Myldretid

Menu

BillederTags

Alle billeder tagget med Vikingbus

Der er 21 billeder med dette tag:

Vikingbus 4540 på linje 128 på Skovvej, Ishøj Strand

Vikingbus 4540 på linje 128 på Skovvej, Ishøj Strand

Straks, da Kunstmuseet Arken åbnede ved Ishøj Strandpark 15. marts 1996, blev der etableret busforbindelse til museet. Det blev en ny linje, som fik nummeret 128, og den kørte fra Ishøj station ud til museet nær enden af Skovvej, cirka to kilometer fra stationen. Linjen opstod således uden for de normale HT-køreplansskift, som dengang lå ultimo maj og ultimo september, og i første omgang blev linjen kørt af Unibus' garage på Avedøre Holme, selvom den enlige bus lå lidt afsides i forhold til Unibus' øvrige HT-kørsel. Efter 2½ måned, fra 2. juni 1996, overtog Bus Danmark i Køge kørslen, som siden har været vognløbsmæssigt koblet sammen med linje 127 mellem Ishøj og Taastrup. Dermed har linjerne også været samme tur gennem operatør- og navneskift, og der har således efter 1996 nået at stå Arriva, Connex, Arriva igen, Lokalbus og til sidst Vikingbus på linje 128's busser. Også Linjebus' garage på Blushøjvej i København har optrådt på linjen, men kun med ekstrakørsel. Ved køreplansskiftet 30. juni 2024 blev der gennemført nogle busomlægninger i Ishøj-området, og ved denne lejlighed blev linje 127 gjort mere direkte og samtidig forlænget ud til Arken. Det blev enden på linje 128, og få dage før nedlæggelsen er Vikingbus 4540, MAN Lion's City 12E årg. 2024, netop vendt 180 grader i den lille rundkørsel for enden af Skovvej for at returnere mod Ishøj station.

Foto: Thomas de Laine, 25. juni 2024.

Vikingbus 818 som Fleet-bus i Carsten Niebuhrs Gade, København

Vikingbus 818 som Fleet-bus i Carsten Niebuhrs Gade, København

En af Vikingbus' 13 Fleet-brandede busser i Carsten Niebuhrs Gade i København, på vej ind til den nye fjernbusterminal ved Dybbølsbro. Bussen er vogn 818, en Irizar i6 fra 2015, og den skal køre søndagens afgang kl. 16.45 mod Aarhus via Odense og Middelfart.

Foto: Thomas de Laine, 9. juni 2024.

Vikingbus 4480 i Ørslev garage

Vikingbus 4480 i Ørslev garage

I det 21. århundrede blev femte generation af Setra-busser introduceret, og som "rutebil" har man også i Danmark gennem flere år kunnet møde dem. Blandt andet har flere Movia-operatører fået modellen Setra S415LE Business, hvor 'LE' angiver laventréopbygning, mens "Business" reelt betyder, at bussen er samlet i Tyrkiet! Her er det Vikingbus 4480, leveret 2022, i Ørslev garage. Vikingbus anvender disse busser på Movia-linjerne 620R, 640, 660R, 661R, 664, 667 og 750. Også Anchersen, Umove og Tide Bus bruger modellen i Movialand, og man risikerer især at møde dem på Ringsted-kanten, ved hvilken lejlighed man kan gå hen at opdage, at de ikke engang er helt ens...

Foto: Thomas de Laine, 2. september 2023.

