Søgeresultat: "55.6766,12.5676"
Skriv f.eks. navnet på et busselskab, en bustype, et sted eller en fotograf:
55.6766,12.5676 opfattes som en bredde- og lægdegrad. Der søges i billeder stedfæstet i nærheden af dette punkt.
Du søgte efter 55.6766,12.5676 og fandt 547 billeder.
Keolis 3013 ved Tivoli Hotel, København

Uden den mindste smule forudgående trafikinformation blev Københavns linje 17 fra driftens begyndelse søndag 18. januar 2026 omlagt ad Arni Magnussons Gade og Carsten Niebuhrs Gade forbi fjernbusterminalen ved Dybbølsbro. De stoppesteder, der nu ikke længere betjenes - f.eks. ved Fisketorvet - var ikke på nogen måde forsynet med besked om, at der ikke mere kørte bus. Man havde heller ikke trukket poser over stoppestederne, hvilket ellers ofte sker, når det skal signaleres, at et stoppested ikke er i brug. Og Movia havde ikke lavet nogen ændringsbesked om omlægningen. Der var blot blevet offentliggjort en ny PDF-køreplan på Dinoffentligetransport.dk, og ved opslag i Rejseplanen brugtes den nye rute - dog på kortet vist med et fysisk umuligt sving fra Carsten Niebuhrs Gade ad Dybbølsbro til Kalvebod Brygge! Trods den temmelig uelegante lancering, var det i øvrigt en længe planlagt omlægning, der blev effektueret. Den har måttet afvente diverse bygge- og vejarbejder i og ved Carsten Niebuhrs Gade, som i varierende grad har været en byggeplads i mere end ti år. Keolis 3013 (ex. Anchersen 3013), BYD K9 årg. 2019, drejer fra Arni Magnussons Gade ud på Kalvebod Brygge.
Foto: Thomas de Laine, 18. januar 2026.
Keolis 3015 i Carsten Niebuhrs Gade, København

Keolis 3015 (ex. Anchersen 3015), BYD K9 årg. 2019, som linje 17 i Carsten Niebuhrs Gade ved Københavns Busterminal på linjens første dag forbi stedet. Der er etableret stoppesteder for linje 17 i begge retninger ud for terminalbygningen lige øst for Dybbølsbro, og meget tyder på, linjens chauffører får en daglig kamp mod bilister, der afsætter eller optager fjernbuspassagerer netop samme sted.
Foto: Thomas de Laine, 18. januar 2026.
Keolis 3015 ved Havneholmen st., København

Keolis 3015, BYD K9 årg. 2019, som linje 17 i Carsten Niebuhrs Gade. I baggrunden Fisketorvets lidet pyntelige facade og nedgangen til Havneholmen metrostation.
Foto: Thomas de Laine, 18. januar 2026.
Keolis 3078 i Carsten Niebuhrs Gade, København

Området syd og øst for banelegemet mellem Hovedbanegården og Dybbølsbro har skiftet karakter i de senere år med meget nyt byggeri. I juni 2024 åbnede desuden en ny rutebilstation for fjernbusser med navnet "Københavns Busterminal". Der skulle dog gå halvandet år, før Movias busser begyndte også at betjene terminalen. Det sker med linje 17, som har fået ny rute ad Carsten Niebuhrs Gade. Keolis 3078 (ex. Anchersen 3078), MAN Lion's City 12E årg. 2021, som linje 17 i Carsten Niebuhrs Gade ud for fjernbusterminalens indkørsel.
Foto: Thomas de Laine, 18. januar 2026.
Keolis 3010 i Carsten Niebuhrs Gade, København

Keolis 3010, BYD K9 årg. 2019, i Carsten Niebuhrs Gade ud for Otto Busses Vej. Stoppestedet til højre i billedet er nødtørftigt blevet stillet op lige inden linje 17's omlægning til denne rute og sikrer, at linjen i retning mod byen fortsat har forbindelse til Havneholmen metrostation. Bygningen i baggrunden er DSBs nye værksted for vedligeholdelse af de over 150 elektriske fjerntogsæt, som Alstom leverer i de kommende år.
Foto: Thomas de Laine, 18. januar 2026.
Keolis 3017 på Kalvebod Brygge, København

