Myldretid

Menu

Billeder ➜ Fotografer ➜

Alle billeder optaget af Thomas de Laine

Thomas de Laine har taget 4.449 billeder på Myldretid:

Connex 5104 på Lyngby st.

Connex 5104 på Lyngby st.

22. maj 2006 kørte Veolias bus 5104, Volvo B10BLE/Aabenraa årg. 1998, ind i Portalen, der ligger lige over for udkørslen fra busterminalen ved Hundige station. Fronten blev ved den lejlighed kraftigt beskadiget. Bussen blev flyttet til kørslen i Køge Bugt-området i oktober 2005. 11 måneder før ulykken kunne man møde bussen på Lyngby station, hvor den sikkert har været i trafik på linje 68, 169/179 eller 182/183.

Foto: Thomas de Laine, 22. juni 2005.

Arriva 1084 på Sundbyvester Plads, København

Arriva 1084 på Sundbyvester Plads, København

Gasbusser kom før i tiden i stort tal på Sundbyvester Plads, men i dag er de helt fortrængt. Gasbusserne har bl.a. fast betjent linje 2, 28, 34 og 350S i flere år. Arrivas vogn 1084 kiggede dog forbi som personaletransport el.lign. 18. maj 2006. Bussen er bygget i 1998 til netop linje 2 og 28. Bemærk i øvrigt reklamerne på afskærmningen på taget: Der har tidligere været reklamer her omkring 2002, men dengang dog centreret lodret på afskærmningen.

Foto: Thomas de Laine, 18. maj 2006.

Københavns Lufthavne TR87 som shuttlebus i Kastrup Lufthavn

Københavns Lufthavne TR87 som shuttlebus i Kastrup Lufthavn

I 2005 overtog Københavns Lufthavne (CPH) selv driften af shuttlebussen mellem terminalerne i Kastrup Lufthavn. 1. maj 2006 blev ruten slået sammen med en personalerute, og man anvender nu bl.a. denne Mercedes-Benz O.405 fra 1991 på ruten. Bussen er en højgulvsbus, men shuttlebussen betjentes oprindeligt af DAB-servicebusser! Københavns Lufthavne vogn TR87 mellem Terminal 1 og Terminal 2 i Københavns Lufthavn, Kastrup.

Foto: Thomas de Laine, 10. maj 2006.

S-tog af 2. generations på København H

S-tog af 2. generations på København H

I maj 2006 kan man stadig møde 2. generations-S-tog på linje B, B+, C, H og H+ samt på Ringbanen, men det er kun et spørgsmål om måneder, før det er helt slut. Et ukendt 2. generations-S-tog som linje C på Hovedbanegården.

Foto: Thomas de Laine, 3. maj 2006.

Gadstrup Bustrafik-skolebus i Snoldelev

Gadstrup Bustrafik-skolebus i Snoldelev

Skolebusrute 454 i Gadstrup-området kører fast med denne Leyland-DAB 6-5-TL11/3 fra 1982. Bussen kom til Gadstrup Bustrafik i 2002 efter at have tilbragt det meste af sin tilværelse på Bornholm. Her ses bussen på Snoldelev Bygade.

Foto: Thomas de Laine, 3. maj 2006.

DSB MR-sæt 79 og en Lynette fra Østbanen på Køge st.

DSB MR-sæt 79 og en Lynette fra Østbanen på Køge st.

DSB og Østbanen holder normalt ikke side om side på Køge station. Her ses DSBs MR-sæt 79 mod Roskilde i spor 4 og en tovognslynette fra Lokalbanen (Østbanen) i spor 3. Almindeligvis skal toget fra Roskilde mod Næstved være i spor 3 på dette tidspunkt, men det måtte denne gang holde i spor 2.

Foto: Thomas de Laine, 3. maj 2006.

Lokalbanen (Østbanen) Ys 11-Ym 1 forlader Køge st.

Lokalbanen (Østbanen) Ys 11-Ym 1 forlader Køge st.

