Alle billeder tagget med 2005
Alle billeder på Myldretid, der er optaget i 2005.
Der er 335 billeder med dette tag:
Arriva 1859 ved Vesterport st.
Arrivas har foreløbig haft to busser med nummer 1859. Den seneste har kørt i HUR-området i perioden 2003-2005 og var en Volvo B10L/Aabenraa fra 1996. Den er oprindelig leveret til DSB busser i Herning som vogn 2488, men fulgte med ind i Arriva i 2001. Den er senere omlakeret i gul. I maj 2005 var den fast vogn på linje 14, men den blev udrangeret senere på året. Vesterport station.
Foto: Thomas de Laine, 25. maj 2005.
Arriva 7109 i Ålekistevej-sløjfen i Vanløse
Arriva 7109, en DAB 15-1200C mk. II fra 1994, er en repræsentant for en uddøende race. Arriva overtog i sin tid 31 eksemplarer af typen fra Unibus i Hovedstadsområdet, og Unibus havde anskaffet busserne i 1994, da man overtog driften på linje 2 og 6 i København. Nu er busserne imidlertid blevet gamle, og siden 23. oktober 2005 har busserne trafikeret linje 350S som midlertidige busser, indtil de nye Scania OmniLink-busser er leveret. Herefter tages busserne ud af drift, idet de er solgt til en brugtbusforhandler. Bus 7109 som linje 12 i Ålekistevej-sløjfen en solrig dag i eftersommeren 2005.
Foto: Thomas de Laine, 20. august 2005.
Ex. Hjørring Privatbaner 11 bagfra
Hjørring Privatbaner nr. 11 var en Leyland-DAB LS 575-690/3, også kendt som serie 4. Bussen kørte 1979-1995 som bybus i Hjørring og bar i øvrigt de første mange år internnummeret 12. Da Hjørring Privatbaner, fra 1995 Nordtrafik, tabte bybusserne i Hjørring i 1995 blev bussen udrangeret og overgik til Bushistorisk Selskab. I 2003 overtog en selvstændig gruppe busentusiaster bussen, da Bushistorisk Selskab valgte at reducere samlingen. Desværre havde bussen en del defekter, og i foråret 2005 blev den opgivet. I juli måtte bussen således lade livet på Roskilde Jernværk. Dog blev først og fremmest ruderne udtaget til brug for Sporvejshistorisk Selskabs museumsbusser, og bussen nåede også at gøre tjeneste som informationsbus for Stofrådgivningen på årets Roskilde Festival. Bussen ses her bagfra et par måneder inden skrotningen.
Foto: Thomas de Laine, 24. maj 2005.
Ex. KS/HT 322 som linje 10 på Folehaven
Sporvejshistorisk Selskab har den tidligere KS/HT nr. 322, der er en Leyland-DAB serie II fra oktober 1968. Den genser her Folehaven som linje 10 på en udflugt i august 2005.
Foto: Thomas de Laine, 20. august 2005.
Ex. HT 1711 som bybus i Cesis, Letland
Så er det blevet tid til at rette lidt op på julekalenderens Volvo/Leyland-balance! Her er en vaskeægte Leyland-DAB 8-1200B årg. 1986, ex. HT 1711, som bybus på linje 9 i Cesis i Letland. Hvorfor linjen hedder 9, vides ikke, for der er i hvert fald ikke otte andre bybuslinjer i byen! Bussen tilhører busselskabet Cata.
Foto: Thomas de Laine, 8. juli 2005.
Ex. DSB 823 ved et værksted i Christiansfeld
Mange gamle DSB-busser har foreløbig endt deres dage som skovbørnehavebusser o.lign. DSB 823 blev 12. juni 1981 indregistreret på reg.nr. HP 96 261 til DSB, der anvendte den i Sønderborg. Den blev senere overført til Vejle, og her kørte den stadig, da den i 1994 blev omnummereret til 1823. I november 1995 blev den solgt til Bertelsen i Vejle og herfra er den så kommet videre ud i verden. Bussen er en Volvo B10M-60/Aabenraa-rutebil med 53 siddepladser og 12 ståpladser. På dette tidspunkt blev DSBs rutebiler, af hensyn til de nye amtslige trafikselskabers billetsystemer, leveret med dobbelte fordøre og enkelt midterdør, så det fik 823 også. På billedet holder den ved et værksted i Christiansfeld. Bussens ejer kendes ikke.
Foto: Thomas de Laine, 20. juli 2005.
