Myldretid

Menu

BillederTags

Alle billeder tagget med Connex

Der er 100 billeder med dette tag:

Connex 3312 i Malmö

Connex 3312 i Malmö

Connex' bus 3312 er en Volvo B10BLE-36/Säffle-CNG-gasbus fra 1995. Der er her tale om samme Säffle-karrosserimodel, som bl.a. Linjebus Danmarks nr. 6029-6099 m.fl. havde. Bussen er blandt de ældste bybusser i trafik i Malmö.

Foto: Thomas de Laine, 13. juli 2006.

Connex 3424 i Malmö

Connex 3424 i Malmö

Connex' bus 3424 er en Volvo B10L-60/Säffle-CNG-gasbus fra 1997. CNG-gasbusserne er næsten enerådende i Malmö. CNG står for "compressed natural gas" (komprimeret naturgas) og er det system, der blev valgt de fleste steder i udlandet. Gasbusserne i København kører derimod på flaskegas (LPG-gas).

Foto: Thomas de Laine, 13. juli 2006.

Connex 3322 i Malmö

Connex 3322 i Malmö

Det er Connex, der har æren af at være enteprenør på Malmös bybuslinje 1. Bus 3322, en Volvo B10BLE-36/Säffle-CNG-gasbus fra 1995, nær bybusterminalen på Gustav Adolfs torg.

Foto: Thomas de Laine, 13. juli 2006.

Udsnit af vognparken hos Connex i Skejby

Udsnit af vognparken hos Connex i Skejby

Connex' garageanlæg i Skejby rummer et stort antal ældre rutebiler, der benyttes som skolebusser i Århus-området. Vognsamlingen er ikke helt uinteressant, og rummer bl.a. et par ledbusser og en del tidligere DSB-rutebiler mv. Her ses et større udsnit af vognparken 18. marts 2006. De fleste vogne overtoges fra Combus i maj 2001. Fra venstre mod højre er det følgende busser: 8284 (DAB 12-1200L årg. 1993, opr. Faber, Randers, vogn 63, i 1995 til Dania Bustrafik og i 1998 til Combus), 2424 (Volvo B10M-60/Aabenraa årg. 1994, opr. DSB busser 2424), 8300 (Scania L113CLB/DAB årg. 1995, opr. Dania Bustrafik 3392, i 1998 til Combus), 2192 (Volvo B10M-60/DAB årg. 1989, opr. DSB 192), 8372 (DAB 12-1200L årg. 1995, opr. Vagn Nielsen, Skjød, vogn 15, i 1999 til Combus ved licitation), 7300 (DAB 12-1200L årg. 1992, opr. Ruth Tramm, Tønder, i 1995 til Gudhjem Bus og i 1999 til Linjebus ved licitation), 8311 (Leyland-DAB 7-1200L årg. 1987, opr. Nordfjends Rutebiler, senere til Oluf Christensen, Bønnerup Strand, i 1998 til Combus), 2101 (Volvo B10M-60/DAB årg. 1987, opr. DSB 101), 2100 (Volvo B10M-60/DAB årg. 1987, opr. DSB 100), 2502 (Volvo B10M-60/Aabenraa årg. 1996, opr. DSB busser 2502), 2191 (Volvo B10M-60/DAB årg. 1989, opr. DSB 191), 2290 (Volvo B10M-60/Aabenraa årg. 1992, opr. DSB 290), 2099 (Volvo B10M-60/DAB årg. 1987, opr. DSB 099), 2146 (Volvo B10M-60/DAB årg. 1988, opr. DSB 146) og 2504 (Volvo B10M-60/Aabenraa årg. 1996, opr. DSB busser 2504).

Foto: Thomas de Laine, 18. marts 2006.

Connex 8050 og 2198 på busanlægget i Skejby ved Århus

Connex 8050 og 2198 på busanlægget i Skejby ved Århus

Bus 8050 (tv.) er en Leyland-DAB 7-1200L fra 1989, som i sin tid blev bygget til Dito's Turistfart i Ugerløse som vogn 235. Ved VTs 1. udbud i 1995 overgik bussen til DSB busser, hvor den fik nr. 8050, og den er 1. maj 2001 fulgt med over i Connex. Bussen er nu blå og gul og anvendes som skolebus i Århus-området. Bus 2198 (th.) er næsten jævnaldrende med 8050, idet den er indregistreret blot to dage tidligere. Bussen er en Volvo B10M-60/DAB-rutebil, der blev nyleveret til DSB i Viborg som vogn 198 i 1989. Også denne bus er fulgt med i Connex 1. maj 2001. Busserne ses her på Connex' busanlæg i Skejby.

