Alle billeder tagget med Odense Letbane
Der er 6 billeder med dette tag:
Odense Letbane 04 som "Juleekspressen" ved Odeon, Odense

For andet år i træk var et par af Odense Letbanes vogne i julen 2024 særligt udsmykkede og kørte under navnet "Juleekspressen". Folieringen var denne gang lyserød og baseret på bl.a. papirklip med motiver fra bysbarnet H.C. Andersens eventyr. Bag Juleekspressen står Odense Kommune, Odense Letbane, Rosengårdcentret, Tarup Center og VisitOdense m.fl. Det var vogn 02 og 04, der blev dekoreret i 2024, og årets design afveg væsentligt fra 2023-udsmykningen. Vogn 04 ved stoppestedet "Odeon" i den tidligere så brusende Thomas B. Thriges Gade.
Foto: Thomas de Laine, 10. december 2024.
Odense Letbane 04 ved stop Vesterbro, Odense

28. maj 2022 blev Odense by nummer to i Danmark med en letbane. Denne dag åbnede en 14,4 km lang linje fra Tarup Center nordvest for centrum via Vesterbro til Odense Banegård og videre via Rosengårdcentret, universitetet og det nye universitetshospital til Hjallese station på Svendborgbanen. Som logo for den nye transportform er valgt et 'O' for Odense med streg under. Dette modsvares i øvrigt på Ring 3 ved København, hvor logoet er et 'L' med streg under. På dette billede ses Stadler Variobahn vogn 04 ved stoppestedet Vesterbro på sin vej fra centrum mod Tarup. I t-krydset bag vognen er der sporskifter for udfletningen af den mulige etape 2-gren til Odense Zoo. Også på modsatte side af centrum er en forgrening forberedt, så man senere kan undgå et længerevarende driftsstop, nemlig i krydset Ørbækvej/Nyborgvej, hvorfra etape 2 tænkes at gå gennem Vollsmose til Seden.
Foto: Thomas de Laine, 4. juni 2022.
Odense Letbane 14 ved Campus Odense

Odense Letbane er ført gennem universitetets område ad den nord-syd-gående Campusvej, som kun er for letbane, cykler og fodgængere. Vogn 14, den ene af 16 Stadler Variobahn-vogne, ses her ved Campus Odense i retning mod banegården og Tarup.
Foto: Thomas de Laine, 4. juni 2022.
Odense Letbane 12 på Højstrupvej, Odense

Odense Letbane 12, Stadler Variobahn, på Højstrupvej i retning mod Tarup Center.
Foto: Thomas de Laine, 4. juni 2022.
Odense Letbane 11 ved Cortex Park, Odense

Odense Letbane 11, Stadler Variobahn, er netop krydset over Niels Bohrs Allé ind på universitetsområdet ved Cortex Park. Universitetet og universitetshospitalet ligger syd for byen på vejen mod endestationen ved Hjallese station på Svendborgbanen.
Foto: Thomas de Laine, 4. juni 2022.
Odense Letbane 06 ved stop Højstrup, Odense

Odense Letbanes Stadler Variobahn-vogn nr. 06 gør holdt for at optage en enkelt passager ved stoppestedet Højstrup syd for Tarup. Vognen er på vej mod banegården og Hjallese, men er i dette tilfælde fejlskiltet "Tarup Center".
Foto: Thomas de Laine, 4. juni 2022.