Lokalbanens Østbane-togsæt Ys 11 (nærmest)-Ym 1 forlader Køge station i retning mod Fakse Ladeplads. Ym 1 var oprindeligt en dobbeltrettet motorvogn, men den blev senere ombygget og tilkoblet en ny styrevogn, Ys 11.

Foto: Thomas de Laine, 3. maj 2006.

Arriva 1010 ved Nærum st.

Arriva 1010 ved Nærum st.

Normalt skal linje 150S, Nørreport st.-Kokkedal st., køre med Scania OmniLink i 13,7 m-udgave - naturligvis med blå hjørner. Men på et mindre antal afgange kan man møde Arrivas Volvo B10LA-52/Säffle-ledbusser fra serien 1001-1013. Disse busser skal normalt køre på linje 184, 354 og til dels 173E og har derfor ikke blå hjørner. Helt fremmede for linje 150S er de dog ikke, for de blev nemlig i sin tid nyleveret til linjen i forbindelse med dens oprettelse 1. februar 1998. Bus 1010 ved Nærum st.

Foto: Thomas de Laine, 10. maj 2006.

City-Trafik 2211 ved Nærum st.

City-Trafik 2211 ved Nærum st.

I oktober 2006 nedlægges linje 174E til fordel for en udvidelse af driften på linje 300S. Linje 174E og 300S følges stort set ad mellem Lyngby og Ishøj, men linje 174E kører ikke ind til stationerne i Lyngby og Glostrup og har også en mere direkte linjeføring ad Ringvejen syd for Glostrup. Linje 174E er på den måde en slags ekstra hurtig udgave af linje 300S. Rent faktisk var linje 174E engang en rigtig S-buslinje: De to første år, 1993-95, hed den nemlig 303S og kørte med materiel af S-busstandard. Det gik dog over igen. Nord for Lyngby har linjen haft en del forskellige linjeføringer. I 1996 overtog City-Trafik linje 174E, og de har kørt den siden. City-Trafiks bus 2211, DAB 15-1200C årg. 1996, der oprindeligt er leveret til linje 1, forlader her stoppestedet ved Nærum st. i retning mod Trørød.

Foto: Thomas de Laine, 10. maj 2006.

Veolia 6229 ved Universitetsparken, København

Veolia 6229 ved Universitetsparken, København

7. maj 2006 kunne københavnske linje 43 fejre sit 50 års jubilæum - noget der ikke er mange linjer forundt i dag. Den oprindelige rute fra 1956 udgik fra Holmens Bro, hvorfra der kørtes gennem Købmagergade til Nørreport og herfra videre ad Sølvgade, Fredensbro, Tagensvej og Nørre Allé. Linjen fulgtes på denne strækning med bl.a. trolleybuslinje 23/24 og sporvognslinje 10. Fra Nørre Allé drejede linje 43 til venstre og var alene på Lersøparkallé og Tuborgvej til Emdrupvej/Frederiksborgvej (Emdrup Torv), hvor den havde endestation og mødtes med sporvognslinje 16. Her ses "fødselsdagsbarnet" ved Universitetsparken: Veolia 6229, en DAB-gasbus fra 1999, er netop drejet fra Nørre Allé ind på Lersøparkallé. Flagningen skyldes jubilæet.

Foto: Thomas de Laine, 7. maj 2006.

KS 322 på Nørreport st., København

KS 322 på Nørreport st., København

I anledning af 50-årsjubilæet for linje 43 opstilledes bl.a. KS 322, Leyland-DAB serie 2, på Nørreport st. Linje 43 har været betjent en del af serie 2-busser, og fra tid til anden netop 322, der dog var fast vogn linje 16. KS 322 hørte hjemme i Ørnevej garage, der var hjem for linje 43, 10 og 16 fra 1965 til 1994.

Foto: Thomas de Laine, 7. maj 2006.

