Alle billeder tagget med Roskilde
Der er 216 billeder med dette tag:
City-Trafik 2061 som ekstrabus ved Roskilde Festival
City-Trafiks bus 2061 var selskabets første nyanskaffede bus. Da City-Trafik begyndte driften i 1990 anskaffedes nemlig syv nye busser, alle DAB 12-1200B, der fik numrene 61-67 (idet man i første omgang blot brugte nummerpladernes endetal som internnumre). Flere af busserne er fortsat i drift i 2005 som ekstra- og reservebusser, til trods for, at de har over 15 år på bagen. Bus 2061 er ved at afsætte festivaldeltagere ved Roskilde station (på Køgevej ud for sygehuset) i forbindelse med årets kørsel til og fra Roskilde Festivalen.
Foto: Thomas de Laine, 27. juni 2005.
Arriva KP 94 818 i Roskilde
Arriva i Roskilde har denne Leyland-DAB 7-1200L-rutebil fra 1986. Bussen er et eksempel på en type, der har trafikeret de danske landeveje uden for Hovedstadsområdet i hobetal i 1980'erne og 1990'erne. Den er leveret til Vestbanen (nr. 3, senere 209) i foråret 1986, og der kørte den helt til dannelsen af Vestbus i 1996. Vestbus var Vestbanens busafdeling, der blev selvstændigt aktieselskab, på linje med f.eks. Østbanens udskillelse af sin busafdeling som Østtrafik. Senere blev Vestbus solgt til Arriva, og vogn 209 fulgte med. Bussen anvendes ikke til HUR-kørsel af Arriva, og den henstilles som regel i industrikvarteret omkring Betonvej lidt nord for Arrivas garage i Roskilde. Her ses den på Søndre Mellemvej.
Foto: Thomas de Laine, 22. juni 2005.
DSB MR-sæt 08 på Roskilde st.
Nu er DSBs MR/MRD i den nye designbemaling også kommet til Sjælland. MRD 4208-MR 4008 i Roskilde skal til Næstved over Køge med et eftermiddagsmyldretidstog.
Foto: Thomas de Laine, 10. juni 2005.
Arriva 1757 på Roskilde st.
I marts 2005 kom de endelig, Arrivas nye Optare Solo'er til servicebuslinjerne. På flere af Arrivas linjer har der i knap halvandet år kørt blå, hvide, orange og grønne busser med håndskrevne linjeskilte. Roskilde Avis havde et helt opslag om utilfredshed med emnet på et tidspunkt. Men nu er det slut: Arriva har fået i alt 7 stk., nr. 1754-1760, der fordeles med én til Ryvang (linje 831 og 832 på Frederiksberg) og seks til Roskilde (linje 847 i Glostrup, linje 848 i Rødovre, linje 850 og 851 i Høje Taastrup-Hedehusene, linje 852, 853 og 855 i Roskilde og linje 854 i Greve-Hundige). De resterende tre servicebusser er den traditionelle DAB serie 11-type. Her de første dage med Optare-busser er nogle af de midlertidige busser i VT- og STS-bemaling dog også set i trafik. Bus 1757 som linje 855 på Roskilde station.
Foto: Thomas de Laine, 19. marts 2005.
Arriva 1756 på Roskilde st.
Mens Optare Solo er en populær bustype i England, hvor den produceres, er det først i 2005, at typen er nået til Danmark. Udover Arrivas 7 stk. har Helsingør Turisttrafik modtaget 2 til brug på servicebuslinjerne 840 og 841 i Helsingør-Espergærde. Om de er kønne, kan vel diskuteres... Da DABs servicebus (serie 11) er gået ud af produktion, har man måttet se sig om efter andre typer. I første omgang tegnede Mercedes Cito til at blive vinderen, men den produceres faktisk heller ikke længere. I Aalborg nåede man dog at anskaffe sådanne.
Foto: Thomas de Laine, 19. marts 2005.
ER-sæt 33 ved Trekroner st.
