Myldretid

Menu

BillederTags

Alle billeder tagget med Volvo

Der er 2.237 billeder med dette tag:

DitoBus-lånevogn 1053 ved Hillerød st.

DitoBus-lånevogn 1053 ved Hillerød st.

DitoBus-lånevogn 1053, Volvo B7RLE/Säffle (8500LE) årg. 2009, som linje 302 i busterminalen ved Hillerød st. Den 14 år gamle bus er lånt fra Arriva, indtil DitoBus' nye elbusser bliver leveret. De skal køre på linjerne 301, 302, 303, 305, 307 og 337, som fra overtagelsen i december 2023 og et stykke ind i 2024 må klare sig med indlejede dieselbusser.

Foto: Thomas de Laine, 20. december 2023.

DitoBus-lånevogn 1052 på Søndre Jernbanevej, Hillerød

DitoBus-lånevogn 1052 på Søndre Jernbanevej, Hillerød

Arriva 1052, Volvo B7RLE/Säffle (8500LE) årg. 2009, som lånevogn hos DitoBus i Hillerød på bybuslinje 301. Bussen kørte indtil oktober 2023 på linje 68 i København. Foto på Søndre Jernbanevej.

Foto: Thomas de Laine, 20. december 2023.

DitoBus 4893 ved Hillerød st.

DitoBus 4893 ved Hillerød st.

I den første tid efter overtagelsen af kørslen på Hillerød bybusser i december 2023 var enkelte busser udlånt til Hillerød garage fra andre DitoBus-anlæg. Blandt disse var DitoBus 4893, Volvo B8RLE/Wroclaw (8900LE) årg. 2015, som i øvrigt har en fortid hos Kruse som bus 7139. Her afgår den som linje 301 fra stationen med et par indlånte Scania OmniLink'er i baggrunden.

Foto: Thomas de Laine, 20. december 2023.

DitoBus 4902 og 4905 ved Allerød st.

DitoBus 4902 og 4905 ved Allerød st.

DitoBus 4902 og søstervogn 4905, begge helt nye Volvo B0E/Wroclaw (7900 Electric)-elbusser, ved Allerød st., som er den nordlige endestation for Movias ekspresbuslinje 55E, Malmparken st.-Værløse-Farum-Allerød st. 4902 skilter her linjenummer på grøn baggrund, mens 4905 ikke gør.

Foto: Jef F.P. Pallavicini, 23. oktober 2023.

DitoBus 4902 på Frederiksborgvej, Farum

DitoBus 4902 på Frederiksborgvej, Farum

DitoBus 4902, Volvo B0E/Wroclaw (Volvo 7900 Electric) årg. 2023, som linje 55E ved Farum Midtpunkt den første dag med elbusser på linjen.

Foto: Thomas de Laine, 16. oktober 2023.

DitoBus 4901 ved Allerød st.

DitoBus 4901 ved Allerød st.

Movia har besluttet, at busserne i trafik under de forskellige bogstavkoncepter fremover ikke skal bære farvede hjørner. A- og S-busserne, der sættes i drift i perioden oktober 2023-marts 2024, bliver derfor de sidste med henholdsvis røde og blå hjørner. Til gengæld går man muligvis over til at anvende "produktfarven" som baggrund på linjenummeret foran. De nyeste LED-skilte skal kunne vise alle farver, hvilket dog foreløbigt generelt ikke udnyttes. Som det første sted ses produktfarven på skiltene på DitoBus' nye linje 55E-busser, som blev indsat i oktober 2023. Nogle af disse kører med hvidt linjenummer på grøn baggrund, mens andre busser på linjen som normalt kører med såvel linjenummer som destination i ravgul på sort baggrund. DitoBus 4901, Volvo B0E/Wroclaw (Volvo 7900 Electric) årg. 2023, som linje 55E med grønt linjenummer ved Allerød st.

Foto: Jef F.P. Pallavicini, 23. oktober 2023.

DitoBus 4905 ved Allerød st.

DitoBus 4905 ved Allerød st.

DitoBus 4905, Volvo B0E/Wroclaw (7900 Electric) årg. 2023, som linje 55E ved Allerød st.

