Myldretid

Menu

BillederTags

Alle billeder tagget med DAF

Der er 1.119 billeder med dette tag:

Arriva 1093 ved Operaen, København

Arriva 1093 ved Operaen, København

I december blev to af Arrivas gasbusser udsmykket som totalreklamer for Operaen. Begge busserne kører på linje 66 med endestation ved Det Kongelige Teaters operahus på Holmen, og her ses bus 1093, DAB 15-1200C-gasbus årg. 1998, som linje 66 ved Operaen. Den anden totalreklamebus er nr. 1147.

Foto: Per M. Jensen, 15. december 2007.

Connex 6264 i Torvegade, Christianshavn

Connex 6264 i Torvegade, Christianshavn

Christianshavn blev grundlagt af Christian IV omkring 1618, og meget af området, der dengang var vand, skulle fyldes op. Bydelen skulle både indgå i befæstningsanlæggene og være en moderne handelsby. Først fra ca. 1640 lignede Christianshavn dog en by. Torvegade er den vigtigste gade på Christianshavn og går mellem Amager ved Stadsgraven til Knippelsbro. Gaden var da også i mange år en hovedfærdselsåre for rejsende mellem Amager og byen. Ved Torvegade ligger Christianshavns Torv, som siden 2002 også huser en metrostation. Da den nuværende Knippelsbro blev bygget, udvidedes Torvegade til samme bredde som broen, dvs. 35 m. For at muliggøre denne nærmest fordobling af gadens bredde blev alle de gamle huse på gadens nordside ofret. Torvegade har været betjent af sporvogne fra 1872 til 1969. De sporvognslinjer, der i kortere eller længere perioder kørte i gaden var linje 2, 5, 8, 9 og 19. I dag betjener buslinjerne 2A, 19, 47, 66 og 350S gaden. Connex 6264, DAB 15-1200C-gasbus årg. 1999, som linje 350S i Torvegade. I baggrunden ses noget af Knippelsbro med det ene kobberbeklædte brotårn, fremstillet hos B&W.

Foto: Thomas de Laine, 7. oktober 2005.

Arriva 1087 på Sankt Annæ Plads, København

Arriva 1087 på Sankt Annæ Plads, København

Sankt Annæ Plads er opstået ved opfyldningen af en kanal i 1750. Langs pladsens nordside ligger den mondæne Frederiksstad, mens pladsen i øvrigt blot blev brugt til bl.a. brostenslager og staldplads. Først hundrede år senere kom haveanlægget i midten af pladsen. Kanalan mellem Toldbodgade og havnen blev senere også opfyldt, så Sankt Annæ Plads fik den udstrækning, den har i dag. Københavns første sporvognslinje, den senere linje 1, der oprettedes af C.F. Tietgens selskab Copenhagen Railway Company, havde 1863-65 endestation på Sankt Annæ Plads, og det samme havde Sølvgadelinjen, den senere linje 10, fra 1889 til 1893. Bortset fra disse korte perioder har Sankt Annæ Plads "kun" været betjent af sporvogne på Bredgade. I årene 1982-1991 havde Sankt Annæ Plads HT-bus to gange om dagen, hvor den særlige linje 66 kørte i tilknytning til Bornholmsfærgen, der udgik fra Kvæsthusbroen, der ligger i pladsens havneende. Fra 1991 omlagdes linje 28 til Kvæsthusbroen og kørte derefter via Sankt Annæ Plads, og linjen erstattede samtidig linje 66. Linje 28 blev skiftet ud med 1990'ernes flagskib, nemlig S-busser i form af linje 550S. Det skete i 1996. S-busperioden varede dog kun til 2003, hvor linjerne 29 og 65E i stedet førtes til pladsen, som også blev linje 65E's endestation, mens linje 29 i første omgang blot kørte tværs over pladsen i Toldbodgade. Den afkortedes dog senere til Sankt Annæ Plads, hvor der vendes ved at køre rundt om haveanlægget. Udover disse linjer har sightseeingbusser betjent pladsen i en årrække. Arriva 1087, DAB 15-1200C-gasbus årg. 1998, afgår som linje 29 fra Sankt Annæ Plads.