Foto: Thomas de Laine, 18. marts 2006.

Connex 8074 på busanlægget i Skejby ved Århus

Connex 8074 på busanlægget i Skejby ved Århus

Som skolebus i Århus-området anvender Connex bl.a. denne DAB 12-1800L-ledbus fra 1991. Bussen er leveret til Hjørring Privatbaner som nr. 58, men kom i 1995 til DSB busser i forbindelse med NTs 2. udbud. Bussen fulgte med Combus ind i Connex 1. maj 2001 og fremstår nu i Connex/Veolias egne farver, nemlig blå og gul. Bussen står her på busanlægget i Skejby, hvor skolebusserne holder.

Foto: Thomas de Laine, 18. marts 2006.

Connex 2101 og 2100 på busanlægget i Skejby ved Århus

Connex 2101 og 2100 på busanlægget i Skejby ved Århus

DSB fik leveret et stort antal Volvo B10M-60/DAB-rutebiler i årene 1985-1995. To af disse var nr. 100 og 101, der leveredes til DSB i Århus i august 1987. Busserne har overlevet navneskift fra DSB til DSB busser til Combus og overdragelse til Connex samt licitationer og fremstår stadig i DSB-rød bemaling - dog med Connex-logoer på. Siden billedet blev taget har bussernes ejer endnu en gang skiftet navn, denne gang til Veolia. Connex i Skejby, marts 2006.

Foto: Thomas de Laine, 18. marts 2006.

Connex 5104 på Lyngby st.

Connex 5104 på Lyngby st.

22. maj 2006 kørte Veolias bus 5104, Volvo B10BLE/Aabenraa årg. 1998, ind i Portalen, der ligger lige over for udkørslen fra busterminalen ved Hundige station. Fronten blev ved den lejlighed kraftigt beskadiget. Bussen blev flyttet til kørslen i Køge Bugt-området i oktober 2005. 11 måneder før ulykken kunne man møde bussen på Lyngby station, hvor den sikkert har været i trafik på linje 68, 169/179 eller 182/183.

Foto: Thomas de Laine, 22. juni 2005.

Connex 2407 på Connex' anlæg i Kolding

Connex 2407 på Connex' anlæg i Kolding

Connex 2407 er, ligesom de fleste andre Volvo B10M/DAB-rutebiler, bygget til DSB, der modtog den sent i 1994. Bussen overgik senere til Connex, og 14. marts 2006 stod den på Connex' busanlæg i Kolding.

Foto: Jef F.P. Pallavicini, 14. marts 2006.

Connex 2487 ved Klostergården i Kolding

Connex 2487 ved Klostergården i Kolding

Den tidligere DSB busser nr. 2487 slår i dag sine folder hos Connex/Veolia som bybus i Kolding. Bussen ses her ved Klostergården. Bussen nyleveredes i 1996 til bybusserne i Horsens.

Foto: Jef F.P. Pallavicini, 14. marts 2006.

Connex 2436 i Fjerritslev

Connex 2436 i Fjerritslev

Det gamle DSB busser/Combus fik ikke leveret mange helt almindelige serie 12-busser. Men et mindre antal 12-1200L'er blev nyleveret til DSB i Nordjylland. En af disse var nr. 2436, der fulgte med over til Connex i 2001. Bussen ses her på NT-rute 70 i Fjerritslev. I baggrunden en Bova Futura fra Søndergaards Busser på ruten til København.

Foto: Jef F.P. Pallavicini, 7. april 2006.

Connex 4027 i Løgstør

Connex 4027 i Løgstør

Connex anskaffede sin bus 4027, Volvo B10M/Aabenraa-rutebil, da man i 1998 overtog en mængde regionalbuskørsel for Nordjyllands Trafikselskab fra City-Trafik i Hadsund. Det blev i sin tid begyndelsen på selskabets karriere i det nordjyske. I 2006 er det slut med den, for Connex har tabt alle sine cirka 60 busser i Nordjylland! Løgstør busterminal.

