Alle billeder tagget med 2023
Der er 111 billeder med dette tag:
Fire Sprintere hos Kruse, Maribo
Mercedes-Benz Sprinter-minibusser har i snart mange år været et almindeligt syn landet over på ruter med små passagertal og i Flextrafik-anvendelse. Som rutebusser er deres antal i Movialand dog faldet noget de senere år, men Kruse har et antal, der blev nyleveret så sent som i sommeren 2021 til kørsel på Lolland. Her holder fire af dem på selskabets garageanlæg ved Maribo station. Fra venstre 7215, 7216, 7218 og 7217.
Foto: Thomas de Laine, 2. september 2023.
Umove 7367 som linje 11 omlagt ad Bernstorffsgade, København
Linje 11 og 33 har siden forsommeren 2023 været berørt af et byggeri, som har forvist linjerne fra deres normale endestation i Rådhuspladsens såkaldte Amagerterminal. Derfor må der i stedet køres i sløjfe ad Bernstorffsgade forbi Hovedbanegårdens busterminal, som dog ikke benyttes, og ad Vesterbrogade til en midlertidig endestation i H.C. Andersens Boulevard på Tivoli-siden. I modsat retning køres ad normal rute. Omlægningen kommer øjensynligt til at vare et godt stykke tid. Umove 7367, Yutong E12LF årg. 2021, er på sin vej mod Rådhuspladsen netop drejet fra Tietgensbro op i Bernstorffsgade, hvorfra den ikke vil svinge ind i busterminalen bag fotografen.
Foto: Thomas de Laine, 21. august 2023.
Odense Bytrafik 38 på Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm
I begyndelsen af 2000'erne blev bybusserne i Odense stadig kørt af det kommunale Odense Bytrafik, og her holdt man både fast i en 50-årig tradition for at købe Volvo-busser og den mørkerøde og grå bemaling med byvåben på fronten. I 2002 fik man leveret vogn 38, en 13,7 meter lang Volvo B10BLE med Aabenraa-bygget karosseri. Snart blev der dog vendt op og ned på det tidligere så traditionelle bybussystem i Odense med FynBus' friske farver og udbud af bybuskørslen: I 2008 overtog Tide Bus både bybustrafikken og bus 38, som dog forblev i brug frem til Tide Bus' ophør på bybusserne sent i 2015. Siden er bussen overgået til bevaring på Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm, som har flere andre (Volvo-)busser fra Odense Bytrafik i sin samling. Dette billede er fra museet.
Foto: Thomas de Laine, 29. juli 2023.
Tide Bus 8262 og 8436 ved Middelfart st.
I busterminalen ved Middelfart st. kommer der både bybusser og rutebiler, og blandt sidstnævnte finder man et alternativ til DSBs tog over Lillebælt. Derfor optræder Sydtrafiks mørkeblå busser også i Middelfart. Her er Tide Bus 8262, Iveco Crossway årg. 2018, ankommet som rute 106 fra Kolding via Erritsø. På FynBus' rute 826U over Brenderup til Vissenbjerg holder en anden Iveco Crossway fra Tide Bus klar til afgang, nemlig bus 8436 fra 2019. Som U'et i rutenummeret angiver, kører ruten mest af hensyn til uddannelsessøgende, hvilket køreplanen også tydeligt afspejler.
Foto: Thomas de Laine, 6. april 2023.