Foto: Jef F.P. Pallavicini, 23. oktober 2023.

DitoBus 4686 som linje 257 på Holmebækvej, Herfølge

DitoBus 4686 som linje 257 på Holmebækvej, Herfølge

Storstrøms Trafikselskab (STS) og Hovedstadens Udviklingsråd (HUR) etablerede ved sommerkøreplansskiftet 17. juni 2001 i samarbejde en ny amtsgrænseoverskridende rute, der hele vejen supplerede andre linjer. Linjen, der fik "HT-linjenummeret" 257, udgik fra Fakse Bystation og fulgtes med STS' rute 76 mellem Fakse og Næstved til Rønnede, hvorfra der kørtes mod nord ad Vordingborgvej gennem Dalby og Herfølge til Køge. Mellem Rønnede og Køge var ruten den samme som for linje 256 mellem Køge, Rønnede, Præstø og Stege, og derudover supplerede linje 257 også myldretidsbus 526 fra syd for Herfølge til Køge og bybuslinje 502 i Køge-Herfølge. I modsætning til linje 502 og 526 kørte linje 256 og 257 dog direkte ad Vordingborgvej gennem Herfølge. Det blev ændret fra 14. december 2003, hvor linje 257 fik samme ruteføring som linje 502/526 gennem Herfølge-Holmebæk. Ruten, der kun kørte mandag-fredag i dagtimerne og havde en sekundær natur, blev nedlagt 12. december 2010, hvor Køge Kommune gennemførte en større omlægning af busnettet. I den forbindelse skete der bl.a., i samarbejde med Region Sjælland, en sammenlægning af bybuslinje 502 og rutebilrute 256 til Rønnede og Præstø. Fra oprettelsen kørtes linje 257 af Østtrafik i STS-regi, og da Østtrafiks kontrakt udløb i marts 2010, fortsatte kørslen de sidste cirka otte måneder med DitoBus som operatør på en særlig aftale under indtryk af de forestående linjeændringer. Få dage før linje 257' nedlæggelse er DitoBus 4686 på vej mod Fakse Bystation ad Holmebækvej, som udgør Herfølges sydgrænse. DitoBus overtog vogn 4686 sammen med Østtrafik, som havde fået tre Volvo B10M-60/Aabenraa-rutebiler leveret i 2000, nemlig busserne 185-187. Da DitoBus i 2010 genvandt Østtrafiks kørsel i eget navn, blev de busser, der kom over i DitoBus, omnummereret i Ditos 4600- og 4700-nummerserier. Bus 186 blev dermed til bus 4686, og ligesom mange andre af de overførte busser fik den også Movias gule farve, der jo var et krav i de nye kontrakter. Bussen var ellers i sin tid nyleveret i STS-rutebildesign. Den kørte videre hos DitoBus indtil 2013.

Foto: Thomas de Laine, 8. december 2010.

Egon's Turist- & Minibusser DG 90 851 som togbus i Lejre

Egon's Turist- & Minibusser DG 90 851 som togbus i Lejre

Det tog mere end 70 år at udbygge Nordvestbanen fra enkelt- til dobbeltspor hele vejen fra Roskilde til Holbæk. Mellem Roskilde og Lejre kunne det tages i brug i 1951, mens Vipperød-Holbæk fulgte i 1987. Den sidste del, strækningen mellem Lejre og Vipperød, gik man først i gang med så sent som i sommeren 2012, hvor ballet blev åbnet med togbusser Lejre-Holbæk i månederne juni, juli og august. Blandt opbuddet af togbusser var Egon's Turist- & Minibussers Volvo B12M-65/Carrus (Volvo 8700) fra 2005 med reg.nr. DG 90 851 og fortid hos Tylstrup i Nordjylland som bus 198. Bussen var kun hos Egon's i månederne med togbuskørsel denne sommer, men fik siden et efterliv i Letland. Også de ordinære Movia-busser i området var midlertidigt ændret under sporspærringen, hvor der bl.a. kørte en midlertidig linje 936.

Foto: Thomas de Laine, 18. juli 2012.

Nobina 6015 ved Ishøj st.

Nobina 6015 ved Ishøj st.

