Myldretid

Menu

Billeder ➜ Optagelsesdato ➜

Billeder taget 8. oktober

Her vises alle billeder af busser taget 8. oktober i forskellige år:

Arriva 1637 på Langebro, København

Arriva 1637 på Langebro, København

Arriva 1637, MAN NG313 CNG-ledbus årg. 2017, som linje 5C på Langebro i København. Bussen bor på Arrivas garageanlæg i Gladsaxe, som både huser linje 2A og 5C. Dermed er der stationeret i alt 62 ledbusser på anlægget.

Foto: Thomas de Laine, 8. oktober 2023.

Keolis 8422 på Langebro, København

Keolis 8422 på Langebro, København

VDL Citea-busserne er endnu et hverdagssyn på Københavns linje 250S mellem Bagsværd/Gladsaxe, Nørrebro, City, Amagerbrogade, Tårnby og Dragør, hvor de har slidt og slæbt i snart 12 år. Men Umove har vundet linjen fra december 2024, og til den tid sendes Citea'erne på pension til fordel for nye elbusser. Samlet set har Keolis udrangeret et ret betydeligt antal VDL-busser siden 2022. Bus 8422, VDL Citea XLE 137 årg. 2012, som linje 250S på Langebro. Den havde på fototidspunktet rundet en million kørte kilometer.

Foto: Thomas de Laine, 8. oktober 2023.

Tango-vogn på Aarhus Letbanes Trafik- og Servicenter, Aarhus

Tango-vogn på Aarhus Letbanes Trafik- og Servicenter, Aarhus

Aarhus Letbanes linje Odder-Aarhus-Grenaa skal betjenes med Stadler Tango-vogne. Her ses den først leverede af slagsen på Aarhus Letbanes Trafik- og Servicenter i Aarhus under et åbent hus-arrangement i oktober 2016. Odder-Grenaa-linjen ser ud til at være planlagt til at få linjenummeret L1 at dømme efter skilte mv. under åbent hus-arrangementet - hvilket er lidt pudsigt, eftersom netop de yderste dele til Odder og Grenaa kommer til at åbne senere end de indre dele af letbanen.

Foto: Peter Berggrén Brandsen, 8. oktober 2016.

Variobahn-vogn på Aarhus Letbanes Trafik- og Servicenter, Aarhus

Variobahn-vogn på Aarhus Letbanes Trafik- og Servicenter, Aarhus

Stadler Variobahn-vogn til Aarhus Letbane på Trafik- og Servicecentret i Aarhus under et åbent hus-arrangement i oktober 2016. Variobahn-vognene skal primært bruges på Odder-Lisbjerg/-Lystrup-linjen, der er i øvrigt ifølge materiale på stedet ser ud til at få linjenummeret L2.

Foto: Peter Berggrén Brandsen, 8. oktober 2016.

Arriva 1695 på Rådhuspladsen, København

Arriva 1695 på Rådhuspladsen, København

Torsdag 8. oktober 2009 var busserne 1694 og 1695, der er overført fra Arrivas tabte bybustrafik i Esbjerg, så vidt vides i Movia-trafik for første gang. Begge har fået røde hjørner og er A-busser i Ryvang garage, som kører linjerne 3A, 4A og 6A. Bus 1695 (opr. Connex 2873), Scania OmniLink årg. 2002, på Rådhuspladsen.

Foto: Sikandar Sahil, 8. oktober 2009.

Arriva 1694 på Trianglen, København

Arriva 1694 på Trianglen, København

Arriva 1694, Scania OmniLink årg. 2002, som linje 15 på Trianglen. Bussen har tidligere kørt som bybus i Esbjerg som Connex nr. 2855.

Foto: Sikandar Sahil, 8. oktober 2009.

Arriva 1665 på Rådhuspladsen, København

Arriva 1665 på Rådhuspladsen, København

Arriva 1665 (opr. Connex 6329), Volvo B12BLE-59/Aabenraa årg. 2003, er nu blevet totalreklame for linje 6A. Tilsvarende er bus 1835 på linje 4A blevet totalreklame. Københavns Rådhusplads.

Foto: Sikandar Sahil, 8. oktober 2009.

Arriva 1672 på Øster Allé, København

Arriva 1672 på Øster Allé, København

Arriva 1672 (opr. Connex 6336), Volvo B12BLE-59/Aabenraa årg. 2003, som linje 15 på Øster Allé ved Parken. Bussen kører normalt på linje 6A.

Foto: Sikandar Sahil, 8. oktober 2009.