Anchersen 3222 som linje 132 på Hvidovrevej, Hvidovre
Movias linje 132 kan føre historien tilbage til årene omkring 1920, selvom vi skal lidt længere op i tiden, før ruten begyndte at minde mere om nutidens version. Linjen indgik i rutebilpionéren J.P. Pedersens forretning som "Hvidovre Ringlinie". Denne rutebilforretning eksisterede helt frem til 1990 under navnet Hvidovre Rutebiler, og den var fra 1975 HTs største private entreprenør. Hvidovre Ringlinie kørte allerede i løbet af 1920'erne som netop en ringlinje fra Toftegårds Plads ad Gl. Køge Landevej forbi Flaskekroen over Friheden og op ad Hvidovrevej til Vigerslev Allé og tilbage til Toftegårds Plads, men udvidedes efterhånden med en afstikker til Strandmarksskolen og fik senere også kørsel ud på det nye industriområde Avedøre Holme. Ringlinjestrukturen blev brudt 1. oktober 1972, hvor kørslen på Vigerslev Allé mellem Hvidovrevej og Toftegårds Plads faldt bort, og linjen i stedet forlængedes nordpå via Hvidovre st. og Damhustorvet til Ålholm Plads, hvilket fandt sted samtidig med S-banens åbning langs Gl. Køge Landevej. HT udskilte desuden i foråret 1979 kørslen mellem Valby og Avedøre Holme som en separat "hurtigbuslinje" 132H. Endestationen i Valby flyttedes endvidere i september 1981 til busterminalen ved Valby st. Ved de store linjeomlægninger og besparelser i foråret 1989 afkortedes ruten i den anden ende fra Ålholm Plads til Hvidovre st., men det varede kun til 2. juni 1991, hvor den i stedet forlængedes via Damhustorvet til Rødovre Centrum. 1. april 1990 overtog Linjebus kørslen, og Hvidovre Rutebiler ophørte med at eksistere. Det blev til otte år med Linjebus ved roret, hvorefter Combus vandt linjen fra maj 1998. 27. september samme år bortfaldt den på Gl. Køge Landevej mellem Valby st. og Friheden, hvor den ellers havde kørt i omkring 80 år. Den vendte fra maj 2003 tilbage til Valby, men dog ikke med helt samme rute. 24. marts 2013 kom den ekstra langt mod nord, da den i Rødovreenden videreførtes over Husum Torv til Tingbjerg. Den seneste ændring fandt sted ved tilpasningen af busnettet til Metrocityringens åbning 13. oktober 2019, hvor kørslen mellem Valby st. og Friheden nok engang faldt bort. I det 21. århundrede har linjen skiftet operatør tre gange: Connex overtog Combus' aktiviteter i Hovedstadsområdet i foråret 2001, og fra maj 2004 vandt City-Trafik den, men siden oktober 2011 har Anchersen - i øvrigt med garage på Avedøre Holme - haft linjen. Det ændrer sig i december 2023, hvor Umoves elbusser tager over. Her er det Anchersen 3222, en Solaris Urbino 12LE nyleveret til netop linje 132 i efteråret 2011, på Hvidovrevej lige syd for Hvidovre st.
Foto: Thomas de Laine, 1. september 2023.
Tide Bus 6116 i Aalborg garage
Den ene af Tide Bus' 14 nye Solaris Urbino 24 Electric-dobbeltledbusser, som fra september 2023 indsættes på linje 2 i Aalborg, den såkaldte Plusbus. Siden foråret 2023 har de 24,8 meter lange busser været under prøvekørsel i Aalborg.
Foto: Jeppe Steensgaard, 4. juli 2023.
Arriva 1181 på Øverødvej, Gl. Holte
Arriva har i Hovedstadsområdet anvendt et ret stort antal Scania OmniLink-busser siden de første anskaffelser i 2003 og 2004. Mere end 100 styk blev tilføjet i 2011-12 til den store kontrakt i Movias 8. udbud - herunder en serie 14,6 m-busser til linje 150S. Disse busser har nu kørt mange gange op og ned ad Helsingørmotorvejen. Bus 1181 fra linje 150S, leveret 2012, har f.eks. rundet 1,2 mio. km. Her ses bussen på broen, der fører Øverødvej over Helsingørmotorvejen, hvor de korte ture på linje 150S vender.
Foto: Thomas de Laine, 5. juni 2023.