Veolia 6229 ved Emdrup Torv, København

Veolia 6229 ved Emdrup Torv, København

Siden 1998 har DAB-gasbusserne kørt alle ture på linje 42/43. Først var det Combus' gasbusser i 5100-serien, men efter Connex' overtagelse af Combus blev der flyttet lidt rundt på linjerne og garagerne, og fra 2002 fik linje 42 og 43 i stedet linje 3's gasbusser i 6200-serien. Veolia bus 6229, DAB 15-1200C-gasbus fra 1999, som linje 43 ved Emdrup Torv - linjens første endestation i vestenden.

Foto: Thomas de Laine, 7. maj 2006.

KS 322 ved Søborg Torv, København

KS 322 ved Søborg Torv, København

I 1962 fik buslinje 43 forsøgsvist lov til at erstatte sporvognslinje 16 mellem Emdrupvej-endestationen og Søborg Torv. Ordningen blev senere gjort permanent. Københavns Sporveje nr. 322, Leyland-DAB serie 2 årgang 1968, anskaffet i forbindelse med bussificeringen af linje 10, som linje 43 ved Søborg Torv.

Foto: Thomas de Laine, 7. maj 2006.

HT 3078 på Frederiksborgvej, København

HT 3078 på Frederiksborgvej, København

Inden linje 43 kom sporvognslinje 16, og inden sporvognslinje 16 kørte der en rutebilrute mellem Emdrup og Søborg. Denne rutebilrute var drevet af en af de vognmænd, der senere samledes til Forenede Rutebiler. Tidligere Forenede Rutebiler/Herlev-Ruterne-vogn, HT nr. 3078, på Frederiksborgvej i Emdrup.

Foto: Thomas de Laine, 7. maj 2006.

Veolia 6233 på Buddinge st.

Veolia 6233 på Buddinge st.

Efter HTs oprettelse i 1974 benyttede man lejligheden til at forlænge linje 43 helt til Værebroparken i Bagsværd gennem Søborg og Buddinge. Også denne del af ruten blev forinden betjent af en Forenede Rutebiler-rute. Fra 1989 førtes linjen endvidere via Buddinge st., hvor dette billede af Veolias vogn 6233, DAB-gasbus årg. 1999, er taget. Bemærk teksten "Vadstrupvej" på skiltet: Netop omkring 50-årsjubilæet, fra 26. april til 28. juni 2006, er linje 43 midlertidigt afkortet i Bagsværd på de fleste ture pga. arbejdet med udskiftning af broen mellem Vadstrupvej og Værebrovej. Kun én tur i timen føres igennem til Værebroparken på søndage. Giver det ikke anledning til trykning af nye linjekøreplaner? Nej!

Foto: Thomas de Laine, 7. maj 2006.

KS 41, KS 322 og HT 3078 på Emdrup Torv, København

KS 41, KS 322 og HT 3078 på Emdrup Torv, København

50-årsjubilæet for linje 43 blev bl.a. fejret med museumsbuskørsel ad linje 43's rute mellem Emdrup Torv, Søborg Torv og Buddinge st. i tidsrummet kl. 11.30-14.00. Hertil anvendtes KS 41, Triangel fra 1933, KS 322, Leyland-DAB serie 2 fra 1968, og HT 3078, Leyland-DAB serie 2 fra 1973. Her ses busserne på Emdrup Torv fra venstre mod højre i nævnte rækkefølge. Som en del af arrangementet var busserne opstillet på Nørreport st. og Emdrup Torv, mens HT-Orkestret underholdt.

Foto: Thomas de Laine, 7. maj 2006.

HT 3078 på Nørreport st., København

HT 3078 på Nørreport st., København

Det er ikke mange gange, Forenede Rutebiler-vogne har været på Nørreport st. i almindelig drift. Vogne som denne har da heller aldrig trafikeret linje 43, men da hele strækningen fra Emdrup over Søborg til Bagsværd har samme ophav som denne vogn, var den alligevel en naturlig del af jubilæumsarrangementet.

Foto: Thomas de Laine, 7. maj 2006.

