Alle billeder tagget med Wulff Bus
Der er 20 billeder med dette tag:
Wulff Bus 3055 på Roskilde st.
I lige over tre måneder i sommeren 2004 stod der "Wulff Bus" på bybusserne i Roskilde. En af vognmandens nyanskaffelser var bus 3055, en Volvo B12BLE-59/Aabenraa, der på dette billede fra 30. august 2004 ses indsat på linje 607. Linje og bus overgik til Arriva to dage efter.
Foto: Thomas de Laine, 30. august 2004.
Wulff Bus 3029 og 3039 i Krakow, Polen
Wulff Bus købte i 2004 25 Scania CN113CLL/Katrineholm af Connex, som blev anvendt som midlertidige bybusser i Roskilde i sommeren 2004. To af disse busser, nr. 3029 tv. og 3039 th., ses her i garagen hos PKS Krakow i Polen.
Foto: Thomas de Laine, 16. august 2006.
Wulff Bus 3121 på Hornslet rtb.
Wulff Bus 3121 er en af de få DAB 7-1800L-ledbusser, der er bygget. Bussen er bygget til Møns Omnibusser, hvor den havde internnr. 9 og kørte på STS-rute 52 og 62 mellem Vordingborg, Stege og Østmøn. Det er værd at bemærke, at bussen - som flere andre af Møns Omnibussers vogne - havde punktmatrixskilte allerede ved leveringen. Dog var det med grønne pixels i modsætning til senere praksis landet over. I 1996 overgik bussen til LF-bus, hvor den fik nr. 531, og i 1997 beholdt den dette nummer, da NyBus tog over. I 1999 indgik bussen i Linjebus. Bussen er fotograferet på Hornslet rtb., hvor den holder som linje 119 mod Århus. I gamle dage kørte Fris Busser her, men med andre busser.
Foto: Jef F.P. Pallavicini, 11. april 2006.
Wulff Bus 3283 i Tirsbæk ved Vejle
Wulff Bus 3283 er totalreklame for Vejle Amts Folkeblad. Bussen er leveret i forbindelse med Wulff Bus' overtagelse af bybusserne i Vejle, hvor den da også kører stadigvæk. Den har været totalreklame fra ny af, men bar 2002-05 nummeret 1027. Bussen er en Volvo B12BLE/Aabenraa og er foreviget i Tirsbæk ved Vejle.
Foto: Jakob Lønbæk Hollesen, 12. maj 2005.
Bus 6002 og 3045 på Navervej i Roskilde
Linie 123 mellem Roskilde og Valby har siden 1994, hvor Linjebus overtog den ved licitation, haft garage på Navervej i Roskilde. I 1998 overgik linien og garagen til Arriva, der har haft begge dele siden. Linjebus anvendte indtil 1995 bl.a. bus 6002, Volvo B10M-60/DAB årg. 1992, på linien. Fra 1995 anvendtes nye Scania CN113CLL/Katrineholm-laventrébusser, heriblandt bus 6181. I 1998 overflyttedes begge busser til Linjebus' Gladsaxe-anlæg, og Arriva indsatte egne nye busser. Bus 6181 solgtes i 2004 sammen med 24 tilsvarende busser til Wulff Bus, der har anvendt dem på den kørsel i Roskilde-området, som selskabet overtog fra Arriva 25. maj 2004. Bus 6181 skiftede ved den lejlighed nummer til 3045 og fik en gang hattelak. Scania-busserne har kun været midlertidigt indsat i Roskilde - der kommer i alt 26 nye Volvo B12BLE/Aabenraa-busser i stedet, og leveringerne af disse nærmer sig afslutningen. 3045 er en af de ganske få Scania'er, der er tilbage i Roskilde. Bus 6002 og 6181 (3045) - to tidligere linie 123-busser - mødes en oktoberlørdag i 2004 på Navervej ud for garagen. Begge busser er i øvrigt til salg.
Foto: Thomas de Laine, 2. oktober 2004.
