup nordvest for jernbanen. Det var i samme periode, der blev etableret bybuskørsel i området, i første omgang udgående fra Taastrup station. Da den nye Høje Taastrup banegård åbnede i 1986, omlagdes bybuskørslen til to dobbeltrettede ringlinjer, linje 117 og 118, som siden har betjent dobbeltbyen Taastrup-Høje Taastrup. Høje Taastrup blev nok aldrig helt, hvad planlæggerne havde tænkt sig, og det kan vel henføres til først den dårlige økonomi i 1970'erne og 1980'erne og siden nyere byudviklingsprojekter som Ørestad. Her ses en bybuslinje 117, som på sin vej fra Taastrup st. svinger fra Gadehavegårdsvej ind på Høje Taastrup Boulevard. Den fortsætter via Høje Taastrup st. og City 2 for til sidst igen at ende ved Taastrup st. Bussen er Lokalbus 4418, en Irisbus SFR151 årg. 2011. Den og de andre Taastrup-bybusser blev i februar 2024 erstattet med nye MAN-batterielbusser.

Foto: Thomas de Laine, 26. april 2017.

Arriva 1050 som linje 66 ved Vesterport st.

Arriva 1050 som linje 66 ved Vesterport st.

Gennem 15 år var linje 66 en ikke helt ubetydelig linje i København. Den blev nærmest oprettet som en slags eftertanke til de mange linjeændringer, der i 2002 og 2003 var foretaget som følge af de første metroåbninger i byen. Man havde dels en kort linje 48, som var resterne af den gamle linje 8, der kørte mellem Rådhuspladsen, Hovedbanegården, Christiansborg, Christianshavn og Refshaleøen, og dels savnede man linje 69 på Lygten og Tagensvej. Linje 69 var nemlig blevet omlagt ad Frederiksborgvej i stedet for Lygten-Tagensvej til erstatning for den nedlagte linje 16 og havde desuden fået korte ture, som kun gik mellem Rådhuspladsen og Emdrup Torv. 17. oktober 2004 blev der ryddet op, idet linje 48 og de korte ture på linje 69 faldt bort, og linje 69 fik sin rute ad Lygten og Tagensvej tilbage. I stedet kom en ny linje 66 fra Emdrup Torv ad Frederiksborgvej til Nørrebro st. og ad Rantzausgade mv. til Vesterport st., Hovedbanegården, Christiansborg, Christianshavn og Refshaleøen. Da Opereen åbnede nogle måneder efter oprettelsen, fik linjen i forbindelse med forestillinger ført enkelte ture via Operaen, indtil endestationen ved maj-køreplansskiftet 2005 flyttedes til Operaen, og Refshaleøen blev overladt til den daværende linje 47. Herefter skete der ikke det store, før 24. marts 2013, hvor den nye linje 9A overtog betjeningen mellem Hovedbanegården og Operaen. Linje 66 førtes i stedet gennem bl.a. Holbergsgade til endestation ved Kvæsthusbroen og Sankt Annæ Plads. Det pudsige herved var, at der faktisk 1982-91 havde eksisteret en linje 66 mellem Hovedbanegården og Kvæsthusbroen, som gav forbindelse fra og til Bornholmsfærgen og havde fået linjenummer som en slags reference til Dampskibsselskabet af 1866 (ligesom Gråhundbus' Bornhomerbus med rutenummer 866 og en lokal buslinje 566, nu linje 106, mellem Køge st. og Bornholmsfærgens senere færgeleje i Køge). Den sene linje 66 fortsatte frem til 13. oktober 2019, hvor den forsvandt, og et nyt busnet tilpasset den netop åbnede Metrocityring blev indført. Linje 66 blev i hele sin levetid kørt af Arriva - først med blandede dieselbusser, men fra efteråret 2005 delvist med DAB-gasbusser, som efter et udbud blev enerådende på linjen pr. oktober 2006. Gasbusserne blev tre år senere erstattet af en serie fabriksnye Volvo B7RLE-busser, som kørte linjen de resterende ti år af dens levetid. En af disse, Arriva 1050, ses her ved Vesterport st. i retning mod Kvæsthusbroen, Sankt Annæ Plads og det relativt nye skuespilhus.