Arriva 1644 på Nørre Allé, København

Arriva 1644 på Nørre Allé, København

Arriva 1644 (opr. Connex 6308), Volvo B12BLE-59/Aabenraa årg. 2003, som linje 15 på Nørre Allé nær Vibenshus Runddel. Bussen var én ud af hele tre busser med røde hjørner, der kørte på linje 15 denne dag. Måske fordi flere af linjens sædvanlige busser skulle til syn?

Foto: Sikandar Sahil, 8. oktober 2009.

Arriva 1240 ved Nationalbanken, København

Arriva 1240 ved Nationalbanken, København

Arriva 1240 (opr. Veolia 6383), Volvo B7RLE-59/Carrus årg. 2006, på Bremerholm ved Nationalbanken på vej mod Kgs. Nytorv, hvor den skal afgå som linje 20E. Linjens endestation er i Holmens Kanal på Kgs. Nytorv, men der vendes ved at køre tom rundt om Nationalbanken med eventuelt ophold i Havnegade. Denne bustype skal i øvrigt normalt ikke køre på linje 20E.

Foto: Sikandar Sahil, 8. oktober 2009.

Arriva 1158 ved Sjælør st.

Arriva 1158 ved Sjælør st.

25. juli 2006 udbrændte Arrivas bus 1158 på Helgeshøj Allé i Høje Taastrup i forbindelse med driften på linje 154E. Her ses bussen i trafik som S-togserstatningsbus 8. oktober 2005. Bussen var en Scania L94UB/Berkhof leveret omkring årsskiftet 1998/99. Foto på Sjælør st.

Foto: Thomas de Laine, 8. oktober 2005.

Arriva 7099 som S-togsbus på Carl Jacobsensvej i Valby

Arriva 7099 som S-togsbus på Carl Jacobsensvej i Valby

Arriva har en fast aftale med DSB S-tog om kørsel med erstatningsbusser, når S-togsdriften må indstilles på en strækning, f.eks. pga. sporarbejde. Det var netop situationen en weekend i oktober 2005, hvor Arriva bl.a. indsatte et par DAB 15-1200C mk. II'ere i S-busdesign som S-togsbusser. Årsagen til de blå hjørner på disse busser var, at de var blevet gjort klar til indsættelse som midlertidige busser på linje 350S, som Arriva overtog fra Connex senere på måneden. Her ses bus 7099 som godt fyldt S-togsbus på Carl Jacobsensvej i Valby på vej mod Sjælør st. Bussen er leveret til Unibus som vogn 99 i 1994 og indsat på linje 2 og 6. I 1996 fik bussen sit nuværende nummer, og den kom til Arriva ved sammenlægningen med Bus Danmark i 1999. Fra maj 1999 til december 2003 kørte bussen i øvrigt i Køge på nogle bestemte ekstrabusture til bl.a. byens gymnasium og handelsskole og som telebus i Algestrup-området!

Foto: Thomas de Laine, 8. oktober 2005.

Connex 5184 ved Hovedbanegården

Connex 5184 ved Hovedbanegården

Københavnske linje 48 kørte sidste gang lørdag den 16. oktober. Linjen var resterne af linje 8, der siden 25. maj 2003 har heddet linje 48 og været noget amputeret, idet kun strækningen mellem City og Refshaleøen var tilbage. Connex anvendte DAB 15-1200C-LPG-gasbusser som denne på linjen. Linjen er erstattet af linje 66, der i stedet køres af Arriva. Her ses Connex' bus 5184, DAB-gasbus årg. 1998, i busterminalen ved Hovedbanegården, der i øvrigt er under ombygning for øjeblikket, hvorfor køreretningen i terminallommen er vendt.

Foto: Thomas de Laine, 8. oktober 2004.

Arriva 3025 på Stændertorvet, Roskilde

Arriva 3025 på Stændertorvet, Roskilde

Servicebuslinierne i Roskilde oprettedes ligeledes i 1992. 1992-96 kørte Linjebus linierne, men i 1996 tog Unibus over. Fra 1999 indgik Unibus i Arriva, der dog i 2000 måtte give bolden videre til ES Bus. ES Bus gik imidlertid i betalingsstandsning i 2003, og Arriva har siden kørt linierne på en kort, midlertidig kontrakt. Fra 9. oktober påbegyndes kørslen på en ny kontrakt, og samtidig omlægges linierne og der oprettes en ny servicebuslinie i kommunen, linie 855. Efter Arrivas overtagelse i november 2003 har der kørt forskellige alternative busser på de tidligere ES Bus-linier, heriblandt bus 3025, Volvo B10BLE/Aabenraa årg. 1994, der oprindelig er leveret til Vejle Bustrafik, hvorfra den i 1996 kom til Bus Danmark og i 1999 til Arriva. Efter tabet af Vejles bybusser i 2002 flyttede Arriva bussen til Herning, hvor den fik sin nuværende hvide bemaling. Siden 2003 har den kørt hos Arriva i Roskilde som servicebus. Den ses her 8. oktober 2004 på Stændertorvet i Roskilde. Bemærk det håndskrevne linienummerskilt og karrosserireparationen i tagkanten!