Foto: Thomas de Laine, 5. august 2007.

Veolia 5057 i Øster Farimagsgade, København

Veolia 5057 i Øster Farimagsgade, København

Mens København endnu havde sine volde, lå "Farimagsvejen" uden for disse, men inden for søerne, som en slags udenbys ringvej. Efter voldenes fald midt i 1800-tallet blev området bebygget mere tæt, og i 1875 ændredes vejens navn til Vester, Nørre og Øster Farimagsvej. Senere igen blev det til Vester, Nørre og Øster Farimagsgade. Langs den inderste del af Øster Farimagsgade omdannedes et stykke af Østervold med tilhørende glacis til den nuværende Botanisk Have. Det skete fra 1871. På den modsatte side af vejen opførtes 1859-1863 Kommunehospitalet, tegnet af arkitekt Christian Hansen. Farimagsgaderne får sporvogne i 1883, hvor Kjøbenhavns Forstæders Sporveisselskab opretter en hestesporvognslinje fra Trianglen og ad Østerbrogade og Farimagsgaderne til Halmtorvet, det nuværende Rådhuspladsen. Denne linje omstilles i 1901 til elektrisk drift og tildeles det efterfølgende år linjenummeret 4. Fra 1903-04 forlænges hver anden tur til Charlottenlund, Skovshoved og Klampenborg, mens de korte ture fra 1908 forlænges til Svanemøllen. Kort efter opdeles linjen, så de lange ture til Klampenborg udskilles som en selvstændig linje 14. De to linjer omlægges og forlænges senere, men fortsætter med at køre i Øster Farimagsgade mellem Østerbrogade og Frederiksborggade. 1884-1903 havde linjerne følgeskab i Øster Farimagsgade af en anden af Kjøbenhavns Forstæders Sporveisselskabs hestesporvognslinjer, som i 1902 blev tildelt nummeret 11, og 1908-63 af den elektriske linje 15. Linje 4 omstilles som en af de første sporvognslinjer i København til busdrift allerede i 1955. Busserne kører dog under linjenummeret 40. Linje 14 overlever derimod som sporvognslinje til 1965, og samtidig med 14'erens bussificering omlægges buslinje 43 ad Øster Farimagsgade. Der er ikke sket meget med linjerne gennem netop Øster Farimagsgade siden da, idet linjerne 14, 40 og 43 stadig står for betjeningen her. Fra 1990 omdøbtes cirka hver anden tur på linje 43 dog til 42, og 1988-2002 kørte også myldretidsekspresbusserne på linje 72E/79E gennem Øster Farimagsgade. Veolia 5057, DAB 15-1200C-gasbus årg. 1997, som linje 40 i Øster Farimagsgade.

Foto: Thomas de Laine, 11. juni 2006.

Arriva 1105 i Øster Allé, København

Arriva 1105 i Øster Allé, København

Øster Allé, der går fra Trianglen til Store Vibenshus, er anlagt som del af et kongeligt vejsystem. Frederik II anlagde i 1584-85 den første kongevej fra Store Vibenshus til Frederiksborg og Kronborg. Formentlig blev der ved den lejlighed trukket to veje over fælleden til Nørreport og Østerport. Disse to veje blev nyanlagt i 1740'erne som henholdsvis Nørre Allé og Øster Allé. Øster Allé fik sporvognsdrift, da linje 6 få dage før årsskiftet 1904/05 forlængedes på hver anden tur fra Trianglen ad et enkeltspor i Øster Allé til Haraldsgade, der på det pågældende sted nu hedder Ragnagade. Fra 1910 afløstes enkeltsporet af et dobbeltspor på fælleden langs Øster Allés vestlige side. Det var første gang i København, sporvognene fik eget areal isoleret fra den øvrige trafik. Denne opdeling kan i øvrigt ses i gaden den dag i dag, hvor kun den østlige del benyttes til vejbaner, mens den tidligere sporvejsdel nu anvendes til parkering. Fra 1931 fik linje 6 følgeskab af linje 15, der omlagdes fra Østerbrogade og Strandvejen til Øster Allé, Lyngbyvej og Bernstorffsvej. Denne linje blev dog nedlagt i 1963. Linje 6 blev i 1969 omstillet til busdrift, og i 1989 forsvandt den fra Øster Allé, da den byttede nordlig endestation med linje 1, som overtog strækningen via Øster Allé til Ryparken. Linje 1 skiftede i 2003 linjenummer og hedder nu, meget passende for Øster Allé, linje 15. Arriva 1105, DAB 15-1200C-gasbus årg. 1998, som linje 15 i Øster Allé. Bemærk de parkerede biler på det tidligere sporareal til højre i billedet.