Foto: Thomas de Laine, 13. august 2017.

DSB MG 04 på Aalborg Banegård

DSB MG 04 på Aalborg Banegård

Et tog, alle vist har hørt om: Efter et udbud placerede DSB i 2000 en ordre på 83 nye togsæt hos italienske AnsaldoBreda. Der var tale om dieseltog til InterCity-trafikken bestående af fire vogne, hvoraf den ene mellemvogn fik lavt gulv, og som i øvrigt indrettedes med 204 siddepladser i ret komfortabel indbyrdes afstand. IC4, som toget kaldes, var et forholdsvis billigt togsæt, der i årene ca. 2003-06 skulle have afløst de på det tidspunkt omtrent 15 år gamle IC3-togsæt som grundstammen i InterCity-systemet. IC3 ville dermed blive frigivet til regionaltogsbrug og muliggøre udrangeringen af Bn-vognene, de såkaldte kreaturvogne, i den sjællandske regionaltrafik. DSB havde desuden sikret sig en option på yderligere 67 IC4-togsæt, så den samlede serie kunne være nået op på i alt 150 tog. Sådan kom det dog ikke til at gå! Første togsæt blev sådan set leveret nogenlunde til tiden i 2003, men ikke før 2007 kunne man som passager for første gang opleve at blive transporteret i et IC4-tog. Selve serieproduktionen kom ikke i gang før 2009. Og i realiteten kom IC4 aldrig til at erstatte IC3 som InterCity-tog, ligesom først lejede, men senere købte, dobbeltdækkervogne i virkeligheden blev afløserne for Bn-vognene på Sjælland. Leverancen fra Italien afsluttedes ikke før i 2013, hvor 82 af de bestilte 83 togsæt var blevet leveret til DSB (det sidste var havnet i Libyen, hvor det blev!). Der var rigtig mange problemer med togene, men man må give DSB, at det faktisk er lykkedes at få en vis andel af serien til at fungere som del af den daglige trafik, hvor de bl.a. i 2023 er fast inventar på Nordvestbanen mellem København og Holbæk-Kalundborg. Togene sendes dog på pension som de første, når de nye elektriske Alstom Coradia Stream, alias DSB IC5, senere i 2020'erne leveres. En regnvåd sommerdag i 2017 står IC4-togsæt nr. 4 på dette billede på Aalborg Banegård. Togsættet blev leveret til DSB allerede omkring 2004 og var en slags prototype og blandt de få tog, DSB kørte med i perioden frem til indsættelsen af de serieproducerede tog. Herefter ombyggedes toget til serieproduktionens standard og har fra cirka 2014-15 indgået i den almindelige drift.

Foto: Thomas de Laine, 3. august 2017.

Pariserbussen i Skælskør

Pariserbussen i Skælskør

Renault TN-busserne var i mange år et fast indslag i det parisiske gadebillede. En serie forskellige versioner byggedes over omkring 40 år fra begyndelsen af 1930'erne. Der var tale om en frontmotorbus med et karosseri bygget af Société des transports en commun de la région parisienne (STCRP), altså byens offentlige trafikselskab. Et 1934-eksemplar af TN6-typen, ex. Paris vogn 2847, kom efter udrangering fra Paris til Ringsted Karosserifabrik, og den er siden bevaret. I 2013 overgik den til Bushistorisk Selskab, og fra 2016 er den hos Danmarks Busmuseum i Skælskør, hvor dette billede er taget. Ligheden med den jævnaldrende Triangel-bus fra Københavns Sporveje, som findes på Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm, er slående. Også sporvejene byggede selv karosseriet på Triangel'en.

Foto: Thomas de Laine, 17. juni 2017.

Daugavpils Autobusu Parks 102 i Daugavpils, Letland

Daugavpils Autobusu Parks 102 i Daugavpils, Letland

De baltiske lande har aftaget en del danske busser siden 1990'erne. Daugavpils Autobusu Parks i Letland fik i 2013 denne Scania OmniLine fra 2002. Bussen er i gult regionalbusdesign fra Skånetrafiken og fotograferet på rutebilstationen i Daugavpils i selskab med et par Volvo'er, der også er i svenske farver. Men Scania'en blev faktisk nyleveret til Arriva i Vejle som bus 2846. Den blev overført til Arriva i Sverige i 2006 som lånebus, men blev senere til bus 6135 hinsidan.

