Myldretid

Menu

BillederSe billeder fra en bestemt buslinje

Billeder af busser på linje 167

Her vises alle 4 billeder af busser på linjen gennem tiden:

Linjebus 6692 på Herlev st.

Linjebus 6692 på Herlev st.

Linjebus 6692 (ex. Therkildsens Ruter 11), DAB 12-1200B årg. 1991, som linje 167 på Herlev st. Bemærk de dobbelte forlygter, monteret på klapper. Disse skyldtes, at bussen egentlig var tiltænkt en jysk køber, idet man flere steder i Jylland ønskede dette arrangement.

Foto: Thomas de Laine, 19. februar 1997.

Arriva 1166 på Herlev Hovedgade

Arriva 1166 på Herlev Hovedgade

Bus Danmark fik omkring årsskiftet 1998-99 leveret 15 stk. Scania/Berkhof. De har været anvendt lidt forskellige steder, men er i dag samlet hos Arriva i Ballerup, hvor de bl.a. trafikerer linje 167. Bus 1166 på Herlev Hovedgade.

Foto: Thomas de Laine, 1. april 2006.

Arriva 1357 på Herlev st.

Arriva 1357 på Herlev st.

Arriva 1357, Volvo B10BLE-60/Aabenraa årg. 2000, som linje 167 på Herlev st.

Foto: Thomas de Laine, 21. juni 2007.

Sidste linje 167 ved Herlev station

Sidste linje 167 ved Herlev station

GoCollective 1354, Volvo B8RLE/Wroclaw (8900LE) årg. 2017, inden afgang fra Herlev station kl. 23.33 som sidste bus på linje 167, der blev nedlagt 14. december 2025. Selvom linjen ved tidligere omlægninger er forvrænget næsten til ukendelighed, har den kørt kontinuerligt i 110 år. I marts 1915 blev ruten officielt etableret som motorbilrute mellem Bispebjerg og Søborg. Forinden havde ruten muligvis kørt et års tid uden tilladelse, og i alle tilfælde havde ruten nogle forgængere i form af hestevognsruter med videre. Men den motorbusrute, der begyndte i 1914-15, blev oprettet af Rasmus Jensen, Søborg Omnibil, der efter nogle år lod ruten fortsætte gennem Buddinge til Bagsværd. I foråret 1926 overtoges ruten af vognmand Laurits Nielsen, som dog senere samme år blev slået ihjel, da den rutebil, han førte, blev ramt af et tog i en af Slangerupbanens overkørsler. Derefter drev hans kone Oline ruten videre. Yderligere et par ejerskift fulgte, før Niels Marius Hansen og Einar Jørgensens virksomhed De røde Omnibusser blev indehavere. Fra 1949 forlængedes ruten til Skovbrynet, i 1951 tildeltes den linjenummer 167, og fra 1. januar 1952 var De røde Omnibusser en del af det nye, store Forenede Rutebiler. Fra december 1967 blev Skovbrynet forladt af en del af turene til fordel for en rute via Værebroparken til Herlev station, og tre år senere blev de resterende ture til Skovbrynet i stedet ført til Værebroparken. 1. oktober 1974 blev Forenede Rutebiler overtaget af HT, som umiddelbart efter forlængede den københavnske linje 43 til Værebroparken i stedet for linje 167. Til gengæld fik linje 167 fra 1975 til 1989 tilføjet en strækning fra Bagsværd til Gentofte. Efter 1989 var linje 167 dog blot en rute mellem Herlev og Bagsværd, og fra marts 2010 blev det endda den omlagte linje 165, der overtog kørslen til og fra Bagsværd, mens linje 167 blev reduceret til en dobbeltrettet ringlinje i Herlev-Hjortespring-området. Kørselsretningen mod uret blev betegnet med nyt linjenummer 168, og da nye linjeændringer i området fandt sted 14. december 2025 i forbindelse med letbanens åbning, blev linje 168 den fortsættende, mens gode gamle linje 167 altså er lukket og slukket.

Foto: Thomas de Laine, 13. december 2025.