Ishøj station på S-banen langs Køge Bugt åbnede i september 1976 og havde fra begyndelsen en busterminal på østsiden af stationen, som særligt efter 1990 blev relativt vigtig, fordi både buslinje 300S og 400S her gav forbindelse til S-toget. Som de fleste andre af Køge Bugt-banens busterminaler er den i Ishøj siden blevet erstattet af en ny, som åbnede i november 2010 efter et par måneder, hvor busserne midlertidigt måtte køre ad omveje til og fra midlertidige forhold i Stenbjerggårds Allé sydvest for stationen. I foråret 2011 var den nye busterminal dog ikke mere færdig, end at der stadig var lidt byggerod omkring den og midlertidig anvendelse af gamle, grønne venteskure. Nobina 6015, Volvo B12BLE/Säffle (8500LE) årg. 2008, ankommer til den nye busterminal som linje 300S. I 2023 var terminalen under ombyggning, fordi Ring 3-letbanen skal føres ind i terminalens nordside, hvor den vil ende i en "sæk". Når den åbner, forsvinder linje 300S fra Ishøj station og landkortet i øvrigt, men der vil stadig komme to S-buslinjer til Ishøj, for det er meningen, at linje 600S skal forlænges fra Hundige st. til Ishøj st. og træde i stedet for linje 400S på samme rute.

Foto: Thomas de Laine, 21. maj 2011.

Arriva 1906 som linje 566 til Bornholmsfærgen

Arriva 1906 som linje 566 til Bornholmsfærgen

1. oktober 2004 holdt Bornholmsfærgen mellem København og Rønne flyttedag, og den har siden sejlet til og fra Køge i stedet for København. I den forbindelse blev der på Bornholmstrafikkens regning og i første omgang kun som forsøg etableret en tilbringerbus mellem Køge station og Baltic Kaj på Køge Havn, hvor færgen lægger til. Der køres fra færgen mod Køge st. om morgenen og den modsatte vej om aftenen. I overensstemmelse med traditionen for at kalde Bornholmsrelaterede busruter noget med -66 efter Dampskibsselskabet af 1866, kom tilbringerbussen til at bære linjenummer 566, idet 500-numrene i årene 1977-2010 blev brugt af bybusserne i Køge. Og da kørslen på tilbringerbussen blev tilrettelagt af HUR og senere Movia, har tilbringerbussen alle årene været kørt af samme operatør som Køges bybusser. Det var fra oprettelsen af linjen Arriva, men 2005-07 afbrudt af en periode med Connex, og fra december 2011 stod der Lokalbus på busserne. Linjenummeret 566 holdt dog kun til december-køreplansskiftet 2010, hvor Movia besluttede, at Køge og Holbæk skulle bytte linjenummerserier, og dermed kom linje 566 til at hedde linje 106! Her ses Arriva 1906, Volvo B7RLE/Säffle (8500LE) årg. 2006, ved Køge st. før en af de to aftenafgange mod Bornholmsfærgen. S-toget, som sikrer forbindelsen med København, ses i baggrunden. Det er sidste aften med linjenummer 566, og bussen har fået røde hjørner, fordi bybuslinje 501 og 502 dagen efter blev til 101A og 102A. Fire år senere blev endestationen ved Køge st. flyttet fra vestsiden af jernbanen til østsiden, hvorved den i forvejen korte tur til færgen blev endnu kortere.

Foto: Thomas de Laine, 11. december 2010.