Vikingbus 4446 på Gymnasievej, Køge

Vikingbus 4446 på Gymnasievej, Køge

Sommeren 2024 nedlægges servicebuslinje 103 i Køge. Netop Køge var relativt sent ude med at få servicebus, for linjen blev først etableret 2. marts 1996, hvilket dog også skal i sammenhæng med, at byens indre gader omkring Torvet, som servicebussen skulle betjene, i 1994-95 skulle gennem en større renovering. Linjen har i alle sine 28 år forbundet Ølby st. og sygehuset i nord med Køge Torv og Ellemarken, Boskovparken, Hastrupparken og Boholte i syd, selvom ruten er justeret lidt undervejs. Linjen har også overlevet både den daværende operatørs konkurs i 2010, en fuldstændig omlægning af kommunens busdrift senere samme år, hvor linjenummeret også skiftede til 103, og en tidligere besluttet nedlæggelse. Den første nedlæggelse blev afblæst i sidste øjeblik efter at have været planlagt til december-køreplansskiftet 2019. Men denne gang mener kommunen det nok... Vikingbus 4446, Iveco Crossway LE årg. 2015, som servicebuslinje 103 på Gymnasievej med gymnasiets forholdsvis nye idrætssal til venstre. Hvor den står, vendte ekstrabusserne mellem gymnasiet og stationen i mange år. Med nedlæggelsen af servicebussen ophører buskørslen på Gymnasievej og Skellet efter små 60 år. Stoppestedet ved gymnasiet (på Skellet) var ellers før 2010 det tredje mest benyttede i Køge Kommune!

Foto: Thomas de Laine, 3. februar 2024.

Vikingbus 4528 ved Høje Taastrup st.

Vikingbus 4528 ved Høje Taastrup st.

Vikingbus indleder 11. februar 2024 en ny kontraktperiode på linjerne 114-119, 127/128 og 225, som herefter skal køres med elbusser. Allerede en måneds tid i forvejen tyvstartede man dog med elbuskørslen, men kun på en del af turene. Vikingbus 4528 afgår fra Høje Taastrup st. på myldretidslinje 119.

Foto: Thomas de Laine, 12. januar 2024.

Vikingbus 4532 ved Høje Taastrup st.

Vikingbus 4532 ved Høje Taastrup st.

Vikingbus 4532, MAN Lion's City 12E årg. 2024, som linje 114 mod Sengeløse ved Høje Taastrup st.

Foto: Thomas de Laine, 12. januar 2024.

Vikingbus 4534 ved Høje Taastrup st.

Vikingbus 4534 ved Høje Taastrup st.

Der har kørt bybusser i Taastrup siden 1968. Oprindeligt kørte vognmand Lars Iversen, De Blaa Rutebiler, som entreprenør for Høje-Taastrup Kommune. Han var heldig at kunne flytte sin forretning herud, efter at hans gamle område lidt længere mod øst, Rødovre Kommune, i 1967 havde valgt at lave en aftale med Københavns Sporveje, om at sporvejenes buslinjer blev forlænget ud i Rødovre Kommune til erstatning for Iversens. Fra 1975 til 1990 kørte Iversen videre som HT-entreprenør, men herefter begyndte licitationerne. 1990-98 havde Linjebus kørslen, som Combus vandt herefter. Linjenettet bestod siden 1986, hvor den nye banegård i Høje Taastrup var åbnet, af de dobbeltrettede ringlinjer 117 og 118, som dog fra 1993 fik selskab af en myldretidslinje 119 i Høje Taastrup. Combus' kørsel overtoges i 2001 af Connex, som dog tabte den til Arriva i 2005. Lokalbus vandt Taastrup bybusser med virkning fra december 2011 og har kørt dem siden. Februar 2024 påbegyndes en ny kontraktperiode af samme foretagende, som nu hedder Vikingbus, og det kommer meget sandsynligt til at betyde, at Vikingbus vil have kørslen til 2036 eller længere. Dermed vil Lokalbus/Vikingbus blive det busselskab, som historisk set har kørt Taastrup bybusser længst. På den nye kontrakt indsætter Vikingbus MAN Lion's City 12E-elbusser, og de første kom i drift fra uge 2, en god måneds tid før kontraktbegyndelse. Bus 4534 opsamler passagerer ved Høje Taastrup st. som linje 117 - bybuslinjen, der kører i urets retning.

