Myldretid

Menu

Denne side har et kendt layoutproblem, som venter på at blive løst. Myldretid beklager fejlen.

NyhederNyhedsarkiv2004

Arriva opkøber Wulff Bus

Af Thomas de Laine

Tirsdag formiddag blev det meddelt, at Arriva opkøber aktierne i Wulff Bus for et ikke oplyst beløb. Wulff Bus fortsætter som selvstændigt selskab i mindst fem år. Der har løbet rygter om salget i et stykke tid, men disse rygter er tidligere blevet dementeret via bl.a. interne opslag til medarbejderne i Wulff Bus.

Det er selskabet Arriva Skandivien A/S, der overtager aktierne. Wulff Bus fortsætter som nævnt med særskilt navn, ledelse, drift og lokale relationer. På længere sigt forventes visse administrative processer sammenlagt og fælles forretningsgange skabt.

Begge selskaberne har i dag garager i Vejle og Roskilde, og i disse to byer kan der forventes driftsmæssige ændringer ud fra økonomiske overvejelser. I Vejle skulle Arrivas kørsel f.eks. flyttes til Wulff, og noget lignende kan forventes i Roskilde.

Wulff Bus har hovedsageligt kørsel i det jyske, mens Arriva især står stærkt i Hovedstadsområdet. Set udefra kunne man godt få den tanke, at Arriva måske netop er interesseret i Wulff Bus, fordi man ikke har haft heldet så meget med sig i Jylland på det seneste. Flemming Wulffs udtalelser til Horsens Folkeblad synes at underbygge denne teori:

"Men man skal altid finde det rigtige tidspunkt at sige ja til et godt tilbud. Og jeg er tilfreds med salget af mine aktier. [...] Sidste år tog vi bybusserne i Vejle og 33 bybusser i Roskilde fra dem, så det var helt klart fordi, det var nemmere at købe mig end at vinde markedsdele fra mig," siger Wulff-direktøren.

Ifølge Arriva skulle købet ikke resultere i fyringer. Arriva har i forvejen 4000 ansatte og 1150 busser i Danmark, mens Wulff Bus bidrager med 600 ansatte og 300 busser. Wulff Bus havde i 2003 en omsætning på 246 mill. kr. og et overskud på 14 mill. kr. Arriva i Danmark har med købet af Wulff Bus forøget sin omsætning med ca. 20 pct., skriver Horsens Folkeblad.

Kilder: DR Regioner 20.07.04 [http://www.dr.dk/nsapi.dr/regioner/zreg_newsitem.asp?thread=208967&bcat=400&ecat=403&keepcat=n, 20.07.04]; Horsens Folkeblads hjemmeside 20.07.04 [http://www.horsens-folkeblad.dk/default.asp?artikelid=8078, 20.07.04]; Busfrontens mailingliste; Flemming Sundahl (tak!)