Keolis 3017 (ex. Anchersen 3017), BYD K9 årg. 2019, som linje 17 på Kalvebod Brygges rampe ned fra Dybbølsbro. Bygningen til venstre rummer hovedsæderne for bl.a. Banedanmark, Trafikstyrelsen og Vejdirektoratet. Siden 18. januar 2026 kører linje 17 på den modsatte side af bygningen.
Foto: Thomas de Laine, 12. januar 2026.
Keolis 3001 på Kalvebod Brygge, København

Kalvebod Brygge har haft busbetjening siden efteråret 1952, hvor Københavns Sporveje lod linje 22 (nej, det er ikke en skrivefejl!) forlænge ad bl.a. Kalvebod Brygge ind til Polititorvet. Bussen kørte kun i myldretiden, hvor industriområdet langs bryggen altså kunne nås direkte med bus. Fra oktober 1969 blev linje 22 erstattet af den nye buslinje 46 fra Vesterport st., og den lod HT i 1976 omlægge over Sjællandsbroen til Bella Center. Driftstiden blev også udvidet. Ved metroens åbning i 2002 blev linje 46 nedlagt til fordel for en ny rute for linje 30 mellem City og det sydlige Amager. I stedet for at køre ad Englandsvej og over Langebro førtes den over Sjællandsbroen og Kalvebod Brygge ind til byen. Denne linje skiftede i 2015 nummer til 34, men fortsatte ellers frem til oktober 2019. Her blev linjen på Kalvebod Brygge erstattet af den nye linje 7A, der kørte som en slags forløber for den kommende metrolinje gennem Sydhavnen, der endnu kun var under anlæg. Den åbnede i sommeren 2024, og nogle måneder senere nedgraderede man linje 7A's del gennem området til en almindelig buslinje med nummeret 17. Efter 73 år og nogle måneder forsvandt de gule busser fra Kalvebod Brygge mellem Arni Magnussons Gade og Otto Busses Vej i midten af januar 2026, hvor linje 17 fik ny rute via fjernbusterminalen i Carsten Niebuhrs Gade. Keolis 3001, BYD K9 årg. 2019, som linje 17 på Kalvebod Brygge på den nu bortfaldne rute. I baggrunden en af byens mange sightseeingbusser, der lægger an til landing ved Tivoli Hotel.
Foto: Thomas de Laine, 12. januar 2026.
Herning Turist vogn 009 og 007 i Carsten Niebuhrs Gade, København

Siden Kombardo Expressen blev etableret, har Herning Turist (Brande Buslinier) i praksis stået for kørslen. Opgaven overgår imidlertid fra 1. juni 2026 til Vikingbus. Her ses Herning Turist vogn 009/BB 25 219 og 007/CT 81 925, Setra S431DT årg. 2016 hhv. 2015, i Carsten Niebuhrs Gade i København i juni 2024 på vej ind i den dengang nyåbnede Københavns Busterminal.
Foto: Thomas de Laine, 9. juni 2024.
Umove 7770 på Christiansborg Slotsplads, København

Umove 7770, Yutong U12 årg. 2025, som linje 23 på Christiansborg Slotsplads.
Foto: Thomas de Laine, 21. december 2025.
Nordsjællands Veterantog med DSB K 563 som juleveterantog på Nørreport station

Damptog og undergrundsstationer er ikke verdens mest ideelle kombination, men helt op i 1960'erne hørte damptog til dagens orden på Nørreport station i København. I dag hører det til sjældenhederne, og når det sker, er det som veterantog. I forbindelse med damptogs passage gennem Nørreport fortælles folk på perronen via højttalerne, at den anderledes lugt og lidt "tågede" luft blot skyldes et veterantog - og altså ikke et giftgasangreb! Det var egentlig meningen, Nordsjællands Veterantog i 2025 ville køre juletogene mellem København og Helsingør de fire weekender op til jul med foreningens eget damplokomotiv med fortid på Troldhede-Kolding-Vejen Jernbane, som foreningen tidligere på året erhvervede. Lokomotivet viste sig dog endnu ikke at være helt kampdygtigt, så man måtte låne DSB K 563 fra Danmarks Jernbanemuseum. Efter de otte kørsler blev lokomotivet afleveret tilbage, men her trækker det årets sidste, lange og fuldt udsolgte juletog gennem Nørreport station.
Foto: Thomas de Laine, 21. december 2025.
Umove 7675 på Rådhuspladsen, København

