Myldretid

Menu

Billeder ➜ Optagelsesdato ➜

Billeder taget 6. august

Her vises alle billeder af busser taget 6. august i forskellige år:

Keolis 751 på Hobrovej i Skalborg

Keolis 751 på Hobrovej i Skalborg

Keolis overtog 1. august 2022 en mængde kørsel på nordjyske regionalruter i Nordjyllands Trafikselskabs udbud 28.2. Udbuddet blev afgjort mindre end to måneder før overtagelsesdagen, fordi de to første forsøg på at udbyde kørslen begge måtte annulleres. Det stod da også på forhånd klart, at der ikke kunne blive tale om elbuskørsel de første mange måneder. Keolis bestilte nye Ebusco 3.0-elbusser til trafikken, men i første omgang blev der indsat en mængde af de busser, Arriva hidtil havde kørt med. Keolis 751, en 13 meter lang Iveco Crossway LE årg. 2014, er tidligere Arriva bus 2123. Her ses bussen på Hobrovej i Skalborg i trafik på rute 50, Aalborg-Nibe-Løgstør. De nye busser til kørslen får naturligvis det nye NT-design og vil ikke køre i "rutebilgrå" med blå og hvide markeringer.

Foto: Thomas de Laine, 6. august 2022.

Nordjyske Jernbaner DM 506 på Lindholm st., Nørresundby

Nordjyske Jernbaner DM 506 på Lindholm st., Nørresundby

Nordjyske Jernbaner, som fra 2001 blev til ved sammenlægning af privatbanerne Skagensbanen og Hirtshalsbanen, udskiftede i 2005 de gamle Y-tog på banerne med en serie nye Siemens Desiro-tog. Et af disse er togsæt nr. 506, der blev bygget i 2004. Fra august 2017 overtog Nordjyske Jernbaner også en stor del af trafikken mellem Skørping, Aalborg, Hjørring og Frederikshavn fra DSB, og dermed kommer banens tog væsentligt længere sydpå end før. Her er Desiro DM 506 fra Aalborg mod Skagen på vej ind på Lindholm station i Nørresundby. Den nyere del af materielparken består af Alstom Lint-togsæt.

Foto: Thomas de Laine, 6. august 2022.

Arriva 8653 på Vejlesøvej, Holte

Arriva 8653 på Vejlesøvej, Holte

I sommeren 2010 var der sporarbejder på Nordbanen, og i den forbindelse kørte bl.a. togbuslinje H Holte-Virum-Sorgenfri-Buddinge med forbindelse i Buddinge til S-togslinje H mod København. En del af de busser, som kørte sommeren over, var ledbusser, som Arriva havde fået til overs forskellige steder i landet. Her drejer bus 8653, Volvo B10MA-55/Säffle årg. 1998, fra Dronninggårdsvej ud på Vejlesøvej kort efter afgang fra Holte station. Bussen blev oprindeligt leveret til Linjebus i Hadsund som vogn 4030.

Foto: Thomas de Laine, 6. august 2010.

Arriva 1094 som natbus ved Husum st.

Arriva 1094 som natbus ved Husum st.

Arriva 1094, Scania OmniLink årg. 2011, som linje 83N på Islevhusvej ved Husum st. natten til 6. august 2012.

Foto: Nicholas Jensen, 6. august 2012.

VT Transman MCX-175 i Budapest

VT Transman MCX-175 i Budapest

Ex. Arriva 1652 alias Connex 6316, Volvo B12BLE-59/Aabenraa årg. 2003, hos VT Transman i Budapest.

Foto: Andreas Szekacs, 6. august 2012.

Arriva 8484 på Holte Stationsvej, Holte

Arriva 8484 på Holte Stationsvej, Holte

Arriva 8484 (opr. Connex, Aalborg, 8436; senere Arriva, Hovedstadsområdet, 1011), Volvo B12BLE-62/Aabenraa årg. 2004, som S-togsbus E mellem Svanemøllen og Hillerød på Holte Stationsvej.

