Alle billeder tagget med Ekstrakørsel
Der er 243 billeder med dette tag:
City-Trafik 2055 i Tårnby
Af de 20 stk. DAB 12-1200B-bybusser, som City-Trafik modtog i 1990-92, er de 15 stadig i selskabets varetægt. De er dog ikke i almindelig brug på HURs linjer, men kan f.eks. opleves i forbindelse med ekstra- og særkørsel. Her ses bus 2055 fra 1992 som ekstrabus på linje 350S på Englandsvej lidt syd for Tårnby st.
Foto: Thomas de Laine, 9. juni 2006.
Østtrafik 7655 ved Roskilde st., sygehussiden
I forbindelse med det årlige dyrskue i Roskilde kører der busser på en særlig ekstralinje mellem Roskilde st. og Dyrskuepladsen. Der er officielt afgang hver halve time i begge retninger, hvilket snildt kunne klares med én bus, men i praksis anvendes gerne tre. Der køres nemlig en del flere ture end de køreplansatte. I 2006 stod Østtrafik for kørslen, og man havde udtaget vognene 7655, Leyland-DAB 7-5-TL11/3 fra 1983, 7657, Scania OmniCity fra 1998, og 7684, DAB 15-1200C fra 1994, til formålet. Her lægger 7655 an til landing ved Roskilde stations sygehusside, hvor ekstrabusserne holder.
Foto: Thomas de Laine, 27. maj 2006.
Østtrafik 7655 som dyrskueekstrabus i Roskilde
Østtrafiks vogn 7655 har en lidt speciel historie. Den leveredes oprindeligt til Abildskou som rutebil med dørarrangement 1-1-0, hvilket også er forklaringen på, at den har typebetegnelsen Leyland-DAB 7-5-TL11/3. I 1989 kom bussen til DAB, hvor den blev ombygget til at have dobbeltdøre, og fra 1. april 1990 indsattes den hos City-Trafik i København som vogn 69. I 1993 overførtes bussen til City-Trafiks afdeling i Roskilde, og den blev omnummereret til 4. Efter få måneder kom bussen dog igen til DAB, hvorfra den i de følgende år fungerede som lånevogn hos flere busselskaber, heriblandt City-Trafik, Unibus, Linjebus og Fjord-bus. I 1996 blev bussen solgt til Østtrafik, hvor den fik nr. 155. Hos Østtrafik har bussen altid haft opgaver som skolebus, og den kan normalt træffes på HUR-linje 258 og 259 i Vallø Kommune. I 2002 fik Østtrafiks HUR-busser firecifrede numre, og 155 blev da til 7655. Bussen genser her Roskilde som dyrskueekstrabus.
Foto: Thomas de Laine, 27. maj 2006.
Østtrafik 7684 som dyrskueekstrabus i Roskilde
Østtrafiks HUR-busser adskiller sig på mange måder fra flertallet. F.eks. staves 'ekstrakørsel' med 'x' på bus 7684, en DAB 15-1200C mk. II fra 1994. Bussen anvendes normalt som telebus i Køge-området. Bussen ses her på Køgevej i Roskilde på vej mod stationen.
Foto: Thomas de Laine, 27. maj 2006.
Østtrafik 7657 som dyrskueekstrabus i Roskilde
Østtrafik 7657 er en af landets få Scania OmniCity-lavgulvsbusser. Normalt anvendes den på linje 255 eller som telebus i Køge-området, men i maj 2006 gæstede den Roskilde som ekstrabus mellem Roskilde st. og Dyrskuepladsen. Bussen har i hvert fald én gang tidligere været anvendt til dette formål, nemlig i 2004. Køgevej i Roskilde.
Foto: Thomas de Laine, 27. maj 2006.