Regionaltogslinien mellem Roskilde og Lufthavnen nedlægges ved køreplansskiftet i januar 2005. Ved at inddrage disse tog frigøres der kapacitet til flere tog til og fra København på både Roskilde- og Kastrup-banen. Togene "fylder" meget, da de skal grene til og fra ved Vigerslev og Kalvebod og standse i Glostrup. Desuden har de uden for myldretiderne ikke de store passagertal. Linien oprettedes i 1998, da Kastrup-banen indviedes og kræver to tog i brug, "Kaj og Bøje". Materiellet har gennem tiden været IR4 (litra ER), EA og Bn-vogne, IC3 (litra MF) og endda Øresundstog (litra ET). I den sidste lange tid har man kørt med EA og Bn-vogne mandag-fredag og IR4 i weekenden. Lørdag d. 4. december 2004 var det ER-sæt nr. 33 (i nyt design), der passerede Trekroner st. på vej mod Roskilde.
Foto: Thomas de Laine, 4. december 2004.
ME 1504 og Bn-vogne ved Trekroner st.
De røde tog eller "kvægvognene" har reelt ikke længe tilbage. Meningen er, at de skal udrangeres, når IC4 (litra MG) bliver sat i trafik. IC3'erne flyttes til den tid fra InterCity-trafikken til brug som regionaltog. ME 1504 med Bn-vogne, et typisk sjællandsk regionaltog, der at dømme efter tidspunktet (lørdag kl. 14.07) må være på vej mod Rødby Færge, passerer Trekroner st.
Foto: Thomas de Laine, 4. december 2004.
ME 1527 og dobbeltdækkervogne ved Trekroner st.
Fra 1. december 2002 udføres en del af regionaltogskørslen på Sjælland med ME og lejede dobbeltdækkervogne. DSB har været frække nok til at genbruge ellers hellige litra som B og Bk på disse vogne. De ME-lokomotiver, der trækker dobbeltdækkerstammerne, blev ved samme lejlighed malet om i et blåt/rødt design. I perioden op til indsættelsen af dobbeltdækkerne kunne disse lokomotiver ses trække røde vogne. ME 1527 med dobbeltdækkervogne (litra B, Bk m.fl.) ved Trekroner st. på vej mod Vordingborg.
Foto: Thomas de Laine, 4. december 2004.
To MF-sæt i gammelt og nyt design ved Trekroner st.
DSB er igang med et designskifte. Det betyder, at man i disse år kan se tog, der består af materiel i forskelligt design. Her er det to IC3-tog i henholdsvis gammelt og nyt design, der passerer Trekroner st. Selvom de hvide tog let kom til at se beskidte ud - det ses tydeligt på MF-sæt nr. 29, der er forrest i billedet - så var det gamle design nu alligevel mere vovet. Det nye design ligner mere det, man kan møde alle andre steder. Dermed ikke sagt, at det ikke er nydeligt.
Foto: Thomas de Laine, 4. december 2004.
Arriva 3025 på Stændertorvet, Roskilde
Servicebuslinierne i Roskilde oprettedes ligeledes i 1992. 1992-96 kørte Linjebus linierne, men i 1996 tog Unibus over. Fra 1999 indgik Unibus i Arriva, der dog i 2000 måtte give bolden videre til ES Bus. ES Bus gik imidlertid i betalingsstandsning i 2003, og Arriva har siden kørt linierne på en kort, midlertidig kontrakt. Fra 9. oktober påbegyndes kørslen på en ny kontrakt, og samtidig omlægges linierne og der oprettes en ny servicebuslinie i kommunen, linie 855. Efter Arrivas overtagelse i november 2003 har der kørt forskellige alternative busser på de tidligere ES Bus-linier, heriblandt bus 3025, Volvo B10BLE/Aabenraa årg. 1994, der oprindelig er leveret til Vejle Bustrafik, hvorfra den i 1996 kom til Bus Danmark og i 1999 til Arriva. Efter tabet af Vejles bybusser i 2002 flyttede Arriva bussen til Herning, hvor den fik sin nuværende hvide bemaling. Siden 2003 har den kørt hos Arriva i Roskilde som servicebus. Den ses her 8. oktober 2004 på Stændertorvet i Roskilde. Bemærk det håndskrevne linienummerskilt og karrosserireparationen i tagkanten!