Foto: Thomas de Laine, 8. oktober 2004.

Arriva 1364 på Stændertorvet, Roskilde

Arriva 1364 på Stændertorvet, Roskilde

På linie 853 kørte 8. oktober bus 1364, Volvo B10BLE/Aabenraa årg. 2000. Stændertorvet i Roskilde.

Foto: Thomas de Laine, 8. oktober 2004.

Arriva 2475 og 2474 på Høje Taastrup st.

Arriva 2475 og 2474 på Høje Taastrup st.

Linie 850 var HTs første og Danmarks tredje servicebuslinie. Den første danske servicebuslinie oprettedes 24. marts 1990 i Fredericia, og den fik 3. september samme år følgeskab af servicebuslinier i Aalborg. 11. december fulgte HT trop med en i første omgang unummereret linie i Høje Taastrup. Linien fik senere linienummer 850 og blev suppleret af linie 851, der også betjener Hedehusene. Først kørte HT linien selv, men senere tog Linjebus over. Fra 1996 overtog Unibus linierne, der kom med over i Arriva i 1999. I 2000 overtog ES Bus kørslen, og i november 2003 trådte Arriva til og har kørt linierne med alternativt materiel siden. 9. oktober 2004 træder en ny kontrakt i kraft. Her ses bus 2475 på linie 850 og 2474 på linie 851 på Høje Taastrup st. 8. oktober 2004. Begge busserne er af typen Volvo B6LE/Vest, og har en fortid som rutebiler i VT-området. De er oprindelig leveret til Combus, hvorfra Arriva har overtaget dem.

Foto: Thomas de Laine, 8. oktober 2004.

ES Bus 7516 på Glostrup st.

ES Bus 7516 på Glostrup st.

Servicebuslinie 847 i Glostrup er lidt af en efternøler, idet den først blev oprettet i 2001. Først blev den kørt af Larsen Turistbusser, der pga. forsinket levering af nye busser ofte anvendte handicapbusser på linien til Glostrup Kommunes store fortrydelse. Larsen Turistbusser fik imidlertid inddraget sine køretilladelser af Færdselsstyrelsen i efteråret 2001, da økonomien ikke hang sammen, og et udbud af linien resulterede i, at ES Bus overtog den. Larsen Turistbusser nåede i øvrigt aldrig at modtage den nye bus til linien, men den blev senere indsat som servicebus i Aalborg. ES Bus' kørsel var fordelt på tre forskellige selskaber, og linie 847 kørte i et andet selskab end ES Bus' øvrige kørsel for HUR. Derfor har ES Bus kørt linie 847 videre, mens den øvrige kørsel, der udførtes af ES Bus, overgik til andre entreprenører i november 2003, da det ES Bus-selskab, der kørte de andre linier, gik i betalingsstandsning. Pr. 9. oktober 2004 overgår linie 847 til Arriva efter licitation. Bus 7516, DAB 11-0860S, kørte 8. oktober 2004 på linien. Bussen fremstår uden nummerplade foran, og ses her på Glostrup st. på selskabets sidste dag som HUR-entreprenør. I den sidste periode havde ES Bus kun en anden bus, nemlig endnu en DAB 11-0860S-servicebus, der var reserve.

Foto: Thomas de Laine, 8. oktober 2004.

Arriva 1766 på Hundige st.

Arriva 1766 på Hundige st.

Linie 854 i Greve-Hundige oprettedes i 1993 og havde i det meste af 1994 følgeskab af linie 855. Linien var i en periode nedlægningstruet pga. lave passagertal, men man besluttede senere at fortsætte. 1993-94 kørtes linien af Busdivisionen i Køge og 1994-96 af City-Trafik, der kørte linien - og linie 855 - fra en tankstation på Greve Strandvej. I 1996 overtog Unibus linien, der gik ind i Arriva i 1999. I 2000 overtoges linien af ES Bus, der imidlertid i november 2003 gik i betalingsstandsning, hvorefter Arriva i Køge igen overtog linien - snart med en DAB 11-0860S-servicebus med internnr. 1753. 8. oktober 2004 var det dog en Wulff-grøn MAN/Neoplan-midibus årg. 1998 med internnr. 1766, der trafikerede linien. Denne bus havde ellers umiddelbart inden kørt hos Arriva i Roskilde. 9. oktober påbegynder Arriva en ny kontrakt på linien.

Foto: Thomas de Laine, 8. oktober 2004.