Arriva 7099 som S-togsbus på Carl Jacobsensvej i Valby
Arriva har en fast aftale med DSB S-tog om kørsel med erstatningsbusser, når S-togsdriften må indstilles på en strækning, f.eks. pga. sporarbejde. Det var netop situationen en weekend i oktober 2005, hvor Arriva bl.a. indsatte et par DAB 15-1200C mk. II'ere i S-busdesign som S-togsbusser. Årsagen til de blå hjørner på disse busser var, at de var blevet gjort klar til indsættelse som midlertidige busser på linje 350S, som Arriva overtog fra Connex senere på måneden. Her ses bus 7099 som godt fyldt S-togsbus på Carl Jacobsensvej i Valby på vej mod Sjælør st. Bussen er leveret til Unibus som vogn 99 i 1994 og indsat på linje 2 og 6. I 1996 fik bussen sit nuværende nummer, og den kom til Arriva ved sammenlægningen med Bus Danmark i 1999. Fra maj 1999 til december 2003 kørte bussen i øvrigt i Køge på nogle bestemte ekstrabusture til bl.a. byens gymnasium og handelsskole og som telebus i Algestrup-området!
Foto: Thomas de Laine, 8. oktober 2005.
City-Trafik 2060 på Sundbyvester Plads
Hvert år kører der særlige ekstrabusser til Ullerup Marked. Busserne kører i en stor ottetalsrute med endestation ved Sundbyvester Plads. I 2005 stod City-Trafik for kørslen, der fandt sted i dagene 12.-14. august. Der anvendtes dels DAB serie 12-højgulvsbusser, dels serie 15-lavgulvsbusser, både mark II og III. Bus 2060, en DAB 12-1200B fra 1992, der oprindelig er bygget til linje 9, på Sundbyvester Plads optager passagerer inden afgang mod Ullerup Marked.
Foto: Thomas de Laine, 14. august 2005.
City-Trafik 2053 på Sundbyvester Plads
City-Trafiks bus 2053 er en DAB 12-1200B-højgulvsbus fra 1992, der er anskaffet i forbindelse med overtagelsen af linje 9 i HTs 3. udbud. Bussen er nu 13 år gammel, men stadig i live. I august 2005 blev den brugt som ekstrabus til Ullerup Marked, og det var i den forbindelse, at den holdt pause ved Sundbyvester Plads.
Foto: Thomas de Laine, 13. august 2005.
City-Trafik 2052 og 2050 som ekstrabusser ved Roskilde Festival
Hver sommer kører der særlige ekstrabusser i forbindelse med Roskilde Festival mellem Roskilde station og festivalpladsen. Der er gerne beskæftiget 10-15 busser med opgaven, og de kører på to forskellige ruter mellem Rosilde station og hhv. øst- og vestindgangen (busserne bærer skilte med teksterne "EAST" eller "WEST"). I 2005 køres fra 26. juni om morgenen til 4. juli om eftermiddagen. Busserne kører festivalgæsterne til stationen eller festivalpladsen hver halve time, eller når de er fulde (altså busserne). Oprindeligt udførtes kørslen af Roskilde Omnibusselskab, men efter dette selskabs lukning i 1990 overtog City-Trafik, der har stået for kørslen hvert år siden. Der anvendes gerne ældre og mere forskellige bustyper, end der normalt ses på City-Trafiks linjer. I 2005 præger serie 12-bybusserne fra København dog billedet. Her er 2052 (tv.) og 2050 (th.), begge DAB 12-1200B, netop ankommet til Roskilde station fra hhv. vest- og østindgangen. Begge busserne er leveret i 1992 i forbindelse med City-Trafiks overtagelse af københavnske linje 9 i HTs 3. udbud. 2052 har stadig HT-logoer påsat, og disse skal være overdækkede, når bussen ikke kører for HUR - derfor de sorte afdækninger.
Foto: Thomas de Laine, 27. juni 2005.
