Alle billeder tagget med Opstillinger
Der er 223 billeder med dette tag:
Netbus 11 og 114 på Århus rtb.
To af Netbus' MAN Lion's Regio-busser på Århus rutebilstation: Til venstre vogn 11 fra rute 918X og til højre vogn 114 på rute 113. Vogn 11 har endnu PP Busselskabs logo på, mens vogn 114 har fået Netbus-bomærke. En anden forskel er, at vogn 11 er X-Bus, mens 114 er Midttrafik-blå.
Foto: Peter Berggrén Brandsen, 28. juni 2007.
Veolia 52 og 51 i Gladsaxe garage
Veolia i Gladsaxe havde to DAB 15-1200C mk. I-busser, der ikke brugtes til kørsel for Movia, men derimod som skolebusser i Gentofte Kommune. Busserne fremstod i Veolias eget gule og blå design. Til venstre vogn 52, der også bar navnet Sputnik, og til højre vogn 51, Apollo. Busserne er oprindeligt DSB nr. 331 hhv. 329 fra december 1992. De to busser udrangeredes ved begyndelsen af skolesommerferien 2007.
Foto: Sikandar Sahil, 24. april 2007.
Arriva 1142 og 1853 på Svanemøllen st.
Arriva 1142 og 1853 i sløjfen ved Svanemøllen st. Bus 1142, DAB 15-1200C-gasbus fra 1998, holder ved endestation på en af de linje 14-ture, der ikke fortsætter til Klampenborg, mens bus 1853, Scania OmniLink årg. 2004, er indsat på linje 4A, der altid vender her.
Foto: Sikandar Sahil, 22. juni 2007.
Veolia 6334, 6335 og 6336 i Gladsaxe garage
Tre linje 6A-busser i Gladsaxe garage: bus 6334, 6335 og 6336. Bussen i midten, nr. 6335, er åbenbart udvalgt som forsøgskanin, idet den både på et tidligt tidspunkt fik LED-destinationsskilte som den eneste i serien, ligesom den har fået udskiftet den almindelige femtrins ZF-gearkasse med en sekstrins.
Foto: Sikandar Sahil, 22. juni 2007.
Arriva 1101 og 1179 henstillet i Ryvang
To henstillede Arriva-gasbusser i Ryvang garage: Til venstre nr. 1101, der er kasseret efter en mindre brand, og til højre nr. 1179, der har været udsat for et motorhavari. Efterhånden er flere af disse busser opgivet. Arrivas gasbusser er alle anskaffet af Bus Danmark, der i årene 1998-99 modtog i alt 76 stk.
Foto: Mick Bruce, 24. juni 2007.
Vognstamme med EU 07-lokomotiv og EN 57-togsæt i Zywiec, Polen
Stationen i Zywiec, Polen: Til venstre en stamme personvogne med EU 07-lokomotiv nr. 323, til højre EN 57-togsæt nr. 984.
Foto: Thomas de Laine, 14. maj 2007.
Odense Bybusser 130 og Aalborg Omnibus Selskab 245
Der er for tiden to grupper under Busbevarelsesgruppen Danmark. De har ex. Odense Bytrafik 130 (tv.) og ex. Aalborg Omnibus Selskab 245 (th.).
Foto: Thomas de Laine, 31. marts 2007.
To tidligere museumsbusser ved Spjald
Bushistorisk Selskab overtog engang disse to Leyland-busser til bevarelse. Til venstre er det en Leyland-DAB serie 2 fra 1971 og til højre en Leyland-DAB GC4 fra 1974. Bussernes sidste bruger var Spjald Rutebiler, og dette selskabs bemaling kan delvist skimtes bag et tykt lag alger. I 1991 og 1995 hensattes busserne, og i 1996 overtog Bushistorisk Selskab dem. Denne forening måtte senere opgive vognene, og de endte med at blive stående på stedet, hvor de på fototidspunktet havde været i omkring 12-16 år!
Foto: Thomas de Laine, 10. marts 2007.
Tre generationer af S-tog på værkstedet i Høje Taastrup
Tre generationer af S-tog på værkstedet i Høje Taastrup: Til venstre SA 101 af fjerde generation, i midten MM 7781 af anden generation og til højre FC 60?? af tredje generation. Nu er fjerdegenerationstogene alene på S-banen.
Foto: Thomas de Laine, 3. februar 2007.