Foto: Jef F.P. Pallavicini, 7. april 2006.

Connex 6165 i Hobro

Connex 6165 i Hobro

Connex 6165 er efterhånden en gammel bus. Den blev i 1994 leveret til Linjebus i Hovedstadsområdet som del af den første serie Scania MaxCi-busser i Danmark. Linjebus/Connex havde den i trafik i Københavnsområdet helt til 2004. I 2005 blev den sat i trafik igen, men nu i Nordjylland, hvorfor den har fået Nordjyllands Trafikselskabs bybusstriber. Connex anvender bussen i Hobro, hvor den er fanget ved Handelsskolen.

Foto: Jef F.P. Pallavicini, 7. april 2006.

Connex 6165 fra siden i Hobro

Connex 6165 fra siden i Hobro

Connex' bus 6165 er nok landets eneste tilbageværende Scania MaxCi. Typen nåede kun at blive udbredt i Hovedstadsområdet, hvor Linjebus i 1994-95 fik leveret 41 stk., mens Swebus Sjælland fik 10 vogne i 1996. En enkelt bus har derudover været i trafik i Vestsjælland som ethanol-bus, men den var lånt i Sverige. Foto i Hobro.

Foto: Jef F.P. Pallavicini, 7. april 2006.

Connex 6165 indefra

Connex 6165 indefra

Da Linjebus i efteråret 1994 indsatte Scania MaxCi-busserne på bl.a. Taastrups bybuslinjer udløste det et vredt læserbrev, hvoraf det fremgik, at skribenten mente, at man nærmest skulle være akrobat for at kunne bruge dem! Som tidlige lavgulvsbusser var MaxCi'erne med til at tage skraldet ved folkets lidt kølige modtagelse af lavgulvskonceptet. I dag har alle Hovedstadsområdets busbrugere glemt, at busser kan have højt gulv. 6165 og dens søskende blev i 1998 "renoveret", hvor Linjebus' eget blå og hvide sædebetræk blev erstattet af det betræk, der her ses anvendt. Man "glemte" dog tæppebeklædningen af loftet...

Foto: Jef F.P. Pallavicini, 7. april 2006.

Connex 5272 på Sundbyvester Plads, København

Connex 5272 på Sundbyvester Plads, København

I forbindelse med indførelsen af nye parkeringsrestriktioner i brokvartererne forstærkedes trafikken på bl.a. linje 3 og 18 i foråret 2000. Dette medførte naturligt nok et forøget vognbehov, og Combus valgte at supplere vognparken ved at købe to gamle Volvo B10M-bybusser, nr. 1421 og 1427, af Arriva. De fik nummer 5271 hhv. 5272 og blev faste vogne på linje 18. Begge busserne overgik med Combus' HUR-kørsel til Connex i maj 2001. Bus 5272 holder her ved Sundbyvester Plads som personaletransportvogn eller lignende en dag i 2001. I baggrunden to af Connex' gasbusser på linje 34.

Foto: Jef F.P. Pallavicini, ukendt dato.

Connex 2620 i Kolding

Connex 2620 i Kolding

Da Connex i 2004 genvandt Kolding bybusser fik man leveret to Scania OmniCity-ledbusser, der til stadighed er landets eneste. Her ses den ene, vogn 2620, på bybuslinje 4 i Kolding. I Vejle Amt må entreprenørerne selv bestemme bussernes bemaling, og dette blå og gule design er Connex' eget design, selvom det minder en del om STS' bybusbemaling.

Foto: Jef F.P. Pallavicini, 14. marts 2006.

Connex 6379 i Kolding

Connex 6379 i Kolding

Connex i Kolding har for tiden denne Volvo B12BLE/Carrus i helt gul og indrettet efter HURs standarder. Det skulle efter sigende være meningen, at bussen sammen med flere andre nye busser af typen skal i trafik i Køge til erstatning for de DAF/Berkhof-gasbusser, som man har haft meget bøvl med dér. Bus 6379 er dog i trafik i Kolding pga. vognmangel som følge af trafikuheld. Bybusterminalen i Kolding.