City-Trafik 2045 som ekstrabus ved Roskilde Festival
City-Trafik i København fik i 1992 leveret fire Volvo B10M/Aabenraa-busser med numrene 44-47. De indsattes i første omgang på linje 34 (der så noget anderledes ud dengang), men allerede efter lidt over et år blev der igen indsat fabriksnye busser på linje 34 - denne gang DAB-lavgulvsbusser. Vogn 44-47 blev da flyttet til City-Trafiks afdeling i Roskilde. Det varede dog også kort, for City-Trafik tabte kørslen i Roskilde i HTs 4. udbud, så i april 1994 vendte busserne tilbage til København. To af vognene flyttedes senere til bybusserne i Kolding, som City-Trafik havde vundet fra maj 1994, men de vendte tilbage til hovedstaden i 1996, hvor alle fire busser blev faste reservevogne for den nyvundne linje 1 (nuværende linje 15) under Avedøre (Hvidovre) garage. Busserne blev samtidig omnummereret til 2044-2047. Her kørte busserne indtil maj 2003, hvor kontrakten udløb, og to af busserne er igen kommet til Jylland, nemlig til City-Trafiks afdeling i Fredericia. De to andre busser har haft en omskiftelig tilværelse, men i juni-juli 2005 blev bus 2045 anvendt til kørsel i forbindelse med Roskilde Festivalen. Den ses her på Køgevej i Roskilde på vej mod festivalpladsens vestindgang. En pudsig anekdote omkring disse fire busser er, at de oprindeligt havde nummerpladerne monteret forkert, således at vogne 44 og 47 hhv. 45 og 46 havde fået ombyttet pladerne. Dette blev senere rettet.
Foto: Thomas de Laine, 27. juni 2005.
City-Trafik 2061 som ekstrabus ved Roskilde Festival
City-Trafiks bus 2061 var selskabets første nyanskaffede bus. Da City-Trafik begyndte driften i 1990 anskaffedes nemlig syv nye busser, alle DAB 12-1200B, der fik numrene 61-67 (idet man i første omgang blot brugte nummerpladernes endetal som internnumre). Flere af busserne er fortsat i drift i 2005 som ekstra- og reservebusser, til trods for, at de har over 15 år på bagen. Bus 2061 er ved at afsætte festivaldeltagere ved Roskilde station (på Køgevej ud for sygehuset) i forbindelse med årets kørsel til og fra Roskilde Festivalen.
Foto: Thomas de Laine, 27. juni 2005.
Arriva 1411 som S-togsbus ved Sjælør st.
Arrivas bus 1411, en 13,7 meter lang Volvo B10BLE/Aabenraa fra 2001, blev ultimo marts 2005 overført fra Ryvang garage og linje 5A til Ballerup garage. Efterfølgende har den fået blå hjørner og er blevet fast vogn på linje 300S og 400S. Det morsomme ved bus 1411 er, at det faktisk var den aller første HUR-bus, der fik røde A-bushjørner. Det skete et godt stykke tid før premieren på A-busserne i 2002, fordi der skulle tages nogle pressebilleder. I påsken 2005 blev bus 1411 anvendt som S-togsbus mellem Sjælør og Åmarken stationer, mens Banedanmark arbejdede med etableringen af den nye Ny Ellebjerg station, og bussen ses her på busterminalen ved Sjælør station. Arriva har en fast aftale med DSB S-tog om kørsler af denne type, og i påsken stillede Arrivas garager i Ballerup, Roskilde og Køge med materiellet. Til højre for 1411 ses således 3065, 3061 og 3059 fra Arriva i Roskilde. Disse busser, der er af typen Volvo B12BLE/Aabenraa, trafikerer normalt Roskildes bybuslinjer. Det kan så bemærkes, at man i Roskilde ikke kan stave til "S-togsbus"! Udover påsken har der efterfølgende været tilsvarende S-togserstatningskørsel mellem Sjælør og Åmarken i dagene 22.-24. april, og der er yderligere planlagt samme kørsler 30. april-1. maj, 7.-8. maj, 14.-16. maj, 20.-22. maj og 27.-29. maj.
Foto: Thomas de Laine, 28. marts 2005.
Arriva 1716 som S-togsbus ved Sjælør st.
Arriva i Køge leverer fra tid til anden busser til S-togserstatningskørsler. I påsken 2005 kunne bus 1716, Volvo B10BLE/Aabenraa årg. 1999, således træffes ved Sjælør st. på vej mod Åmarken st. Som det ses, kan man heller ikke i Køge stave til "S-togsbus"... Arrivas Køge-garage har i øvrigt alle sine linjer i licitation til afgørelse i begyndelsen af maj, så det er et godt spørgsmål, hvor længe endnu, bus 1716 vil være en Køge-bus.
Foto: Thomas de Laine, 28. marts 2005.