Ex. Linjebus 3059 ved REK Bitola-kraftværket ved Novatsi, Makedonien

Ex. Linjebus 3059 ved REK Bitola-kraftværket ved Novatsi, Makedonien

Denne bus' fortid på de vestsjællandske landeveje fornægter sig ikke, men den er kommet langt væk hjemmefra. Den blev nemlig i 2013 solgt til Republikken Makedonien, senere Nordmakedonien, hvor den blev taget i brug af det statslige energiforsyningsselskab ELEM i Bitola. Bussen er oprindeligt leveret til Linjebus på Lolland-Falster i 1998, hvor Linjebus overtog en stor mængde kørsel fra NyBus. Bussen havde derfor nummer i 3000-serien, som Linjebus benyttede i STS-land, men blev dog efter nogle år overført til Vestsjælland, hvorved den fik det hvide og orange VT-kontraktdesign. Den var omfattet af Arrivas overtagelse i 2007 og kørte frem til udrangeringen som Arriva-bus 5575. Den danske karriere sluttede med nogle måneder som lånevogn hos Tide Bus på Fyn i 2010. Da bussen efter flere års henstand kom ud at køre igen hos ELEM sammen med nogle andre danske busser, var dens nye opgave øjensynligt at køre medarbejdere til og fra REK Bitolas kulkraftværk uden for byen Novatsi. Her ses bussen på vej mod byen med kraftværket i baggrunden.

Foto: Thomas de Laine, 3. juni 2015.

Arriva 1980 som linje 156 ved Ballerup st.

Arriva 1980 som linje 156 ved Ballerup st.

Ballerup Bybus blev oprettet 2. oktober 1967 af vognmand Jørgen Andersen, der etablerede en ny busforretning i byen. Han var til dels var i konkurrence med De gule Busser i Herstedøster, som også så Ballerup som deres hjemmebane. Bybussen fik linjenummeret 1 og udgangspunkt ved S-togsstationen, hvorfra der kørtes ad Baltorpvej, Vestbuen, Ågerupvej, den nuværende Hold-an Vej og Magleparken til den store Magleparken-bebyggelse og endestation ved Sydbuen. Bybussen blev betjent med en enkelt bus, som en stor del af tiden havde vognmanden selv ved rattet, og busantallet har principielt holdt sig frem til i dag. Ruten var oprindeligt en traditionel punkt til punkt-linje, men ændredes allerede i december i åbningsåret til at køre direkte ad nuværende Hold-an Vej på tilbagevejen til Ballerup st. Nogle få måneder i 1969-70 var dette ændret således, at der i myldretiden også kørte en linje 2, som betjente Baltorpvej, Vestbuen og Ågerupvej, mens linje 1 kørte direkte til og fra Magleparken i samme tidsrum, men dette var altså kun ordningen for en kort bemærkning. Til gengæld ændredes linje 1 i oktober 1972 til at køre som ringlinje, nemlig ad Vestbuen og Sydbyen fra Baltorpvej til Magleparken i stedet for Ågerupvej og Hold-an Vej. 20. september 1974 blev linjenummeret ændret til 156, som den har haft siden, og 1. april 1975 kom den ind under HT-systemet, idet vognmand Jørgen Andersen - mod sin vilje - blev HT-entreprenør. Herefter fulgte kun småjusteringer af ruten i mange år, og disse ændringer var mest i området lige omkring Ballerup station, hvor der med årene skete en del vejændringer. 1. april 1994 overtog Linjebus alle Jørgen Andersens HT-linjer i Ballerup-området ved HTs 4. udbud, og Linjebus kørte frem til maj 2003 - dog de sidste tre år under navnet Connex. Siden 2003 har Arriva kørt linjen, som fra december 2019 fik elbusser. Den eneste væsentlige ændring i det 21. århundrede fandt sted i oktober 2006, hvor aftenkørslen ophørte, og S-buslinje 400S i stedet fik en særlig aftenudgave, linje 400 uden 'S', med stop ved alle stoppesteder. Linje 400 førtes desuden ad Magleparken i stedet for den sydligste del af Hold-an Vej, således at denne del af Ballerup Bybus' rute fortsat betjentes om aftenen. Aftenkørslen vil nok bortfalde helt, hvis planerne om BRT på linje 400S gøres til virkelighed. Arriva 1980, Volvo B7RLE/Säffle (8500LE) årg. 2009, afgår fra Ballerup st. som linje 156 lørdag 7. december 2019 - den sidste dag med dieselbusser på linjen. Dagen efter begyndte en ny kontraktperiode, og når den er til ende i 2029-31, vil Arriva have kørt Ballerup Bybus længere tid end Jørgen Andersen selv, omend Arriva Danmarks navn må forventes ændret inden da.

Foto: Thomas de Laine, 7. december 2019.