Foto: Thomas de Laine, 12. maj 2017.

MZK Oswiecim 70 på Stanislawa Konarskiego, Oswiecim

MZK Oswiecim 70 på Stanislawa Konarskiego, Oswiecim

Bybusserne i den polske by Oswiecim (som de fleste nok har hørt om under det tyske bynavn Auschwitz) var nogen af de første, der i 1990'erne begyndte at køre med brugte DAB-busser fra Danmark. I 1991 fik man således nogle busser med fortid som bybusser i Taastrup, Silkeborg og Randers. Senere fulgte flere bølger af danske busser, og der har tilsammen kørt 36 DAB-busser i Oswiecim. De første busser fra Danmark kom ved leveringen i HT-gul og med "DAB-Silkeborg" skrevet på fronten, og dette design adopterede man for bybusserne i Oswiecim. Dog fik kun DAB-busser "DAB-Silkeborg"-markeringen! Men mod slutningen af 2010'erne har man ændret sit bybusdesign til en mere "fesengul" suppleret med rødt, og de fleste busser er nu moderne Solaris Urbino'er. I foråret 2023 er der kun en god håndfuld DAB-busser tilbage, og den daglige indsats med DAB begrænser sig til ca. 1-3 vogne morgen og eftermiddag på skoledage. MZK Oswiecim vogn 70 er en DAB-Silkeborg 12-1200B leveret i november 1997 til Århus Sporveje som nr. 346 og indgår dermed i den absolut sidste serie 12-busser, der nogensinde blev bygget hos DAB. Den blev taget ud af drift i Aarhus i 2008 og kom til Oswiecim det følgende år. Bussen er en af dem, der stadig kører i 2023, men her ses den i september 2017 i trafik som linje 16 på Stanislawa Konarskiego.

Foto: Thomas de Laine, 14. september 2017.

Arriva 1693 på Sundbyvester Plads, København

Arriva 1693 på Sundbyvester Plads, København

Udbud af store buslinjer resulterer ofte i "blokvognparker", hvor der kommer en serie på mange helt ens busser. Et eksempel herpå var Netbus' overtagelse af linje 5A, Skandinaviens største buslinje, i oktober 2007. Der blev leveret 43 ens Volvo B12BLE-busser med de karakteristiske norske Vest Center-karosserier. Samtidig fik Netbus' afdeling i Skibby 3 tilsvarende busser, som senere også blev overført til linje 5A. Og der blev nyleveret endnu 3 busser et år senere som følge af forlængelsen af visse ture til Lufthavnen. Dermed kom der i alt til at køre 49 busser af typen på linjen, og de fortsatte til april 2017, hvor linjen konverteredes til C-konceptet og fik de nuværende, lyseblå ledbusser. Forinden havde Netbus dog skiftet navn til Nettbuss og var efterfølgende fusioneret ind i City-Trafik, som kom til at hedde Keolis, under hvis navn busserne kørte indtil december 2015, hvor Arriva overtog linje 5A og hele vognparken. Her er det Arriva 1693, oprindeligt Netbus 8493, der lige er ankommet til Sundbyvester Plads kort før overgangen til linje 5C. Bussen kørte videre på andre linjer i Arriva-regi frem til december 2019.

Foto: Thomas de Laine, 9. april 2017.

DSB MF 5062 ved Svenstrup station

DSB MF 5062 ved Svenstrup station

IC3-togene har udgjort grundstammen i InterCity-betjeningen siden begyndelsen af 1990'erne, og togene er efterhånden at regne for decideret gammelt materiel. Sæt 62 blev bygget på Scandia i 1992 og havde således 25 år på bagen, da det en regnvåd augustdag passerede under Dall Møllevej ved Svenstrup station med et nordgående IC-tog.