Gotha G4-vogntog T31 ved Baltijaam i Tallinn, Estland
Sporvejs- og trolleybusselskabet TTTK i Tallinn har dette Gotha G4-vogntog i trafik som vogn T31. T'et angiver, at vognen ikke er en normal driftsvogn, og der findes da heller ikke en egentlig sporvognslinje 7 i Tallinn. Vognen fungerer som cafévogn og må vel betragtes som en form for tilbud til turister i byen, hvor den kører rundt på linjenettet. Vognen er fra 1967 og har en fortid som almindelig driftsvogn i Tallinn, dog dengang med nr. 247 og i en anden bemaling. Den blev taget ud af almindelig trafik i 1988. T31 ses her ved Baltijaam i Tallinn i Estland.
Foto: Thomas de Laine, 15. juli 2005.
Ex. Arriva 1879 på linje 6 i Viljandi, Estland
Sammen med en række andre søskende kører ex. HT/Busdivisionen/Bus Danmark/Arriva nr. 1879, Volvo B10M-60/DAB fra 1989, rundt i den estiske by Viljandi - her i trafik på linje 6. Og den ligner jo sig selv...
Foto: Thomas de Laine, 10. juli 2005.
Ex. HT 571 i Formosavejsløjfen i Sundbyøster
I august 2005 arrangerede Sporvejshistorisk Selskab og Foreningen Busfronten en udflugt med de tidligere KS/HT-busser nr. 322, Leyland-DAB serie II, og 571, Volvo B59/Aabenraa. Et af fotostoppene var ved den gamle linje 5-endestation i Sundbyøster på hjørnet Backersvej/Formosavej. Terminalen betjenes ikke længere af busser, men den ligger der endnu i stort set uændret form. Indtil april 1972 vendte linje 5, Danmarks sidste sporvognslinje i drift, her, hvorefter sporvognene blev erstattet af busser. Buslinje 5 fik straks fra omstillingen KS-serie III-busser, altså Volvo B59/Aabenraa-typen. Den første serie var ret karakteristisk med sine firkantede forlygter, døre med vinduer i fuld højde og det lille spring i vinduernes underkant efter midterdørene. Det første og det sidste kan ses på dette billede af bus 571, som er bygget i 1972.
Foto: Thomas de Laine, 20. august 2005.
Connexxion 8399 i Amsterdam, Holland
Letvægtsbussen Berkhof Ambassador 200 kører allerede i større antal i Holland. Firmaet Connexxion, der er den hollandske parallel til DSB busser/Combus, har f.eks. vogn 8399 af typen, der her ses i Amsterdam.
Foto: Kim Løvenskjold, 25. oktober 2005.
Trolleybus nr. 274 fra TTTK på Baltijaam i Tallinn, Estland
Selskabet, der kører sporvognene og trolleybusserne i Tallinn, Estlands hovedstad, hedder TTTK. Her er Skoda 14Tr-trolleybus nr. 274 på linje 4 netop ankommet til Baltijaam - en omstigningsterminal mellem rutebiler, trolleybusser, sporvogne og tog, der ligger i udkanten af bydmidten.
Foto: Thomas de Laine, 12. juli 2005.
Berkhof-prøvebussen set fra vinduessiden på Toftegårds Plads i Valby
I månederne december 2005-februar 2006 prøvekører HUR og Arriva en VDL Berkhof Ambassador 200, der bl.a. adskiller sig fra de gængse busser ved at være cirka 20 procent lettere med lavere brændstofforbrug til følge. 2. december blev bussen præsenteret på Slothspladsen foran HURs hovedsæde i Valby. Myldretids udsendte var naturligvis til stede! Prøvebussen er 11,95 meter lang og har en 6 liters Cummins-dieselmotor. Karrosseriet er af rustfrit stål, men bygget på en måde, så det sammen med den lille motorstørrelse bliver en let bus. Eksemplaret, der er på prøve har ZF-gear, men typen kan også leveres med Voith-gear.
Foto: Thomas de Laine, 2. december 2005.
Berkhof-prøvebussen set fra dørsiden på Toftegårds Plads i Valby
Prøvebussen er indrettet med dørarrangement 1-2-0, 34 siddepladser og 46 ståpladser, lille midterperron og enkeltsæder i dørsiden mellem for- og midterdør. Denne indretning med få døre egner sig selvfølgelig ikke godt til kørsel i det indre København, men på mange linjer uden for byen giver det god mening. Skal typen køre i HUR-området fremover vil det også være med 1-2-0-døre, ca. 40 siddepladser inkl. klapsæder og med sideperron i stedet for midterperron. I første omgang prøvekøres bussen på linjer i Helsingør-Hornbæk-Gilleleje-området, og der kommer man vist næppe til at savne de "manglende" døre. Bussen er på billedet skiltet "346 Espergærde st.".
Foto: Thomas de Laine, 2. december 2005.
Berkhof-prøvebussen set bagfra på Toftegårds Plads i Valby
Den sølvgrå lakering er meget passende, taget i betragtning af, at prøvebussen i første omgang skal køre hos Arriva i Kokkedal på linje 340, 345, 346, 347, 803 og 806. Her kørte Hornbækbanen og Helsingør-Bussen jo netop i gamle dage med sølvgrå busser. Der stod dog ikke "VDL" og "Strength through co-operation" på dem!
