Myldretid

Menu

BillederSøg i Billeder

Søgeresultat: "55.66239,12.5769"

Skriv f.eks. navnet på et busselskab, en bustype, et sted eller en fotograf:

Søg i Billeder efter:

55.66239,12.5769 opfattes som en bredde- og lægdegrad. Der søges i billeder stedfæstet i nærheden af dette punkt.

Du søgte efter 55.66239,12.5769 og fandt 379 billeder.

Arriva 1057 på Artillerivej, København

Arriva 1057 på Artillerivej, København

Arriva 1057, Volvo B7RLE-60/Säffle (8500LE) årg. 2009, som linje 68 på Artillerivej ud for Haveforeningen Sønderbro.

Foto: Thomas de Laine, 19. maj 2023.

Arriva 1055 på Artillerivej, København

Arriva 1055 på Artillerivej, København

Arriva 1055, Volvo B7RLE-60/Säffle (8500LE) årg. 2009, som linje 68 på Artillerivej på Amager. Vejen hed på dette stykke i mange år Lossepladsvej, hvilket man dog valgte at ændre som led i byudviklingen i sydenden af Islands Brygge. En borger foreslog forinden, at det nye vejnavn da så kunne være "Genbrugsvej"!

Foto: Thomas de Laine, 19. maj 2023.

Nobina Sverige 7512 ved Hovedbanegården, København

Nobina Sverige 7512 ved Hovedbanegården, København

Øresundstogene var i et døgn fra lørdag 9. november 2024 kl. 13 til samme tid dagen efter erstattet af busser. Det skyldtes spoarbejde på dansk side, men også vedligeholdelsesarbejde ved Triangeln station i Malmö lørdag eftermiddag og aften. Da det er svenskerne, der har ansvaret for Øresundstogene (med Transdev som operatør), er togbuskørslen i sådanne situationer også svensk organiseret. I Skånetrafiken-jargon har togbusserne Malmö-København linjenummer 6804, og man måtte også finde information om dem på Skånetrafikens informationskanaler og ikke hos DSB. De fleste af togbusserne denne weekend var Skånetrafiken-rutevogne fra Nobina Sverige og turistbusser fra Bergkvarabuss, men også enkelte andre svenske operatører samt danske DD Coach deltog. Togbusserne kørte fra Københavns Hovedbanegård ved banegraven via Ørestad, Tårnby og Lufthavnen stationer til Øresundsbron og videre til Hyllie. Indtil søndag morgen kl. 6 fortsatte busserne helt til Malmö C. Østerport, Nørreport og Triangeln stationer var dermed ikke betjent af togbusserne. Skånetrafiken havde advaret om længere rejsetid og antydet risiko for pladsproblemer, og der kunne også observeres en del individualitet i, hvilke veje man kørte ad, men alt i alt gik det vist meget godt. En times tid før, det hele var slut for denne gang, forlader Nobina Sverige 7512 Københavns Hovedbanegård. Bussen er en 14,8 meter lang Scania OmniLink CNG-gasbus fra 2012.

Foto: Thomas de Laine, 10. november 2024.

Nobina Sverige 7946 på Banegårdspladsen, København

Nobina Sverige 7946 på Banegårdspladsen, København

Nobina Sverige 7946, Solaris Urbino 15LE CNG-gasbus årg. 2014, ankommer til Københavns Hovedbanegård som togbus fra Malmö.

Foto: Thomas de Laine, 10. november 2024.

Nobina Sverige 2575 ved Hovedbanegården, København

Nobina Sverige 2575 ved Hovedbanegården, København

En 14,6 meter lang CNG-gasbus er ikke nogen ualmindelig "rutebil" hos Skånetrafiken. Nobina Sverige 2575 er en Solaris Urbino 15LE årg. 2010, som i weekenden 9.-10. november 2024 kunne opleves i København som togbus til erstatning for Øresundstogene. Foto ved afgang fra Københavns Hovedbanegård.

Foto: Thomas de Laine, 10. november 2024.

Nobina Sverige 3563 ved Hovedbanegården, København

Nobina Sverige 3563 ved Hovedbanegården, København

Nobina Sverige 3563, en 13,1 meter lang Volvo B8RLE/Wroclaw (8900LE) fra 2017, opsamler passagerer foran Københavns Hovedbanegård, inden turen går mod Hyllie som togbus til erstatning for Øresundstogene. Dette stoppested, hvor busser må slås om pladsen med bl.a. taxaer, bruges jævnligt af togbusser, f.eks. når DSB må erstatte Hamburg-togene helt eller delvist med bus.