DitoBus 4902 i Hillerød garage

DitoBus 4902 i Hillerød garage

DitoBus 4902, Volvo 7900 Electric årg. 2023, på DitoBus' garageanlæg i Hillerød.

Foto: Jef F.P. Pallavicini, 16. oktober 2023.

DitoBus 4901 i Hillerød garage

DitoBus 4901 i Hillerød garage

DitoBus 4901, Volvo 7900 Electric årg. 2023, inde på garageanlægget i Hillerød, som er genåbnet af DitoBus til overtagelsen af kørslen på linje 55E mellem Allerød, Farum, Værløse, Egebjerg og Malmparken st. Senere overtages mere kørsel, som også placeres på garageanlægget i Hillerød. Anlægget er en gammel kending, idet det blev opført af HT tilbage i 1970'erne.

Foto: Jef F.P. Pallavicini, 16. oktober 2023.

DitoBus 4898 - første nye Volvo-bus til Movia i 5½ år - på garageanlægget i Skibby

DitoBus 4898 - første nye Volvo-bus til Movia i 5½ år - på garageanlægget i Skibby

For første gang i 5½ år er der i oktober 2023 nyleveret Volvo-busser til kørsel for Movia. Det er DitoBus, der har anskaffet en serie Volvo 7900 Electric, der også kaldes en Volvo B0E - altså en 0-litersmotor! I første omgang er der ankommet 6 busser til linjerne 55E og 65E, hvilket er færre, end der skal bruges, men de resterende busser er forsinkede i leveringen. Bl.a. blev en bus beskadiget under transporten til Danmark. Flere B0'ere følger altså, men det bliver så også de sidste Volvo-busser med polskbyggede karosserier - fabrikken i Wroclaw lukker nemlig, og fremover må Volvo-rutebuskunder i Europa få deres busser bygget hos eksempelvis Volvos egyptiske partner! DitoBus 4898 på garageanlægget i Skibby, der fra mandag morgen 16. oktober 2023 kører linje 65E, som overtages fra Keolis, der havde linjen stationeret præcis samme sted.

Foto: Sikandar Sahil, 13. oktober 2023.

DitoBus 4898 fra dørsiden i Skibby garage

DitoBus 4898 fra dørsiden i Skibby garage

DitoBus 4898, en af de nye Volvo B0E/Wroclaw (7900 Electric), på garageanlægget i Skibby. Selvom elbusversionen af Volvo 7900 ligner dieseludgaven, er der lavet nogle justeringer med skrå linjer mv. i forbindelse med den højere tagkant, der er en følge af batteriernes placering på taget.

Foto: Sikandar Sahil, 13. oktober 2023.

DitoBus 4898 i Skibby garage

DitoBus 4898 i Skibby garage

DitoBus 4898, Volvo B0E/Wroclaw (7900 Electric) årg. 2023, i Skibby garage. Bussen skal bruges på E-buslinjerne 55E og 65E i Movias udbud A21, men E-busser får ikke længere grønne hjørner. A- og S-busser leveret til kørsel i samme udbud får ellers røde og blå hjørner.

Foto: Sikandar Sahil, 13. oktober 2023.

DitoBus 4898 bagfra i Skibby garage

DitoBus 4898 bagfra i Skibby garage

DitoBus 4898, Volvo B0E/Wroclaw (7900 Electric) årg. 2023, set bagfra i Skibby garage. De gule hjulkapsler er et nyere Movia-designkrav, som alle nye busser nu får.

Foto: Sikandar Sahil, 13. oktober 2023.

DitoBus 4900 i Skibby garage

DitoBus 4900 i Skibby garage

DitoBus 4900, en helt ny Volvo B0E/Wroclaw (7900 Electric), i Skibby garage. Bussen er blandt de først ankomne i en serie Volvo-elbusser til DitoBus i Nordsjælland, der bl.a. tager dem i brug på ekspresbuslinjerne 55E og 65E, som overtages fra Keolis 15. oktober 2023.

Foto: Sikandar Sahil, 13. oktober 2023.

