Billeder ➜ Optagelsesdato ➜
Billeder taget 9. juli
Her vises alle billeder af busser taget 9. juli i forskellige år:
City-Trafik 2819 i Københavns Lufthavn
City-Trafik 2819, en få måneder gammel Volvo B7L/East-Lancs-dobbeltdækker, som linje 250S i den daværende busterminal i Lufthavnen.
Foto: Thomas de Laine, 9. juli 2001.
Anchersens Rute 3204 ved Universitetsparken, København
Den tredje af Københavns Kommunes servicebuslinjer åbnede 3. juni 2008 på Østerbro. Det er linje 865, og Anchersens Rute anskaffede endnu en Mercedes-Benz O.530K Citaro til kørslen, nemlig bus 3204, der her ses ved Universitetsparken. Der kommer efter planen i alt 12 servicebuslinjer i Københavns Kommune, hvoraf de fem nu er oprettet (Valby, Vanløse, Østerbro, Amager nord og Amager syd). Anchersens Rute bliver entreprenør på dem alle sammen.
Foto: Thomas de Laine, 9. juli 2008.
Smalsporslokomotiv foran remisen ved Gulbene station, Letland
Mellem Gulbene og Alūksne kører der passagertog på en smalsporsbane, der er resterne af en længere bane, som oprindeligt åbnedes i 1902-03. På de 33 km, der er tilbage, er der 10 stationer. Banen har en vis lokal betydning i transportmæssig sammenhæng, men er efterhånden også en turistattraktion. Sporvidden er 750 mm. Lokomotivet, TU2 273, er bygget i 1959, og er her på vej ud af remisen på Gulbene station.
Foto: Thomas de Laine, 9. juli 2005.
TU2 273 på Gulbene station, Letland
TU2-smalsporslokomotivet er det mest kendte Sovjet-smalsporslokomotiv. Typen er bygget på Kaluga-fabrikken cirka 150 km fra Moskva. Prototypen på TU2 blev konstrueret i 1955, og året efter begyndte serieproduktionen. Der byggedes i alt 281 eksemplarer frem til 1959. I alt 12 af disse maskiner fordeltes oprindeligt til Letland. Nr. 273 blev flyttet fra Riga til Gulbene i 1997. TU2 273 foran remisen i Gulbene.
Foto: Thomas de Laine, 9. juli 2005.
TU2-lokomotiv nr. 273 set bagfra i Gulbene, Letland
Udover nr. 273 råder Gulbene også over TU2 nr. 244. På fire andre baner findes TU2'erne så vidt vides i plantog, når dette skrives. I alt 95 lokomotiver af typen skulle stadig være i trafik eller bevarede.
Foto: Thomas de Laine, 9. juli 2005.
Smalsporede personvogne i Gulbene, Letland
Smalsporspassagervogne på et opstillingsspor på Gulbene station. Der køres regelmæssige passagertog på smalsporsbanen.
Foto: Thomas de Laine, 9. juli 2005.
M62-lokomotiv på Gulbene station, Letland
Der er også almindeligt bredspor (1520 mm) til Gulbene. Her ses M62 1291 på stationen. Type M62 er et Lugansk-bygget godstogslokomotiv fra årene 1965-76.
Foto: Thomas de Laine, 9. juli 2005.
To nye Scania OmniLink hos City-Trafik i Avedøre
To helt nye 13,7 meter lange Scania OmniLink-busser til City-Trafiks linie 200S opstillet på Avedøre garage.
Foto: Michael Salomonsen, 9. juli 2004.
Maz 104 i Satka, Rusland
Denne Maz 104 var eneste vogn af typen i Satka i Ural-bjergene i Rusland. Bussen trafikerer her linie 22, der er en af Satkas bybuslinier.
Foto: Thomas de Laine, 9. juli 2004.