Foto: Thomas de Laine, 7. maj 2006.

Connex 6268 i Rosenørns Allé, Frederiksberg

Connex 6268 i Rosenørns Allé, Frederiksberg

Rosenørns Allé blev anlagt omkring 1924 som en forbindelse mellem Rolighedsvej og Gyldenløvesgade. Stykket vest for H.C. Ørsteds Vej eksisterede i forvejen og hed Vinkelvej. Det nye gadestykkes forløb svarede stort set til de tidligere jernbaneforbindelser fra Københavns anden banegård - der lå omtrent ved nuværende Vesterport - mod Frederiksberg og Nørrebro. Disse spor blev der ikke længere brug for, da Københavns tredje og nuværende banegård åbnede i 1911, og da Boulevardbanen mellem Østerport og den tredje banegård åbnede i 1918. Ved Rosenørns Allé ligger Forum, der opførtes i 1926. Det nuværende Forum er dog fra 1947, idet stedet blev udsat for en sabotageaktion i 1944. På den anden siden af alleen ligger Radiohuset, tegnet af arkitekten Vilhelm Lauritzen. Huset opførtes 1938-45, og man begyndte at sende radio fra huset i 1940. Tidligere har denne grund bl.a. været brugt som pestkirkegård! Sporvognene kom til Rosenørns Allé i 1924, hvor linje 2 forlagdes fra Åboulevarden til den nye Rosenørns Allé. Udover linje 2 kørte også sporvognslinje 11 ad Rosenørns Allé i årene 1953-58. Linje 2 blev i 1969 omstillet til busdrift, og fra 1996 erstattedes hver anden tur af buslinje 11, der var blevet oprettet i 1989. I 2002 ændredes linje 2 til A-buslinje, mens linje 11 nedlagdes. Endvidere blev linje 67 og 68 fra 2003 ført via Rosenørns Allé, og samme år åbnede Forum metrostation i gaden. Connex 6268, DAF SB220 GG-LF/Berkhof årg. 1999, nu Arriva nr. 1888, som linje 2A i Rosenørns Allé med Radiohuset i baggrunden. August 2005.

Foto: Thomas de Laine, 19. august 2005.

Arriva 1097 i Rantzausgade, København

Arriva 1097 i Rantzausgade, København

Rantzausgade på Nørrebro fik sin tætte bebyggelse i 1870'erne som del af byggeeksplosionen uden for voldene. Gaden hed oprindeligt Nordvestvej, men skiftede i 1906 navn til Rantzausgade efter den adelige slægt Rantzau. Degang gik gaden dog kun fra Åboulevard til Brohusgade, men den blev senere ført igennem til Jagtvej. Rantzausgade fik kollektiv trafik, da sporvognslinje 13 blev oprettet i 1915. Den kørte fra Rådhuspladsen gennem bl.a. Rantzausgade til Borups Allé/Hillerødgade. Fra en af de sidste dage i 1933 omlagdes linje 8 også ad gaden til sin nye endestation ved Borups Allé/Hillerødgade. Den forlængedes i 1936 videre til Brønshøj Torv. Sporvognslinje 19 oprettedes i 1943 og kørte mellem Bispebjerg og Amager via Rådhuspladsen, og også denne linje førtes ad Rantzausgade, hvis sporvejsmæssige højdepunkt nåedes i årene 1944-53, hvor også linje 11 gik gennem Rantzausgade. Sporvognene forsvandt fra Rantzausgade som et af de første steder i byen: linje 13 og 19 omstilledes til busdrift i 1964 og linje 8 året efter. I dag betjenes gaden af buslinjerne 12, 66 og 69, der faktisk stort set er arvtagerne fra hhv. linje 13, 8 og 19. Arriva 1097, DAB 15-1200C-gasbus årg. 1998, som linje 66 i Rantzausgade ved Jagtvej i juli 2006.