Foto: Thomas de Laine, 3. august 2017.

Keolis 238 på Aalborg Busterminal

Keolis 238 på Aalborg Busterminal

Keolis 238 (opr. Arriva 3021), Volvo B12B/Vest årg. 2010, afgår fra Aalborg Busterminal som rute 950X mod Nibe, Løgstør og Rønbjerg. Bussen blev udrangeret i 2021, og det himmelblå X-Bus-design er nu i det store og hele udryddet i Nordjyllands Trafikselskabs område.

Foto: Thomas de Laine, 3. august 2017.

Keolis 716 ved Aalborg Busterminal

Keolis 716 ved Aalborg Busterminal

Keolis 716, Volvo B8RLE-60/Wroclaw (Volvo 8900LE) årg. 2014, som linje 1(A) ved Aalborg Busterminal. Bussen har alle dage kørt i det røde Metrobus-design, som forsvinder i 2022-23 via udskiftningen af Aalborgs bybuspark. Bus 716 blev overtaget af Tide Bus i august 2022.

Foto: Thomas de Laine, 3. august 2017.

Brdr. Davidsen 13 på Aalborg Busterminal

Brdr. Davidsen 13 på Aalborg Busterminal

Brdr. Davidsen, Aalborg, vogn 13 på Aalborg Busterminal. Bussen er en DAB-Silkeborg 12-1200L, der som ny blev leveret til Brændekildes Rutebiler og med dette selskab kom ind i City-Trafik som vogn 493 i efteråret 1996. Den kørte hos Iversen Busser fra 2005 til Iversens bitre ende, men kom i 2009 til Brdr. Davidsen. I en alder af 25½ år og med sine oprindelige nummerplader i behold, blev bussen afmeldt i august 2019, men på den regnvåde sensommerdag to år tidligere, hvor dette billede blev taget, var den indsat hele dagen på rute 38, Aalborg-Nørholm-Klitgård.

Foto: Thomas de Laine, 3. august 2017.

Keolis 684 ved Lindholm st., Nørresundby

Keolis 684 ved Lindholm st., Nørresundby

Keolis 684, Volvo B7RLE-60/Säffle (Volvo 8900LE) årg. 2012, som linje 12(D) ved Lindholm st. i Nørresundby.

Foto: Thomas de Laine, 3. august 2017.

Keolis 712 på John F. Kennedys Plads, Aalborg

Keolis 712 på John F. Kennedys Plads, Aalborg

Keolis 712, Volvo B8RLE-60/Wroclaw (Volvo 8900LE) årg. 2014, ved John F. Kennedys Plads i Aalborg på bybuslinje 1(M). Bussen er blandt dem, der overgik til Tide Bus i august 2022, hvor Keolis efter 20 år måtte aflevere sin andel af bybuskørslen i byen.

Foto: Thomas de Laine, 3. august 2017.

Keolis 646 ved Nytorv, Aalborg

Keolis 646 ved Nytorv, Aalborg

Keolis 646 (opr. Arriva 4422), Scania OmniLink årg. 2004, som linje 12 ved Nytorv i Aalborg. Bussen nåede at præstere i alt 16 år på gader og veje i den nordjyske hovedstad.

Foto: Thomas de Laine, 3. august 2017.

Nobina 7932 i Teatergatan, Nyköping, Sverige

Nobina 7932 i Teatergatan, Nyköping, Sverige

Nobina 7932, en Mercedes-Benz O530LE årg. 2014, som linje 1 i Teatergatan i Nyköping. Flere af bussens søstervogne er i 2021 overflyttet til Danmark, hvor de nu kører for Movia på linjer på Vestegnen, men 7932 er stadig i brug hos Nobina i Sverige.

Foto: Sikandar Sahil, 21. januar 2017.

Nobina 7933 i Teatergatan, Nyköping, Sverige

Nobina 7933 i Teatergatan, Nyköping, Sverige

Nobina 7933, Mercedes-Benz O530LE årg. 2014, som linje 2 i Teatergatan i Nyköping. Bussen kører siden december 2021 hos Nobina i Glostrup, er blevet malet gul og bærer nu vognnummer 6486.