Foto: Thomas de Laine, 2. december 2005.
Berkhof-prøvebussen set indefra
Efter midterdøren har prøvebussen to små trin op til det skrånende gulv i den bageste del af bussen. Bussen er indrettet med et lidt spraglet sædebetræk, gule holdestænger og den krævede ramme til taksttabellen og køreplansholdere mv. ved midterdørene.
Foto: Thomas de Laine, 2. december 2005.
Ex. Aalborg Omnibus Selskab 245 på Nytorv i Aalborg
Velkommen til årets julekalender! Det første billede viser sjovt nok en linje 1. Bussen er ex. Aalborg Omnibus Selskab 245, Volvo B10R-59/Aabenraa årg. 1983, der er landets sidste Volvo B10R-bus. Bussen er i dag bevaret og er fotograferet på Nytorv i Aalborg i forbindelse med at den overtoges fra Aalborg Lufthavn tidligere på året. I dag befinder bussen sig på Sjælland.
Foto: Thomas de Laine, 4. august 2005.
Odense Bybusser 13 som linje 82 på Ørbækvej, Odense
Odense Bytrafik blev ved med at købe Volvo B10L-busser helt til 1998, hvor de sidste leveredes. Som del af den sidste levering indgik vogn 13, der er indregistreret første gang i januar 1998. Bussen er bygget i Aabenraa. OBs B10L'er adskiller sig fra de fleste andre, der er leveret til Danmark, ved at have indsvingsdøre og dørarrangement 2-2-2. Bus 13 som linje 82 på Ørbækvej ved L.A. Rings Vej i Odense.
Foto: Thomas de Laine, 18. november 2005.
Odense Bybusser 120 og 131 på Odense Banegård Center
Odense Bytrafik fik et par meget store serier Volvo B58 og Volvo B10M med Aabenraas M73-karrosseri i forskellige versioner. Her er det vogn 120 fra juli 1982 og vogn 131 fra januar 1983 side om side på Odense Banegård Center.
Foto: Thomas de Laine, 18. november 2005.
Odense Bybusser 122 i garagen i Odense
Vogn 122 er leveret til Odense Bytrafik i sommeren 1982 og er stadig i trafik i november 2005. Bussen er her på vej ud af garagen. Det ret nye bygningskompleks i baggrunden rummer værksteder mm.
Foto: Thomas de Laine, 18. november 2005.
Odense Bybusser 125 på Munkebjergvej, Odense
Når OBs busser kører som ekstravogne, bliver det markeret med et rødt ekstra-skilt i forruden. Destinationsskiltet kan til gengæld vise stort set hvad som helst, som f.eks. "Ikke i rute". Bus 125, en Volvo B10M/Aabenraa fra september 1982, er på vej mod Odense midtby som ekstrabus på linje 61.
Foto: Thomas de Laine, 18. november 2005.
Odense Bybusser 126 ved Sankt Knuds Kirke
OBs vogn 126 er en Volvo B10M/Aabenraa fra oktober 1982. Den ses her ved Sankt Knuds Kirke og er tilsyneladende på vej til kørsel som ekstrabus et eller andet sted i byen.
Foto: Thomas de Laine, 18. november 2005.
Odense Bybusser 128 i garagen, Odense
I december 1982 fik Odense Bytrafik leveret bus 128, der er en Volvo B10M/Aabenraa. Bussen kører stadig som ekstravogn og i myldretiderne mm. Her er den dog fanget hjemme på garagen.
Foto: Thomas de Laine, 18. november 2005.
Odense Bybusser 131 ved Odense Banegård Center
Odense Bytrafik fik leveret busser med Aabenraas M73-karrosseri så sent som i januar 1983. På dette tidspunkt var busser fra Aabenraa ellers normalt med M82-karrosseri. M82-udgaven fik Odense aldrig, for det skulle blive 1987, inden man igen modtog nye busser, og der var M82 blevet afløst af M85. Bus 131, Volvo B10M/Aabenraa fra januar 1983, på Odense Banegård Center.
Foto: Thomas de Laine, 18. november 2005.
Odense Bybusser 132 ved Odense Banegård Center
Odenses linje 51 er en af de linjer, hvor man kan møde OBs ældre busser - dog hovedsageligt lidt nyere busser end vogn 132, der er fra 1983. Bussen er en Volvo B10M/Aabenraa.
Foto: Thomas de Laine, 18. november 2005.
Odense Bybusser 134 ved Odense Banegård Center
På linje 24 lykkedes det at fange en af de ældre vogne i drift. Bus 134, en Volvo B10M/Aabenraa fra januar 1983, ved Odense Banegård Center.
Foto: Thomas de Laine, 18. november 2005.