Arriva 1358 som linje 18 ved Mozarts Plads, København

Arriva 1358 som linje 18 ved Mozarts Plads, København

I 2024 åbner Sydhavnsmetroen, som er en gren på Metrocityringen fra Hovedbanegården via bl.a. Sluseholmen og Sydhavnskvarteret til Ny Ellebjerg st. Den ene af de nye stationer ligger under Mozarts Plads, som i øvrigt også i gamle dage har været sporvognsendestation og i nyere tid skiftested mellem busruten, der forbandt Valby med Amager (i mange år linje 37, senere linje 100S, 4A og siden 2019 linje 18), og linjer ind til eller på tværs af byen (i mange år linje 16 henholdsvis 3, men i nyere tid også linjenumre som 7A, 9A og 10). Byggeriet af den kommende metrostation har i flere år medført omfattende afspærringer og visse omlægninger af de linjer, der passerer Mozarts Plads. I syd- og vestgående retning har busserne derfor holdt i Borgmester Christiansens Gade ud for det grønne område langs Louis Pios Gade i stedet for umiddelbart ud for Mozarts Plads, som ligger lidt længere nede ad gaden til højre for billedets kant. Den nuværende busbetjening af Mozarts Plads består af linjerne 7A, 9A, 18 og 23, som alle først kom til pladsen 13. oktober 2019, hvor Københavns linjenet blev omskabt i kølvandet på Metrocityringens åbning. På den første dag med "Nyt Bynet" opsamler Arriva 1358, Volvo B8RLE/Wroclaw (8900LE) årg. 2017, passagerer ved det midlertidige stoppested for Mozarts Plads ved Louis Pios Gade.

Foto: Thomas de Laine, 13. oktober 2019.

Arriva 1354 som linje 161 på Tårnvej, Rødovre

Arriva 1354 som linje 161 på Tårnvej, Rødovre

Storkøbenhavns linje 161 er blandt Hovedstadsområdet ældre tilbageværende busruter, uanset at den har ændret sig talrige gange i årenes løb og i dag bare er skyggen af sig selv. Men i de forslag til omlægning af busnettet, når Ring 3-letbanen åbner, der i efteråret 2023 cirkulerer, indgår den historiske linjes endelige nedlæggelse. Ruten blev oprettet i juli 1935 af vognmand Eigil Sørensen i Gladsaxe og kørte mellem Gladsaxe og Husum Torv. I 1948 blev den forlænget til Lyngby st. og to år senere et kort stykke i den modsatte ende til Husum st. Ved tildelingen af linjenumre i Københavns Amt i maj 1951 fik ruten nummer 161, og 1. januar 1952 indgik den i Forenede Rutebiler, som Eigil Sørensen var med til at danne. Dette rutebilselskab fik et omfattende rutenet i Københavns forstæder og var i en årrække landets største private busselskab. Senere samme år omlagdes linjen via den nye Gladsaxe Trafikplads. Da buspassagererne begyndte at svigte til fordel for privatbiler og fjernsynskiggeri, ramte de økonomiske følger også Forenede Rutebiler, der overgik til primært kommunalt eje få år før etableringen af HT, Hovedstadsområdets Trafikselskab. Det nye trafikselskab overtog 1. oktober 1974 busdriften i Hovedstadsområdet fra alle offentligt ejede eller offentligt dominerede busselskaber og dermed også Forenede Rutebiler. Under HT forlængedes linjen i april 1978 fra Husum Torv mod syd gennem Rødovre ad Tårnvej, Slotsherrensvej og Islevdalvej mv. til Rødovre st., og fra september 1983 fortsatte den helt til Friheden st. Da HT oprettede linje 200S i juni 1991, overtog den nye linje dog meget af trafikken. Linje 161 fik dels reduceret driften, og dels forlagdes ruten til fra Gladsaxe at køre ad Ring 3 via Herlev st. til Rødovre i stedet for den oprindelige rute over Husum, ligesom linje 161 i sydenden påny afkortedes til Rødovre st. uden for myldretiderne. I myldretiden kørtes herefter til Center Syd på Avedøre Holme og ikke længere til Friheden st., som linje 200S overtog. Sådan fik linjen lov at køre frem til marts 2010, hvor myldretidskørslen syd for Rødovre st. ophørte. Metrocityringens komme i efteråret 2019 fik også følger helt ude på linje 161, som blev ændret i sammenhæng med en mængde andre linjer. Fra 13. oktober 2019 bortfaldt hele ruten nord for Herlev st. således, og dermed kører den nu blot mellem Herlev og Rødovre. Linje 161 indgik i HTs 4. udbud og blev fra 1. april 1994 vundet af De Blaa Omnibusser i Holte, som derved fik rutekørsel længere mod syd end nogensinde før eller siden. De Blaa mistede dog ruten til Linjebus i 1998, som igen tabte den til City-Trafik i 2003. April 2012 overtog Arriva linjen efter et udbud, og den kontrakt udløber i december 2023, hvor Umove indsætter nye elbusser på linjen. På den solrige forårsdag i 2021, hvor dette billede blev taget på Tårnvej i Rødovre, havde Arriva indsat bus 1354, Volvo B8RLE/Wroclaw (8900LE) fra 2017, som strengt taget ikke hører til på linjen, men typen har været en hyppig gæst på linje 161 siden 2019.