Umove 7675, VDL Citea LLE årg. 2015, som linje 23 på Rådhuspladsen i København godt to uger før overgangen til elbusser på linjen.
Foto: Thomas de Laine, 26. november 2025.
Keolis 3298 på Rådhuspladsen, København

Det lakker mod enden for dieselbusserne på Københavns linje 33, som er blandt de sidste linjer i byen, der endnu ikke er elektrificeret i efteråret 2025. Men datoen for indsættelsen af Umoves Yutong-elbusser er 14. december 2025. Keolis 3298 (ex. Anchersen 3298), Mercedes-Benz O530LE Citaro årg. 2016, ankommer til Rådhuspladsen som linje 33 fra Amager.
Foto: Thomas de Laine, 26. november 2025.
Umove 7734 i bushavnen ved Nørreport st., København

Umove 7734, Yutong U12 årg. 2025, i bushavnen ved Nørreport efter ankomst som linje 185 fra Klampenborg og Ordrup. U12-typen har allerede et par år været brugt i Nordsjælland, men er et nyt syn i det centrale København. 21 busser af typen, Umove nr. 7734-7754, er blevet sat i trafik 12. oktober 2025. Hele leverancen omfatter 53 busser, hvoraf et dusin midlertidigt er indsat på bybusserne i Fredericia, mens resten står i depot i Slangerup garage. De skal alle fra december-køreplansskiftet 2025 i brug på linjerne 21, 23, 33 og 78.
Foto: Thomas de Laine, 12. oktober 2025.
Umove 7748 ved Nørreport st., København

Umove 7748, Yutong U12 årg. 2025, afgår fra Nørreport st. som linje 184 mod Holte. Netop denne linje har faktisk kørt delvist elektrisk før, nemlig fra 1994 til 1997, hvor det ikke så vellykkede duobusforsøg medførte, at to Mercedes-ledbusser kørte på strøm fra køreledninger mellem City og Haraldsgade. Resten af turen foregik på diesel, og i praksis kørte de to duobusser ofte også på diesel under køreledninger.
Foto: Jef F.P. Pallavicini, 15. oktober 2025.
Umove 7754 på Vandværksviadukten, København

Umove 7754, Yutong U12 årg. 2025, som linje 37 på Vandværksviadukten umiddelbart efter afgang fra Vesterport st. Busserne 7753 og 7754 er i første omgang de eneste, der er kommet til Umoves garage på Amager, hvor de er indsat på linje 37, men fra december 2025 følger yderligere en mængde, så U12'erne også kan dække linje 33 og 78, som overtages fra Keolis.
Foto: Thomas de Laine, 12. oktober 2025.
Umove 7735 på Sølvtorvet, København

Umove 7735, Yutong U12 årg. 2025, som linje 184 mod Nørreport ved Sølvtorvet i København.
Foto: Jef F.P. Pallavicini, 12. oktober 2025.
Umove 7741 i Øster Voldgade, København

Umove 7741, Yutong U12 årg. 2025, som linje 185 i Øster Voldgade ved Georg Brandes Plads.
Foto: Thomas de Laine, 12. oktober 2025.
Umove 7907 efter påkørslen af Sølvgades Kaserne, København

Hvilken kaffe byder du uventede gæster...? Sådan spurgte en Gevalia-reklame engang, men da Umove 7907, Yutong E15 årg. 2024, torpederede en café ved siden af porten ind til den tidligere Sølvgades Kaserne fra 1760'erne, skete det cirka klokken 5.20 om morgenen, så der var ingen kaffe. Det blev også til en længere pause i serveringen på Nordhavn Coffee, som den uheldige café hedder, for den blev helt ødelagt. Muren var så beskadiget, at den skulle afstives med en trækonstruktion, før 7907 kunne trækkes fri. Derfor tog det omtrent 13 timer at fjerne bussen, hvis skader i øvrigt så ud til at være relativt begrænsede. Årsagen til uheldet var angiveligt, at chaufføren fik et ildebefindende. Bussen var netop afgået som linje 150S fra Nørreport, og den burde være drejet til venstre fra Øster Voldgade i retning mod Fredensbro i stedet for at trække mod højre ind i bygningen...
Foto: Jef F.P. Pallavicini, 12. oktober 2025.
Umove 7907 med fronten i den ødelagte café på Georg Brandes Plads, København

