Billeder ➜ Se billeder fra en bestemt buslinje ➜
Billeder af busser på linje 604
Her vises alle 6 billeder af busser på linjen gennem tiden:
Roskilde Omnibusselskab 3 på Roskilde st.
Roskilde Omnibusselskab holdt sig egentlig mest til Volvo-busser, men i 1988 sneg en DAB 7-1200B med DAF-motor sig ind i vognparken, hvor den fik internnummer 3. Den ses her en regnvåd dag i 1988 ved bybusstoppestedet ved Roskilde st. Også dengang kørte linje 604 til Trekroner. Da Roskilde Omnibusselskab ophørte i 1990 overgik denne bus som en af de få til Linjebus i Roskilde, hvor den fik nr. 8559, fra 1994 nr. 6559. De fleste af selskabets busser kom jo ellers til DSV-Bus i København. Bus 6559 fik endog lov til at køre ret længe hos Linjebus. Hovedparten af de busser, Linjebus overtog i 1990-94 udgik af vognparken, da selskabet tabte store kørselsandele ved HTs 5. og 7. udbud i 1996 og 1998, men bus 6559 holdt ud hos Linjebus i Gladsaxe helt til 2002.
Foto: Dennis Holm Petersen, ukendt dato.
Arriva 1116 i aftenstemning i Trekroner
Lørdag den 22. maj 2004 var sidste gang, der var aftendrift på linie 604. Fremover må fotografens fødder transportere ham længere end 150 m, hvis han skal til Roskilde om aftenen. Det er godt, han har en cykel! Arrivas bus 1116, DAB 15-1200C-gasbus årg. 1998, på Nordens Parkvej ud for Lysalleen, 150 m fra fotografens bopæl, den sidste aften, der samtidig var sidste dag, Arriva trafikerede linien.
Foto: Thomas de Laine, 22. maj 2004.
Wulff Bus' vogn 3022 i Trekroner
Wulffs busser kørte med flag den første driftsdag, hvilket var meget passende, da det samtidig var vognmandens fødselsdag. Bus 3022, tidligere Linjebus/Connex nr. 6191, på Nordens Parkvej i Trekroner ved Roskilde. Bussen er oprindelig leveret til Linjebus i Roskilde, hvor den dog ikke anvendtes som bybus men på bl.a. linie 213/223E, som Wulff Bus også har overtaget.
Foto: Thomas de Laine, 23. maj 2004.
Arriva 3063 som linje 604 på sidste dag med busdrift i Algade
I de gode gamle dage var der bustrafik gennem Algade, Roskildes centrale handelsgade. Roskildes bymidte har dog været gennem flere gadeomlægninger mv., og trafikken på hjul gennem Algade er efterhånden begrænset til cyklister. Linje 604 har dog i flere år kørt det lille stykke fra Skt. Peder Stræde til Hersegade som den eneste buslinje, der fik lov til at køre inde på selve "gågaden". Det er slut fra 8. januar 2006, hvor linjen blev omlagt til at køre over Hestetorvet og ad Jernbanegade, idet linjen samtidig omlagdes fra Klosterengen til Københavnsvej - Byageren, så butikscentret Ro's Torv betjenes. Med bortfaldet af linje 604 mistede Skt. Peder Stræde, den centrale del af Algade og et stykke af Hersegade den sidste busbetjening. Foto på Algade på den sidste dag.
Foto: Thomas de Laine, 7. januar 2006.
Arriva 1266 på Trekroner st.
Forpladsen og området ved Trekroner st. var et øde sted for få år siden, men er efterhånden ændret til ukendelighed. Arriva 1266, Volvo B12BLE-59/Aabenraa årg. 2004, som linje 604 ved det nye stoppested på Trekroner st. Bygningen i baggrunden er et nyt indkøbscenter - her var der ingenting før.
Foto: Thomas de Laine, 18. marts 2008.
Arriva 1061 på Jernbanegade, Roskilde
Arriva 1061, Irisbus Crossway LE årg. 2010, som linje 604 på Jernbanegade i Roskilde.
Foto: Thomas Weidekamp, 15. april 2011.