Foto: Thomas de Laine, 17. juli 2006.

Arriva 1172 i Vester Voldgade, København

Arriva 1172 i Vester Voldgade, København

Indtil for 150 år siden var København, som det nok er de fleste bekendt, omgivet af volde. Allerede fra byens grundlæggelse omkring 1200 var der forskellige typer fæstningsanlæg, oprindeligt i form af plankeværk, og fra 1600-tallet opgraderedes disse til jordvolde med tilhørende mure og voldgrave. Voldene gik fra Kalvebod Strand langs den nuværende Vester Voldgade til Jarmers Plads og derfra langs Nørre Voldgade til torvet ved Fiolstræde. Endelig fortsatte voldene herfra langs Gothersgade til Kgs. Nytorv og videre til Nikolaj Kirke. Christian IV udvidede dog byen, og volden langs Gothersgade erstattedes af en ny vold langs nuværende Øster Voldgade. Da voldene efterhånden ikke længere havde nogen militær betydning, blev de fjernet og erstattet af voldgaderne. Det skete fra 1868, mens byportene mv. forsvandt allerede i årene 1856-58. Arriva 1172, DAB 15-1200C-gasbus årg. 1998, opr. Combus nr. 5209, som linje 12 på Københavns gamle bygrænse, Vester Voldgade, i juli 2006. Bussen er nu udrangeret, og linje 12 overgik i oktober 2006 til City-Trafik.

Foto: Thomas de Laine, 2. juli 2006.

Veolia 5050 på Enghavevej, København

Veolia 5050 på Enghavevej, København

Enghavevej blev anlagt i 1795 og forløb den gang helt fra Vesterbrogade over Sydhavns Plads og Mozarts Plads til Gl. Køge Landevej. En stor del vejen har nu andre gadenavne, nemlig Borgbjergsvej, Wagnersvej, Stubmøllevej og Ellebjergvej. Enghavevej syd for Enghave Plads fik sporvogne fra 1915, hvor linje 3 forlængedes fra Enghave Plads til Sydhavns Plads. Der skulle dog skiftes sporvogn på Enghave Plads, idet forlængelsen trafikeredes med en sporvogn i pendulfart. Først i 1924 kom der normal sporvognstrafik på denne del af Enghavevej, og i 1937 forlængedes linje 3 til Mozarts Plads. Strækningen fik en sporvognslinje mere fra 1944, hvor sporvejene som følge af det store passageropbud under krigen oprettede linje 11, der udgik fra Mozarts Plads og kørte ad bl.a. Enghavevej ind til byen. Fra 1958 erstattedes linje 11 af linje 16, der forlængedes på hver anden tur fra Enghave Plads til Mozarts Plads. Alle sporvognene forsvandt fra Enghavevej i 1968 begyndende med dem fra linje 3, der blev omstillet til busdrift i foråret. Et halvt års tid senere byttede linjerne 10 og 16 rute fra Enghave Plads og ud af byen, således at linje 10 overtog kørslen ad Enghavevej, og linje 10 fik ved samme lejlighed også busser i stedet for sporvogne. Linjerne 10 og 16 ombyttedes igen både i 1974 og 1996. Linje 16 var i øvrigt også blevet buslinje fra 1970. Både linje 3 og 10 betjener stadig i dag Enghavevej. Dog skiftede linje 3 nummer til 3A i 2003. Veolia 5050, DAB 15-1200C-gasbus årg. 1997, som linje 3A på Enghavevej i juni 2006.

Foto: Thomas de Laine, 9. juni 2006.