Opel Blitz fra "Ude på noget" i Vanløse
I 1984 viste DR børneserien "Ude på noget", hvor hovedpersonerne Palle, Polle og Ruth over 13 afsnit lod sig transportere rundt i en gammel, rød snudebus. Der var tale om denne Opel Blitz med et 14-personers Næsby-karosseri fra 1953, som oprindeligt kørte hos De forenede Vognmænd (DfV), som senere var de første brugere af navnet Vikingbus for turistbuskørslen. Omkring 1965 kom bussen til Aage Sørensen i Gilleleje, der bl.a. brugte den til at køre arbejdere fra Nordsjælland til Bjørnbaks Konvolutfabrik på Østerbro i København. Den blev afmeldt cirka 1980, og veteranbilsamleren Viklit Graa Jørgensen i Nordsjælland overtog bussen i 1982. I forbindelse med tv-optagelserne blev den på flere måder bygget om og delvist skåret op, og efterfølgende henstod den i midten af 1980'erne på en tankstation i Måløv. Det var dér den nuværende ejer, som i dag bor i Vanløse, fik øje på den og købte den. Den har været indregistreret siden 2011 og kan af og til ses parkeret på Grøndals Parkvej i Vanløse, hvor dette billede også er taget.
Foto: Thomas de Laine, 25. juni 2023.
Vikingbus 4471 ved den fremtidige Rødvig station
Vikingbus 4471, Setra S415LE Business årg. 2022, krydser Østbanens spor på Vemmetoftevej i Rødvig på sin linje 252-tur fra Store Heddinge til Hårlev. Fra 2024 vil Østbanen ikke længere skære Vemmetoftevej og give et lille bump i linjens Setra'er på dette sted. I stedet vil en ny endestation for banen blive bygget lidt til venstre for bussen på billedet. Rødvig nye station får således også busforbindelse. Det har den gamle station også tidligere haft, men de senere år har man måttet gå nogle hundrede meter til f.eks. Vemmetoftevej for at kunne gennemføre et skift fra tog til bus i Rødvig.
Foto: Thomas de Laine, 2. juni 2023.
Lokaltog 2136-2036 ved den gamle Rødvig station
Østbanens endestation i Rødvig har siden 1879 ligget ved Østersøvej - næsten helt ude ved havnen og med direkte udsigt til Rødvigs lille fyrtårn. Men det er besluttet at afkorte banen med omkring en halv kilometer til en ny station nord for Vemmetoftevej, som vil være en mere central placering, og derudover kan det gamle stations- og baneareal bruges på anden vis. En del af det tidligere banelegeme ved Rødvig station ligger allerede nu "brak" som grønt område. Idéen om at afkorte banen til en ny, nordligere station har flere årtier på bagen, men den bliver realiseret i forbindelse med den renovering af Østbanens spor, som går i gang i juni 2023 og vil strække sig omkring et år frem. Første etape af renoveringen gennemføres mellem Køge og Hårlev i sommeren 2023, hvorefter arbejdet fortsætter på Fakse Ladeplads-grenen. Hårlev-Rødvig renoveres i første del af 2024, og det bliver ved den lejlighed, banen afkortes til den nye station. Som følge af sporets ringe tilstand på Østbanen, har Rødvig-togene siden december 2019 kun kørt til og fra Hårlev, hvor der må skiftes til togene mellem Fakse Ladeplads og Køge/Roskilde, så Rødvig-togene ikke bidrager til sliddet på skinnerne mellem Hårlev og Køge. Dog føres to morgen- og eftermiddagstog igennem til og fra Roskilde sammenkoblet med Fakse Ladeplads-togene, men det skyldes kapacitetsbehovet på netop de pågældende afgange. Lokaltogs Alstom Lint-togsæt 2035-2135 og 2036-2136 stod den første fredag i juni 2023 for trafikken mellem Hårlev og Rødvig med krydsning i Klippinge. Her holder 2136-2036 på stationen i Rødvig, hvis stationsbygning i kalksten stammer banens åbning 144 år tidligere.
Foto: Thomas de Laine, 2. juni 2023.
Anchersen 3225 på Artillerivej, København
Solaris Urbino er på europæisk plan efterhånden en særdeles udbredt busmodel. I Danmark er det først og fremmest Aarhus, der har anskaffet typen i stort tal, men også Anchersen bruger en serie Solaris'er i laventréudførelse på linjer i og omkring København. Bus 3225 er en Urbino 12LE leveret i 2011, og det er derfor også en bus, der efterhånden nærmer sig pensionsalderen. Anchersen 3225 som linje 77 på Artillerivej på Amager - i et område, der fuldstændig har skiftet karakter i bussens knap 12-årige levetid.