Arriva 1568 og 1572 på Sundbyvester Plads
Linje 350S måtte trække det store læs ind og ud af især Nørrebrogade, men også Amagerbrogade, tirsdag 23. januar 2007, hvor chaufførerne på bl.a. linje 5A havde nedlagt arbejdet. Det blev åbenbart for meget for Arriva 1568 (tv.), der her har givet op på Sundbyvester Plads ud på eftermiddagen. Imens vender 1572 (th.) på linje 5As ledige område. Begge busser er Scania OmniLink-busser fra 2006. Bemærk i øvrigt den midlertidige stoppestedsstander mellem busserne: Den sædvanlige totempæl blev ved flere stoppesteder med aflyste linjer pillet op denne dag og erstattet et midlertidigt skilt.
Foto: Thomas de Laine, 23. januar 2007.
KS 571 og KS 322 ved Peter Bangs Vej st.
KS 571, Volvo B59/Aabenraa, og KS 322, Leyland-DAB serie 2, skiltet som linje 1 under S-banebroen over Peter Bangs Vej, lige ved Peter Bangs Vej st. I dag er linje 1 blevet til linje 15, og en af linjens dobbeltdækkere kan skimtes i baggrunden.
Foto: Thomas de Laine, 20. august 2005.
HT 322 og HT 571 ved Kigkurren, Islands Brygge
HT nr. 322, Leyland-DAB LIDRT 12/4 (serie 2), og 571, Volvo B59-59/Aabenraa, i den gamle linje 40-endestation ved Kigkurren på Islands Brygge.
Foto: Thomas de Laine, 20. august 2005.
KS 322 og KS 571 på Husum Torv
Et gammelt makkerpar i den københavnske trafik var linje 5 og 7, der fulgtes ad på Nørrebrogade. Ved Nørreport deltes vejene, og linje 5 fortsatte mod Amager ad Nørregade, mens linje 7 kørte ad Gothersgade til Kongens Nytorv. Sporvejshistorisk Selskabs museumsbusser genskaber billedet på Husum Torv: Til venstre Leyland-DAB serie 2 nr. 322 som linje 7, og til højre Volvo B59/Aabenraa nr. 571 som linje 5. I dag er makkerparet på Nørrebrogade såvel som i Husum-sløjfen linje 5A og 350S.
Foto: Thomas de Laine, 20. august 2005.
Et par ledbusser fra Atko Group i Tallinn, Estland
I Atko Groups blandede vognpark indgik i 2005 disse to Volvo B10MA-ledbusser med finske Wiima-karrosserier. Her holder busserne hvil på rutebilterminalen ved Baltijaam i Tallinn, Estland.
Foto: Thomas de Laine, 12. juli 2005.
Århus Sporvejes Solaris-ledbusser i Garage Nord, Århus
Århus Sporveje modtog i november 2006 Danmarks fire første Solaris-busser. Anskaffelsen er, udover mærket, også utraditionel derved, at man nu igen har købt lavgulsbusser. Busserne har numrene 453-456 og er tildelt Garage Nord. Busserne kan ventes i drift i januar 2007. Alle fire busser i Garage Nord.
Foto: Torben V.R. Nielsen, 17. december 2006.
Ex. DSB 852 og HT 1446 i Satka, Rusland
To næsten jævnaldrende Volvo B10M-busser med henholdsvis DAB- og Aabenraa-karrosseri. Bussen til venstre er ex. DSB 852, mens bussen til højre er ex. HT 1446. Begge busser var sommeren 2004 i brug hos et busselskab i Satka i Rusland, og ses her på det ene af selskabets garageanlæg. Der er et stykke til Hundige Centervej, som der står på skiltet af 1446...
Foto: Thomas de Laine, 6. juli 2004.
Ex. GDS-HFHJ 1043 og 1041 i Nakskov
GDS-HFHJs IC2-togsæt er blevet solgt til Lollandsbanen i forbindelse med indsættelsen af nyt materiel på de nordsjællandske lokalbaner. I Nakskov kunne man 29. november møde GDS-HFHJ nr. 1041, 1042 og 1043, der allerede havde fået fjernet navnetrækket "Frederiksværkbanen" fra vognsiderne. Her ses sæt nr. 1043 til venstre og 1041 til højre.
Foto: Jef F.P. Pallavicini, 29. november 2006.
Veolia 6277 og 6284 på Køge st.
Køge Bugt-områdets nye B7RLE'ere erstatter Berkhof-gasbusserne, der har kørt i området, siden Connex, nuv. Veolia, overtog driften 23. oktober 2005. Her ses to eksemplarer, nr. 6277 og 6284, på Køge st.
Foto: Thomas de Laine, 25. oktober 2006.
De Blaa Omnibusser 4039 (tv.) og 4038 (th.) på Holte st.