Foto: Thomas de Laine, 10. november 2024.

Nobina Sverige 7973 på Banegårdspladsen, København

Nobina Sverige 7973 på Banegårdspladsen, København

Nobina Sverige 7973, en 14,6 meter lang Solaris Urbino 15LE CNG-gasbus fra 2014, ved Hotel Astoria efter ankomst til Københavns Hovedbanegård som togbus fra Hyllie i Malmö.

Foto: Thomas de Laine, 10. november 2024.

Arriva 1051 på Langebro, København

Arriva 1051 på Langebro, København

Arriva 1051, Volvo B7RLE-60/Säffle (Volvo 8500LE) årg. 2009, som linje 68 på Langebro i København.

Foto: Thomas de Laine, 8. oktober 2023.

Busforsyningens "Smeden" i Kvægtorvsgade, København

Busforsyningens "Smeden" i Kvægtorvsgade, København

Denne Volvo B12 med Van Hool Altano-karosseri blev i 1993 nyleveret til Schmidts Turisttrafik i Glostrup. På sine gamle dage ombyggedes den til transportopgaver for bands mv. og anvendt fra 2008 til 2014 af firmaet Busforsyningen. Her ses den, navngivet "Smeden", i brug hos Busforsyningen i Kvægtorvsgade på Vesterbro i København.

Foto: Thomas de Laine, 11. december 2009.

Nettbuss 8480 ved Hovedbanegården, København

Nettbuss 8480 ved Hovedbanegården, København

Omkring 2004 var Vest-fabrikken klar med nye karosserimodeller: Vest Center til bybusser og Vest Contrast til rutebiler. Det var et design, man måske lige skulle vænne sig til at se på... Til kørsel på landets største buslinje, linje 5A, anskaffede norske Nettbuss 43 Volvo B12BLE med Center-karosseri, som blev sat i drift i efteråret 2007. Busser af samme type blev af et andet norsk busselskab, Tide Bus, også indsat i Odense i et pænt antal. Nettbuss 8480 afgår fra Københavns Hovedbanegård som linje 5A mod Nørrebro og Husum. "Gå ikke over for rødt! Især unge bliver ramt," lyder kampagnefolieringen på bussen. Netop i den fodgængerovergang, bussen krydser på billedet, er der mange, der skynder sig over for rødt, men pigen til venstre for bussen har tydeligvis forstået budskabet!

Foto: Thomas de Laine, 16. december 2009.

Arriva 1637 på Langebro, København

Arriva 1637 på Langebro, København

Arriva 1637, MAN NG313 CNG-ledbus årg. 2017, som linje 5C på Langebro i København. Bussen bor på Arrivas garageanlæg i Gladsaxe, som både huser linje 2A og 5C. Dermed er der stationeret i alt 62 ledbusser på anlægget.

Foto: Thomas de Laine, 8. oktober 2023.

Keolis 8422 på Langebro, København

Keolis 8422 på Langebro, København

VDL Citea-busserne er endnu et hverdagssyn på Københavns linje 250S mellem Bagsværd/Gladsaxe, Nørrebro, City, Amagerbrogade, Tårnby og Dragør, hvor de har slidt og slæbt i snart 12 år. Men Umove har vundet linjen fra december 2024, og til den tid sendes Citea'erne på pension til fordel for nye elbusser. Samlet set har Keolis udrangeret et ret betydeligt antal VDL-busser siden 2022. Bus 8422, VDL Citea XLE 137 årg. 2012, som linje 250S på Langebro. Den havde på fototidspunktet rundet en million kørte kilometer.

Foto: Thomas de Laine, 8. oktober 2023.

Umove 7810 ved Københavns Hovedbanegård

Umove 7810 ved Københavns Hovedbanegård

Umove 7810, Yutong E12LF årg. 2023, som linje 31 ved Københavns Hovedbanegård den første dag med Umoves elbusser på linjen. Yutong E12LF er fra samme dag den mest udbredte busmodel i Movialand.

Foto: Thomas de Laine, 15. oktober 2023.

Umove 7367 som linje 11 omlagt ad Bernstorffsgade, København

Umove 7367 som linje 11 omlagt ad Bernstorffsgade, København

Linje 11 og 33 har siden forsommeren 2023 været berørt af et byggeri, som har forvist linjerne fra deres normale endestation i Rådhuspladsens såkaldte Amagerterminal. Derfor må der i stedet køres i sløjfe ad Bernstorffsgade forbi Hovedbanegårdens busterminal, som dog ikke benyttes, og ad Vesterbrogade til en midlertidig endestation i H.C. Andersens Boulevard på Tivoli-siden. I modsat retning køres ad normal rute. Omlægningen kommer øjensynligt til at vare et godt stykke tid. Umove 7367, Yutong E12LF årg. 2021, er på sin vej mod Rådhuspladsen netop drejet fra Tietgensbro op i Bernstorffsgade, hvorfra den ikke vil svinge ind i busterminalen bag fotografen.

