Myldretid

Menu

Billeder

Sidste linje 167 ved Herlev station

Sidste linje 167 ved Herlev station

Optaget 13. december 2025 af Thomas de Laine (© Copyright) og offentliggjort på Myldretid 14. december 2025.   Se billedteknik
Kamera: Canon EOS R7   Brændvidde: 42 mm   Lukkertid: 1/3 s.   Blænde: ƒ/4   ISO: 1000 - kan være redigeret og beskåret - Skjul

GoCollective 1354, Volvo B8RLE/Wroclaw (8900LE) årg. 2017, inden afgang fra Herlev station kl. 23.33 som sidste bus på linje 167, der blev nedlagt 14. december 2025. Selvom linjen ved tidligere omlægninger er forvrænget næsten til ukendelighed, har den kørt kontinuerligt i 110 år. I marts 1915 blev ruten officielt etableret som motorbilrute mellem Bispebjerg og Søborg. Forinden havde ruten muligvis kørt et års tid uden tilladelse, og i alle tilfælde havde ruten nogle forgængere i form af hestevognsruter med videre. Men den motorbusrute, der begyndte i 1914-15, blev oprettet af Rasmus Jensen, Søborg Omnibil, der efter nogle år lod ruten fortsætte gennem Buddinge til Bagsværd. I foråret 1926 overtoges ruten af vognmand Laurits Nielsen, som dog senere samme år blev slået ihjel, da den rutebil, han førte, blev ramt af et tog i en af Slangerupbanens overkørsler. Derefter drev hans kone Oline ruten videre. Yderligere et par ejerskift fulgte, før Niels Marius Hansen og Einar Jørgensens virksomhed De røde Omnibusser blev indehavere. Fra 1949 forlængedes ruten til Skovbrynet, i 1951 tildeltes den linjenummer 167, og fra 1. januar 1952 var De røde Omnibusser en del af det nye, store Forenede Rutebiler. Fra december 1967 blev Skovbrynet forladt af en del af turene til fordel for en rute via Værebroparken til Herlev station, og tre år senere blev de resterende ture til Skovbrynet i stedet ført til Værebroparken. 1. oktober 1974 blev Forenede Rutebiler overtaget af HT, som umiddelbart efter forlængede den københavnske linje 43 til Værebroparken i stedet for linje 167. Til gengæld fik linje 167 fra 1975 til 1989 tilføjet en strækning fra Bagsværd til Gentofte. Efter 1989 var linje 167 dog blot en rute mellem Herlev og Bagsværd, og fra marts 2010 blev det endda den omlagte linje 165, der overtog kørslen til og fra Bagsværd, mens linje 167 blev reduceret til en dobbeltrettet ringlinje i Herlev-Hjortespring-området. Kørselsretningen mod uret blev betegnet med nyt linjenummer 168, og da nye linjeændringer i området fandt sted 14. december 2025 i forbindelse med letbanens åbning, blev linje 168 den fortsættende, mens gode gamle linje 167 altså er lukket og slukket.

Bussens data, historie og billeder

Flere billeder:   Fra samme lokalområde   Af linje 167   Optaget 13. december

Tags:

GoCollective Volvo Wroclaw (busproducent) Herlev 2025 Sidste dag/sidste tur