Foto: Thomas de Laine, 19. maj 2023.
Arriva 1123 ved Langgade st., Valby
Da S-togene i september 1941 overtog trafikken mellem Valby og Vanløse, åbnedes også to nye stationer: Valby Langgade og Peter Bangs Vej ved skæringerne med gaderne af samme navne. DSB forlængede desuden sin busrute på Roskildevej, som hidtil havde udgået fra Ålholm Plads, til en busvendeplads på nordsiden af Valby Langgade og vestsiden af Valby Langgade station. På selve Valby Langgade betjentes stationen desuden af Københavns Sporveje med sporvognslinjerne 6 og 15, indtil de blev henholdsvis omstillet til busdrift i 1969 og nedlagt i 1963. Som næsten-nabo til stationen lå i mange år også sporvejenes store, moderne Valby Remise, som efter omstillingen til busdrift blev opretholdt som busgarage, indtil HT nedlagde den i 1991. DSB havde tillige garage for en del af sine rutebiler ved siden af sporvejenes anlæg, næsten ved stationen. I 1999, hvor både sporvejenes linje 6 og DSBs linje 123 ad Roskildevej forlængst var blevet overtaget af HT, afkortedes linje 123 igen til Ålholm Plads, hvorfra man måtte skifte til linje 6 for at nå S-toget på Langgade station. Årsagen var, at linje 123 havde fået problemer med køretiden, og ved at lave denne afkortning kunne man opretholde hidtidigt antal afgange på resten af linjen uden tilførsel af flere busser og chauffører. Busvendepladsen ved stationen blev herefter i omkring 20 år blot brugt til bilparkering, hvorefter pladsen - der i øvrigt retteligt hedder Herman Bangs Plads - er blevet ændret til et fint lille opholdsområde samt en knap så pyntelig genbrugsstation. Buslinje 6 kører fremdeles forbi og har stoppested ud for stationen, men linjenummeret ændredes i 2003 til 26. Arriva 1123, en Scania OmniLink nyleveret til linjen i 2011, holder her ud for pladsen og stationen på Valby Langgade. DSBs S-tog SA 58 afgår som linje C mod byen.
Foto: Thomas de Laine, 27. maj 2023.
SNNB M4 og VNJ M2 i Høng
I weekenden 13.-14. maj markerede Vestsjællands Veterantog under Dansk Jernbane-Klub 125-året for Slagelse-Værslev-banen. En DSB MO fra Jernbanemuseet aflagde visit i samme anledning, men Vestsjællands Veterantog kørte også med eget tog i weekenden, nemlig to Triangel-motorvogne koblet "ryg mod ryg". Her ses toget (bagfra) i Høng ved forgreningen mellem Værslev- og Tølløsebanen. Nærmest (dvs. bagest) er det M4, der blev bygget i 1929 til Stubbekøbing-Nykøbing-Nysted Banen (SNNB) og var i trafik her frem til Stubbekøbingbanens nedlæggelse i 1966. Den har været hos Vestsjællands Veterantog i Høng siden 2018. I den anden ende er det M2 fra Varde-Nørre Nebel Jernbane (VNJ, eller bare "Vestbanen"), hvortil den leveredes i 1926. Den blev taget ud af drift i 1960, og har siden 2011 været i folden hos Vestsjællands Veterantog. Triangel-motorvognene var i 1920'erne med til at udbrede brugen af motorvogne i mindre tog landet over, hvor de bidrog til at rationalisere driften væsentligt i forhold til damplokomotiverne. Vi skal dog frem til efter krigen, før motorvogne og -lokomotiver var i stand til at afløse damplokomotiverne i store og hurtige tog.
Foto: Thomas de Laine, 14. maj 2023.
DitoBus 4780 ved Gørlev st.