Foto: Thomas de Laine, 21. august 2023.

Arriva 1050 som linje 66 ved Vesterport st.

Arriva 1050 som linje 66 ved Vesterport st.

Gennem 15 år var linje 66 en ikke helt ubetydelig linje i København. Den blev nærmest oprettet som en slags eftertanke til de mange linjeændringer, der i 2002 og 2003 var foretaget som følge af de første metroåbninger i byen. Man havde dels en kort linje 48, som var resterne af den gamle linje 8, der kørte mellem Rådhuspladsen, Hovedbanegården, Christiansborg, Christianshavn og Refshaleøen, og dels savnede man linje 69 på Lygten og Tagensvej. Linje 69 var nemlig blevet omlagt ad Frederiksborgvej i stedet for Lygten-Tagensvej til erstatning for den nedlagte linje 16 og havde desuden fået korte ture, som kun gik mellem Rådhuspladsen og Emdrup Torv. 17. oktober 2004 blev der ryddet op, idet linje 48 og de korte ture på linje 69 faldt bort, og linje 69 fik sin rute ad Lygten og Tagensvej tilbage. I stedet kom en ny linje 66 fra Emdrup Torv ad Frederiksborgvej til Nørrebro st. og ad Rantzausgade mv. til Vesterport st., Hovedbanegården, Christiansborg, Christianshavn og Refshaleøen. Da Opereen åbnede nogle måneder efter oprettelsen, fik linjen i forbindelse med forestillinger ført enkelte ture via Operaen, indtil endestationen ved maj-køreplansskiftet 2005 flyttedes til Operaen, og Refshaleøen blev overladt til den daværende linje 47. Herefter skete der ikke det store, før 24. marts 2013, hvor den nye linje 9A overtog betjeningen mellem Hovedbanegården og Operaen. Linje 66 førtes i stedet gennem bl.a. Holbergsgade til endestation ved Kvæsthusbroen og Sankt Annæ Plads. Det pudsige herved var, at der faktisk 1982-91 havde eksisteret en linje 66 mellem Hovedbanegården og Kvæsthusbroen, som gav forbindelse fra og til Bornholmsfærgen og havde fået linjenummer som en slags reference til Dampskibsselskabet af 1866 (ligesom Gråhundbus' Bornhomerbus med rutenummer 866 og en lokal buslinje 566, nu linje 106, mellem Køge st. og Bornholmsfærgens senere færgeleje i Køge). Den sene linje 66 fortsatte frem til 13. oktober 2019, hvor den forsvandt, og et nyt busnet tilpasset den netop åbnede Metrocityring blev indført. Linje 66 blev i hele sin levetid kørt af Arriva - først med blandede dieselbusser, men fra efteråret 2005 delvist med DAB-gasbusser, som efter et udbud blev enerådende på linjen pr. oktober 2006. Gasbusserne blev tre år senere erstattet af en serie fabriksnye Volvo B7RLE-busser, som kørte linjen de resterende ti år af dens levetid. En af disse, Arriva 1050, ses her ved Vesterport st. i retning mod Kvæsthusbroen, Sankt Annæ Plads og det relativt nye skuespilhus.

Foto: Thomas de Laine, 13. august 2017.

Anchersen 3225 på Artillerivej, København

Anchersen 3225 på Artillerivej, København

Solaris Urbino er på europæisk plan efterhånden en særdeles udbredt busmodel. I Danmark er det først og fremmest Aarhus, der har anskaffet typen i stort tal, men også Anchersen bruger en serie Solaris'er i laventréudførelse på linjer i og omkring København. Bus 3225 er en Urbino 12LE leveret i 2011, og det er derfor også en bus, der efterhånden nærmer sig pensionsalderen. Anchersen 3225 som linje 77 på Artillerivej på Amager - i et område, der fuldstændig har skiftet karakter i bussens knap 12-årige levetid.

Foto: Thomas de Laine, 19. maj 2023.