Østtrafik 7657 som dyrskueekstrabus i Roskilde
Dette er en af landets få Scania OmniCity-busser. I Scanias Omni-serie eksisterer højgulvsbussen OmniLine, laventrébussen OmniLink og den "rigtige" lavgulvsbus OmniCity. OmniCity var faktisk den første af modellerne og blev præsenteret i 1996. Typen var bl.a. udviklet på DAB i Silkeborg, som Scania i 1994 købte. Alligevel er det som nævnt kun blevet til ganske få af disse busser i Danmark. Et af problemerne ved typen er, at den ikke kan leveres med sideperron, som nye busser til HUR-området skal have. Den her viste bus tilhører Østtrafik, hvor den kører som nr. 7657/TC 96 785. Bussen er ikke nyleveret til Danmark, idet den har en fortid på Færøerne.
Foto: Thomas de Laine, 5. juni 2004.
Østtrafik 7656 som dyrskueekstrabus i Roskilde
Østtrafiks bus 7656 er en Leyland-DAB 7-1200B fra 1984. Bussens alder til trods har den fast arbejde i HUR-området, da Østtrafik bruger denne bus - og bus 7655, der også er en Leyland-DAB serie 7 - som skolebus på linie 258 og 259 i Vallø Kommune. Bussen kom til HT-området i 1990 og kørte de første år hos Unibus Rutetrafik på linie 22. Østtrafik anskaffede bussen cirka 1996 til brug som skolebus, og den fik da internnr. 156. I 2002 fik Østtrafiks HUR-busser numre i 7600-serien, og bussen blev da omnummereret til 7656.
Foto: Thomas de Laine, 5. juni 2004.
Connex' bus 5261 på Kongens Nytorv
Den 15.-16. september 2003 var metroen indstillet pga. sikkerhedsproblemer. Derfor kørte der metrobusser mellem Frederiksberg og Lergravsparken/Vestamager. Den 16. september kørte Connex mellem Kongens Nytorv og Lergravsparken. Her ses bus 5261, mens den gør endestationsophold på Kongens Nytorv. Bussen er i 1994 leveret til City-Trafik i Kolding, hvorfor den har grønne fælge, sort kofanger og grøn aptering indvendigt. I 1998 blev den arbejdsløs, da City-Trafik tabte bybuskørslen i Kolding, men kort efter blev den lånevogn hos Combus i HT-området, og dette selskab købte den senere. 1. maj 2001 overgik den med Combus' HT-kørsel til Connex Danmark.
Foto: Thomas de Laine, 16. september 2003.
Holger Danske Bustrafiks VBK-bus som S-togserstatningsbus
Holger Danske Bustrafiks vogn 109, en Volvo B58/VBK årg. 1980, på Frederikssund st. Denne eftermiddag anvendtes den som dubbleringsbus på linie H3, der var den direkte rute Måløv st.-Frederikssund st.
Foto: Thomas de Laine, 10. august 2000.
Tre S-togserstatningsbusser på Måløv st.
Tre H-busser i den særlige terminal ved Måløv st. I forgrunden er det PC 96 485 fra Schmidts Turisttrafik, der var en Volvo B10M-60/Aabenraa med en fortid hos DSB/Combus i Sønderborg. Bussen er indsat på linie H2. Umiddelbart til højre for denne, på linie H3, holder Fjord-Bus' vogn 7414, der er en Volvo B10M-60/Aabenraa fra 1981. Denne bus er oprindelig leveret til Birkerød Bus Compagni, der i 1992 lod den overgå til Fjord-Bus. I sommeren 2001 er den udrangeret. I baggrunden holder linie H1 i form af Schmidts Turisttrafiks RM 92 977, der er en DAB-Silkeborg 7-1200B fra 1989. Den blev oprindelig leveret til A.P. Hansen/Roskilde Turisttrafik som vogn 3 eller 7, overgik 1990 til City-Trafik i Roskilde, og blev i 1993/94 solgt til DAB, der ombyggede den til S-bus og videresolgte den til Unibus Rutetrafik, hvor den fik nr. 86 (7086). Den blev i 1998 flyttet til brug i Øster Kippinge i STS-området, og er i den forbindelse malet om i STS' blå/turkise rutebildesign, i hvilket den fremtræder på billedet.
Foto: Thomas de Laine, 5. juli 2000.