DitoBus 4780, Volvo B8RLE/Wroclaw (8900LE) årg. 2013, krydser tracéet for den nedlagte Værslevbane på Østerled i Gørlev - lige ved den tidligere Gørlev station. Da slagsmålet om den kommende banes linjeføring udspillede sig i 1890'erne, ønskede man fra Kalundborgs side, at den skulle gå via Ulstrup, mens Slagelse ønskede en vestligere linjeføring gennem Gørlev. Slagelse (og Gørlev!) vandt, men i 1971 blev persontrafikken på banen indstillet, og godstrafikken blev kun opretholdt fra Gørlev og sydpå. Sporet fra Gørlev til Værslev - som altså lå nærmest præcis i samme position som det vejbump, bus 4780 på billedet forcerer - fik lov at blive liggende i omkring 20 år, men nu er tracéet i stor udstrækning udlagt som en sti, der begynder netop til venstre for bussen. Linje 570, der på denne tur har endestation i Gørlev, er i øvrigt på sin vej hertil kørt gennem Ulstrup.
Foto: Thomas de Laine, 14. maj 2023.
DitoBus 4772 som linje 430R ved Høng st.
Busruten mellem Kalundborg, Høng og Slagelse har eksisteret i årtier og fungerer stort set som erstatning for den i 1971 nedlagte Slagelse-Værslev-bane. I nordenden har busruten dog en vestligere linjeføring via Ugerløse og Svallerup i stedet for banens via Værslev, Jerslev og Store Fuglede. Ruten bar nummer 23 i det gamle Vestsjællands Trafikselskab, men fik det noget længere linjenummer 430R, da Movia indførte trecifrede linjenumre på regionalruterne uden for Hovedstadsområdet, og R-nettet blev lanceret. Nogen vil dog hævde, at når alle de tidligere tocifrede rutenumre nu blot ender på '0R', så er der jo stadig kun to betydende cifre i nummeret! DitoBus 4772, Volvo B8RLE/Wroclaw (8900LE) årg. 2013, som rute 43 mod Slagelse optager passagerer ved Høng st.
Foto: Thomas de Laine, 14. maj 2023.
Metrotogsæt 21 ved Vanløse st.
På Vanløse metrostation blev sporforholdene i sommeren 2021 ombygget, så spor 3, der tidligere endte blindt i østenden og været benyttet til henstilling af tog, blev forbundet til sporet fra Flintholm mod Vanløse. Efter denne ombygning er det muligt for tog, der ankommer til Vanløse station, at køre næsten helt frem til perronen for spor 2 (langs metroperronens nordside), mens et afgående tog forlader perronen via sporskifterne mellem spor 1 og 2 lige øst for perronen. På denne måde kan man nedbringe forsinkelser som følge af, at ankommende tog i Vanløse må afvente sporplads ved perronen. Det tog dog et godt stykke tid, før den nye mulighed blev taget i brug, men 18. april 2023 om eftermiddagen ankom alle tog til Vanløse ad spor 3 og holdt ved perronen i spor 2, mens et aflåst tog stod parkeret ved perronen i spor 1. Her er det togsæt 21, der kører mod perronen i spor 3. I forgrunden ses transversalerne mellem spor 1 og 2, som spor 3 efter ombygningen tillader ankommende tog at snige sig uden om.
Foto: Thomas de Laine, 18. april 2023.
Keolis 2578 ved Emdrup st., København
Mere end 150 Irisbus/Iveco Crossway LE-busser er siden 2010 skyllet ind over Movialand. Som en buschauffør engang bemærkede over for fotografen, så er det som om, man kan parkere to i garagen om aftenen, og næste morgen står der tre! Keolis 2578 er leveret i efteråret 2014 til linje 21 som del af en serie, der siden har dækket samtlige afgange på linjen. Her er den på vej ind til stoppestedet på Tuborgvej ved Emdrup st.
Foto: Thomas de Laine, 26. februar 2023.
