Myldretid

Menu

Billeder ➜ Optagelsesdato ➜

Billeder taget 7. december

Her vises alle billeder af busser taget 7. december i forskellige år:

Arriva 1980 som linje 156 ved Ballerup st.

Arriva 1980 som linje 156 ved Ballerup st.

Ballerup Bybus blev oprettet 2. oktober 1967 af vognmand Jørgen Andersen, der etablerede en ny busforretning i byen. Han var til dels var i konkurrence med De gule Busser i Herstedøster, som også så Ballerup som deres hjemmebane. Bybussen fik linjenummeret 1 og udgangspunkt ved S-togsstationen, hvorfra der kørtes ad Baltorpvej, Vestbuen, Ågerupvej, den nuværende Hold-an Vej og Magleparken til den store Magleparken-bebyggelse og endestation ved Sydbuen. Bybussen blev betjent med en enkelt bus, som en stor del af tiden havde vognmanden selv ved rattet, og busantallet har principielt holdt sig frem til i dag. Ruten var oprindeligt en traditionel punkt til punkt-linje, men ændredes allerede i december i åbningsåret til at køre direkte ad nuværende Hold-an Vej på tilbagevejen til Ballerup st. Nogle få måneder i 1969-70 var dette ændret således, at der i myldretiden også kørte en linje 2, som betjente Baltorpvej, Vestbuen og Ågerupvej, mens linje 1 kørte direkte til og fra Magleparken i samme tidsrum, men dette var altså kun ordningen for en kort bemærkning. Til gengæld ændredes linje 1 i oktober 1972 til at køre som ringlinje, nemlig ad Vestbuen og Sydbyen fra Baltorpvej til Magleparken i stedet for Ågerupvej og Hold-an Vej. 20. september 1974 blev linjenummeret ændret til 156, som den har haft siden, og 1. april 1975 kom den ind under HT-systemet, idet vognmand Jørgen Andersen - mod sin vilje - blev HT-entreprenør. Herefter fulgte kun småjusteringer af ruten i mange år, og disse ændringer var mest i området lige omkring Ballerup station, hvor der med årene skete en del vejændringer. 1. april 1994 overtog Linjebus alle Jørgen Andersens HT-linjer i Ballerup-området ved HTs 4. udbud, og Linjebus kørte frem til maj 2003 - dog de sidste tre år under navnet Connex. Siden 2003 har Arriva kørt linjen, som fra december 2019 fik elbusser. Den eneste væsentlige ændring i det 21. århundrede fandt sted i oktober 2006, hvor aftenkørslen ophørte, og S-buslinje 400S i stedet fik en særlig aftenudgave, linje 400 uden 'S', med stop ved alle stoppesteder. Linje 400 førtes desuden ad Magleparken i stedet for den sydligste del af Hold-an Vej, således at denne del af Ballerup Bybus' rute fortsat betjentes om aftenen. Aftenkørslen vil nok bortfalde helt, hvis planerne om BRT på linje 400S gøres til virkelighed. Arriva 1980, Volvo B7RLE/Säffle (8500LE) årg. 2009, afgår fra Ballerup st. som linje 156 lørdag 7. december 2019 - den sidste dag med dieselbusser på linjen. Dagen efter begyndte en ny kontraktperiode, og når den er til ende i 2029-31, vil Arriva have kørt Ballerup Bybus længere tid end Jørgen Andersen selv, omend Arriva Danmarks navn må forventes ændret inden da.

Foto: Thomas de Laine, 7. december 2019.

Arriva 5660 ved Næstved st.

Arriva 5660 ved Næstved st.

Arriva 5660, Volvo B7RLE-60/Säffle årg. 2009, som rute 88 ved Næstved st. Bussen blev snart efter voldsomt skadet ved et trafikuheld, og rute 88 blev fra midten af december 2009 en del af det nye sjællandske R-busnet under nummeret 480R.

Foto: Thomas Hildebrand, 7. december 2009.

De Blaa Omnibusser 4062 og 4067 i Holte garage

De Blaa Omnibusser 4062 og 4067 i Holte garage

De Blaa Omnibusser 4062 og 4067, begge Volvo B7RLE-60/Säffle, i Holte garage. Både linje 185 og 590E overgik midt i december 2009 til De Blaa, der anskaffede 21 busser til brug på disse og de andre vundne linjer.

Foto: Sikandar Sahil, 7. december 2009.

De Blaa Omnibusser 4067 i Holte garage

De Blaa Omnibusser 4067 i Holte garage

De Blaa Omnibusser 4067, en nyanskaffet Volvo B7RLE-60/Säffle, på garageanlægget i Holte.

Foto: Sikandar Sahil, 7. december 2009.

De Blaa Omnibusser 4062 i Holte garage

De Blaa Omnibusser 4062 i Holte garage

De Blaa Omnibusser 4062, Volvo B7RLE-60/Säffle, på garageanlægget i Holte skiltet som linje 354, der overgik til selskabet en uge senere.

Foto: Sikandar Sahil, 7. december 2009.

De Blaa Ombusser 4066, 4077 og 4065 i Holte garage

De Blaa Ombusser 4066, 4077 og 4065 i Holte garage

Tre af De Blaa Omnibussers nye Volvo B7RLE-busser til linje 169/179 m.fl. bagfra på garageanlægget i Holte en uges tid, før driften blev overtaget. Fra venstre bus nr. 4066, 4077 og 4065. Ser man godt efter, er busserne ikke helt ens: 4077 adskiller sig lidt fra de to andre. Det skyldes, at busserne 4061-4069 oprindeligt er bygget til Veolia i 2007, men blev afbestilt inden leveringen. Busserne 4070-4081 er derimod fabriksnye.

Foto: Sikandar Sahil, 7. december 2009.

ÅS 223 bliver luftet. I baggrunden ex. DSB 773

ÅS 223 bliver luftet. I baggrunden ex. DSB 773

Århus Sporveje nr. 223, Leyland-DAB serie 7, hos sin foreløbige ejer efter at Bushistorisk Selskab sillede sig af med den. Efterfølgende fik bl.a. fotografen en tur i den, og den kører herligt. En tur med ægte Leyland-lyd og et flot, skinnende gulv. Bussen i baggrunden er ex. DSB 773, der også var i særdeles flot stand.

Foto: Thomas de Laine, 7. december 2003.

OB 19 opbevaret i en hal. Til højre ex. DSB 773, til venstre ex. City-Trafik 2022

OB 19 opbevaret i en hal. Til højre ex. DSB 773, til venstre ex. City-Trafik 2022

Odense Bytrafik nr. 19, Volvo B58/Aabenraa, blev overtaget af en gruppe entusiaster, da Bushistorisk Selskab skillede sig af med den. Her ses den i den hal, hvor den efterfølgende opbevaredes. Som Odense-bus har den mange særlige detaljer, f.eks. indvendigt destinationsskilt bag lyskassen, den særlige fordør med en enkeltdør, og et mindre dørblad til brug for overgang til dobbeltdør, hvulken aldrig blev taget i brug. Også en særlig, stor, tydelig lampe, der fungerede standser-skilt og stopknapper indbygget i vinduesindfatningen hørte til bussens særlige kendetegn. Endelig var det reflekterende byvåben på fronten noget lidt specielt. At det reflekterer er tydeligt her, da billedet er taget med flash. Betragtes Volvo B58 og Volvo B10M med samme karrosserimodel som værende samme bustype, er dette et eksempel på den absolut allermest udbredte bus i Odense. Til højre ses ex. DSB 773, til venstre ex. City-Trafik 2022.

Foto: Thomas de Laine, 7. december 2003.