Østtrafik 7603 på Marksvinget, Køge

Østtrafik 7603 på Marksvinget, Køge

Østtrafiks fire nye VDL Ambassador-letvægtsbusser blev medio oktober 2007 sat i trafik på tele- og servicebuslinjerne i Køge-området. Bus 7603 som servicebuslinje 856 på Marksvinget i Køge.

Foto: Thomas de Laine, 15. oktober 2007.

Østtrafik 7605 på Søndre Allé, Køge

Østtrafik 7605 på Søndre Allé, Køge

Østtrafik 7605, en helt ny DAF SB200/Berkhof-letvægtsbus, på telebuslinje 826 mod Algestrup. Søndre Allé i Køge.

Foto: Thomas de Laine, 15. oktober 2007.

Østtrafik 7605 på Køge st.

Østtrafik 7605 på Køge st.

Ambassador-letvægtsbussen fås i flere længder. Østtrafiks er 10,6 meter lange, mens De Hvide Bussers er 12 meter. Alle har de dog kun enkelt fordør. Bus 7605, set lidt bagfra og fra siden under en pause på Køge st.

Foto: Thomas de Laine, 15. oktober 2007.

Østtrafik 7603 på Køge st.

Østtrafik 7603 på Køge st.

Meget tyder på, at et stort antal letvægtsbusser vil blive indsat i Movias område i de kommende år. Fordelen ved bussernes lave vægt er bl.a., at de ikke bruger så meget brændstof. Bus 7603 som servicebuslinje 856 på Køge st. (med et lysdiodeskilt, der ikke vil fotograferes!).

Foto: Thomas de Laine, 15. oktober 2007.

Århus Sporveje 272 ved Det Kgl. Bibliotek, København

Århus Sporveje 272 ved Det Kgl. Bibliotek, København

Århus Sporveje 272 er en DAB serie 12-bybus fra 1990. Her holder bussen ved Det Kgl. Bibliotek i København under Kulturnatten 2007.

Foto: Thomas de Laine, 12. oktober 2007.

Fjord-bus 7433 på Rådhuspladsen ved Kulturnatten 2007

Fjord-bus 7433 på Rådhuspladsen ved Kulturnatten 2007

Ved Kulturnatten i København 2007 fungerede Sporvejsmuseets nyeste museumsbus, Fjord-bus 7433, som opholdsrum for personalet. Den ses her på Rådhuspladsen. Bussen er en DAB 15-1200C mk. I fra 1993 og er oprindeligt leveret til Birkerød Bus Compagni.

Foto: Thomas de Laine, 12. oktober 2007.

City-Trafik 2103 på Sundbyvester Plads

City-Trafik 2103 på Sundbyvester Plads

City-Trafik udførte under Kulturnatten 2007 ekstrakørsel på linje 5A. Bus 2103, DAB 15-1200C mk. III årg. 1996, på Sundbyvester Plads.

Foto: Thomas de Laine, 12. oktober 2007.

City-Trafik 2467 og Arriva 1851 ved SAS, Hedegaardsvej, København

City-Trafik 2467 og Arriva 1851 ved SAS, Hedegaardsvej, København

Linje 4A's endestation ved SAS på Hedegaardsvej, lige ved Femøren st., var kommet på plads mandag 1. oktober. Den gamle refuge ud for SAS, der tidligere har været benyttet af bl.a. linje 19, er nu taget i brug igen, og der er opsat en midlertidig stoppestedsstander. Efter endt ophold kører busserne fortsat rundt i sløjfen ved SAS. Arriva 1851 på linje 4A holder ved endestationen, mens City-Trafik 2467 fra linje 12 holder pause.

Foto: Sikandar Sahil, 1. oktober 2007.