Arriva 1045 på Borups Allé, København
Et vejarbejde i foråret 2023 medfører, at de københavnske linjer 68 og 250S ikke som normalt kan køre fra Bellahøj mod Hareskovvej i nordvestlig retning. I stedet er linjerne omlagt gennem Frederikssundsvejstunnelen under Bellahøj. På Arriva 1045, Volvo B7RLE/Säffle (8500LE) årg. 2009, viser skiltet "Lyngby st. via Utterslev Torv", men det er løgn og latin, for omlægningen betyder, at bussen må køre ad Hareskovvej helt ud til Mosesvinget ved Utterslev Mose og ad Mosesvinget tilbage til den normale rute. Dermed kommer bussen et godt stykke uden om Utterslev Torv. Bussen er her på Frederikssundsvejstunneldelen af Borups Allé lige sydøst for Bellahøjs busterminal, der ligger på brodækket over tunnelen.
Foto: Thomas de Laine, 12. maj 2023.
DSB MO 1846 afgår fra Gørlev
Jernbanen mellem Slagelse og Værslev øst for Kalundborg har 125-årsjubilæum i maj 2023. Banen åbnede 1. maj 1898 og gav, sammen Næstved-Slagelse-banen, en slags tværgående forbindelse på Syd- og Vestsjælland mellem de radiale hovedbaner, der strålede ud fra København. I Værslev-enden fortsatte togene ad Nordvestbanen til Kalundborg. Slagelse-Værslev var dog blandt de mange DSB-sidebaner, som måtte lade livet i 1971, så maj 2023 er også 52-året for DSBs indstilling af persontrafikken på banen, ligesom strækningen mellem Gørlev og Værslev helt blev nedlagt. Sporet fik dog lov at ligge i en årrække. Mellem Høng og Slagelse overtog Høng-Tølløse Jernbanes skinnebusser persontrafikken, og ellers var det rutebiler. Mellem Høng og Gørlev fortsatte DSB med at køre godstog. 125-årsjubilæet markeredes i weekenden 13.-14. maj 2023 af Vestsjællands Veterantog i Høng med kørsel Slagelse-Høng-Gørlev. Man indsatte dels eget tog bestående af Triangel-motorvogne, og dels var der besøg af DSB MO 1846, Frichs 1954, fra Jernbanemuseet i Odense. Netop MO-vognene var helt almindelige på Slagelse-Værslev og mange andre sidebaner. De var i nogen grad med til at slå disse baner ihjel, idet de tunge MO-vogne var hårde ved sporene, og samtidig var de tomandsbetjente og dermed dyre i drift. Slagelse-Værslev havde nok været bedre tjent med enmandsbetjente skinnebusser i lighed med f.eks. Tølløsebanens, men skinnebusser havde DSB en stærk aversion overfor...! Her afgår DSB MO 1846 fra Gørlev. I baggrunden anes banens gamle station i Gørlev, som i dag anvendes til privat beboelse.
Foto: Thomas de Laine, 14. maj 2023.
DSB MO 1846 i Høng
DSBs MO-motorvogne er en ægte klassiker, og de satte deres præg på den danske jernbane fra leveringen af de første i 1935 til udrangeringen af de sidste i 1984. Førkrigsserierne af litra MO udgjorde 49 motorvogne bygget 1935-40, nemlig MO nr. 551-599, hvoraf de fleste senere blev omnummereret til 1951-1999. Efterkrigsserien bestod af 90 motorvogne bygget 1951-58, nummereret MO 1801-1890. Mange MO-tog blev erstattet af de nye, tyskbyggede MR-tog, mens andre så at sige blev erstattet af rutebiler i forbindelse med bl.a. de omfattende sidebanenedlæggelser i 1971. På Sjælland gik man mere over til lokomotivtrukne regionaltog med styrevogne, ligesom man på Hareskovbanen i stedet fik S-tog. Således blev antallet af MO stærkt reduceret i løbet af 1970'erne, og i 1984 forsvandt de sidste MO-tog hos DSB, da Hillerød-Helsingør overgik til betjening med lynetter af privatbanetypen. Flere MO-vogne er heldigvis overgået til bevaring, og et flot eksemplar er MO 1846, bygget af Frichs i 1954, som tilhører Jernbanemuseet i Odense. Vognen udløber imidlertid af revision i november 2023, og fortsat kørsel vil indebære, at vognen i høj grad må skilles ad og samles igen. Det ønsker Jernbanemuseet ikke, idet man vil bevare vognen, som den fremstod efter den modernisering, vognen fik som driftsvogn i 1970 - hvilket ikke ville overleve en adskillelse og gensamling. Derfor overgår vognen i 2023 til at være "museumsgenstand", og den vil derfor kun være udstillet og ikke længere på skinnerne som veterantog. Da vognen 13.-14. maj 2023 gæstede Slagelse-Værslev-banen i anledning af strækningens 125-årsjubilæum, var det derfor også et af flere afskedsarrangementer for MO 1846, som finder sted i løbet af 2023, ikke mindst mellem Odense og Fruens Bøge. På dette billede afgår MO 1846 fra Høng mod Slagelse, og den var ganske velbesøgt.