Foto: Thomas de Laine, 12. januar 2024.

Vikingbus 4531 på Taastrup Torv

Vikingbus 4531 på Taastrup Torv

Busterminalen ved Taastrup st. blev for omkring 10 år siden flyttet lidt mod vest for at gøre plads til et nyt butikscenter på stationens sydside. Pladsen, som den nye busterminal ligger på, hedder Taastrup Torv. Vikingbus 4531, en helt ny MAN Lion's City 12E, ses her på Taastrup Torv med den busterminal i baggrunden, bussen lige er afgået fra. Det er ikke nemt at være en skinnende ny bus i sådan en gang snevejr.

Foto: Thomas de Laine, 12. januar 2024.

Vikingbus 4533 ved Taastrup st.

Vikingbus 4533 ved Taastrup st.

Vikingbus 4533, MAN Lion's City 12E-elbus årg. 2024, som linje 127 fra Ishøj mod Høje Taastrup i busterminalen ved Taastrup st. Der er på denne tur en ægte viking bag rattet, hvis man skal tro hovedbeklædningen!

Foto: Thomas de Laine, 12. januar 2024.

Vikingbus 4430 ved Høje Taastrup st.

Vikingbus 4430 ved Høje Taastrup st.

I Høje Taastrup-, Ishøj- og Greve-området har Vikingbus siden slutningen af 2011 anvendt en vognpark af Irisbus Crossway-busser, som i øvrigt stadig kører rundt med bomærker fra det gamle firmanavn "Lokalbus". I vinteren 2024 sendes busserne dog på pension. Modellen har været en stabil og økonomisk bustype, som derfor også er blevet anskaffet af flere andre busselskaber, men med 12 år på bagen og over 1,1 mio. km på tælleren, er leverancen fra 2011 nu også ved at være slidt op. Vikingbus 4430 (med Lokalbus-bomærke) som linje 127 ved Høje Taastrup st. Til februar 2024 går Vikingbus ind i en ny kontraktperiode, hvor linjerne skal køres med elbusser.

Foto: Thomas de Laine, 12. januar 2024.

Vikingbus 4505 på Borups Allé, København

Vikingbus 4505 på Borups Allé, København

Vikingbus 4505, MAN Lion's City 12E årg. 2023, som linje 68 på Borups Allé i København. Det er første dag med Vikingbus og elbusser på linjen.

Foto: Thomas de Laine, 15. oktober 2023.

Vikingbus 4512 på Vanløse Allé, Vanløse

Vikingbus 4512 på Vanløse Allé, Vanløse

Vikingbus 4512, MAN Lion's City 12E årg. 2023, som linje 26 på Vanløse Allé i Vanløse.

Foto: Thomas de Laine, 15. oktober 2023.

Vikingbus 4512 på Bellahøj, København

Vikingbus 4512 på Bellahøj, København

Vikingbus 4512, MAN Lion's City 12E årg. 2023, som linje 26 i endestationen på Bellahøj. Vikingbus' nye MAN-elbusser på linje 26 holder her, men både til venstre, til højre og bag om bussen kører Vikingbus også med typen på linje 68. Faktisk kommer Vikingbus' MAN-elbusser midlertidgt også under bussen på billedet, idet nogle af turene på linje 68 er omlagt til at køre gennem tunnelen under Bellahøj!

Foto: Thomas Hildebrand, 15. oktober 2023.

Vikingbus 428 som togbus ved Nykøbing Falster st.

Vikingbus 428 som togbus ved Nykøbing Falster st.

Nogle måneder i foråret og sommeren 2021 kørte der ingen tog mellem Orehoved, Nykøbing Falster og Rødby. I stedet fyldte togbusserne godt op på Nykøbing Falster stations busterminal. Vikingbus stillede bl.a. med denne 14 meter lange Volvo B11R (9900) fra 2019, som ses i Nykøbing Falster før en tur mod Rødby Færge. Bussen blev nyleveret til Vedde Turistfart som vogn 28, men blev i 2020 til Vikingbus nr. 428.