To af De Blaa Omnibussers helt nye DAF SB4000/Jonckheere-busser på to af samme firmas nye buslinjer: Til venstre bus 4039 på linje 334, og til højre bus 4038 på linje 385. De moderne LED-skilte har det desværre med at snyde fotografer - 334-bussen var faktisk skiltet korrekt! Holte station.
Foto: Thomas de Laine, 27. oktober 2006.
Arriva 1362 og 1365 i Ballerup garage
Arrivas busser 1362 (tv.) og 1365 (th.) er blandt de busser, som er blevet renoveret til kørsel i HURs 18. udbud, der træder i kraft 22. oktober 2006. Busserne er af typen Volvo B10BLE-60/Aabenraa og er leveret i 2000. Ballerup garage.
Foto: Thomas de Laine, 14. oktober 2006.
Udsnit af Gråhundbus' vognpark på garageanlægget i Ballerup
I 2007 er det 40 år siden, vognmand Jørgen Andersen i Ballerup grundlagde sin virksomhed med oprettelsen af en bybuslinje i Ballerup. Ruten eksisterer stadig under linjenummeret 156. Bybusselskabet i Ballerup kom med årene til at omfatte flere ruter, bybusserne i Hillerød, regionalrutekørsel og turistkørsel. Navnet Gråhundbus blev senere antaget og er selvfølgelig en slags pendant til de kendte amerikanske Greyhound-busser. I 1994 ophørte rutekørslen i forbindelse med HTs 4. udbud, men busselskabet lever i bedste velgående med regionalruter til Bornholm, Malmö og Berlin. I december 2006 kan rute 866, København-Ystad(-Rønne), i øvrigt fejre 25 års jubilæum. På billedet, der er taget på busanlægget i Ballerup, ses et udsnit af vognparken i oktober 2006: Fra venstre en Volvo/Berkhof-ledbus, dernæst en tidligere Volvo/Van Hool-rutebus, en Volvo/Van Hool-turistbus, tre Volvo/Van Hool-ledbusser, en Volvo/Berkhof-ledbus og, yderst til højre, en Volvo/Carrus-ledbus.
Foto: Thomas de Laine, 14. oktober 2006.
Opstilling af Partner Bus' vogntyper på garagen i Skibby
Partner Bus har for tiden fire forskellige bustyper: Fra venstre Volvo B12BLE-61/Carrus nr. 8437 fra serien 8436-8438, der er 13,7 m-busser fra 2004. Dernæst DAB 15-1200C mk. II nr. 8423 fra serien 8415-8430 af årgang 1994, Volvo B10BLE-60/Aabenraa nr. 8434 fra serien 8432-8435 af årgang 1998, og til højre Volvo B10BLE-60/Aabenraa nr. 8431 fra 1994, der har Aabenraas eget karrosseri til Volvo B10BLE. Foto på Partner Bus' garage i Skibby.
Foto: Thomas de Laine, 14. oktober 2006.
To tidligere rutevogne hos A-busserne i Ølstykke
Turistbusfirmaet A-busserne i Ølstykke er også ejere af to tidligere rutevogne: Til venstre ex. Partner Bus/Frederikssund-Skibby Bustrafik vogn 8409/09 af typen Volvo B10M-60/Aabenraa og til højre en tidligere Secher-bus af typen Leyland-DAB 7-1200L. Begge busser har dørarrangement 1-1-0. A-bussernes busanlæg i Ølstykke.
Foto: Thomas de Laine, 14. oktober 2006.
Arriva 1558 og Nettbuss 1872 på Sundbyvester Plads, København
Linje 350S var den første linje i København, som HT i sin tid påtænkte at anvende dobbeltdækkere på. Det blev af forskellige grunde aldrig til noget, og linjen kører nu med 13,7 m-busser i stedet. På papiret har en ledbus, en dobbeltdækker og en 13,7 m-bus den samme kapacitet, så en 14,7 m-bus burde have plads til flere passagerer end en dobbeltdækker! Arriva 1558 (tv.), Scania OmniLine, fra linje 350S og 14,7 m-prøvebussen (th.), Scania/Vest, på Sundbyvester Plads.
Foto: Thomas de Laine, 12. oktober 2006.
Nettbuss 1872 og Arriva 1413 på Sundbyvester Plads, København
14,7 m-prøvebussen og Arrivas bus 1413 fra linje 5A på Sundbyvester Plads. En kort overgang omtaltes singlebusser over 12 meter som "langbusser". Det er efter fotografens mening en god kandidat til en fællesbetegnelse for 12,7 m-, 13,7 m-, 13,85 m-, 14,6 m-, 14,7 m- og 15 m-busser.
Foto: Thomas de Laine, 12. oktober 2006.