Foto: Thomas de Laine, 14. maj 2023.
DSB MO 1846 ved Gørlev st.
DSB MO 1846, bygget 1954 på Frichs, er ankommet til Gørlev, hvor Vestsjællands Veterantog har indrettet sin egen særlige perron med bl.a. borde til servering en lille smule syd for den "rigtige" Gørlev station. I baggrunden knejser sukkerfabrikkens siloer. Netop Gørlev Sukkerfabrik var årsag til, at strækningen mellem Høng og Gørlev ikke blev nedlagt i 1971, da DSB ellers indstillede trafikken på Slagelse-Værslev-banen. Man fortsatte på dette stykke som godsbane, og selvom gods på bane ikke længere er, hvad det har været, så er det heldigt for Vestsjællands Veterantog i Høng, at strækningen blev bibeholdt, så man i dag kan køre på banen. MO 1846 tilhører dog Jernbanemuseet i Odense, men gæstede banen i anledning af dens 125-årsjubilæum.
Foto: Thomas de Laine, 14. maj 2023.
Lokaltog Lm 24 øst for Ravnholm st.
Nærumbanen har udskiftet hele sin materielpark på én gang tre gange i banens snart 125-årige historie, nemlig i 1952, 1968 og 1999. Banens fire nuværende Duewag RegioSprintere, Lm 22-25, blev indsat i februar 1999, hvor de erstattede banens solokørende Y-togsmotorvogne. Om nogle år gentager historien sig måske, idet Lokaltog har et udbud af batteritog i gang, som bl.a. skal afløse RegioSprinter-materiellet. Der er i øvrigt kun bygget temmelig få RegionSprintere i alt, og der er nærmest tale om en slags dieselsporvogn, som i Zwickau i Tyskland faktisk kører helt ind i byen på et spor, som deles med en af sporvognslinjerne. Nærumbanen har på papiret været elektrificeret flere gange, og en sammenkobling med den under anlæg værende Ring 3-letbane har været overvejet, men indtil videre kører den hyggelige, lille bane videre i isolation. Banen forbandt oprindeligt Lyngby på Nordbanen med Vedbæk på Kystbanen, men strækningen mellem Nærum og Vedbæk blev nedlagt i begyndelsen af 1920'erne som den første egentlige jernbanenedlæggelse i landet. I 1936 og 1954 blev først den sydlige og dernæst den nordlige endestation tillige flyttet. RegioSprinter Lm 24 er på dette billede på vej mod Nærum lige øst for Ravnholm station. Til venstre ligger den tidligere Ravnholm Papirfabrik, som engang havde betydning for banen som godskunde med sidespor til fabrikken.
Foto: Thomas de Laine, 30. april 2023.
Nobina 6504 ved Kolding st.
Der er foreløbig solgt 83 Ebusco'er i Danark, som alle er af modellen 2.2 og for de 81' vedkommende leveret til Nobina - herunder De Blaa Omnibusser - i 2021-23. 29 af busserne blev indsat i Kolding ved Nobinas overtagelse af bybuskørslen fra Tide Bus fra ultimo juni 2022, og det er eneste vogntype på kørslen de næste 10 år. Kolding-vognene er nummereret direkte i forlængelse af de Ebusco'er, der blev leveret til Roskilde og Frederikssund garager i 2022. Bus 6504, som her forlader Kolding st. på Sydtrafiks rute 254 mod Hejlsminde, er dermed laveste busnummer på Kolding-kørslen, hvor busserne altså også optræder på visse rutebilruter.