Foto: Thomas de Laine, 23. juli 2021.

Vikingbus 4471 ved den fremtidige Rødvig station

Vikingbus 4471 ved den fremtidige Rødvig station

Vikingbus 4471, Setra S415LE Business årg. 2022, krydser Østbanens spor på Vemmetoftevej i Rødvig på sin linje 252-tur fra Store Heddinge til Hårlev. Fra 2024 vil Østbanen ikke længere skære Vemmetoftevej og give et lille bump i linjens Setra'er på dette sted. I stedet vil en ny endestation for banen blive bygget lidt til venstre for bussen på billedet. Rødvig nye station får således også busforbindelse. Det har den gamle station også tidligere haft, men de senere år har man måttet gå nogle hundrede meter til f.eks. Vemmetoftevej for at kunne gennemføre et skift fra tog til bus i Rødvig.

Foto: Thomas de Laine, 2. juni 2023.

Vikingbus 9408 som togbus på Rebildvej, Vanløse

Vikingbus 9408 som togbus på Rebildvej, Vanløse

Togbuskørsel er nu om dage sat ganske meget i system. Blandt andet har Vikingbus en stor kontrakt med DSB om både planlagt og akut togbuskørsel. Der anvendes i vid udstrækning underentreprenører, men Vikingbus kører også meget selv. I 2019 købte Vikingbus - dengang Lokalbus - ni brugte Irisbus Crossway LE fra Norge, der blev indsat som togbusser og på diverse faste ekstrakørsler for Movia. Busserne blev nummereret 9401-9409 og bar alle den hvide og orange bemaling fra det norske trafikselskab, de havde kørt for. Alle busserne indgår stadig i Vikingbus' vognpark i foråret 2023, men siden har flere af dem fået selskabets eget hvide, blå og røde design. På et tidspunkt i april 2022 kørte S-togslinje F kun på den sydlige del af Ringbanen, nemlig mellem Fuglebakken og Ny Ellebjerg stationer. Til erstatning for den nordlige del var der indsat togbusser, hvoraf "Rød togbus" betjente alle stationerne mellem Hellerup og Fuglebakken og derfra fortsatte uden stop til Flintholm station. Vikingbus 9408 (ex. Nettbuss, Norge, nr. 23028), Irisbus Crossway LE årg. 2012, nærmer sig Flintholm ad Rebildvej i Vanløse en fredelig forårssøndag.

Foto: Thomas de Laine, 24. april 2022.