Foto: Thomas de Laine, 29. maj 2021.

Arriva 5668 ved Ringsted st.

Arriva 5668 ved Ringsted st.

Da Arriva vandt en større mængde kørsel på Vest- og Sydsjælland i Movias udbud A3 og A5, blev der anskaffet en serie Volvo B7RLE/Säffle (8500LE) til kørslen. Disse busser var "rutebiler" med dørarrangement 1-2-0 og lavt gulv i den forreste del af bussen. De introducerede såvel det lave gulv som Movias gule farve på mange af de ruter, de blev indsat på. Busserien, som havde numre i 5500- og 5600-serierne, satte deres præg på kørslen hele kontrakten igennem, men alle er nu udrangeret. Dette eksemplar, bus 5668 fra 2010, kørte alle sine 11 år hos Arriva i Ringsted på især linje 260R mellem Ringsted og Køge, men da fotografen var forbi en sommerdag i 2016, var den dog indsat på linje 411, Ringsted-Ørslev. Sammenhængen er dog på plads, for linje 260R er den tidligere linje 252, mens linje 411 er (resterne af) dens tidligere søsterlinje 251!

Foto: Thomas de Laine, 19. juli 2016.

Ex. Combus 5139 i Maribor, Slovenien

Ex. Combus 5139 i Maribor, Slovenien

Da Combus i 1998 overtog Storkøbenhavns linje 200S fra Unibus, anskaffede man en serie Volvo B10BLE med Säffle-byggede karosserier. Busserne adskilte sig lidt fra de mange andre Volvo B10BLE-busser, Combus indsatte i HT-området i 1997-98, ved at have air-condition og de lidt mere komfortable S-busstole. Busserne kørte på linje 200S hele kontrakten igennem, dog fra 2001 for Connex, men blev arbejdsløse, da City-Trafik i 2004 vandt linje 200S. Hele serien fandt dog allerede senere samme år vej til bybusserne i Maribor i Slovenien, hvor enkelte fortsat var i drift i foråret 2016. Dette er Marproms bybus 758 alias Combus 5139 på Mlinska ulica i Maribor.

Foto: Thomas de Laine, 7. maj 2016.

Odense Bytrafik 38 på Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm

Odense Bytrafik 38 på Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm

I begyndelsen af 2000'erne blev bybusserne i Odense stadig kørt af det kommunale Odense Bytrafik, og her holdt man både fast i en 50-årig tradition for at købe Volvo-busser og den mørkerøde og grå bemaling med byvåben på fronten. I 2002 fik man leveret vogn 38, en 13,7 meter lang Volvo B10BLE med Aabenraa-bygget karosseri. Snart blev der dog vendt op og ned på det tidligere så traditionelle bybussystem i Odense med FynBus' friske farver og udbud af bybuskørslen: I 2008 overtog Tide Bus både bybustrafikken og bus 38, som dog forblev i brug frem til Tide Bus' ophør på bybusserne sent i 2015. Siden er bussen overgået til bevaring på Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm, som har flere andre (Volvo-)busser fra Odense Bytrafik i sin samling. Dette billede er fra museet.

Foto: Thomas de Laine, 29. juli 2023.