Wulff 3036 og 3030 hos Bus Center Vest
Wulff er stadig ejer af de Scania MaxCi-busser, der blev købt brugt fra Connex tidligere på året. Selvom Arriva har overtaget Wulff Bus' HUR-kørsel, forbliver Scania'erne altså hos Wulff. Efterhånden som de nye busser er blevet leveret til Roskilde, er de fleste Scania'er nu taget ud af drift og sendt til Bus Center Vest. Enkelte busser er kommet langt væk hjemmefra, idet de er leaset til et busselskab i Polen! Bus 3036 og 3030, begge Scania CN113CLL/Katrineholm, hos Bus Center Vest.
Foto: Jakob Lønbæk Hollesen, 5. september 2004.
Partner Bus 8434, Wulff Bus 3005 og en Wulff-personalebil på Roskilde st.
Partner Bus vogn 8434 parat til at køre en masse uddannelsessøgende hjem, Wulff Bus' vogn 3005 på vej hen til stoppestedet for linie 606 på Roskilde st. og en Wulff-personalebil på Roskilde stations busterminal den næstsidste dag med Wulff Bus-drift i Roskilde. Partner Bus' linier har for nylig været i udbud, men Partner Bus genvandt det hele, og stort set alle busserne kører videre - mange dog efter at være blevet frisket lidt op. Begge busserne af type Volvo B10BLE-60/Aabenraa fra 1998 (8434) og 1997 (3005).
Foto: Thomas de Laine, 30. august 2004.
Et par Wulff-busser før hhv. efter istandsættelse
Wulff Bus har som tidligere omtalt købt et antal Volvo B10BLE/Aabenraa fra Connex. Busserne er blevet shinet op - i Jylland - og har fået Wulff Bus' 3000-numre. Her er et rigtigt "før og efter"-billede fra Bus Center Vest i Kolding: Til venstre ex. Connex 5030, til højre Wulff Bus 3008.
Foto: Jakob Lønbæk Hollesen, 23. maj 2004.
En stribe Scania MaxCi'er hos Wulff Bus i Roskilde
Første dag med Wulff Bus som HUR-entreprenør. Wulff deler garage med Arriva på Navervej i Roskilde, dog således at Wulff-busserne holder for sig selv på pladsen ud mod motorvejen, hvor Arriva tidligere havde for vane at stille sine Mercedes-busser. Her ses 10 af de Scania MaxCi-busser, Wulff har købt fra Connex. En del af disse busser er faktisk oprindeligt leveret til Roskildes bybusser. Busserne er her dog kun midlertidigt - senere på året leveres 26 nye Volvo B12BLE/Aabenraa-busser. Scania'erne og deres afløsere skal køre på linie 216, 217, 561P, 601, 602, 603, 604, 605, 606 og 607.
Foto: Thomas de Laine, 23. maj 2004.
Volvo-busser hos Wulff Bus i Roskilde
Wulff Bus har også overtaget linierne 212, 213, 215, 223E og 232. Disse linier skal primært køres med Volvo B10BLE/Aabenraa-busser af årgang 1997, som Wulff Bus ligeledes har købt fra Connex. Volvo-busserne er dog oprindeligt leveret til Combus. Her er nogle stykker af dem hjemme på garagen på Navervej i Roskilde.
Foto: Thomas de Laine, 23. maj 2004.
Wulff Bus' vogn 3028 på Roskilde st.
Scania MaxCi/Katrineholm-busserne er vendt tilbage til Roskildes bybusser! Wulff Bus' bus 3028 som linie 602 på Roskilde st.
Foto: Thomas de Laine, 23. maj 2004.
Wulff Bus' vogn 3022 i Trekroner
Wulffs busser kørte med flag den første driftsdag, hvilket var meget passende, da det samtidig var vognmandens fødselsdag. Bus 3022, tidligere Linjebus/Connex nr. 6191, på Nordens Parkvej i Trekroner ved Roskilde. Bussen er oprindelig leveret til Linjebus i Roskilde, hvor den dog ikke anvendtes som bybus men på bl.a. linie 213/223E, som Wulff Bus også har overtaget.