City-Trafik 2462 på hjørnet af Sorrentovej og Italiensvej, København

City-Trafik 2462 på hjørnet af Sorrentovej og Italiensvej, København

Københavnske linje 12 har kørt til Italiensvej lige siden oprettelsen i 1978, hvor den i øvrigt overtog opgaven fra linje 13. Da metroen kom, blev linje 12 omlagt noget, men betjente dog stadig området ved den yderste del af Italiensvej. Nu er det slut, idet linjen pr. 30. september 2007 er rettet ud, så der ikke længere køres ud via Strandlodsvej og Italiensvej. City-Trafiks bus 2462, DAF SB4000/Jonckheere årg. 2006, på hjørnet af Sorrentovej og Italiensvej et par dage før omlægningen. Ved de to træer, hvis kroner ses bag bussen, ligger i øvrigt en lille vendeplads, der 1951-1965 var endestationen for Københavns Sporvejes buslinje 37. Området betjenes nu alene af Amager Strand metrostation.

Foto: Thomas de Laine, 27. september 2007.

City-Trafik 2457 på Italiensvej, København

City-Trafik 2457 på Italiensvej, København

City-Trafiks bus 2457, DAF SB4000/Jonckheere årg. 2006, som linje 12 på Italiensvej. Få dage senere ophørte linjen med at køre her. At nye tider er på vej varsles også af destinationsskiltet, der viser "Femøren st." til trods for, at stationen først åbnede dagen efter, billedet blev taget.

Foto: Thomas de Laine, 27. september 2007.

Østtrafik 7607 ved Køge st.

Østtrafik 7607 ved Køge st.

Østtrafik har i 2007 indsat en DAB 12-1200B fra 1992 på telebuslinjerne i Køge. Bussen bærer nummer 7607 og har fra levering til 2004 kørt hos Frederikssund-Skibby Bustrafik, som senere blev til Partner Bus, i Skibby. Østtrafik har i øvrigt genvundet tele- og servicebuskørslen i Køge og indsætter i efteråret 2007 nye busser. Bus 7607 på Ivar Huitfeldtsvej ved Køge st.

Foto: Thomas de Laine, 27. august 2007.

City-Trafik 2060 på Tømmerupvej

City-Trafik 2060 på Tømmerupvej

Årets Ullerup Marked med tilhørende ekstrakørsel fandt i 2007 sted i dagene 10.-12. august. City-Trafik kørte ekstrabusserne, der som vanligt udgik fra Sundbyvester Plads og kørte til Ullerup via Tårnby st. City-Trafik 2060, DAB 12-1200B årg. 1992, som Ullerup Marked-ekstrabus på Tømmerupvej nord for Viberup - med åbne døre pga. varme og lang kø.

Foto: Thomas de Laine, 11. august 2007.

City-Trafik 2053 på Tømmerupvej

City-Trafik 2053 på Tømmerupvej

City-Trafik 2053, DAB 12-1200B årg. 1992, på Tømmerupvej i Ullerup som ekstrabus til Ullerup Marked. Dørene er åbne for at køle passagererne lidt af.

Foto: Thomas de Laine, 11. august 2007.

City-Trafik 2304 på Tømmerupvej

City-Trafik 2304 på Tømmerupvej

Der var en meget lang kø ind til Ullerup og meget varmt i bussen. Så en del passagerer fik lov til at stå af Ullerup Markeds-ekstrabussen et stykke før Ullerup for at gå resten af vejen (de nåede bestemt også først frem!). City-Trafik 2304, DAB 15-1200C mk. III årg. 1996, på Tømmerupvej lidt nord for Ullerup.

Foto: Thomas de Laine, 11. august 2007.

City-Trafik 2304 i Ullerup

City-Trafik 2304 i Ullerup

En godt fyldt City-Trafik 2304 forlader markedspladsen i Ullerup mod Sundbyvester Plads.

Foto: Thomas de Laine, 11. august 2007.

City-Trafik 2104 i Ullerup

City-Trafik 2104 i Ullerup

City-Trafik 2104, DAB 15-1200C mk. III årg. 1996, optager passagerer ved markedspladsen i Ullerup ved ekstrakørslen til årets Ullerup Marked. Bussen er lånt fra City-Trafik i Aalborg, hvorfor den fremtræder i nordjysk "metrobus"-bemaling.

Foto: Thomas de Laine, 11. august 2007.