Myldretid

Menu

BillederTags

Alle billeder tagget med PKS Walcz

Der er 5 billeder med dette tag:

PKS Walcz ZWA 65JR i Czarnkow, Polen

PKS Walcz ZWA 65JR i Czarnkow, Polen

Polen var i 90'erne og 00'erne storaftager af brugte danske busser, men det var langt oftere DAB-busser end Volvo/Aabenraa, der blev købt. Rutebilselskabet PKS Walcz havde da også en stribe Leyland-DABbusser, men i vognparken indgik også enkelte Volvo B10M og desuden et par Bova'er med fortid på de danske veje. Denne bus, som er fotograferet på rutebilstationen i Czarnkow, er en Volvo B10M/Aabenraa nyleveret til DSB i Rønne og rutebilkørsel på Bornholm. Den er fra 1993 og havde hos DSB nr. 347, senere 2347. Linjebus overtog bussen sammen med regionalrutekørslen på Solskinsøen i 1999, og bussen forblev i brug her, til kontrakten måtte overlades til Iversen i 2006. Linjebus, som nu hed Veolia, flyttede da bussen til Jylland, hvor den blev benyttet et par år. Den fik desuden Veolias eget busdesign i grå og hvid med en rød stribe. Det var et temmelig konservativt, men nydeligt design, som bussen beholdt hos sin polske ejer, hvortil den kom i 2009. PKS Walcz benyttede bussen til selskabets bitre ende, og den blev hugget op i 2022.

Foto: Thomas de Laine, 18. september 2019.

PKS Walcz ZWA-65MJ i Walcz, Polen

PKS Walcz ZWA-65MJ i Walcz, Polen

Det polske rutebilselskab PKS Walcz har haft en mængde brugte danske busser og var blandt de sidste operatører i Polen, som fortsat rådede over DAB-busser. Men selskabet trådte i likvidation i efteråret 2022. Virksomheden, der blev privatiseret omkring 2003, havde fået en del økonomiske problemer som følge af først Corona-pandemien og sidst de stigende priser på bl.a. diesel i forbindelse med krigen i Ukraine. Under en gruppe danske busentusiasters besøg i Walcz i september 2019 kunne det dog også konstateres, at busserne allerede dengang mest blev brugt af uddannelsessøgende, mens nyere busser fra konkurrerende selskaber afgik fra stationen i Walcz kort før PKS Walcz' afgange og med flere passagerer. Firmaets nedtur var således tydelig, og dertil kom, at PKS Walcz' vognpark havde en høj gennemsnitsalder - med besøg fra danske entusiaster til følge! Her ankommer PKS Walcz til jernbanestationen i Walcz med en DAB-Silkeborg 12-1200L-rutebil fra 1994. Bussen blev oprindeligt bygget til Limfjordsruterne, vogn 3, hvorfra den kom ind i Pan Bus som nr. 229. Den har kørt i Walcz fra omkring 2011.

Foto: Thomas de Laine, 16. september 2019.

PKS Walcz ZWA-W961 i Walcz, Polen

PKS Walcz ZWA-W961 i Walcz, Polen

En Leyland-DAB 7-1200B fra 1987 fra PKS Walcz foran banegården i Walcz, Polen. Bussen fremstår i STS-rutebildesign, dog med helt blå front, selvom bussen aldrig har været STS-bus! Vognen blev i sin tid nyleveret til Thorkils Rutebiler, Køge bybus, som selskabets sidst anskaffede vogn, og den kom i 1990 til Linjebus, nr. 6557/8557, der frem til udrangeringen i 1998 havde den stationeret i Roskilde. Efter en periode som bl.a. lånevogn hos Bus Danmark kom bussen til PKS Walcz i 2000, og her fik den hele 21 år i drift. Den blev skrottet i 2021.

Foto: Thomas de Laine, 16. september 2019.

PKS Walcz ZWA-36TM i Walcz, Polen

PKS Walcz ZWA-36TM i Walcz, Polen

Denne Leyland-DAB 7-1200L blev leveret i 1990 til Herluf Poulsen, Hurup Thy, og den kom året efter til Sydthy Rute- og Turistfart. Den havde efterfølgende flere nordjyske ejere, men blev i 2012 eksporteret til Polen, hvor PKS Walcz købte den. Her ses den henstillet foran stationsbygningen i Walcz.

Foto: Thomas de Laine, 16. september 2019.

PKS Walcz ZWA-91HH i Walcz, Polen

PKS Walcz ZWA-91HH i Walcz, Polen

I 2008 fik PKS Walcz i Polen denne Leyland-DAB 7-1024L fra 1987. Bussen blev i sin tid bygget til Viggo Johansen i Christiansfeld, men har senere også kørt nogle år hos Bjert Busser i Kolding. På dette billede holder den pause ved jernbanestationen i Walcz, hvorfra PKS Walcz' rutebiler hver eftermiddag afgik over flere omgange med især skoleelever.

Foto: Thomas de Laine, 16. september 2019.