Foto: Thomas de Laine, 8. oktober 2004.
Arriva 1364 på Stændertorvet, Roskilde
På linie 853 kørte 8. oktober bus 1364, Volvo B10BLE/Aabenraa årg. 2000. Stændertorvet i Roskilde.
Foto: Thomas de Laine, 8. oktober 2004.
Ex. HT 1198 hos Roskilde Jernværk
HTs medarbejderfond anvendte tidligere denne bus, der har en fortid som HT nr. 1198. Bussen er en Volvo B58-60/Aabenraa-rutebil med dørpl. 1-1-0, sådan som HT engang fik indrettet deres såkaldte landevejsbusser. Efter udrangering blev bussen bl.a. udstyret med mere komfortable stole. Samtidig ændredes bussens bemaling til HT-gul omkring vinduerne og hvid for neden. Bussen er i 2004 solgt til skrot, og ses her delvist begravet i en bunke pressede personbiler hos Roskilde Jernværk.
Foto: Thomas de Laine, 2. oktober 2004.
Bus 6002 og 3045 på Navervej i Roskilde
Linie 123 mellem Roskilde og Valby har siden 1994, hvor Linjebus overtog den ved licitation, haft garage på Navervej i Roskilde. I 1998 overgik linien og garagen til Arriva, der har haft begge dele siden. Linjebus anvendte indtil 1995 bl.a. bus 6002, Volvo B10M-60/DAB årg. 1992, på linien. Fra 1995 anvendtes nye Scania CN113CLL/Katrineholm-laventrébusser, heriblandt bus 6181. I 1998 overflyttedes begge busser til Linjebus' Gladsaxe-anlæg, og Arriva indsatte egne nye busser. Bus 6181 solgtes i 2004 sammen med 24 tilsvarende busser til Wulff Bus, der har anvendt dem på den kørsel i Roskilde-området, som selskabet overtog fra Arriva 25. maj 2004. Bus 6181 skiftede ved den lejlighed nummer til 3045 og fik en gang hattelak. Scania-busserne har kun været midlertidigt indsat i Roskilde - der kommer i alt 26 nye Volvo B12BLE/Aabenraa-busser i stedet, og leveringerne af disse nærmer sig afslutningen. 3045 er en af de ganske få Scania'er, der er tilbage i Roskilde. Bus 6002 og 6181 (3045) - to tidligere linie 123-busser - mødes en oktoberlørdag i 2004 på Navervej ud for garagen. Begge busser er i øvrigt til salg.
Foto: Thomas de Laine, 2. oktober 2004.
Partner Bus 8434, Wulff Bus 3005 og en Wulff-personalebil på Roskilde st.
Partner Bus vogn 8434 parat til at køre en masse uddannelsessøgende hjem, Wulff Bus' vogn 3005 på vej hen til stoppestedet for linie 606 på Roskilde st. og en Wulff-personalebil på Roskilde stations busterminal den næstsidste dag med Wulff Bus-drift i Roskilde. Partner Bus' linier har for nylig været i udbud, men Partner Bus genvandt det hele, og stort set alle busserne kører videre - mange dog efter at være blevet frisket lidt op. Begge busserne af type Volvo B10BLE-60/Aabenraa fra 1998 (8434) og 1997 (3005).
Foto: Thomas de Laine, 30. august 2004.
Østtrafik 7657 som dyrskueekstrabus i Roskilde
Dette er en af landets få Scania OmniCity-busser. I Scanias Omni-serie eksisterer højgulvsbussen OmniLine, laventrébussen OmniLink og den "rigtige" lavgulvsbus OmniCity. OmniCity var faktisk den første af modellerne og blev præsenteret i 1996. Typen var bl.a. udviklet på DAB i Silkeborg, som Scania i 1994 købte. Alligevel er det som nævnt kun blevet til ganske få af disse busser i Danmark. Et af problemerne ved typen er, at den ikke kan leveres med sideperron, som nye busser til HUR-området skal have. Den her viste bus tilhører Østtrafik, hvor den kører som nr. 7657/TC 96 785. Bussen er ikke nyleveret til Danmark, idet den har en fortid på Færøerne.