Sidste bus på Bornholmerbussen afgår fra Københavns Hovedbanegård

Sidste bus på Bornholmerbussen afgår fra Københavns Hovedbanegård

Søndag 30. april 2023 kørte "Bornholmerbussen" - altså Gråhundbus' fjernbusrute mellem Københavns Hovedbanegård og Ystad med forbindelse til færgen til Rønne - for sidste gang. Ruten har været videreført af boet efter Jørgen Andersen siden vognmandens død i august 2022, men fremtiden er endnu ikke blevet afklaret, og tilladelsen til Bornholmerbussen er nu udløbet. Det er ikke helt umuligt, ruten kommer i gang igen, men indtil videre køres der ikke mere. Bornholmerbussen blev etableret i december 1981 og har været indbegrebet af en Bornholmstur for mange mennesker, har transporteret talrige lejrskoler og meget andet. Rutenummeret 866 lægger sig op ad Dampskibsselskabet af 1866, som i generationer har givet færgeforbindelse til Solskinsøen. Den sidste afgang mod Bornholm var kl. 18.35, og denne tur blev kørt af to busser, nemlig vogn 45 og 46. Den, der afgik sidst, var bus 46, en Irizar i6 fra 2020, og den passerer her Tietgensgade umiddelbart efter afgang. En æra er slut!

Foto: Thomas de Laine, 30. april 2023.

City-Trafik 2740 på Tietgensbro ved Københavns Hovedbanegård

City-Trafik 2740 på Tietgensbro ved Københavns Hovedbanegård

Tietgensbroen, der fører Tietgensgade over sporene i sydenden af Københavns Hovedbanegård, blev taget i brug i 1907 - fire år før selve banegårdens åbning. Den bar fra begyndelsen sporvogne, som dog i 1960'erne blev erstattet af busser, der har benyttet broen lige siden. Der er busstoppesteder på Tietgensbro, som sammen med busterminalen i Bernstorffsgade, stoppestederne i Vesterbrogade ved Frihedsstøtten og stoppestederne i Reventlowsgade bidrager til at vanskeliggøre overblikket for gæster i byen. Imidlertid var det først i 1970'erne, at der blev etableret trappeadgang til banegårdens perroner fra Tietgensbroen, og det skete i begyndelsen endda kun til S-banens perroner. Flere sporvogns- og buslinjer har kørt over broen og betjent Hovedbanegården ad denne vej i tidens løb. Oprindeligt var det sporvognslinje 6, som dog senere flyttedes til Vesterbrogade, så fra 1919 kørte linje 10 over broen, hvad den fortsatte med som bus fra 1968. Senere kom andre linjer til, herunder i årene 2003-2019 linje 1A, på hvilken City-Trafiks bus 2740, Volvo B12BLE-62/Aabenraa (8500LE) leveret til linjens oprettelse, her ses gøre holdt ved stoppestedet på broen. I 2023 er det linje 11 mellem Rådhuspladsen, Valby og Hvidovre, der kører over Tietgensbroen.

Foto: Thomas de Laine, 25. marts 2012.

City-Trafik 2837 på COP15-linjen i Vester Farimagsgade, København

City-Trafik 2837 på COP15-linjen i Vester Farimagsgade, København

Klimatopmødet COP15 afvikledes i december 2009 i Bella Center i København. Det var også en stor transportopgave, som bl.a. blev løst ved at indsætte den særlige COP15-buslinje mellem Bella Center, Islands Brygge og en række punkter i City. Kørslen havde City-Trafik vundet som den første opgave i kontrakten om linjerne 29, 42, 43 og 166, som selskabet overtog driften på umiddelbart efter afslutningen på klimatopmødet. Det blev de helt nyleverede busser, som indsattes på COP15-linjen, og de markeredes med disse særlige hvide hjørner, som stod sig godt til den sne og temperaturer helt ned til minus 20 grader, som prægede byen i netop de uger. City-Trafik 2837, fabriksny Scania OmniLink til linje 42/43, på COP15-ekstralinjen i Vester Farimagsgade.

Foto: Thomas de Laine, 18. december 2009.

Københavns Sporveje 772 på Københavns Rådhusplads

Københavns Sporveje 772 på Københavns Rådhusplads

8. februar 1965 regnes normalt for datoen for Sporvejshistorisk Selskabs formelle stiftelse. Selskabets 50-årsjubilæum markeredes blandt andet med en stor udstilling på Københavns Rådhus i februar 2015. Ude på selve Rådhuspladsen stod Københavns Sporvejes bus 772 parkeret som blikfang. Bussen er en Leyland Royal Tiger med DAB-karosseri bygget i 1963, og den var af sporvejenes kombinerede én- og tomandsbetjente type. Når den kørte tomandsbetjent, var der indstigning bagest med betaling hos konduktøren. Kørte den enmandsbetjent, skulle man stige ind foran hos chaufføren. På fronten sad et skilt, der kunne klappes op og ned, som indikerede indstigningen - her for tomandsbetjent kørsel.