Foto: Thomas de Laine, 23. maj 2004.
Wulff Bus 3008 på garagen i Vejle
Wulff Bus har brugtkøbt 25 stk. Volvo B10BLE-59/Aabenraa af Connex i HUR-området i forbindelse med opstarten i Roskilde fra søndag den 23. maj 2004. En del af busserne har været en tur i Vejle for at blive frisket op efter cirka seks et halvt års drift i Københavns-området - først i Combus-regi. Her er det bus 3008 på Wulff Bus' garage på Niels Finsensvej i Vejle. Bemærk det gule logo på vognsiden - det er sandelig en diskræt entreprenør!
Foto: Jakob Lønbæk Hollesen, 15. maj 2004.
En ukendt Wulff Bus på garagen i Vejle
I Vejle Amt må busserne have vognmandens egen farve, og Wulffs farve er grøn. De grønne busser i baggrunden er således Wulffs bybusser i Vejle. I forgrunden er det muligvis bus 3002, men internnummer mv. er endnu ikke påsat. Udover Volvo-busserne har Wulff Bus også købt et antal Scania MaxCi/Katrineholm-busser fra Connex, der skal anvendes som bybusser i Roskilde, indtil de nye Volvo B12BLE-busser kommer efter nogle måneder. Det morsomme er, at disse Scania MaxCi-busser for nogles vedkommende faktisk oprindeligt er leveret til bybusserne i Roskilde.
Foto: Jakob Lønbæk Hollesen, 15. maj 2004.
En ny Volvo B12M-bus til Wulff Bus
En fabriksny Volvo B12M/Aabenraa-bus til Wulff Bus. Bemærk beskiltningen.
Foto: Thomas de Laine, 11. maj 2004.
Bart Volvo B12BLE-chassis til Wulff Bus
Det er ikke til at se det, hvis man ikke lige ved det... Men dette er et Volvo B12BLE-chassis til en af Wulff Bus' kommende HUR-busser. Chassisnummeret er 15073, og den får karrosseri nummer S040035. Billedet er taget 11. maj 2004, og det er vist tydeligt, hvorfor den ikke når at blive leveret inden den 23.!
Foto: Thomas de Laine, 11. maj 2004.
Wulff Bus nr. 1120 i Hedensted
Wulff Bus' vogn 1120/OB 94 438 i selskabets egen grønne bemaling på garagen i Hedensted. Bussen er en Volvo B10M-60/Aabenraa årg. 1995 med dørpl. 1-1-0.
Foto: Thomas de Laine, 5. april 2004.
Wulff Bus nr. 140 i Hedensted
Wulff Bus' vogn 140/MZ 93 819 i NT-bemaling på garagen i Hedensted. Bussen er en Volvo B10M-60/Aabenraa årg. 1992 med dørpl. 1-1-0.
Foto: Thomas de Laine, 5. april 2004.
Wulff Bus nr. 1131 i Hedensted
Krogsgaards blå og hvide busser er en af Wulff Bus' nyerhvervelser. Her er det nr. 1131/NC 92 046 på garagen i Hedensted. Bussen er en Volvo B10M-60/Aabenraa årg. 1993 med dørpl. 1-1-0.
Foto: Thomas de Laine, 5. april 2004.
Neoplan-busser hos Wulff Bus, Hedensted
Wulff Bus har for tiden to små Neoplan-busser med en fortid hos Linjebus/Connex Danmark i STS-området. Busserne fremstår her fortsat i STS' bybusbemaling. De er leveret i 1998 til brug som bybusser i Naksov. Til højre er det PJ 89 236, ex. Connex Danmark 3075, og til venstre PJ 89 235, ex. Connex Danmark 3074, der er fotograferet på Wulff Bus' anlæg i Hedensted. (Tak Ronni Svensson til for supplerende oplysninger!)
Foto: Thomas de Laine, 5. april 2004.