Foto: Thomas de Laine, 26. april 2023.
Sidste bus på Bornholmerbussen afgår fra Københavns Hovedbanegård
Søndag 30. april 2023 kørte "Bornholmerbussen" - altså Gråhundbus' fjernbusrute mellem Københavns Hovedbanegård og Ystad med forbindelse til færgen til Rønne - for sidste gang. Ruten har været videreført af boet efter Jørgen Andersen siden vognmandens død i august 2022, men fremtiden er endnu ikke blevet afklaret, og tilladelsen til Bornholmerbussen er nu udløbet. Det er ikke helt umuligt, ruten kommer i gang igen, men indtil videre køres der ikke mere. Bornholmerbussen blev etableret i december 1981 og har været indbegrebet af en Bornholmstur for mange mennesker, har transporteret talrige lejrskoler og meget andet. Rutenummeret 866 lægger sig op ad Dampskibsselskabet af 1866, som i generationer har givet færgeforbindelse til Solskinsøen. Den sidste afgang mod Bornholm var kl. 18.35, og denne tur blev kørt af to busser, nemlig vogn 45 og 46. Den, der afgik sidst, var bus 46, en Irizar i6 fra 2020, og den passerer her Tietgensgade umiddelbart efter afgang. En æra er slut!
Foto: Thomas de Laine, 30. april 2023.
Vikingbus 4407 som linje 102A i Algestrup
Movias linje 102A blev etableret i december 2010, hvor der skete en større omlægning af buslinjerne i Køge Kommune. Linje 102A var dels en konvertering af den hidtidige bybuslinje 502 mellem Køge, Herfølge og Holmebæk til A-bus, og dels en sammenlægning med den historiske busrute ad Vordingborgvej via Dalby, Rønnede og Tappernøje til Præstø. Sidstnævnte har haft flere linjenumre i trafikselskabsårene, men i de sidste 16 år var det 256. Ruten blev i mange år kørt af DSB og derefter en periode i 1980'erne og 1990'erne af Møns Omnibusser, og busserne var desuden en stor del af rutens levetid uden passagerudveksling på fællesstrækningen med Køges bybuslinje til og fra Herfølge. Med sammenlægningen til A-buslinje 102A opnåede man, at rutebilerne kunne bidrage til kapaciteten og frekvensen på bybuslinjen. Til gengæld må de "lange" rejsende finde sig i omvejskørsel gennem Herfølge-Holmebæk og hårde bybussæder! En konsekvens er også, at Movia kører en regional buslinje som A-bus, hvilket vel må siges at være at strække konceptet lidt. Region Sjælland betaler således også en del af linje 102A, som i øvrigt er så lang, at en forlængelse i nordenden har været fravalgt for at undgå at komme for tæt på de 50 kilometers rutelængde, der udløser EUs køre- og hviletidsregler. Der var dog plads til, at linje 102A fra 11. april 2023 er blevet omlagt via Tureby station i Algestrup. Det er blevet relevant, fordi regionaltogsstrækningen mellem Køge og Næstved fra samme dato har fået direkte, elektriske tog til København to gange i timen ad den i 2019 åbnede højhastighedsbane via Køge Nord. Med korrespondancer på 5 minutter nordgående og 11 minutter sydgående giver linje 102A dermed folk i f.eks. Dalby, Rønnede, Tappernøje og Præstø mulighed for at nye godt af den nye, hurtige togforbindelse. Med omlægningen er Algestrup tilmed igen blevet koblet på Køges bybusnet efter mere end ti års fravær, omend ruten er en anden. Linje 102A har dog turen ad Sonnerupvej mellem Algestrup og Vordingborgvej til fælles med sine bybusforgængere, nemlig linje 4 (1971-77), 504 (1977-93) og 526 (1993-2010). Her kører Vikingbus 4407, Irisbus Crossway LE årg. 2011, ad Sonnerupvej ind i Algestrup på vej mod Præstø.
Foto: Thomas de Laine, 13. april 2023.