KS 41 på Emdrup Torv, København

KS 41 på Emdrup Torv, København

KS 41 er en Triangel fra 1933 med karrosseri bygget på sporvejenes eget værksted. Typen trafikerede bl.a. linje 28, som bussen er skiltet her, men var udrangeret, da linje 43 blev oprettet i maj 1956. Alligevel fik KS 41 lov til at deltage i veteranbuskørslen ved linje 43's jubilæum. Foto på Emdrup Torv.

Foto: Thomas de Laine, 7. maj 2006.

KS 322 på Emdrup Torv, København

KS 322 på Emdrup Torv, København

KS 322 holder hvil på Emdrup Torv. I sin karriere som Ørnevej-bus har den været her mange gange, for både linje 10, 16 og 43 kom forbi Emdrup Torv på hver eneste tur. Emdrup Torv var i mange år nært forbundet med Ørnevej garages busser. I 1980'erne og 1990'erne var det ikke Leyland-DAB serie 2'ere som 322, der dominerede, men derimod Scania/DAB-bybusserne. Sådan én, nr. 1388, er faktisk også bevaret, men den nåede desværre ikke at blive færdigrestaureret til jubilæet for linje 43, selvom arbejdet er igang.

Foto: Thomas de Laine, 7. maj 2006.

KS 322 ved Søborg Torv, København

KS 322 ved Søborg Torv, København

KS 322, Leyland-DAB serie 2 årg. 1968, på Søborg Hovedgade ved Søborg Torv i forbindelse med museumsbuskørslen i anledning af linje 43's 50-årsjubilæum.

Foto: Thomas de Laine, 7. maj 2006.

KS 322 og HT 3078 på Emdrup Torv, København

KS 322 og HT 3078 på Emdrup Torv, København

To gange Leyland-DAB serie 2: Til venstre KS 322 fra 1968 og til højre HT 3078 fra 1973. Sidstnævnte er oprindeligt leveret til Forenede Rutebiler/Herlev-Ruterne. Emdrup Torv.

Foto: Thomas de Laine, 7. maj 2006.

Veolia 6231 ved Universitetsparken, København

Veolia 6231 ved Universitetsparken, København

I 1990 blev en ny linje 42 udskilt fra linje 43. Forskellen på de to linjer er, at linje 43 kører via Buddinge st., mens linje 42 kører over Gladsaxe Trafikplads. Eftersom man skal længere ud end Søborg for at være berørt, er der nok temmelig mange faste passagerer på linje 42/43, der ikke aner, hvorfor der er to linjenumre. Veolia nr. 6231, en DAB-gasbus fra 1999, er netop kørt fra stoppestedet ved Zoologisk Museum i Universitetsparken på vej mod Nørreport st.

Foto: Thomas de Laine, 7. maj 2006.

New York-bus nr. 5009 i Brooklyn

New York-bus nr. 5009 i Brooklyn

Linjerne i Brooklyn har et B foran linjenummeret - som her, hvor bus 5009 kører som linje B25 i Brooklyn. Bus 5009 er en NovaBus RTS-06 fra 1999.

Foto: Thomas de Laine, 17. april 2006.

New Jersey Transit 1855 ved Newark-lufthavnen

New Jersey Transit 1855 ved Newark-lufthavnen

New Jersey Transit (NJT) kører bl.a. med bus 1855, der er en Flxible Metro-D fra 1994. Flxible holdt i øvrigt op med at bygge busser i 1995. NJT 1855 ses her ved den ene af terminalerne i Newark-lufthavnen, New Jersey.

Foto: Thomas de Laine, 13. april 2006.

New Jersey Transit 2687 ved Newark-lufthavnen

New Jersey Transit 2687 ved Newark-lufthavnen

New Jersey Transit vogn 2687 er en NovaBus RTS-06 fra 1995 eller 1996. Bussen adskiller sig fra de tilsvarende bybusser i New York ved bl.a. at have "rigtige" udsvingsdøre i midten. Bussen passerer her den ene af terminalerne i Newark-lufthavnen.

Foto: Thomas de Laine, 13. april 2006.