Myldretid

Menu

BillederTags

Alle billeder tagget med Regionstog

Der er 2 billeder med dette tag:

Regionstog 2035-2135 i Hårlev sammen med udrangerede Y-tog

Regionstog 2035-2135 i Hårlev sammen med udrangerede Y-tog

Østbanen mellem Fakse Ladeplads, Rødvig, Hårlev og Køge gennemgår i 2023-24 en tiltrængt renovering af sporet. Renoveringen har først og fremmest måttet vente på, at pengene kunne findes, men der skulle også lige laves en undersøgelse af muligheden for at erstatte banen af en "BRT" under anvendelse af banens tracé, hvilket dog ikke blev til mere end rapporten. Det er omkring 15 år siden, der sidst skete større fornyelser på Østbanen, men dengang var det banens tog, som blev udskiftet med fem nye Alstom Lint-togsæt og to få år gamle togsæt, der blev overflyttet fra Nordsjælland. Det sidste Y-tog kørte dermed på banen i efteråret 2009, og i april 2010 kunne man indføre en ny køreplan, hvor togene fra banens to grene ikke længere samledes i Hårlev for at køre som ét tog til Køge hver halve time, men i stedet begyndte at køre solo til Køge i kvartersdrift. Samtidig indførte Movia linjenumrene 110R og 210R for henholdsvis Køge-Hårlev-Fakse Ladeplads og Køge-Hårlev-Rødvig. Det var dog først i december 2010, buslinje 210 mellem Køge og Roskilde blev nedlagt! Siden 2020 har det dårlige spor på Østbanen betydet, at man igen kun har fået halvtimesdrift mellem Køge og Hårlev, men ikke med sammenkoblede tog. I stedet må passagerer til og fra Rødvig skifte tog i Hårlev. Til gengæld blev Østbanens tog fra december 2020 videreført fra Køge til Roskilde til erstatning for DSBs tog, og et par tog morgen og eftermiddag på skoledage kører med to togsæt mellem Hårlev og Roskilde af kapacitetsmæssige årsager. Når renoveringen af sporet er afsluttet i 2024, ønsker Region Sjælland at indføre en ny køreplan på Østbanen, hvor Fakse Ladeplads- og Rødvig-togene igen kører separat mellem Hårlev og Køge, som på ny får fire tog i timen (dog ikke i kvartersdrift). Det vil være togene fra Rødvig-grenen, som har flest passagerer, der vil køre til Roskilde, mens Fakse Ladeplads-togene normalt vil have endestation i Køge. Dermed kommer linje 210(R) igen til at være en linje mellem Køge og Roskilde! Kort før køreplansændringen i foråret 2010 ses her Østbanens tog mod Køge i Hårlev efter samling af de to togdele. Bageste og nærmeste togsæt til højre i billedet, togsættet 2035-2135, er netop ankommet fra Fakse Ladeplads, mens det fjerneste togsæt er ankommet fra Rødvig. Til venstre henstår en stor del af banens Y-togsmateriel, som i de sidste år talte otte 2-vognstog. De blev senere på året fjernet fra Østbanen for dels at blive ophugget på Køge Havn og dels sendt til Peru!

Foto: Thomas de Laine, 24. marts 2010.

Regionstog 2135-2035 ved Køge station

Regionstog 2135-2035 ved Køge station

Østbanen, der kører fra Køge til Hårlev og herfra enten til Fakse Ladeplads eller Rødvig, fik i april 2010 indført linjenumre, da banen indgår i R-nettet på Sjælland. Linje 110R er togene mellem Køge og Fakse Ladeplads, og her ankommer et sådant - behørigt skiltet med linjenummer på fronten - til Køge station. Toget er Regionstogs Alstom Lint 41-togsæt 2035-2135 fra 2009.

Foto: Thomas de Laine, 3. april 2011.