Myldretid

Menu

Billeder

City-Trafik 53 på Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm

City-Trafik 53 på Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm

Optaget 26. juli 2025 af Thomas de Laine (© Copyright) og offentliggjort på Myldretid 29. juli 2025.   Se billedteknik
Kamera: Canon EOS R7   Brændvidde: 25 mm   Lukkertid: 1/160 s.   Blænde: ƒ/8   ISO: 640 - kan være redigeret og beskåret - Skjul

Busselskabet City-Trafik blev dannet af HTs eksisterende private entreprenører i 1989, da trafikselskabet gik i gang med at gennemføre de udbud af busdriften, som var et pålæg i den nye HT-lov, vedtaget tidligere på året. City-Trafik lykkedes også med at vinde HT-kørsel i København, som man i både 1990 og 1992 fik nyleveret DAB serie 12-bybusser til. I marts 1992 skulle man således overtage linje 9 mellem Østerbro og Lufthavnen, og til indsættelse her anskaffedes 13 stk. DAB-Silkeborg 12-1200B, der nummereredes 48-60 (i "baglæns forlængelse" af nr. 61-67, leveret i 1990). Serie 12-busserne fik en ret lang levetid hos City-Trafik, hvor enkelte af dem i 2014 nåede at komme under det nye navn Keolis, der indførtes efter sammenlægningen med Nettbuss i Danmark. På det tidspunkt havde de oprindelige danske ejere af City-Trafik forlængst solgt busselskabet til Keolis' franske ejere. Selvom mange af serie 12'erne indgik i vognparken i en lang årrække, blev de dog ret hurtigt fortrængt fra deres oprindelige opgaver. Mindre end et år efter nyleveringen til linje 9, skiftede City-Trafik nemlig halvdelen af busserne på linjen ud med det nye vidunder: lavgulvsbusser! Især fra 1996 og frem havde serie 12'erne mest opgaver som reserve- og ekstravogne. De nåede også at optræde andre steder i landet, bl.a. en kort overgang hos City-Trafik i Roskilde. Bus 53, der siden 1996 hed bus 2053, blev i en alder af 18 år i 2010 flyttet til City-Trafik i Slagelse, hvor den benyttedes til fast ekstrakørsel i en årrække - til sidst som Keolis-bus. Den blev udrangeret som 25-årig i 2017 og tilgik derefter Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm med henblik på indvinding af reservedele til museets andre busser. Man har dog et standpunkt, til man tager et nyt, og fra 2025 er bus 53 blevet placeret i busudstillingshallen på museet. Den er blevet genoplakeret i HT-gul og forsynet med City-Trafiks grønne "guirlande" i tagkanten, grønne fælge osv. Som entreprenørbus fra "privatiseringens" tidlige år har den også fået den særlige udgave af HT-bomærket med teksten "Kontraktkørsel for HT" placeret langs den venstre side af H'et. Foto fra busudstillingshallen.

Bussens data, historie og billeder

Flere billeder:   Fra samme lokalområde   Optaget 26. juli

Tags:

DAB DAF Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm 2025 Bevaret materiel