Foto: Thomas de Laine, 5. juni 2004.
Østtrafik 7656 som dyrskueekstrabus i Roskilde
Østtrafiks bus 7656 er en Leyland-DAB 7-1200B fra 1984. Bussens alder til trods har den fast arbejde i HUR-området, da Østtrafik bruger denne bus - og bus 7655, der også er en Leyland-DAB serie 7 - som skolebus på linie 258 og 259 i Vallø Kommune. Bussen kom til HT-området i 1990 og kørte de første år hos Unibus Rutetrafik på linie 22. Østtrafik anskaffede bussen cirka 1996 til brug som skolebus, og den fik da internnr. 156. I 2002 fik Østtrafiks HUR-busser numre i 7600-serien, og bussen blev da omnummereret til 7656.
Foto: Thomas de Laine, 5. juni 2004.
Arriva 2475 som servicebus i Roskilde
Vest-busser forekommer som HUR-busser også i mindre autoriserede versioner. Arriva overtog i november 2003 nogle servicebuslinier i bl.a. Høje Taastrup og Roskilde fra ES-Bus, der gik i betalingsstandsning. Da man ikke lige stod med ledige servicebusser, fandt man andet materiel frem, heriblandt 2 stk. 10 meter lange Volvo/Vest-busser, der oprindelig er leveret til Combus i VT-området som nr. 2474-2475. Busserne overgik i 2001 med Combus til Arriva og har ikke skiftet farve af at blive indsat i HUR-området. Dog er de blevet udstyrede med et lille gult HT-bomærke på front og sider, og Vestsjællands Trafikselskabs navnetræk er væk. Bus 2475 er her indsat på servicebuslinie 853 i Roskilde - efter et halvt år endnu uden korrekt destinationsskilt! Arriva kørte også i en periode omkring 2001-02 med nogle Vest-busser på linier i Nordsjælland i form af lavbagperronbusser leveret til VT-området.
Foto: Thomas de Laine, 22. maj 2004.
En stribe Scania MaxCi'er hos Wulff Bus i Roskilde
Første dag med Wulff Bus som HUR-entreprenør. Wulff deler garage med Arriva på Navervej i Roskilde, dog således at Wulff-busserne holder for sig selv på pladsen ud mod motorvejen, hvor Arriva tidligere havde for vane at stille sine Mercedes-busser. Her ses 10 af de Scania MaxCi-busser, Wulff har købt fra Connex. En del af disse busser er faktisk oprindeligt leveret til Roskildes bybusser. Busserne er her dog kun midlertidigt - senere på året leveres 26 nye Volvo B12BLE/Aabenraa-busser. Scania'erne og deres afløsere skal køre på linie 216, 217, 561P, 601, 602, 603, 604, 605, 606 og 607.
Foto: Thomas de Laine, 23. maj 2004.
Volvo-busser hos Wulff Bus i Roskilde
Wulff Bus har også overtaget linierne 212, 213, 215, 223E og 232. Disse linier skal primært køres med Volvo B10BLE/Aabenraa-busser af årgang 1997, som Wulff Bus ligeledes har købt fra Connex. Volvo-busserne er dog oprindeligt leveret til Combus. Her er nogle stykker af dem hjemme på garagen på Navervej i Roskilde.
Foto: Thomas de Laine, 23. maj 2004.
Wulff Bus' vogn 3028 på Roskilde st.
Scania MaxCi/Katrineholm-busserne er vendt tilbage til Roskildes bybusser! Wulff Bus' bus 3028 som linie 602 på Roskilde st.
Foto: Thomas de Laine, 23. maj 2004.
Wulff Bus' vogn 3022 i Trekroner
Wulffs busser kørte med flag den første driftsdag, hvilket var meget passende, da det samtidig var vognmandens fødselsdag. Bus 3022, tidligere Linjebus/Connex nr. 6191, på Nordens Parkvej i Trekroner ved Roskilde. Bussen er oprindelig leveret til Linjebus i Roskilde, hvor den dog ikke anvendtes som bybus men på bl.a. linie 213/223E, som Wulff Bus også har overtaget.
Foto: Thomas de Laine, 23. maj 2004.