Foto: Thomas de Laine, 21. februar 2015.

Aarhus Sporveje 470 på Københavns Rådhusplads

Aarhus Sporveje 470 på Københavns Rådhusplads

I efteråret 2013 afprøvedes fire forskellige ledbusser på linje 5A i København: en Volvo, en MAN, en Mercedes og en Solaris. Forsøget var en del af forarbejdet til det, der senere blev til linje 5C, hvorved der genindførtes ledbuskørsel i København. Den ene af de fire busser var lånt fra Busselskabet Aarhus Sporveje, nemlig denne Solaris Urbino 18 årgang 2007, som i Aarhus bar internnummer 470. Bussens røde A-bushjørner stammede i øvrigt fra Aarhus, ikke København, idet Aarhus også i nogle år havde A-busser med røde hjørner, hvilket man dog er gået væk fra igen. Bussen var i brug i Aarhus frem til sommeren 2022. Her ses den på Rådhuspladsen i København i slutningen af august 2013, hvor alle fire prøvebusser blev præsenteret for offentligheden forud for indsættelsen i trafik på linje 5A. Det var Nettbuss, der på det tidspunkt kørte linje 5A, og som derfor havde lånt ledbusserne.

Foto: Thomas de Laine, 29. august 2013.

Umove 7383 i Vesterbrogade, København

Umove 7383 i Vesterbrogade, København

Mangel på køreklare busser hos Umove i Glostrup betød i weekenden 25.-26. februar 2023, at en Setra S415LE fra linje 179 i Gentofte blev indsat på Københavns linje 23. Så vidt fotografen ved, er Umoves brug af Setra her kun anden gang nogensinde, der har kørt en Setra som ordinær bybus i København. Første gang ligger 60 år tilbage, idet Københavns Sporveje prøvekørte en lånt Setra-ledbus på linjerne 3, 29 og 38 i foråret 1963. Umove 7383 som linje 23 i Vesterbrogade ved Frihedsstøtten.

Foto: Thomas de Laine, 26. februar 2023.

Jørgen Andersen, Gråhundbus, vogn 46 i Bernstorffsgade, København

Jørgen Andersen, Gråhundbus, vogn 46 i Bernstorffsgade, København

De sidste busser, Jørgen Andersen, Gråhundbus, anskaffede, var af typen Irizar 15.35. Der kom i alt fire vogne, nr. 45-47 og 49, i 2020 og 2021. Bornholmerbussen kører foreløbigt videre efter vognmandens død, og her afgår vogn 46 fra Københavns Hovedbanegård mod Ystad. Den er bus nummer tre på dagens eftermiddagsafgang kl. 16.35. De tre busser, heraf to Irizar, svarer til næsten en fjerdedel af vognparken i august 2022.

Foto: Thomas de Laine, 17. august 2022.

Jørgen Andersen, Gråhundbus, vogn 43 i Bernstorffsgade, København

Jørgen Andersen, Gråhundbus, vogn 43 i Bernstorffsgade, København

Bornholmerbussen fik lov at beholde sit stoppested i Bernstorffsgade ved Københavns Hovedbanegård, da den i 2000 fik ny busterminal med deraf følgende omplacering af både bybusser, taxaer og Bornholmerbusser. Andre fjernbusruter er derimod henvist til Ingerslevsgade. Først i løbet af 2023 får København en rigtig fjernbusterminal, som placeres ved Dybbølsbro. Om Bornholmerbussen kommer med dertil, får vi at se, men rutens stoppested i Bernstorffsgade har ikke gode pladsforhold, og ved afgang må busser (og busfotografer!) slås med en cykelsti, som busserne er nødt til at skråne tværs over for at komme af sted. Her har vogn 43, Volvo B8R/Carrus (Volvo 9700) årg. 2019, endelig fået plads til at komme ud. Volvo var alle årene vognmand Jørgen Andersens favoritmærke, og bus nr. 43 blev den næstsidste Volvo-bus, han anskaffede.

Foto: Thomas de Laine, 17. august 2022.

Anchersen 3296 på Langebro, København

Anchersen 3296 på Langebro, København

Anchersen 3296, Mercedes-Benz O530LE Citaro årg. 2016, som linje 33 på Langebro.

Foto: Thomas de Laine, 27. december 2016.