Foto: Thomas de Laine, 6. august 2010.

Arriva 1451 på Holmens Kanal, København

Arriva 1451 på Holmens Kanal, København

Holmens Kanal i det centrale København er opkaldt efter en egentlig kanal af samme navn, som gaden indtil 1860'erne forløb parallelt med. Kanalen udgjorde den sydvestlige grænse af Gammelholm, der ikke altid har været landfast med resten af København. Kollektiv trafik fik Holmens Kanal stort set samtidig med, at man var færdig med at fylde kanalen op, nemlig i december 1863, hvor Københavns første sporvognslinje, der havde sin anden endestation ved Frederiksberg Runddel, forlængedes fra Frihedstøtten til Skt. Annæ Plads. Linjen blev drevet af det kortlivede engelske selskab Copenhagen Railway Company (CRC), men blev ved årsskiftet 1865/66 overtaget af det nye Kjøbenhavns Sporvei-Selskab. De sporvognslinjer, der siden begyndelsen af det 20. århundrede hed 1, 6, 9 og 10, var i mange år fast inventar i Holmens Kanal, men den sidste af linjerne, linje 6, omstilledes til busdrift i 1969. I dag betjenes gaden af linje 1A, 15, 19, 26, 29 og 65E. Linjerne 15, 19 og 26 er resterne af de gamle linjer 1, 9 hhv. 6. Linje 1, der altså nu hedder linje 15, er i øvrigt den linje, CRC i sin tid oprettede. CRC anvendte toetages sporvogne, hvor førstesalen var åben. I årene 2003-07 har det ligeledes engelskejede Arriva betjent linje 15 med dobbeltdækkerbusser. Busserne er enddog efter endt anvendelse i København solgt til et engelsk firma, der ombygger dem med åbne førstesale! Arriva 1451, Volvo B7L/East-Lancs-dobbeltdækker årg. 2001, i Holmens Kanal som linje 15.

Foto: Thomas de Laine, 6. august 2007.

Nødtørftig beskiltning på Solrød Strand st. under ombygning

Nødtørftig beskiltning på Solrød Strand st. under ombygning

Solrød Strand station er under renovering. Hele det gamle trappehus og læskærme og perrontage er nedtaget, og midten af perronen er spærret af i fuld længde. Også skilte og belysning er nedtaget. Derfor er der etableret nødtørftig beskiltning af station og spornummer ophængt i hegnet, der afspærrer arbejdsområdet.

Foto: Thomas de Laine, 6. august 2004.

Resterne af den originale perronindmad på Solrød Strand st. under ombygning

Resterne af den originale perronindmad på Solrød Strand st. under ombygning

Det nye trappehus er ved at blive etableret. Elevatoren, billetmaskinen og -automaterne og informationsplancherne er bevaret som stort set det eneste af den originale indmad på perronen.

Foto: Thomas de Laine, 6. august 2004.

Overblik over perronen på Solrød Strand st. under ombygning

Overblik over perronen på Solrød Strand st. under ombygning

Bemærk, hvor bar perronen er. Ingen bænke, læskærme, perrontage eller lignende. Midlertidig belysning er ophængt i træbjælker langs hegnet. Kun et par meter i hver side af perronen kan benyttes af passagererne.

Foto: Thomas de Laine, 6. august 2004.

Et kig ned ad perronen på Solrød Strand st. under ombygning

Et kig ned ad perronen på Solrød Strand st. under ombygning

Ure og togviserskiltene er foreløbigt også bevaret. Mellem disse var stationens ventesal tidligere placeret.

Foto: Thomas de Laine, 6. august 2004.

Afdækket trappenedgang på Solrød Strand st. under ombygning

Afdækket trappenedgang på Solrød Strand st. under ombygning

Halvdelen af trappenedgangen er afspærret og overdækket med træplader. Ud mod horisonten ses omkring halvdelen af perronens areal.

Foto: Thomas de Laine, 6. august 2004.