Arriva 1935 på Roskilde st.
Den sidste dag med Arriva-drift på linie 212, 213 m.fl. var præget af, at Mercedes-busserne 1051-1080 ikke var i drift, hvorfor alskens andre busser optrådte på linierne. Bus 1935, Volvo B10BLE/Aabenraa årg. 1994, kørte f.eks. på linie 213, og ses her på Roskilde st. Linie 213 har skiftet entreprenør i hver eneste licitation, den har været igennem: I 1990 genvandt Roskilde Turisttrafik ganske vist linien, da den første gang blev udbudt, men man valgte at overdrage linien til City-Trafik uden licitation, da man besluttede ikke at fortsætte. I 1994 tabte City-Trafik linien til Linjebus, der igen i 1998 tabte den til Bus Danmark, som i 1999 blev til Arriva Danmark. 23. maj 2004 overtog Wulff Bus kørslen. Hvis der da overhovedet er nogen af lineins chauffører fra før 1990 tilbage, så værdsætter de nok virksomhedsoverdragelsesloven...
Foto: Thomas de Laine, 22. maj 2004.
Arriva 1116 i aftenstemning i Trekroner
Lørdag den 22. maj 2004 var sidste gang, der var aftendrift på linie 604. Fremover må fotografens fødder transportere ham længere end 150 m, hvis han skal til Roskilde om aftenen. Det er godt, han har en cykel! Arrivas bus 1116, DAB 15-1200C-gasbus årg. 1998, på Nordens Parkvej ud for Lysalleen, 150 m fra fotografens bopæl, den sidste aften, der samtidig var sidste dag, Arriva trafikerede linien.
Foto: Thomas de Laine, 22. maj 2004.
Arriva 1125 på Roskilde st.
Siden 1998 har DAB 15-1200C-gasbusserne udført næsten alle ture på Roskildes bybuslinier 601, 602, 604, 605, 606 og 607, idet linie 603 og 608 var (delvise) dieselbuslinier - førstnævntes vognløb omfatter også kørsel på linie 216. Gasbusserne forsvandt 23. maj 2004, da Wulff Bus overtog kørslen, og Arrivas Roskilde-gasbusser bliver de første af typen, der helt udrangeres. Arriva i Roskilde havde først busserne 1110-1126, der leveredes til kontraktbegyndelsen i 1998. Senere på året fik man også nr. 1108-1109, der overførtes fra Islev. Det var åbenbart lige i overkanten af, hvad man havde brug for, for nu optrådte gasbusser efterhånden også ret jævnligt på linie 123 og 223E. I maj 1999 afgav man 1108-1111 til Ryvang garage, og siden har Roskildes gasbuspark alene bestået af vognene 1112-1126, der altså nu udrangeres. Ultimo april tilførtes lånegasbussen 4000, og den var i trafik så sent som lørdag den 22. maj på linie 123. Her ses gasbus 1125 som linie 607 på Roskilde st.
Foto: Thomas de Laine, 22. maj 2004.
Sidste afgang på linie 608
Fredag den 21. maj 2004 kl. 17.55 kørte den sidste linie 608. Linien nedlægges i forbindelse med nedskæringerne af busdriften i HUR-området. At denne linie nedlægges må anses for helt forståeligt. Der var, meget sigende, 0 passagerer med på denne afgang. Det er aldrig rigtig lykkedes at overbevise særlig mange mennesker om fordelene ved at køre fra Veddelev til stationen i Trekroner i stedet for stationen i Roskilde. Sikkert bl.a. fordi, der er mange flere regionaltogsafgange fra Roskilde, end de to tog i timen, der standser på Trekroner station, og fordi skiftet til-fra bussen ofte ikke fungerer godt. Seneste ankomst fra København med forbindelse til den fotograferede bus er således kl. 17.26 - 29 minutters ventetid! Bus 1117, DAB 15-1200C-gasbus årg. 1998, ved Trekroner st. på liniens sidste afgang. Linie 608 var i øvrigt en dieselbuslinie, men ingen regel er som bekendt uden undtagelse...
Foto: Thomas de Laine, 21. maj 2004.