Vikingbus 4407 som linje 102A i Algestrup

Vikingbus 4407 som linje 102A i Algestrup

Movias linje 102A blev etableret i december 2010, hvor der skete en større omlægning af buslinjerne i Køge Kommune. Linje 102A var dels en konvertering af den hidtidige bybuslinje 502 mellem Køge, Herfølge og Holmebæk til A-bus, og dels en sammenlægning med den historiske busrute ad Vordingborgvej via Dalby, Rønnede og Tappernøje til Præstø. Sidstnævnte har haft flere linjenumre i trafikselskabsårene, men i de sidste 16 år var det 256. Ruten blev i mange år kørt af DSB og derefter en periode i 1980'erne og 1990'erne af Møns Omnibusser, og busserne var desuden en stor del af rutens levetid uden passagerudveksling på fællesstrækningen med Køges bybuslinje til og fra Herfølge. Med sammenlægningen til A-buslinje 102A opnåede man, at rutebilerne kunne bidrage til kapaciteten og frekvensen på bybuslinjen. Til gengæld må de "lange" rejsende finde sig i omvejskørsel gennem Herfølge-Holmebæk og hårde bybussæder! En konsekvens er også, at Movia kører en regional buslinje som A-bus, hvilket vel må siges at være at strække konceptet lidt. Region Sjælland betaler således også en del af linje 102A, som i øvrigt er så lang, at en forlængelse i nordenden har været fravalgt for at undgå at komme for tæt på de 50 kilometers rutelængde, der udløser EUs køre- og hviletidsregler. Der var dog plads til, at linje 102A fra 11. april 2023 er blevet omlagt via Tureby station i Algestrup. Det er blevet relevant, fordi regionaltogsstrækningen mellem Køge og Næstved fra samme dato har fået direkte, elektriske tog til København to gange i timen ad den i 2019 åbnede højhastighedsbane via Køge Nord. Med korrespondancer på 5 minutter nordgående og 11 minutter sydgående giver linje 102A dermed folk i f.eks. Dalby, Rønnede, Tappernøje og Præstø mulighed for at nye godt af den nye, hurtige togforbindelse. Med omlægningen er Algestrup tilmed igen blevet koblet på Køges bybusnet efter mere end ti års fravær, omend ruten er en anden. Linje 102A har dog turen ad Sonnerupvej mellem Algestrup og Vordingborgvej til fælles med sine bybusforgængere, nemlig linje 4 (1971-77), 504 (1977-93) og 526 (1993-2010). Her kører Vikingbus 4407, Irisbus Crossway LE årg. 2011, ad Sonnerupvej ind i Algestrup på vej mod Præstø.

Foto: Thomas de Laine, 13. april 2023.

Vikingbus 4434 ved Karlslunde st.

Vikingbus 4434 ved Karlslunde st.

Da Køge Bugt-banen åbnede i fire etaper mellem 1972 og 1983, blev der etableret busterminaler ved to tredjedele af de nye stationer. Men en række af de oprindelige terminaler er siden blevet erstattet af nye anlæg. Blandt de tilbageværende er den ved Karlslunde station, som blev taget i brug i efteråret 1979. Ved åbningen og helt ind i dette århundrede var der ubebygget på nordsiden af busterminalen, men nu har terminalen fået Karlslunde Stationscenter som nærmeste nabo. Den oprindelige halvtagsoverdækning af busholdepladserne er til gengæld fjernet, hvilket giver et lysere og formentlig tryggere miljø at vente i, men man er som ventende passager samtidig blevet overladt til elementernes rasen... En busfotograf kan derimod nyde godt af muligheden for at fotografere oppe fra S-togsperronen! På denne måde blev Vikingbus 4434, Irisbus Crossway LE årg. 2011, i dette tilfælde foreviget under dens endestationsophold på linje 120, Karlslunde-Høje Taastrup. Foråret 2023 har terminalen betjening med linjerne 120, 224 og 225, hvoraf sidstnævnte har kørt via stationen siden dens åbning, mens de to andre er nyere kreationer i drift siden 2011.

Foto: Thomas de Laine, 28. marts 2023.

Vikingbus 4490 ved Næstved st.

Vikingbus 4490 ved Næstved st.

Vikingbus 4490, Setra S415LE Business årg. 2022, afgår fra Næstved st. som linje 620R mod Præstø. Bussen blev i begyndelsen af juli 2022 slemt trafikskadet syd for Blangslev, mens den kørte på netop linje 620R, og i december var den endnu ikke tilbage i drift.

Foto: Thomas de Laine, 30. april 2022.

Vikingbus 4483 ved Næstved st.

Vikingbus 4483 ved Næstved st.

Vikingbus 4483, en helt ny Setra S415LE, som linje 620R i busterminalen ved Næstved st. Vikingbus overtog i april 2022 kørslen med omkring 25 busser fra DitoBus og Ørslev, og de fleste af de nye busser er af denne type.

Foto: Peter Hobel, 12. april 2022.

Vikingbus 549

Vikingbus 549

Vikingbus nr. 549, en Volvo B12B (Volvo 9700) årg. 2008, på opgave for Energi Norge.

Foto: Kim Løvenskjold, 6. april 2016.