Foto: Sikandar Sahil, 21. januar 2017.

Nobina 7935 i Teatergatan, Nyköping, Sverige

Nobina 7935 i Teatergatan, Nyköping, Sverige

Nobina 7935, Mercedes-Benz O530LE årg. 2014, som linje 2 på Teatergatan i Nyköping, Sverige, lige ved busstationen. Bussen kører i den stedlige grønne og røde kontraktbemaling. I efteråret 2021 blev bussen overført til Nobina i Glostrup og kørsel for Movia med nyt, dansk vognnummer 6485.

Foto: Sikandar Sahil, 21. januar 2017.

Nobina 7934 i Teatergatan, Nyköping, Sverige

Nobina 7934 i Teatergatan, Nyköping, Sverige

Nobina 7934, Mercedes-Benz O530LE Citaro årg. 2014, på Nyköpings linje 1 i Teatergatan ved Nyköping busstation. Bussen blev i efteråret 2021 overført til Nobina i Danmark, og fra december måned kører den for Movia fra Glostrup garage og kan primært opleves på bl.a. linje 166.

Foto: Sikandar Sahil, 21. januar 2017.

Den særligt udsmykkede Nobina 7934 på Nyköping busstation, Sverige

Den særligt udsmykkede Nobina 7934 på Nyköping busstation, Sverige

Nobina 7934, Mercedes-Benz O530LE Citaro årg. 2014, fra bagenden og vinduessiden, hvor dens særlige udsmykning kan ses. Nyköping busstation, Sverige. Busnummer efter overførslen til Movialand er 6484.

Foto: Sikandar Sahil, 21. januar 2017.

Umove 325 ved Vejle Banegård

Umove 325 ved Vejle Banegård

Umove 325 (ex. Thykjær 325), Iveco Crossway årg. 2014, holder pause ved Vejle Banegård i forbindelse med kørsel på Sydtrafiks linje 143 mellem Vejle og Billund.

Foto: Thomas de Laine, 5. august 2017.

Umove 681 på Dæmningen, Vejle

Umove 681 på Dæmningen, Vejle

Umove 681 (opr. Thykjær 681), Irisbus Crossway LE årg. 2010, som bybuslinje 6 på Dæmningen i Vejle.

Foto: Thomas de Laine, 5. august 2017.

Holstebro Turistbusser 22 ved Lemvig st.

Holstebro Turistbusser 22 ved Lemvig st.

Holstebro Turistbusser 22, Scania OmniLink årg. 2009, ved Lemvig st., hvorfra den skal køre som rute 33 til Struer.

Foto: Thomas de Laine, 4. august 2017.

Keolis 709 på Limfjordsbroen, Aalborg

Keolis 709 på Limfjordsbroen, Aalborg

Keolis 709, Volvo B8RLE/Wroclaw (Volvo 8900LE) årg. 2014, som Metrobus 1J på Limfjordsbroen i Aalborg. J'et på linjenummeret angiver, hvilken rutevariant, der er tale om, for Metrobuslinje 1 delte sig på dette tidspunkt i begge ender af ruten: I sydenden blev den til 1H, 1J, 1K, 1L og 1M, mens endestationerne i nordenden blev betjent af 1A, 1B, 1C, 1D og 1V.

Foto: Thomas de Laine, 3. august 2017.

Herning Turist/Brande Buslinier 021 på Banegårdspladsen, Viborg

Herning Turist/Brande Buslinier 021 på Banegårdspladsen, Viborg

Herning Turist/Brande Buslinier vogn 021, Iveco Crossway årg. 2015, forlader Viborg st. som rute 953X mod Herning. Lige bagved følger Thinggaard Express, rute 980, fra Herning mod Aalborg, som også kører via Viborg.

Foto: Thomas de Laine, 4. august 2017.

Holstebro Turistbusser 28 i Storegade, Lemvig

Holstebro Turistbusser 28 i Storegade, Lemvig

Holstebro Turistbusser vogn 28, en Scania OmniExpress 320 årg. 2013, på Storegade i Lemvig, lige ved stationen.

Foto: Thomas de Laine, 4. august 2017.