Billeder ➜ Fotografer ➜
Alle billeder optaget af Arne Unterschlak
Arne Unterschlak har taget 7 billeder på Myldretid:
KS 520 ved Rosenhaven i Valbyparken, København

Københavnske linje 3(A) havde sydlig endestation på Hammelstrupvej ved nordøstenden af Valbyparken i mere end 50 år, nemlig fra bussificeringen i april 1968 til nedlæggelsen i oktober 2019. Men i en længere årrække kunne man i sommerweekenderne køre med linje 3 helt ind i Valbyparken. Juli-august 1970 blev linje 3 for første gang, foreløbigt kun som forsøg, forlænget mellem formiddag og tidlig aften på lørdage og søndage videre ad Hammelstrupvej og Hammelstrupvejs sidevej til en vendeplads ved anlægget Rosenhaven, som var åbnet nogle år tidligere. Samlet set blev linjen derved knap en kilometer længere. Fra sæson 1972 blev den særlige sommerweekendforlængelse gjort permanent, men den periode af året, hvor der kørtes, blev justeret ad flere omgange. 1990-sæsonen blev dog den sidste, hvor der kørtes til Rosenhaven om lørdagen. De følgende år kørtes kun søndage. Den absolut sidste linje 3 afgik fra Rosenhaven søndag 18. august 1996 - på et tidspunkt, hvor Hammelstrupvej mellem helårsendestationen og selve Valbyparken skulle ombygges med en bro over den nye jernbane. En julidag i 1973 ses Københavns Sporveje vogn 520, Volvo B59-59/Aabenraa årg. 1971, på vendepladsen ved Rosenhaven. Bemærk destinationen: "Kgs. Enghave, Valbypark, Rosenhaven".
Foto: Arne Unterschlak, ukendt dato.
Forenede Rutebiler med linje 154 og 163 på Bellahøj, København

Et par busser fra Forenede Rutebiler på Bellahøj 30. september 1974, den sidste dag inden HTs overtagelse af driften. Til venstre er det en Leyland-DAB serie I-bus fra 1966 på linje 154, som var blandt HTs første ofre, idet den blev nedlagt og erstattet af bl.a. linje 43's forlængelse til Værebroparken ved HTs første køreplansskift 13. oktober 1974. Til højre en Volvo B655/Nordisk fra 1963 på linje 163. De to busser blev hos HT til vogn 3041 hhv. 3007. Yderst til venstre ses en serie I-bus fra Københavns Sporveje på vej mod Rådhuspladsen som linje 38. Linjerne 38 og 163 blev fra 20. april 1975 sammenlagt til én linje, så busskiftet på Bellahøj kunne undgås.
Foto: Arne Unterschlak, 30. september 1974.
Birkerød Bus Compagni 22 som linje 330 på Bellahøj, København

Birkerød Bus Compagni (BBC) vogn 22 af typen Leyland-DAB serie II leveredes sammen med en søstervogn til kørslen på linje 330 mellem Bellahøj, Værløse og Farum i januar 1975, hvor de afløste et par ældre Volvo'er. Bussen er med andre ord også et sent eksempel på serie II-modellen, der udgik af produktion senere på året. Her ses den i april 1976, hvor den har fået påsat vognnummer. Indførelsen af vognnumre på BBCs busser skete i foråret 1976 af hensyn til selskabets nye reklamebureau. Indtil da betegnedes denne og de andre busser blot ved endetallet i deres registreringsnumre.
Foto: Arne Unterschlak, 3. april 1976.
DSB 414 og 412 ved Valby st.

To splinternye DSB-busser, nr. 414 og 412, af typen Volvo B58-60/Aabenraa på garageanlægget ved Valby st. i august 1973. De nyeste DSB-busser fulgte ikke med ind i HT, så de to busser flyttedes til Jylland efter oktober 1974. Begge busserne blev udrangeret fra DSB i 1985.
Foto: Arne Unterschlak, ukendt dato.
DSB 355 ved Valby st.

DSB 355, Volvo B58-60/DAB årg. 1972, som linje 121 ved Valby st. Bussen overgik i 1974 til HT som vogn 4355 og kørte til 1985, hvorefter den kom til A. Petersens køreskole i Valby.
Foto: Arne Unterschlak, 24. marts 1973.
DSB 133 ved Valby st.

DSB 133, Volvo B58-60/Aabenraa årg. 1967, som linje 121 ved Valby st. i august 1973. Bussen kom i oktober 1974 til HT som nr. 4133 og udgik af driften i februar 1981.
Foto: Arne Unterschlak, ukendt dato.
DSB 867 ved Valby st.

DSB 867, Volvo B655/Aabenraa årg. 1962, som linje 121 ved Valby st. Bussen blev overtaget af HT i 1974 og fik derefter nummer 4867. HT udrangerede bussen i 1976.
Foto: Arne Unterschlak, ukendt dato.