Foto: Jef F.P. Pallavicini, 14. marts 2006.

Connex 6289 i Tilburg, Holland

Connex 6289 i Tilburg, Holland

En del af Connex' DAF/Berkhof-gasbusser er nu hos Connex i Holland. En af dem, bus 6289, var kommet lidt hurtigt af sted, så ABIT-udstyr og Almex-maskinen måtte hentes hjem igen... Bus 6289 ses her i Tilburg i Holland, hvor det er meningen, den skal sættes i drift.

Foto: Bo Kristensen, ukendt dato.

Connex 6289 i Tilburg, Holland, set forfra

Connex 6289 i Tilburg, Holland, set forfra

Fortiden hos Connex i Gladsaxe fornægter sig ikke. Her er det destinationen fra HUR-linje 156, der vises i skiltet.

Foto: Bo Kristensen, ukendt dato.

Connex 5060 med sveden bagende efter brand

Connex 5060 med sveden bagende efter brand

Der har for ikke så længe siden været ild i Connex' bus 5060 - en DAB-gasbus fra 1997.

Foto: Mick Bruce, 29. marts 2006.

Connex 6323 i Vester Voldgade, København

Connex 6323 i Vester Voldgade, København

På Dialogdagen kørte Connex 6323 rundt med makedonsk og dansk flag. Bussen var ekstra farverig, idet den i forvejen er dekoreret med børnetegninger. Bussen, der er en Volvo B12BLE-59/Aabenraa, ses her som linje 6A i Vester Voldgade ved Rådhuspladsen.

Foto: Thomas de Laine, 31. marts 2006.

Connex 6356 i Vindebrogade, København

Connex 6356 i Vindebrogade, København

Kun et par gange tidligere har busserne i København kørt rundt med et dansk og et udenlandsk flag, nemlig under "norsk uge" en gang i 60'erne, hvor det andet flag var norsk, og ved kronprinseparrets bryllup i maj 2004, hvor flaget var australsk. På Dialogdagen kunne bl.a. Connex 6356 ses med dansk og islandsk flag. Bussen, der trafikerede linje 26, er en DAF/Jonckheere, og den ses her i Vindebrogade.

Foto: Thomas de Laine, 31. marts 2006.

KS 322 og Connex 6278 på Godthåbsvej

KS 322 og Connex 6278 på Godthåbsvej

Under et udflugtsarrangement i august 2005 arrangeredes på Godthåbsvej en opstilling med KS-bussen Leyland-DAB serie II nr. 322 th. som linje 2 mod Sundbyvester Plads ved siden af Connex-bussen DAF SB220 GG-LF/Berkhof nr. 6278 tv. som linje 2A mod Kastrup. Både den gamle linje mellem Brønshøj Torv og Sundbyvester Plads og den nye mellem Tingbjerg og Kastrup har betjent Godthåbsvej. Den første linje 2 fik sit linjenummer 1. november 1902 og nåede at leve i 99 år, 11 måneder og 19 dage, idet den nedlagdes ved metroens åbning 20. oktober 2002. Til trods for, at 6278 kun er 6 år gammel (mens 322 er over 35 år gammel) kommer den ikke ud at køre mere. Den er nemlig udrangeret efter brand...

Foto: Thomas de Laine, 20. august 2005.

Connex 6290 som linje 2A i Kastrup

Connex 6290 som linje 2A i Kastrup

Connex modtog i 1999-2000 34 DAF SB220 GG-LF/Berkhof-gasbusser til linje 350S, nr. 6266-6299. Busserne blev 20. oktober 2002 overflyttet til den nye linje 2A, som de kom til at præge de næste tre år. Efter licitation overgik linjen imidlertid til Arriva fra oktober 2005, og busserne trafikerer følgelig ikke længere linje 2A. En del af busserne fordeltes til Connex' nyvundne kørsel i Køge Bugt-området, mens andre i første omgang blev arbejdsløse. Blandt de sidste var bus 6290, der dog har nået at optræde i Køge. Nu er de tiloversblevne busser imidlertid på vej til Holland. Her ses bus 6290 i drift på linje 2A i Kastrup i august 2005.

Foto: Thomas de Laine, 23. august 2005.