DSB havde 1926-2013 hovedkontor i den tidligere Sølvgades Kaserne på hjørnet af Sølvgade og Øster Voldgade - det sted, der også hedder Georg Brandes Plads. I DSB-tiden var der reception, hvor den café ligger, som tidligt om morgenen søndag 12. oktober 2025 blev smadret af en vildfaren 150S-bus. Synderen var Umove 7907, Yutong E15 årg. 2024, som her holder med fronten inde i caféen på Georg Brandes Plads.
Foto: Jef F.P. Pallavicini, 12. oktober 2025.
Umove 7907 under afstivning af muren ved indgangspartiet til Sølvgades Kaserne, København

Det var hofarkitekt Nicolas-Henri Jardin, der tegnede Sølvgades Kaserne med port ud mod Georg Brandes Plads. Over porten ses kongerne Christian VII og Christian X's monogrammer. Umove 7907 ramte til venstre for porten, altså på den side, hvor bygningen langs Øster Voldgade ligger - den såkaldte "Voldfløj". Her er man ved at afstive det påkørte murværk med en trækonstruktion, så det bliver sikkert at hale bussen fri.
Foto: Thomas de Laine, 12. oktober 2025.
Umove 7680 i Sølvgade, København

I Sølvgade kørte i mange år sporvogns- og buslinje 10, der bl.a. forbandt Tagensvej med Kongens Nytorv. Dengang var det en højfrekvent og passagertung linje, der kørte i Sølvgade, men da man i 2003 omlagde busnettet som tilpasning til metroen, blev 10'erens erstatning - linje 6A - ført til Nørreport station i stedet for Kongens Nytorv. Det var nok også dér, langt de fleste passagerer egentlig ville hen. Men siden har Sølvgade inden for voldene kun været betjent af mere lavfrekvente linjer. Fra 2003 til 2019 var det linje 26, og siden 2019 kører blot de to busser i timen på linje 23 her. Til december 2025 bliver linjen til gengæld opgraderet til elbusser. Umove 7680, VDL Citea LLE årg. 2015, som linje 23 i Sølvgade. I baggrunden ses Umove 7907, der adskillige timer tidligere samme dag var braget ind i bygningen til højre i billedet, nemlig den gamle Sølvgades Kaserne!
Foto: Thomas de Laine, 12. oktober 2025.
Århus Sporveje 272 i Vester Voldgade, København

Århus Sporveje 272, DAB-Silkeborg 12-1200B årg. 1990, som kulturnatbus i Vester Voldgade i København. Ud over denne bus var landets næststørste by i 2025 repræsenteret ved Århus Sporveje 165, Volvo B655/Nordisk fra 1961.
Foto: Thomas de Laine, 10. oktober 2025.
Birkerød Bus Compagni 43 i Vester Voldgade, København

Birkerød Bus Compagni 43, Leyland-DAB 7-1-TL11/8 årg. 1984, på Kulturnattens veteranbuslinje i Vester Voldgade ved Københavns Rådhus.
Foto: Thomas de Laine, 10. oktober 2025.
HT 1501 på Regnbuepladsen, København

HT 1501, Leyland-DAB 6-1-TL11/5 årg. 1982, krydser Regnbuepladsen ad Lavendelstræde. Veteranbuslinjen, der hvert år kører under Kulturnatten i København, har fået ændret ruten en del gange i årenes løb, og i 2025 gik den bl.a. ad Slutterigade og Lavendelstræde - mindre gader, hvor man ikke normalt møder store busser.
Foto: Thomas de Laine, 10. oktober 2025.
HT 571 i Vester Voldgade, København

HT 571, Volvo B59-59/Aabenraa årg. 1972, i Vester Voldgade ved rådhuset på veteranbusruten under Kulturnatten i København.
Foto: Thomas de Laine, 10. oktober 2025.